Not my type

Jessica Black er 18 år gammel. Hun studerer og har store ambitioner for sit liv. Men hvad der ikke lige var med i hendes fremtidsplaner var at møde den efter hendes mening ikke lige hendes type. 21 årige Harry Styles. Hvad vil der ske når hendes liv tager en overvældende drejning og ændres for evigt? Vil hun være i stand til at vælge mellem karriere og følelser? Begge valg med store konsekvenser.

21Likes
14Kommentarer
8768Visninger
AA

11. Kapitel 11: The park

"Hvad gør du, når du starter på universitetet? Jeg mener Wolverhampton er et stykke væk fra London." Harrys bløde fingre spændte blidt om min lille tynde hånd. Træerne hvislede omkring os og børn løb ubekymret legende rundt på den store slidte legeplads. "Den tanke har jeg ikke haft på sinde, måske flytter jeg til Wolverhampton." Jeg ville gøre næsten alt for min karriere. Selvom det nok betød et farvel til trygge, rare, velkendte London for en stund. "Skal jeg ringe til en fra mit band og bede om hjælp til at finde en lejlighed? Han er fra Wolverhampton." "Jeg vil nødigt være til besvær." Jeg kiggede ned på mine fødder, en efter en, gik de foran hinanden. "Det er du heller ikke, jeg ser ham alligevel i aften." Vi satte os over på en af de mørkegrønne bænke. "Jamen så lad gå." Mere nåede jeg ikke at fremstamme, før en skinger pigestemme højlydt afbrød mig. "OMG OMG OMG, det er Harry Styles!!" Harry sukkede i en tung bevægelse. "Bliv her, jeg vil ikke udsætte dig for det her." Han lagde i en hurtig bevægelse sin varme hånd på mit lår, men rejste sig derefter og gik over mod den efterhånden store gruppe af skrigene teenagepiger. "Hva så piger, har i det godt?" Det var første gang, jeg oplevede Harry med sine fans. En helt anden oplevelse end jeg troede. Uden brokkeri, tog han billeder, skrev autografer og snakkede lystigt, med hver og én af disse fans. Et smukt syn. Han holdt virkelig af dem, hvilket man jo godt kunne forstå. Uden dem, ville der vel ikke være noget One Direction.

Da Harry var nået igennem den lange, tilsyneladende uendelige kø, vendte han sig og gik i mod mig, med et stort smil på læben. Han satte sig nænsomt ned, ved siden af mig og kyssede roligt min rødmende kind. "Hvilke lande besøger I på turnéen?" Efter en akavet pause, var det på tide at bringe, et nyt emne op. "Mange lande fra Europa, over Asien og til USA." Efter denne måned, havde jeg erfaret mig, at Harry godt kunne lide at snakke kort om sig selv. Ingen lange taler, men mere kort fakta. Hvilket, nogle gange irriterede mig en kende. Han ville hellere spørge ind til mig, end sikre sig at jeg lærte ham at kende. "Hvorfor har jeg aldrig set dig sådan før?" Jeg tog Harrys varme hånd og nussede den stille, med små bevægelser. "Hvordan?" Han havde vist ikke den mindste tanke om, hvad jeg mente. "Sammen med dine fans, du er en helt anden person, når du er omringet af skrigene teenagepiger." Harry trak stille på skuldrene. "Kom nu..." Jeg skubbede blidt Harrys skulder. "Fortæl mig nu noget, jeg er så træt af, at jeg efter en måned stadig ikke har lært dig ordentligt at kende." Harry trak med en nervøs bevægelse, igen på skuldrene. "Hvad vil du da gerne vide?" "Jeg har stadig ikke mødt dine forældre, eller din søster endnu." Harrys ansigts udtryk var flovt. "Har du ikke fortalt dem om mig?" Min stemme ændrede toneleje. "Jeg har bare ikke set dem i lang tid." Det passede da ikke. Han havde aflyst, samtlige af vores aftaler, fordi han skulle noget med sin familie. "Hvad skulle du så i sidste uge? Harry, du skal ikke lyve for mig igen." Jeg slap hans hånd. "Jessica, slap af!" Harry lagde sin hånd på min kolde kind. "Hvorfor er det, vi altid skal skændes, når vi er ved denne her bænk?" Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra et lille, men bredt smil. "Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal fortælle dem det, men næste gang jeg skal derhen, kommer du med!" Han strakte sit hoved mod mig og kyssede blidt mine læber. "Vi må hellere se at komme hjem." Jeg trak mig fra kysset og rejste mig fra bænken. Harry flettede med stor forsigtighed sine fingre ind i mine.

"Har du altid gerne ville være læge?" Vi drejede forbi det store nåletræ og ned af den lange gade, tæt på min. "Så længe jeg kan huske, medicin har altid haft en stor interesse." Jeg fulgte mine fødders små, men hurtige skridt frem. "Hvad med dig, har du altid gerne ville være sanger?" Jeg klemte stille Harrys hånd. "Ja, men det har nok altid bare været en uopnåelig drøm." Allerede 10 meter væk, kunne man dufte min mors hjemmelavede muslingesuppe. Duften af den genkendelige hvidvin, borede sig op i mine næsebor. Vi drejede ned af de lyse geometriske fliser og gik ind af den grålige hoveddør. "Vi er hjemme!" Råbte jeg, så jeg var sikker på, min mor hørte vores hjemkomst. "Lige i tide, maden er klar." Jeg tog mine støvler af og stillede dem, ved siden af de andre sko. Harry hængte sin jakke op på den sorte stålknage, der hang et hoved over min højde. Vi satte os ydmygt ved det brede brune spisebord, hvor der allerede var dækket op til 5. "Jessica gider du informere din søster om at maden er klar?" Min mor kiggede spørgende på mig, jeg nikkede stille og rejste mig fra den hvide læderstol. Med raske skridt gik jeg op af den hvide trætrappe, op mod Adelyns soveværelse. Med ivrige håndbevægelser, bankede jeg kraftigt på den hvide dør. "Ja?" Jeg tog i håndtaget og et mørkt rum, kun oplyst, af et let, men skarpt computer skær, kom til syne. "Der er mad, kommer du?" Selvom jeg kun kunne se en sort silhuet, kunne jeg sagtens se hendes nikken. Vi fulgtes ad ned til køkkenet, hvor min mor, far og Harry tålmodigt ventede på os. Jeg satte mig på stolen ved siden af Harry. Idet jeg satte mig lagde Harry en hånd på mit lår og kørte forsigtigt tommelfingeren fra side til side på mine mørke jeans. "Harry giver du mig ikke din skål, så skænker jeg noget suppe til dig?" Min far tog imod Harrys dybe tallerken og gav ham noget af den varme blåmuslingesuppe. "Jeg håber meget du kan lide det, Harry, jeg ved, Jessica elsker det." Min mor så afventende til, mens Harry smagte på suppen. "Den er god." Harrys stemme var monoton, men med et strejf af kærlighed. Min far snakkede, som han plejede. Det var egentligt udmærket, for ellers ville der komme den der akavede stilhed, som når han ikke er hjemme. Han kunne vist godt lide, at Harry var der. Min far plejede at være den eneste mand i huset, Så når der kom endnu én, kunne han ikke stoppe sin mandesnak. Jeg tror dog ikke, at Harry forstod ret meget. Min far snakkede mest om marketing og håndværk, men dog kun om håndværk når han ikke var den eneste mand. Han vidste, at vi kvinder ikke var så meget inde i håndværk, hvor imod min mor jo kunne sætte sig ind i marketingsdelen. Harrys mobil begyndte højlydt at vibrere fra hans bukselomme. Han tog den op og kiggede på mig med et undskyldende blik. "Undskyld, jeg er nødt til at tage den!" Han rejste sig i en drastisk bevægelse og gik ud i gangen. Herfra kunne man kun høre små bidder af hans samtale. Min mor begyndte at rydde af bordet og jeg rejste mig selvfølgelig for at hjælpe til, som jeg altid gjorde. Harry kom til syne i den brede dørkarm og signalerede, at han skulle snakke med mig. Jeg slap, hvad jeg havde i hænderne og gik med hurtige faste skridt ud til Harry i gangen. "Okay, jeg har lige snakket med min mor.... Og på lørdag skal du møde min familie!" Man kunne høre hans lykkelige smil i stemmen. "Wow, dejligt, har du fortalt hende om mig?" Jeg kunne se på Harrys ansigtsudtryk, at det havde han ikke. Før jeg kunne nå at åbne min mund, vibrerede Harry mobil højlydt. "Jeg må simpelthen slå den er vibration fra!" Sagde Harry i et irriteret tonefald og lavede det håndtegn, der i hans verden betød: 'Jeg er nødt til at tage den, jeg kommer igen om lidt.' Han snakkede på et tidspunkt i samtalen om mig. Det kunne jeg høre og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg blev en smule smigret over det. Han snakkede nok med sit bandmedlem, ham fra Wolverhampton. Snakken handlede om, at jeg skulle have en lejlighed. Efter samtalen havde fundet sted i et par minutter, lagde han på og gik ud til mig igen. "Jeg er nødt til at gå. Liam, min ven, vil gerne hjælpe dig med lejligheden." Jeg nikkede, med et forstående blik. Jeg vidste ikke helt, hvorfor mit ansigts udtryk blev forstående men nogle gange, ændredes mit ansigt udtryk, uden jeg rigtig opfanger det. "Så ser vi vel hinanden igen, snart ik?" Harry tog sin jakke ned fra den sorte aflange stumtjener. "Det vil jeg sørge for!" Sagde Harry og baksede med sine sko. "Farvel mr. og mrs. Black, tusind tak for mad." Harry vinkede med små bevægelser ud mod køkkenet. "Farvel Harry, det er altid en glæde, at have dig på besøg. Pas på dig selv og kom snart igen." Min mor vinkede tilbage med en royal bevægelse. Jeg låste hoveddøren op og stillede mig i dørkarmen. Harry stillede sig foran mig og lagde uden ord sin varme hånd på min kolde kind. "Hvad kigger du på?" Tavsheden begyndte at irritere mig. "Jeg kigger på dig, Jessica." Han lænede langsomt sit hoved tæt på mit og kyssede blidt min lille smalle mund.

Tak fordi i læser med. Der kommer snart et nyt kapitel.

Kh Liva❤️❤️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...