Sandheden, kærligheden og døden

Dette er en foregående historie til min novelle "3 piger med blomsterkranse". Vi følger denne gang datteren, som opdager hele sandheden bag morens selvmord, efter hun har læst den blå spiral bog, som moren efterlod den dag hun lod vandet vugge hende i søvn.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger
AA

2. Sandheden, kærligheden og døden

Det lange græs kildrer hendes bare ben, med de bløde dun. Langsomt går hun igennem den tætte skov, med et sænket blik og en rystende hånd. Nogle få af solens stråler trænger igennem taget, som er dannet af træernes kroner, og det kaster et dovent lys nedover den bløde skovbund. Da hun når enden af skoven, løfter hun blikket. Øjnene flakker, og hendes læber dirrer, da hun kigger ud over floden. Hun skal kun krydse engen for at nå de glatte sten. Vinden fanger hendes brune hår, og lader det hvirvle omkring hendes hoved, den lyserøde kjole blafrer omkring hendes ben. Hun holder vejret, og træder ud af skovens mørke. Med små skridt går hun henover engen, og tættere på vandet. Pludseligt falder hun grædende på sine knæ, overfor den utæmmede flod. Den flod, som opslugte hendes mor. Hendes gråd er ustyrlig, tårerne strømmer fra hendes grønne øjne, og efterlader våde pletter på kjolen. Vejrtrækningen er uregelmæssig, og hun gisper efter vejret, da hun ligger hovedet tilbage og kigger op mod solens stråler. Sådan sidder hun længe, og lader tårerene strømme nedover de ophævede kinder. Da hun igen kigger ned i sit skød, trækker hun vejret rolig. En ensom tårer triller ned af den runde kind . Det gør ondt i hendes hjerte, det har det gjort lige siden den dag, hvor hun vågnede op til faderens gråd. Han tror stadig det var en ulykke, det tror alle, men hun kender sandheden, eller i hvert fald noget af den. Hun havde fundet den sammenkrøllede seddel i hendes smykkeskrin dagen efter, ved et tilfælde. Hun havde ledt efter den halskæde hun havde fået af hendes mor, da hun så den. Med en dirrende hånd, havde hun taget den op og læst anvisningerne til den vej hun skulle gå, og hvad hun skulle finde. En blå spiralbog. Da hun pludselig så den i græsset, var hun knækket sammen. Den var fra hendes mor, hun ved, at hvis hun læser den vil hun vide hvad der skete. Hun vil få svar på hendes spørgsmål. Men hun er bange, bange for at læse hvad der drev hendes mor til forlade hendes familie, til at forlade livet.

Men hun må vide det, hun må have lettet byrden, den sten som tynger hende så meget. Hun må have svar. Hun strækker armen ud, og rører forsigtigt ved den, men gisper ved kontakten. Det er det tætteste hun kommer på hendes mor. Det er det sidste materielle der forbinder dem. Det føles, som at røre ved hende. Hende hun ikke har rørt ved i, hvad der føles som flere år. Forsigtigt tager hun bogen op i sit skød og slår op i den. Alle siderne er klistret med papirer med skrift- hendes mors skrift. Alle siderne er dateret, det er hendes dagbog. Dagbog fra da hun var barn til den dag hun faldt i floden. Hun bladrer frem i bogen, frem til begyndelsen.

Jeg legede med Siri og Mary i dag nede ved floden. Jeg har stadig ikke fortalt dem, at jeg ikke kan svømme. Hvis far og mor ved, at vi er dernede får jeg aldrig lov til at lege med dem igen, men det er vores hemmelighed. Min Siri og Marys. De må ikke vide noget, de må ikke vide hvor vi er, eller hvad vi laver. Det er bedst de slet ikke ved noget, det gør Siri og Marys forældre heller ikke, for det er bedst sådan, det har vi aftalt. Ingen må vide noget, det er sjovt at have hemmeligheder, det har de lært mig. Vi har det også sjovt sammen, de har vist mig hvordan man skal balancere på stenene, og de har lært mig at binde blomsterkranse, dem har vi altid på når vi er ved floden, for så kan vi være os selv, det har Mary og Siri lært mig.”

 

Hun kigger op fra bogen, dette er hendes mors tanker fra da hun var barn. Hun legede, det selvsamme sted med sine veninder, og de havde hemmeligheder, men hvilke hemmeligheder? Hun bladrer videre i bogen, læser nøje hver side og langsomt forstår hun hvilke hemmeligheder de 3 veninder havde. Hun begynder at trække vejret hurtigt og læser hurtigt siderne, fyldt med barndomsårene. Hurtigt forstår hun hendes mors barndom og opvækst, hun voksede op i et lille lukket samfund med intolerante forældre, forbudte og hemmelige ture til floden med 2 veninder.  Da hun når hendes mors teenageår, begynder hun at forsvinde ind i historien, hun forsvinder mellem hendes mors ord og tanker. Bogstaver bliver til personer, ord til lyde og sætninger til omgivelser. Hun ser hendes mor komme løbene igennem den skov, som hun selv gik igennem for kort tid siden. Ved flodkanten sidder Mary og Siri og knuger hinandens hænder. Hun skal til at råbe, da Mary forsigtigt kysser Siri. Hun ser de 2 piger kysse hinanden, og hun ser hendes mor trække sig tilbage i læ af skovens mørke og overvære dem. Kyssene bliver heftigere, pigernes puls stiger, og de vælter om i det høje græs, hendes mor kan ikke længere se andet end græsset, der bevæger sig i takt med pigernes bevægelser. Hun trækker vejret heftigt, hendes mund dirrer, og pludseligt sætter hun i løb tilbage igennem skoven, uden at se sig tilbage. Hvad hun ikke ser er, at de 2 piger hurtigt rejser sig fra deres leje i græsset, og ser hendes hvide kjole blafre bag sig igennem den mørke skov.  Langsomst opløses de forvirrede piger. Græsset bevæger sig i takt med vinden. Hun er stadig fanget i hendes mors fortid, og hun står ubevægelig på engen mellem skoven og floden. Pludselig ser hun hendes mor komme gående, med et sænket hoved igennem skoven. Hun kan se de små tårer på hendes røde kind, de glitrer som små diamanter. Hun er smuk, hun er lige så smuk som hun husker hende. Hun sætter sig på græsset og river i det, indtil Siri og Mary dukker op. Mary lægger en hånd på hendes skulder, den tynger hende længere ned mod jorden, som en byrde. Pludseligt forstår hun det hele. Hun ser det i hendes mors øjne, hun ser det i Marys og Siris. De elsker hinanden, men ikke som veninder. Der er lidenskab involveret, stærke følelser, forbudte følelser. De er forelskede i hinanden, de længtes efter hinanden, de vil have hinanden. De sætter sig i en cirkel og holder hinanden i hænderne, de lukker øjnene. Ingen siger noget. Med en bankene puls overværer hun det hele. Hun overværer deres afsked med hinanden, hun overværer kropskontakten mellem de 3 unge piger. Hun ryster på hovedet, for at få det til at gå væk, men i stedet ser hun billeder fra hvad der næst skete. Hun ser hvordan Mary mister synet, hun hører eksplosionen der springer Siris’ trommehinder og ødelægger hørelsen, og hun mærker den lussing hendes mor får, da hun står med tårer i øjnene overfor hendes forældre. Alting giver mening nu, hun forstår det hele, men hun vil ikke se mere, læse mere, alligevel fortsætter hun med at læse. Hun læser hendes mors beskrivelse af Marys planlagte selvmord få dage efter. Hvordan hun i blinde knuger blomsterkransen, og lader sig føre med strømmen. Hvordan hun drukner. Hun ser Siri græde heftigt efter Marys død. Hun ser hendes mor, spærret inde på hendes værelse den dag Mary begraves. Siri fortsætter med at græde mens hun ældes, og en dag kommer hun gående langs flodbredden med en hånd på den gravide mave, mens hun holder blomsterkransen i den anden. Hun lukker øjnene da Siri ligger hænderne om hendes hals og strammer til, hun vil ikke se det. I ly af skoven står hendes mor, og overværer Siris selvmord, til sidst forsvinder hun også. 

Hendes hjerte begynder at banke hårdt under den lyserøde kjole, da hun ser hendes mors voksenliv i brudstykker. Hun ser hendes mor sammen med hendes far, og pludselig fyldes hun med sorg. Hun ser hendes mors smil præcis lige så smukke som hun husker dem, men hun kan pludselig se hvad der gemmer sig bag smilene og de kærlige handlinger overfor hendes far. Hun forstår pludseligt hendes mor. Hun ser hvordan hendes mor ikke kan fortælle nogen noget om hendes inderste følelser og tanker. Dem hun elskede er borte for evigt, hun ønsker selv bare at forsvinde.

Hun læser den sidste side af dagbogen med tårerene i øjnene. De ligger som en hinde, som gør det sværere at læse de sirlige bogstaver. Hun har beskrevet hendes sidste dag i live. Hun har beskrevet hendes vej ned til floden, hendes tanker, og for første gang hendes følelser. Hun har beskrevet hendes inderlige og lidenskabelige kærlighed til Mary og Siri, og hun har detaljeret beskrevet hendes trang til at dø. Det sidste der står er, at hun er bange, men at hun glæder sig. Det var det sidste hendes mor skrev, inden hun lod flodens vand vugge hende i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...