ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30181Visninger
AA

1. Prolog

 

"The key to our love is in room 403."

 

Elly P.O.V

Folk havde sagt at når man startede på College ville ens liv først startet, men det troede jeg squ' ik' på! Det startede fra den dag man blev skudt ud af ens mors nedre region og fra den dag dør man langsomt - hvilket mange havde sagt mig imod, men det var deres mening.

Jeg sad allerede i vores lille bil, på vej til College. Bilen var proppet med min storesøster og storebror bagved, sammen med mig og min far og mor foran. De bed sig ikke mærke til at hver eneste minut lød en klage fra en af os, hvilket irriterede mig grænseløst - fordi de ikke så muligheden for at køre ind til siden og give os luft en gang imellem.

"Hold kæft jeg glæder mig til at der bliver mere plads, i denne lorte spand." Brokkede Arthur, mine storebror - som skuttede sin krop imellem mig og Leslie, min storesøster - så vi blev mast endnu mere ind i ruderne.

"Arthur Jack Jr. West, bevar så sproget." Lød vores mors stemme som kunne få et hvert levende kreation til at tie stille. Arthur kiggede irriteret på hende mens Leslie og jeg ikke kunne lade hver med at grine af ham.

 

-

 

Vi var ankommet. Den store bygning, stod vi parkeret lige foran. Et sug gik igennem min mave, selvom jeg godt vidste at det nok ikke ville være så slemt igen - for min far var i det mindste lærer her også. Og det havde han været i mange år. Min eneste bekymring var bare at han ville gøre mig pinligt berørt, så mit største håb lige nu var at ingen vidste vi var i familie..

"Endelig!" Udbrød Arthur da vi steg ud af bilen. Det resulteret i at han fik et ondskabsfuldt blik af mor som med kroppen advarede ham om at stoppe - og igen kunne vi andre ikke lade være med at grine. Far tog armen om Arthur og uglede hans hår, hvilket fik os til at grine mere.

"Kom så unger, vi skal have slæbt hendes ting ind." Kommanderede far som slap Arthur og skubbede ham over mod bagagerummet. Arthur og far var begge muskuløse mænd, så det var altid sjovt at de dem "slås". Leslie, mor og jeg gik hen og tog en hver af mine tre kufferter og så tog far og Arthur mine kasser med indretningsdele. Vi gik indenfor, og mor trak hurtigt mine papirer ud af sin taske.

"Værelse 105, anden sal, venstrefløj."

Vi kæmpede os igennem en masse mennesker, kasser og kufferter med få sveddråber på panden. Der var heller ikke den bedste varm ventilation, det var ihvertfald ikke det de ligefrem pralede med. Til sidst endte vi dog foran værelsesdøren 105 på anden sal og ovre i venstrefløjen. Jeg slap min kuffert og åbnede døren, til et hvidt værelse med to senge, to skriveborde, to skabe og et badeværelse. Shit, tænkte ikke lige på at jeg ville få en roommate.

"Jeg tror det var det. I kan bare gå, altså ikke dig far. Du bor her." grinte jeg og satte alle mine ting ind på en af sengene. Jeg vendte mig mod dem og smilede falsk, for at skjule sorgen der inderst inde lå i mig fordi de ikke længere ville være en del af min hverdag - nu var de 17 år i sikkerhed pist væk.

"Er du sikker på at vi ikke skal hjæ-"

"Nej mor, det går nok. Ellers har jeg jo far." Afbrød jeg og krammede min far med en arm. Han kyssede min hovedbund, hvilket fik mig til at rykke mig væk - han vidste jeg hader det. Mors øjne var blanke, samt Leslie og Arthur var bare kold mod mig. Jeg var vel også en irriterende lillesøster.

"Nå, okay så. Leslie og Arthur, sig farvel og vent på mig ude i bilen." Sagde mor.

Leslie var den første som krammede mig. Hun knugede mig ind til hende, så jeg næsten ikke kunne få luft. Hun mumlede en masse utydelig ord til mig, så jeg lod bare som om jeg hørte dem for jeg magtede ikke at høre det hele igen. Ondt, jeg ved det.

Arthur krammede mig pludselig meget hårdere end jeg troede, så han løftede mig op fra gulvet. Han var trods alt næsten to meter høj, og jeg var omkring de 1,60 stykker.

"Hvis en eneste dreng rør' dig, så ringer du." Hviskede han alvorligt, men jeg grinte bare og nikkede selvom der nok ikke var en eneste her som ville kunne lide en som mig..

Leslie og Arthur gik ud af værelset mens de snakkede frem og tilbage, hvilket kunne høres længere nede af gangen. Mor gjorde tegn til far om at han skulle vente udenfor værelset - hvilket han gjorde. Mor lukkede døren stille og vendte sig mod mig igen. Åh nej.. Så skal vi have snakken igen.

"Skat, pas nu på dig selv. Det er meget stort for os, at det nu er den mindste til at lette fra reden. Du ved vi elsker dig og vil dig kun det bedste, så derfor for du disse." Sagde hun med et kærligt smil mens hun agede mig på kinden. Hun tog hånden ned i sin taske og trak noget op som raslede.

"Mor?" Spurgte jeg nervøst.

"Du for en split ny bil, så du kan komme rundt med vennerne som du nu skal få her!" Hvinede hun og gav mig det skinnende nøgler i hænderne på mig. Jeg kiggede målløst på hende.

"J-jamen Arthur og Leslie fik aldrig en..? Og hvordan i alverden var i fået den herover?" Spurgte jeg forvirret. Mor slog en latter op.

"Fordi de altid har været forkælet - så nu er det din tur. Nå, kan du have det godt skat. Vi ses jo forhåbentligt igen, og for Guds skyld, hold dig væk fra de slemme ting. Og det inkludere drenge."

"Javel."

-

Like, favoriser el. eventuelt smide en kommentar nedenfor, og fortæl på en eller anden måde hvad i synes om den og hvis i vil have mere c; cx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...