ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30176Visninger
AA

10. 9

sorry i'm psycho


Elly's P.O.V
Jeg rømmede mig irriteret. Der lå en skarp smerte i min ene arm, mit hoved og øje. Jeg kunne høre en bippende lyd tæt på mig, men anede ikke hvad det var. Mine øjne lå stadig lukkede, mens jeg langsomt gjorde mig klar til at se verdenen foran mig igen. Hændelserne fra de sidste par dage stod utydelige for mig.
"Jeg tror hun vågner nu."
Jeg følte pludselig at jeg havde styr op min krop, og det var først nu at smerterne slog til. Jeg åbnede øjnene og stødte på det skarpe hvide lys over mig. Hvor var jeg? Jeg rettede mit hoved op og så rundt i det firkantet ugenkendelige rum. Det var koldt og kun to vinduer lyste rummet op. Jeg kunne se en del af byen heroppe fra.. Vent, - hvad?
"Oh my freakishly god!" Udbrød et højt pib i værelset jeg lå i. Jeg så tåget rundt, mens jeg langsomt fik orden i hvem der var her. Angely, Liam og.. Niall. Jeg så hurtigt væk, før jeg kunne se ham i øjnene. Mit syn kom hurtigt på plads og nu kunne jeg se hvor jeg var.
"Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg forvirret. De så alle på mig med store øjne, som om jeg burde vide det. Men det gjorde jeg ikke. Liam var den første til at "vende tilbage" og han rømmede sig kort.
"Fordi -"
"Fordi du freaking mistede en masse blod igår! Hvorfor fortalte du os intet?! Hvad har vi gjort forkert?! Hvorf-" udbrød Angely der kiggede på mig med de blodsprængte øjne der havde grædt i timer, og hun brød endnu en gang sammen. Mindet om igår strømmede ind i mit hoved, foran mine øjne og gjorde mig klar over hvad jeg kunne gøre mod mig selv.
"A-.. Angely." Liam slugte sine ord hårdt og bukkede sig henimod den grædende pige. Det tog meget på mig at hun reagerede sådan.. Det var jo aldrig hendes skyld. Angely prøvede at skubbe Liam væk fra hende, men han tog om hende og hev hende ud af værelset, mens han skød mig uskyldige blikke.
Jeg så forsigtigt på Niall der havde tårer hængende ned af kinderne. Uden at fjerne blikket fra mig, løftede han sin stol hen ved siden af min seng og slog sig ned. Han lavede ingen form for kommunikation i sig, hvilket ikke undrede mig. Hans kæreste var sindsyg. Så jeg forstod fuldt ud hvorfor han ikke ville snakke med mig.
"Elly.." Lød hans svage stemme. Jeg nikkede og så på ham med små øjne. Jeg var stadig træt. Han fiskede med i sin lomme på sine sorte jeans og trak et krøllet papir op. Han tog, med sin anden hånd, blidt om mit håndled og åbnede stille min hånd. Han lagde papiret imellem vores hænder, og han rejste sig op. Han bukkede sig ind over mig og så mig dybt i øjnene. Krystallerne stod klare foran mig. Han lagde blidt sine læber mod min pande med lukkede øjne.
Han trak sig væk fra mig og lod papiret ligge tilbage i mine hånd. Jeg så nervøs på ham, mens han langsomt trak sig ud af rummet. Jeg mærkede stilheden falde over mig igennem og var rædselslagen. Var dette et farvel? Forlod han mig? Hvad stod der i brevet?
Jeg foldede hurtigt papiret ud da døren blev lukket. Hans klodsede skrift stod med kuglepen hen af de striblede linjer.
Elly, min dejlige Elly.
Jeg var synderknust, da jeg så blodet fra dit håndled. Dine tårer og alt smerten der kom frem fra sit skjul. Jeg vidste du havde noget at skjule fra mig, og det var derfor jeg var så beskyttende. Jeg håbede på at jeg ville få det afvide, men ikke på den måde som igår. Jeg skammer mig over at jeg intet vidste om hvordan du havde det.. Jeg ønsker at jeg kunne fortælle dig alt hvad jeg føler for dig, men det kommer aldrig til at ske.
Din, Niall J. Horan.

Jeg mærkede tårerne der pressede på igen, mens jeg læste hans ord. Jeg kunne se han havde grædt da han skrev dette, for nogle af øret var tværet en smule ud fra kuglepennens blæk. Jeg havde fået nok af at græde, så jeg tørrede hurtigt mine øjne og lagde papiret på det lille bord ved siden af hospitalssengen.
Bank, bank..
"Kom ind!" Råbte jeg ud i rummet. En person iført en hvid kittel, sikkert min læge, kom ind med sin blok papir i hånden og kuglepennen i kittel lommen. Han så smilende på mig, som om jeg ikke lige havde vågnet op fra en tilfælde af for lidt blod.. Men det må være en del af deres arbejde.
"Så, Elly-" begyndte han og satte sig ned på dén stol hvor Niall havde siddet. Det kriblede langt ned af ryggen på mig, af en eller anden mystisk grund. "Ifølge vidnerne til forgårs hændelser, har du selvskadet. Det gik vist ikke så godt, vel?" Han så op på mig igennem de tykke briller. Nogle gange skræmte han mig, for jeg har faktisk haft ham siden min første omgang angst og depression.
"Nej.."
"Nemlig, og vi blev nød til at forbinde din arm så du ikke ville gøre mere på den. Vi har set visse tilfælde, men altså, du har fået et papir med en ny diagnose på." Jeg nikkede og tog imod det blanke papir han rakte mig.
Elly Anne West, 18 år.
Tilfælde hvor hun besvimer pludselig. Mister "kontakten" til andre mennesker, hvor de pludselige tilfælde sker siden hun var 15.
Selvskade siden 14 år.
Indlagt på psykiatrisk afdeling i to dage, efter ukontrolleret selvskade: både slået sig selv og de unges "cutting". 16 år.
Konstateret angst: psykologisk hjælp efterfølgende, men ingen hjælp at hente. 16 år.
Konstateret depression: medicin, med god virkning. 16 år.
Erklæret mental sygdoms fri, som 17 årig.
Indlagt på hospital efter ukontrolleret selvskade og mistet for meget blod. 18 år.
Depression for anden gang. 18 år.

Jeg kæmpede med at holde tårerne inde i mig, men da jeg så ned på den sidste linje. Jeg vidste det.. Mit liv stod på et papir, sort på hvidt. Alt hvad jeg havde holdt hemmeligt, kunne alle der ville se papiret nu opdage. Det måtte ikke ske, specielt ikke for dem ovre på kollegiet.
"Elly, vil du have hjælp igen? Vi kan tage den medicinere vej, eller har du nogen der kan hjælpe dig til bund?" Spurgte han med hånden på min. Han vidste jeg intet havde imod det, for det var en af de få metoder der fik mig til at forstå når folk bare ville hjælpe mig.
"J-jeg ved det ikke. Altså min kæreste, roommate og venner på kollegiet." Sagde jeg uden at kigge ham ind i øjnene.
"Din kæreste, hva'? Hvor er han og kan jeg tale med ham?" Spurgte han og fjernede sin hånd fra min, før han fandt sin kuglepen frem og skrev noget ned på sin blok papir.
"Han.. Um, er døv så tror ikke hvor stor hjælp det kan være. Men hvis du vil, er han nok ude på gangen eller så kan jeg skrive til ham."
Han så overrasket på mig, men lod som intet. Han smilede bare glad og trykt min hånd, før han gik hen mod døren.
"Oh, hey! Du bliver forhåbentlig udskrevet på fredag."
-
"Må jeg tale med Elly alene?" Lød Leslies svage stemme henne fra hjørnet af værelset. Jeg vidste hvordan hun havde det med mig og den "sygdom" jeg har. Mor, far og Arthur nikkede svagt, før de gav mig et sidste blik og gik ud af døren. Da døren slog i, vendte Leslie og jeg hoveder mod hinanden.
"Hvorfor?" Spurgte hun.
"Kan du huske dengang jeg endte på psykiatrisk afdeling?"
"Ja, fordi du følte verden maste dig sammen." Svarede hun med foldede arme, mens hun blev over i hjørnet. Jeg vidste hun var vred på mig, for hvem gider have en depressiv lillesøster?
"Præcis."
... Der lå en stilhed imellem os. Jeg så hen på det store ur over døren og fulgte viseren for fem minutter, før jeg kunne se ud af øjenkrogen at Leslie rejste sig op. Hun stillede sig foran sengen, nede i enden.
"Jeg synes virkelig du skal se at Niall, vi andre og alle omkring dig kun vil det bedste. Ingen vil skade dig. Ingen." Sagde hun med tårer i øjne. Hendes mind dirrede ukontrolleret, og jeg forstod hende. Jeg nikkede og slog blikket ned på min såret arm. Jeg brændte for at se hvad der lå bag den forbinding, og om det stadig var slemt.
"Jeg går ud til de andre. Vi ses, elsker dig." Sagde hun pludselig, hvilket fik mig til at kigge op. Hun gik ud af værelset uden at se tilbage, mens hun lod mig være tilbage i den kolde hospitalsseng. Jeg fulgte hende med øjnene indtil jeg ikke længere kunne se hende, og lagde mig så ned. Bare på ryggen, helt stille og nød stilheden i det halv store værelse, indtil mine øjne lige så stille lukkede sig sammen og lod mig falde til ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...