ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30176Visninger
AA

9. 8

Game over. I lost.


Elly's P.O.V
Det blev en hverdags ting. En ting, som ramte mig hver dag. Én ting. Selvom det var en forfærdelig ting og det vidste jeg selv, så var der ingen hjælp at hente. Arthur, Leslie, mor og far. Ingenting. Hverdag.
Jeg gik ned af gangen, på vej til frikvarter på toilettet i den næste time. Jeg havde ingen andre steder at holde mig til, og dét var også et sted jeg fik ro. Ro i kroppen, og der havde jeg haft de sidste par anfald. Jeg fik dem altid når jeg var stresset eller presset, hvilket jeg var tit.
"Smatso." Lød en stemme efter mig.
"Kælling." Lød en anden.
"Hæng dig selv." Lød den tredje, før jeg kom ind på toilettet med tåre i øjnene. Jeg havde ingen at forholde mig til, ingen at snakke med, ingen at græde på skulderen af. Jeg havde mange gange skubbet tankerne væk, men efter så mange gange blev der for meget. Jeg måtte gøre noget. Noget på mig selv.
"Fuck," hulkede jeg og klemte mig ind til mig selv, mens jeg sad på et af skolens toiletter. Døren til båsen jeg sad i var låst og jeg vidste at ingen kunne høre mig. Jeg tog mig voldsomt til hovedet, mens jeg huggede mine negle ind i hovedbunden på mig.
Tårerne væltede pludselig ud af mig, mens jeg rystende fandt min madpakke frem fra tasken foran mig. Jeg tørrede ihærdigt mine tårer væk med ærmet på min sorte trøje, der skjulte mine dybeste hemmeligheder. Mit ærme blev hurtigt gennemblødt, så jeg lod tårerne falde til gulvet.
1. bid.
2. bid.
3. bid og så lagde det grønne æble nede i skraldespanden på toilettet. Det var beregnet til toilet affald, men sådan gjorde jeg bare efterhånden. Jeg følte mig beskidt, bare ved at spise. Jeg tog knæene op til, mine fødder på brættet over for min røv. Jeg græd igen og endnu mere, men denne gang uden lyd.
Det var én af de mange ting, man lærte når man har en depression.

Jeg sad i min seng med mit blik på de bare arme. Mine tårer havde faldet ned på de gamle ar, mens minderne fra blot tre år siden flød igennem mit hoved og ikke ville blive væk. Angely, eller nogen af de andre havde time men jeg havde heller ikke lyst til selskab.
Trangen til at gøre dét igen kom tæt på mig. Den mørke skygge flød foran mine øjne, mens den fortalte mig at gøre det igen og igen, og igen. Mine fingre kørte ubevidst henover mine ar. Jeg mærkede den bølgede ud der havde skabt sig.
Smartso.
Kælling.
Hæng dig selv.

Jeg kiggede ned på mine arme og kradsede i dem. De var alle helet. Jeg rejste mig op fra sengen med tårerne der stadig trillede ned af mine røde kinder. Mit hår hang løst på mine skulder og jeg havde kun en T-shirt og nogle shorts på. Jeg gik ud på Angely og mit toilet.
Med rystende hænder tog jeg fat i kanten af vasken, og så mig selv ind i øjnene. Jeg kunne knap nok se, på grund af tårerne. Jeg fulgte langsomt min egen skikkelse i spejlet. Det hele var forkert. Jeg var forkert.
Uden at tænke mig om, hev jeg barberskraberen ud fra vores lille bruse rum. Jeg hev bladene ud med de rystende hænder. Jeg lod resten af skraberen falde til gulvet, mens jeg selv langsomt gled ned af væggen og landede på røven mod det kolde klinkegulv.
"Gør det." Lød en stemme i mit hoved. Jeg nikkede for mig selv og tog min arm ned på mine lår. Jeg satte langsomt barberbladet mod et af mine gamle ar og tog en dyb indånding, før jeg kørte det skarpe metal henover min hud. En sug gik igennem mig, da jeg mærkede den flå min hud fra hinanden og blodet begyndte at glide ud.
Endnu en gang kørte jeg metallet over min hud.
En gang mere.
4. snit.
Blodet strømmede pludselig hurtigere ud end forventet. Mit syn blev sløret da det slog mig, hvad jeg havde gang i. Jeg tabte bladet ned på klinkegulvet og smækkede hånden på armen, så blodet sprøjtede ud. Det lå på mine shorts, gulvet og benene. Det var et rod, og det var jeg selv.
"Elly?"
Jeg gispede da jeg hørte stemmen inde fra værelset. Jeg skyndte mig op på mine fødder og rakte ud efter noget toiletpapir, da jeg mærkede mine ben give efter og jeg langsomt faldt ned igen. Min pande ramte toilettets kant og et smerte skrig brød ud af mig.
"Elly!?" Denne gang var det flere stemmer. Og de var genkendelige. Jeg prøvede at samle mig selv op igen, men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Jeg fik hurtigt fat i en lille smule toiletpapir og fik det næsten på, da jeg så seks personer i spejlet ud af øjenkrogen.
"Elly." Lød den svage stemme. Jeg så op på Niall i spejlet, med tårerne hængene ud af øjnene. Igen græd jeg højlydt og tvang min hånd stramt om min arm. De skulle ikke se det.
Mit blik faldt på Angely der stod helt stille med tårer i øjnene. Jeg slog blikket væk og prøvede at komme op igen, men endnu en gang fejlede jeg. Jeg kiggede ned i gulvet hvor jeg havde efterladt blod, før jeg mærkede to armen omkring mig. Jeg kiggede forskrækket op og så ind i Nialls vandede øjne.
"Undskyld," hullede jeg og skubbede Niall væk, men han gav ikke slip på mig. Min ødelagte arm ramte hans hvide T-shirt, så en rød masse formede sig i stoffet. Få sekunder efter havde de andre bukket sig ned til mig, med tårer i øjnene.
"Elly! Hvad har du lavet?!" Græd Angely der prøvede at røre mig, men jeg skubbede mig selv længere væk. Jeg kunne for første gang høre Niall hulke, mens han så ned på mig. Jeg følte mig dum. Fortabt og et problem.
"Det er ligemeget! I kan være ligeglade!" Skreg jeg. Jeg rystede og greb ud efter bladet igen, der lå mindst en meter væk fra mig. Louis slog hurtigt min arm væk og skubbede bladet væk fra mit syn. Liam var hurtig på aftrækkeren og fik samlet noget toilet papir, og han satte det mod min arm.
"Vi bliver nød til at få dig til lægen, Elly." Sagde Liam alvorligt. Jeg rystede voldsomt på hovedet, mens jeg igen prøvede at komme ud af Nialls greb. Han så stadig forstenet på min arm, der næsten havde blødt igennem papiret.
"Lige meget om du vil det eller ej. Enten bærer jeg dig, eller så går du." Truede Zayn der stillede sig op sammen med resten. Jeg havde aldrig set dem sådan. Jeg så hen på Harry der tegnede til Niall. Få sekunder efter havde Niall let hevet os begge op at stå. Jeg slap papiret om min arm og så det falde til jords.
"Kom for satan!"
Alting gik i slowmotion. Niall og Zayn lagde armene under mig. Angely, Louis, Liam og Harry løb ud af toilettet og jeg blev trukket med. Vi nåede ud på gangen, da jeg følte mig svimmel. Mine fødder snuplede over hinanden, mens Niall og Zayn holdt bedre fast omkring mig.
Jeg mærkede hvordan folk så på os. Hørte deres gisp og forskrækkede ord. Jeg prøvede at se hvem de forskellige var, men mine øjne kunne knap nok holde sig åbne.
"E-Elly, bliv hos os."
Jeg fik fremkaldt få mumlende ord, men ikke nok til at de ville forstå mig. Jeg ville bare have de skulle lade mig være, så jeg kunne få ro.
"Angely og jeg finder hendes far!" Lød Liams stemme. Jeg prøvede at se efter hvor de var, men alt hvad jeg kunne se var utydelig mange skikkelser. Jeg mærkede hvordan jeg blev trukket hen af de lange gange, og så skikkelserne af folk som gav plads.
"Hjæ-" mumlede jeg og faldt til gulvet. Mit hoved landede mod det hårde gulv. Jeg mærkede svagt hvordan en skrækkelig hovedpine kom frem fra sit skjul, så den mørke tåge og mærkede nogle der ligepludselig bar mig.
"Her, lad mig." Hørte jeg min fars gennemkendelige stemme. Der var gråd i stemmen, ligesom dengang han fik afvide jeg havde en depression som 16 årig. Jeg mærkede hans trygge arme rundt om mig, mens han løb henad den sidste gang, før den lille skadestue.
Suddenly the moment's here
I embrace my fears
All that I have been carrying all these years
Do I risk it all? Come this far just to fall?
Mine øjenlåg lå tungt klappet sammen, da jeg stille mærkede hvordan den mørke tåge tog over mig. Min krop gav stille op, et skridt af gangen mod ro. Jeg kunne fjernt mærke at jeg blev lagt på noget og en hånd der holdt om min.
"Elly-"
A/N: I lagde nok mærke til at det var et dybt emne, som kapitlet kom ind på. Det var også meningen, for det er en opvækker til at der er mennesker der er så langt nede i et sort hul. Selv bag personen med det bredeste smil eller højeste grin, så er der altid en som aldrig har det godt. Se tårerne bag smilet og bare fordi man ikke kan se det, betyder det ikke at det ikke er der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...