ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30184Visninger
AA

8. 7

maybe I wasn't made for anyone.

 

Elly's P.O.V

Krystallerne stirrede direkte ind i mine øjne, mens de sendte kuldegysninger ned af min nakke. Hårene rejste sig, da jeg for anden gang havde opdaget en af hans anderledes sider.

Hans ansigt lignede noget der kunne sprænge. En tyk blålilla blodåre formede sig med en kraftig markering nedad hans pande, tindingen og sluttede på toppen af hans kindben. Man skulle være idiot, hvis man ikke kunne se vreden i ham. Hvorfor var han overhovedet vred?

"L-liam," stammede jeg og kunne endelig få fjernet mit blik fra Niall. Han skræmte mig, men det var mit eget problem. Liam så henover skulderen og jeg mødte hans chokolade brune øjne. ".. Kan du spørge Niall hvad der skete?" Han nikkede og rettede sit blik tilbage på den vrede Niall, der havde en kraftig bloddråbe ud fra sit højre næsebor.

Da Liam begyndte at kommunikere med Niall, kiggede jeg væk og mit blik landede på Adam. Han var for længst faldet til ro, mens Angely ganske forsigtigt prøvede at tørre blodet af hans ansigt. Adam så fjernt på mig, som om det var mig der var skurken.

"Adam, kan du venligst forklare hvad i helvede der skete?!" Spurgte jeg vredt og kastede mine arme ud i luften. Et svagt smil spillede på hans hævet læber, hvilket bare fik vreden til at stige endnu mere i mig.

"For at være ærlig, så hold dig fra den knægt. Han er total sindsyg."

"Du skal ikke bestemme over mig!" Hvæsede jeg og trådte truende mod ham. Han skubbede Angely fra sig og stillede sig lige foran mig, så hans højde tydeligvis trådte mere truende frem end min knaldinge krop.

"Pas du nu heller på, ellers bliver dit kønne lille ansigt til mos."

"Adam, skrid." Hørte vi en svag stemme. Vi vendte os alle mod Angely, der stod med krydsede arme. Jeg så på hende med store øjne. Jeg havde aldrig troet at hun ville sige sådan noget. Det tror jeg heller ikke de andre havde.

"Hva' sagde du?!" Råbte Adam og gik hen til hende. Han var så truende på så mange måder. Angely tog et skridt væk fra Adam og hurtigt havde Louis og Zayn beskyttet hende.

"Flyt jer. Jeg skal lige få noget på det rene med tøsen!" Protesterede han vredt.

"Nope. Skrid nu bare, som Angely sagde." Vrissede Zayn med sammenbidte tænder, mens han lagde tryk på hendes navn. Adam forsvandt hurtigt, efter han efterlod en truende kommentar om at Angely ville fortryde. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke bare slog op med det samme. Han var tydeligvis en dårlig indflydelse på Angely.

"Elly, Niall siger undskyld. Han så Adam stirre på dig i lang tid, og det ville Niall ikke have. Han håber du kan tilgive ham."

Liams stemme lød fjern. Så fjern. Mit hoved begyndte at snore rundt og jeg følte mig mere og mere svimmel, jo mere jeg prøvede at holde mig i balance.

"Elly?"

En masse minder om min fortid skyldede ind over mig. Jeg så let hvordan de onde dæmoner så ned på mig. Hvordan alle så ned på mig og gjorde mit liv til grin. Jeg så alle de skader jeg havde bragt, foran mine øjne. Alt var dunkelt ligepludselig, da jeg prøvede at komme til mig selv.

Jeg følte mig kvalt.

Mine hænder tog rundt om min hals og jeg mærkede hvordan mine lunger trak sig ind og ud, hev sig efter noget luft. Mine ben rystede og jeg mærkede dem give efter mig.

"Fuck.." Mumlede jeg under et hiv efter luft. Jeg løsnede grebet om min hals og mærkede langsomt hvordan min krop faldt ned mod jorden og mit navn blive kaldt fra fjerne steder.

"Elly!?"

...

"E-Elly-" Det var en genkendelig mørk og svag stemme som man sjældent hørte. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men det føltes som om mine øjenvipper var limet sammen og gjorde det umuligt.

-

"Nej, hun er stadig ikke vågnet."

Jeg hørte en genkendelig stemme, meget genkendelig. Som om jeg havde kendt den siden jeg blev født. Så tydelig genkendelig.

"Jaer, jeg må prøve at give hende noget at drikke når hun er vågnet. Du ved hvordan hun er efter sådan en tur."

Hvilken tur? Åh nej, var dette-

Jeg mærkede min krop komme til sig selv og mine øjne åbnede sig på vidt gab. Jeg så op i lyset, i loftet på et værelse. Jeg satte mig op i sengen, som jeg kort efter opdagede var Nialls. Jeg så rundt i rummet. Niall og Harry sad over i sengen, men de så mig ikke. Harry havde travlt med at berolige Niall, der havde sit hoved gemt i sine hænder. Mit blik røg hen på min far der stod med mobilen op til øret. Hvem snakkede han med?

"Far?" Sagde jeg efterfulgt et host. Min hals var tør som en i bare fanden. Jeg mærkede Harrys blik på mig, og kunne let se ud af øjenkrogen at han signalerede til Niall så han så hen på mig. Far vendte sig om.

"Åh gud! Du er vågen," han gik hurtigt hen til mig og smed sin mobil ned i lommen igen. Han tog et glas fra natbordet ved siden af Nialls seng. Jeg tog hurtigt imod det og bundede glasset, for at få den tørre hals væk. Det hjalp ikke.

"Elly, kan du huske hvor du sidst var?" Spurgte far der satte sig ned ved siden af mig. Jeg kneb øjnene sammen og tvang mig selv til at huske. Adam, var den første tanke der røg ind i mig.

"N-Niall og Angelys kæreste var oppe at slås. Vi fik stoppet dem og Angelys kæreste gik, lidt efter var alt sort for mig-" sagde jeg med blikket på mine fingre. "Det sidste jeg hørte var," jeg så hen på Niall. Han havde et svagt blåt mærke på venstre øje og hans næsebor var stadig ikke rent. "Niall."

"Elly, du skal tilbage på dit eget værelse. Jeg melder dig fri imorgen, så du kan hvile dig. Kom," sagde far roligt og tog min hånd. Jeg nikkede og så på Harry og Niall en sidste gang, før jeg blev trukket ud af deres værelse. Deres øjne var sorgfulde. Skræmte. Forvirrede.

Der var en enorm stilhed mellem min far og jeg. Alle forbipasserende så mærkeligt på os - nok fordi ingen af dem vidste han var min far og at han havde armen rundt om mig. Jeg kiggede væk fra dem alle.

"Tror du, at du er ved at få dem igen?" Lød hans stemme. Jeg trak på skuldrene mens jeg holdt bedre fast i ham, da mine ben stadig var svage som gele.

"Du skal sige til hvis de kommer igen, så skal vi have skaffet din medicin."

Jeg sukkede og kiggede op på ham.

"Jamen, det er for tre år siden de sidst var her. Måske var det bare forskrækkelsen?" Foreslog jeg. Jeg ville ikke begynde at tage medicin igen.. Ikke igen. Min barndom var allerede hård at tolerer i forvejen, så jeg ville ikke have noget fra den skulle fremkaldes igen.

-

Jeg havde stirret ind i min laptop der spillede Glee sæson 3 på Netflix i fire timer. Alene inde på Angely og mit værelse. Hun havde ikke været herinde siden jeg vågnede op, det havde ingen faktisk. Ikke engang Niall, men de behøvede ikke. Jeg havde ikke brug for det.

Jeg var nervøs for om Angely var taget ud til Adam, og han havde skadet hende på en eller anden måde. Psykisk eller fysisk, alligevel skulle de altså snart til at droppe deres forhold. Adam var for voldsom.

Jeg mærkede en stråle af lys der kom over fra døren. Det var det eneste lys udover min laptop. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at se personen i døren, der skjulte sig som en lille genert fem årig.

Personen tog et skridt ind på mit værelse og det var først her jeg så hvem det var. Han så på mig med sine krystaller af nogle øjne. Jeg sukkede lavt og klappede min laptop sammen, satte den hen på mit natbord og satte mig op i sengen. Jeg mærkede en snert af hovedpine, men det var ikke slemt.

Niall satte sig helt roligt ved siden af mig, som om jeg var lavet a skrøbelig porcelæn. Jeg kiggede ned i hans hænder hvor flere noter var rullet sammen. Han fandt rystende et af papirerne frem og gav det til mig.

Undskyld.

Jeg rystede stille på hovedet. Jeg forstod ikke hvorfor han gjorde det, og jeg var vred på ham. Men jeg turde ikke fortælle ham hvor skuffet, men stadig så bange jeg var blevet for ham. Så kort tid, og så skulle han opfører sig som en idiot. Han rakte mig endnu en.

Jeg mener det.

Jeg så på ham med rynket pande. Endnu en seddel blev lagt ned på mit skød.

Jeg vil bare beskytte dig.

Igen, rystede jeg mit hoved og smed papirerne væk fra mig. Jeg var overhovedet ikke i humør til hans "beskyttelse" og hvad ved jeg. Jeg fortjente ham ikke. Han burde ikke prøve at beskytte mig, for det var ikke det værd. Vi ville aldrig holde for evigt, hvis han overhovedet tænkte på at være sammen så længe. Måske var dette bare et College-relationship, som alle drenge ville prøve at have. Alle. Og det endte aldrig med at det varede ved til døden skiller.

Jeg blev trukket ud af mine tanker, da jeg mærkede hans varme læber mod min kind. Han satte sin hånd ned på min lår og agede stille. Jeg følte mig utryg, men det havde jeg aldrig gjort før Niall blev som.. Ja.

Jeg rystede på hovedet igen og skubbede ham forsigtigt væk fra mig. Hans øjne mødte mine og alt hvad jeg så var sorgen. Jeg afviste ham, selv når han prøvede at være romantisk. Han tog den sidste seddel ud fra hans knugede hånd og smed den i skødet på mig, før han stormede ud af mit værelse og forlod mig i mørket. Jeg skyndte mig at tænde min natlampe, så den kunne vise mig hvad han skrev.

Jeg prøver bare at hjælpe.

Mine øjne begyndte at løbe i vand. Jeg prøvede hurtigt at tørre dem, men tårerne fortsatte ud af mig. Snart begyndte små hulk at presse sig ud af mig.

Hvorfor prøvede han overhovedet at hjælpe? Hvorfor gik han? Og hvorfor græder jeg over det? Jeg fortjener ikke engang nogle venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...