ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30163Visninger
AA

7. 6

I just feel lost.

 

Elly's P.O.V

Harry slap mig ud af sit greb, da der ikke længere var for mange mennesker. Han så rundt omkring os. Jeg kiggede hen mod kollegiets store hus og græsplæner der omringede den i et herligt naturområde, som afspærrede os for alt den travle hverdag. Jeg havde først lagt mærke til hvor meget larm der faktisk var udenfor kollegiet. Der var så stille normalt.

"Der er noget du skal vide om Niall." Sagde Harry pludselig mens han så ned i jorden. Jeg kiggede forvirret på ham med store øjne. Jeg var bange for at han havde flere vanskeligheder, end at han var døv. Måske en anden sygdom? Frygten boblede i min mave, som fik mig til at krybe sammen som når man har menstruationssmerter.

"Please, sig det ikke er noget helt forfærdeligt." Bad jeg.

"Elly, Niall har haft det rigtig svært siden ulykken. Han er ked af at han ikke længere kan finde ud af at udtrykke ord og at han ikke kan snakke med dig. I nat græd han næsten, mens han forklarede mig hvordan han ville have jeres forhold skulle være." Forklarede han og lagde en hånd på min skulder, som om det skulle hjælpe mig. Men det gjorde det ikke. Jeg så ned på mine hænder og sukkede. Jeg følte ikke længere jeg havde styr på noget.

"Jeg vil lære tegnsprog." Sagde jeg ubevidst.

"Hva'? Ved du hvor lang tid det tager?! Er du sindssyg?" Han så på mig med udvidet øjne.

"Kald mig sindssyg, men det er fandme min første kæreste, og så er han døv!-" jeg kiggede væk fra Harry. Det var ikke nødvendigt at fortælle ham det, men ellers ville han aldrig forstå hvorfor jeg var så forbandet urolig over for Niall.

"Men, én ting er sikkert. Jeg vil ikke gå rundt en dag længere uden at kunne sige et ord til Niall, som han vil forstå." Svarede jeg bittert til ham. Min vrede prøvede at tynge igennem min krop, men jeg ville ikke vise hvor vred jeg kunne være. Ikke efter sidste gang..

"Elsker du ham?" Spurgte han rolig, uden at kigge på mig. Hans blik lå på det grønne sommergræs.

"Ja, selv-"

"Så gør dette."

Harry tegnede noget for mig og jeg gentog det flere gange, foran ham. Han nikkede og viftede med hånden, før han kløede sig i nakken. Jeg smilede svagt, stadig ikke helt over alt hvad der lige skete. Jeg vendte mig om og løb ned mod kollegiets indgang.

-

Jeg braste igennem Niall og Harrys dør uden at sige noget. Mit hjerte bankede højlydt oppe i min hals, men det stoppede med det samme da jeg så den døve dreng på sin seng. Han havde hovedet gemt i sine hænder der var holdt oppe af hans albuer på hans knæ. Hans bryst hoppede langsomt op og ned. Han græd.

Hans blik forsvandt langsomt op fra de våde hænder, der var fyldt med tårer. Hans blå øjne lyste som små klare krystaller da han så mig ind i øjnene. Min mave knugede sig sammen og mine kinder blev mere og mere rosa farvet.

Han rejste sig op fra sin seng idet et nyt sæt tårer fandt vej ned igennem hans kinder. Han åbnede munden men han kunne ikke sige en lyd. Det vidste han selv, men måske var det håbet på at ulykken aldrig var hændt? Langsomt tog han truende skridt mod mig. Hans mund blev til en lige streg og hans øjne ændrede sig pludselig til det dybe hav.

Straks tegnede jeg hvad Harry havde lært mig, før jeg kunne nå at blive skræmt af hans genkendelige skridt. Det mindede for meget om min fortid, og det var kun dén jeg prøvede at slippe væk fra.

I stedet for de mørke øjne, blev det igen forvandlet til de blå øjne jeg faldt for. Han tog forsigtigt sine hænder op til mit hoved og hvilede sin pande mod min. Vores ånde mixede med hinandens, mens stilheden slog hårdt over os.

"Elly." Mumlede han med besvær og lagde læberne blidt mod mine. Sommerfugle fløj vildt rundt i min mave, mens hans varme fingre aede mine kinder og de små læber var presset i kærlighed mod mine. Det var sådan, at jeg vidste han også elskede mig.

-

Bank, bank.

Både Angely og jeg kiggede hen på døren til vores værelse. Vi gav begge hinanden et hurtigt blik, før Angely råbte til personen at han eller hun kunne komme ind. Den knirkende dør åbnede langsomt, og i dørkarmen poppede min far op med et smil.

"Hey, hvad laver du her?" Spurgte jeg forvirret og rettede mig op i sengen. Angely skød hurtigt blikket væk fra min akavet far, der havde sit grimme ternet slips helt oppe i halsen.

"Ville bare høre hvordan det gik. En lille fugl har fortalt noget om en dreng, og at du kunne ville tale med Leslie om det." Grinte han lavt og kørte en hånd igennem hans uglede år. Dog havde han "styr" på sit tøj, men hans ødelagte hår stod ud til alle sider så de brune lokker ikke var til at have styr på. Tro mig, vi har prøvet alt derhjemme.

"Selvfølgelig har mor det. Det går fint nok far, du behøver ikke ligefrem komme og spørge. Derfor findes der mobiler." Sukkede jeg og rystede mit hoved af ham. Han lo og bakkede langsomt ud af rummet igen.

"Pas nu på jer selv."

Og så var han væk. Mit blik mødte Angelys og jeg så kun i få sekunder hvordan hun prøvede at holde et grin inde, før jeg nikkede som tilladelse på at bryde ud i grin.

"Ligefrem bruge 'en lille fugl' stadigvæk! Det var squ' da noget man gjorde for tyve år siden!" Grinte hun højlydt og tog sig til maven, faldt ned i sengen og grinede videre ned i hendes sort belagte pude.

"Jaer. Så sjov er det heller ik'." Mumlede jeg og kiggede ned på min mobil der lå og ventede på at forhåbentlig Niall ville skrive. Den ventede på lyden af min kæreste og det gjorde jeg skam også.

"Åh jo!-"

Jeg ignorerede hendes højlydte grin, mens jeg blidt rystede på hovedet så de lyse lokker faldt ned om skuldrene på mig. Dog var mit hår kort, men-

"Hey, jeg tænkte på om du ville med på en double date. Adam og jeg, dig og Niall?" Spurgte Angely sukkersødt efter sit grineflip.

"Tror det er bedst hvis vi også tager de andre med. Altså både for hyggens skyld og for at Niall har nogle at kunne snakke med uden at bruge en mobil, eller andre skrive ting."

Angely nikkede anerkendende og blev helt begejstret at vi alle skulle på en stor "date". Jeg havde dog en dårlig fornemmelse i maven, da min sidste date ikke gik helt så godt mellem Niall og jeg. Derfor håbede jeg at flere mennesker kunne gøre det lidt mere trygt for Niall. Alt for ham.

-

"Hvor gammel er du egentlig, Adam?" Spurgte den nysgerrige Louis Tomlinson. Vi sad alle omkring et stort rundt bord. Zayn ved siden af Louis, så kom Harry, Niall, mig, Angely, Adam og Liam. Adams blik havde lagt skummelt på mig igennem hele aftenen, men jeg valgte ikke at bide fast i det. Dog virkede det forkert at lade ham gøre det, men alligevel var det synd for Angely at hun skulle få det afvide.

"21." Smilte han og kiggede Angely ind i øjnene, der bare så pladask forelsket ud. Jeg måtte sige at selvom den lilla håret pige var forelsket, så dybt, i en enogtyve årig dreng var på en måde sødt, men alligevel ikke. Det var forkert. Alt føltes så forkert.

Resten af bordet var ikke just ligeglad med alderen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Zayn tegnede til Niall, hvilket fik hans mund til at gå ud i et forskrækket "o".

"Nå, skal vi gå? Det var været rigtigt hyggeligt, men jeg har arbejde i morgen tidligt." Foreslog Adam, der rejste sin muskuløse krop der var forklædt i mørke tight pants, hvid stram trøje og en læderjakke trukket over de store overarme. Enhver pige ville falde for ham.

"Jeg tror heller at vi bliver til dessert, men det var rigtig hyggeligt at møde dig også. Vi burde gøre det en anden gang!" Smilte Harry, der i alt venlighed vekslede et håndtryk med ham. Adam nikkede og bukkede sig ned mod den lille Angely og lod et kys vandre fra hans læber til hendes.

Da jeg mindst forventede det, mødt jeg Adams blik. Min krop blev pludselig kold og jeg stivnede, mens jeg prøvede at fjerne mine egne øjne var fra hans kolde. Jeg mærkede Nialls hånd trykke blidt i min som fik mig til at vende blikket mod ham. Han smilte svagt.

"Det var da hyggeligt!" Pibede Angely som en fem årig glad pige. Vi andre nikkede bare akavet. Jeg følte at denne aften skulle ende forkert, på en eller anden mystisk måde. Jeg tjekkede alle de andres blik, for at være sikker ingen så mine utrygge sanser.

"Niall siger han vil ud og trække noget luft, men han kommer igen."

Jeg så hen på Louis der med alt glæden i hans liv ikke så noget mistænkeligt. Adam havde lige gået og nu ville Niall udenfor.. Det gav mig små kuldegysninger ned ad ryggen, men jeg prøvede kunne at vise det. Jeg nikkede til Niall der trak sin jakke over sig og kyssede min kind med sine pludselig tørre læber.

Mit blik lå på Nialls nakke, mens han ihærdigt prøvede at komme ud af restauranten uden at se tilbage. Snakken faldt ind over bordet, men jeg prøvede at være usynlig. Jeg følte slet ikke om mig selv længere, tværtimod. Det var som om både Adam og Niall gjorde noget mod mig, som der ikke var meningen skulle ske.

"U-Um, piger og drenge. Jeg tror der er to af jeres venner som lige forlod bordet, der er oppe at toppes udenfor." Pludselig, ud af det blå, stod der en forvirret ung pige. Hun mindede mig om en, men hvem? Hun havde en langærmet sort trøje på, trukket godt ned om ærmerne som om hun gemte på noget. Noget på sin krop..

Tanken sad fast i mig, men jeg fór alligevel op fra bordet sammen med de andre og vi smed alle hurtigt nogle sedler på bordet. Flere tak forlod vores læber, mens vi alle løb udenfor. Dér stod Niall og Adam, i gang med at smadre hinandens ansigter. Adam var allerede på kanten til at slå Niall ud, men han gav ikke op så let. Niall var ikke en mand skulle slå på, uden at få gengæld, havde Harry fortalt på turen hjem efter den mislykket date på caféen.

"Adam!? Hvad har du gang i?! Stop så!" Råbte Angely med al kraft hun kunne fremkalde med hendes små lunger. Angely var skam ikke særlig stor, men en stemme havde hun skam. Adam var ikke til at stoppe, så Louis, Harry og Zayn greb ind og Liam prøvede at få Niall væk.

"Det svin tacklede mig bare!" Råbte Adam efter Niall. Liam stod foran ham for at skygge for Adams voldsomme og truende krop, mod hans egen ikke så truende. Liam søgte Nialls øjne, men i stedet mærkede jeg min mave krumme sig sammen igen, da hans blå krystaller mødte mig i et vredt blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...