ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30157Visninger
AA

3. 2

I was just the second choice to everybody.

 

Elly's P.O.V

Klokken var allerede blevet halv otte om aftenen. Angely havde været ude at spise med sin kæreste, der var kommet og hentet hende igen. De havde været væk lige siden, og jeg havde været her. Jeg havde været henne ved den nærmeste købmand og købe en fryse pizza, som jeg så varmede i ovnen på dette college. Jeg havde spekuleret længe over hvor min far holdte til her, men det var også ligemeget - jeg ville ikke have alle skulle vide at han var min far.

Bank, Bank.

Jeg kiggede op fra min frysepizza og hen på døren som stille gik op med en knirkelyd. De grønne øjne poppede op imellem døren og væggen, hvilket fik mig til at skyde øjenbrynene op. Hvad i alverden lavede han her? Han smilte stort til mig og det var først nu jeg så hans smilehuller.

“Eh, kan jeg hjælpe dig?” Jeg rejste mig op fra sengen og lagde min mad på skrivebordet, før jeg endnu en gang vendte mig om og så på ham. Denne gang kunne jeg se en person bag ham. Ham. Jeg kunne føle mit hjerte galopere hurtigere og hurtigere.

“Vi troede Angely var her, men det er hun åbenbart ikke.-” De trådte begge længere ind på værelset og kiggede ned mod Angely’s seng, før deres blik lå på mig igen. Jeg kiggede hurtigt væk og rømmede mig. “Hvorfor er du alene?”

“Jeg havde intet og lave. Angely er ude med kæresten.” Mumlede jeg og begyndte at rede min seng, bare for at lave noget. Jeg kiggede i ny og næ og skjult på dem, for at se om de nu ville finde på noget. Efter jeg ikke kunne finde mere på min seng at gøre klar, rettede jeg mig op igen og kiggede på dem.

“Nå okay. Vil du med ned i fællessalen eller hvad? De holder første filmaften.” spurgte den grønøjet dreng.

“Ja, hvis jeg vidste jeres navne.” Det var kun den ene som grinte, mens den blåøjet dreng bare stirrede koldt på mig. Hvad var hans problem? Seriøst. Den grønøjet trådte tættere på mig og grinte videre, mens han stak hånden frem til mig så ærmet på hans trøje røg længere op og flashede hans mange tatoveringer.

“Jeg er Harry, og dette er Niall.”

“Elly.”

Harry nikkede mens Niall stirrede stadig koldt på mig. Jeg hostede akavet for at få ham til at holde op, men det var som om han ikke hørte mig. Harry vendte sig mod Niall og begyndte at lave nogle tegn med hænderne, som Niall svarede på med at gøre det samme. Vent hvad? Var han.. Døv?

“Harry, er Niall døv?” hviskede jeg forsigtigt, indtil det slog mig at han alligevel ikke kunne høre mig. Harry tog sig på maven og grinede behersket, nikkede og forklarede Niall et eller andet som fik ham til at grine. Jeg hævede mine øjenbryn af dem.

“Var det så derfor han ikke svarede udenfor?”

Harry nikkede og så slog det hele klik for mig. Jeg så på Niall i noget tid, mens tankerne om hvordan han blev døv, drog sig ind i min tankegang og skubbede alt andet væk. Jeg spekulerede ikke længere på Angely og hendes kæresten, kollegiet eller min familie. Kun Niall.

“Nå, vil du så med ned?”

“Ja, hvorfor ikke?”

-

Jeg sad akavet ved siden af Niall der fokuseret mere på sin mobil end filmen. Harry sad ved siden af Niall sammen med nogle andre stykker som jeg ikke helt fik navnene på, men tror det var noget med Louis, Liam og Zayn? Jeg kunne snige mit blik ned på Niall’s mobil. Han skrev med sin bror, af hvad jeg kunne se fra kontaktens navn.

Jeg rettede mit blik op på filmen igen men kun i fem minutter, da Niall prikkede mig på skulderen. Jeg så smilende på ham og jeg fik et smil tilbage, før han gav mig sin telefon i hånden. Jeg kiggede ned på den og så hvad han havde skrevet under sine notater.

Vil du med ud at gå?

Jeg kiggede kort op på ham før jeg skrev tilbage.

Men du kan jo ikke høre mig, hvad er meningen så? :)

Jeg gav ham mobilen og han så ned på den, uden at kigge én eneste gang op på mig. Han gav mig mobilen tilbage.

Vi kan gøre sådan som vi gør nu. Jeg lover det er okay :)

Jeg kiggede op på ham og nikkede smilende, før et stort smil bredte sig på hans læber. Han tog fat i min hånd og trak os begge op at stå. Harry og de andre kiggede op på os, mens Niall lavede et tegn med hans hånd som fik dem til at kigge væk. Måske at han godt kunne klare sig selv?

Niall trak mig ud af salen og videre udenfor i den lune aften varme, under stjernerne. Hvis det ikke var fordi vi næsten lige havde mødt og at han ikke var døv, ville jeg havde fortalt med det samme at dette var romantisk.

Vi gik længere hånd i hånd. Sommerfugle i min mave, mens jeg smilte. Jeg turde ikke kigge på Niall, fordi han følte sikkert ikke det samme som mig. I lang tid havde jeg ikke følt nogen form for kærlighed, ikke engang fra min familie. Det var som om jeg bare var et andet valg og at jeg efterhånden var imun over for kærlighed..

Niall stoppede pludselig op og pegede hen på en bænk foran en sø. Jeg nikkede og kiggede mig tilbage for at se hvor langt væk fra skolen vi var. Niall smilede og vi satte os begge tæt på hinanden. Han strakte stille armen over mig mens vi stirrede akavet på hinanden, men jeg kunne ikke lade være med at grine.

Han trak straks sin mobil op og skrev noget før han rakte den til mig.

Kan du ikke fortælle lidt om dig selv? :)

Jeg nikkede og begyndte at skrive.

Jeg kommer originalt fra U.S.A, Californien. Jeg er 18. Har en storebror, Arthur og en storesøster, Leslie. Mine forældre er ikke skilt, kun lykkelig gift ;P For at være ærlig, har jeg ikke haft den bedste ungdom, men jeg håber dette nye kapitel kan hjælpe mig på en bedre vej.

Hvad med dig?

Jeg rakte ham mobilen og nærstuderede hans ansigt, mens han skrev tilbage. Hans blik lå koncentreret på mobil. Jeg lod stilheden drive ind over os og observerede kun vandets rislen i kanten af søen. Der gik ikke mere end et minut og så havde jeg mobilen i hånden igen.

Hvad mener du med ‘ikke den bedste ungdom’? Jeg er også 18, fra Irland, Mullingar. Storebror, Greg. Forældre skilt og døv.

Jeg begyndte straks at svare ham, uden at kigge op på ham men jeg følte let hans blik på mig. Hans arm lå stadig omkring mig, mens jeg skrev.

Jeg vil helst ikke snakke om det, hvis det er okay.

Han nikkede respektfuldt og lagde sin mobil i lommen og tog armene omkring mig. Jeg kiggede ud på søen og lod hans hage hvile på mit hoved. Ingen af os gjorde noget for at stoppe hinanden i at se på naturen omkring, eller det gjorde jeg i det mindste..

-

Niall og jeg gik hen af gangen, hånd i hånd. Jeg så ned i jorden mens vi gik i mørkets dulme farve, vindens susen kunne høres svag igennem vindue-sprækkerne. Jeg havde aldrig brudt mig om mørket, men der var ingen grund i at fortælle det til Niall.

Jeg stoppede op foran værelsesdøren 105 og hentyder til Niall, som så ned på mig med et kærligt blik, at dette var mit værelse. Hans øjne skiftede ned på mine læber, og hvis det ikke var fordi han ikke kunne høre mig havde jeg spurgt om han ville med ind. Han lignede en som kunne finde på at kysse mig, men hvem ville kysse en idiot som mig?

Han skulle lige til at strejfe sine læber mod mine, idet døren gik op bag mig og jeg var nær faldet på røven. Niall kiggede med udspilede øjne, mens han greb ud efter mig. Vi kiggede begge op over mig og så det lilla hår der hang løst ned af Angely's skuldre.

"Jeg tænkte nok jeg hørte to turdelduer." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...