ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30172Visninger
AA

16. 15

I'm more broken than you think.

Niall's P.O.V

Jeg så til alle sider igen, tændte højre lygte på bilen og tog et skarpt sving. Jeg kunne overhovedet ikke køre ordenligt. Det gav en knude i maven, bare ved tanken om hvad der kunne ske, ligesom med Greg og jeg. Jeg så ned på min mobil jeg havde langt i bilen, og så hvordan der hele tiden poppede nye beskeder eller ubesvaret opkald op på displayet. Det var de andre.. Jeg lod dem være, for det var sikkert bare for at få mig til at stoppe med at køre. Jeg speedede ned af hovedvejen og svingede forbi en masse biler mens jeg overhalede dem. Da jeg kom til det sidste sving mærkede jeg bilen rykke sig kraftigt. Jeg så hurtigt ud til min venstre side, så det skarpe lys og mærkede hvordan min ryg blev sparket til siden og bøjede mig forkert sammen, før det hele blev mørk foran mine øjne.

Det hvide automatiske lys der tændte klokken seks hver morgen skinnede voldsomt ned i mine øjne, og lugten af medicin der bød mig velkommen til endnu en dag med voldsomme smerter, før lægerne kom med smertestillende til mig. Jeg greb langsomt fat i spejlet, som jeg havde på bordet ved siden af mig. Jeg tog det hen foran mig og så ned på det rædsomme fjæs der var tildækket blå mærker og et par sting i panden. 

Jeg har brug for at komme væk, tænkte jeg og lagde spejlet tilbage. Min skulder gjorden ondt som en i bare helvede, men det stoppede mig stadigvæk ikke i at gennemtænke en plan. Jeg havde ondt i benene, men kun når man rørte ved dem. Jeg fik mig selv rejst op i sengen med min friske hånd, hvor ingen fingre var brækket. Heldigvis. Jeg kom hurtigt op på benene, uden det gjorde ondt. Jeg trak i mit tøj, i stedet for at gå i det forfærdelig irriterende hospitalstøj - det kradsede, som om det aldrig var blevet vasket.

Kom så Niall, du kan godt, tænkte jeg og tog forsigtige skridt mod døren. Jeg vidste, at på denne tid om morgenen, var der næsten ingen læger eller patienter til stede på de lange kolde linoleums gange - de gik først i gang ved en otte tiden.  Den var seks, og randene under mine øjne var stadig ikke forsvundet.

 

 

Da den var blev halv syv, var jeg knap og nap nået så langt væk, at jeg ikke længere kunne se hospitalet bag de kæmpe træer der omringede parken, der var for enden af den store vej hvor jeg kørte galt.

Mine ben var ømme, næsten for ømme. Jeg tvang tanken om at sætte mig på en bænk og slappe af i kroppen, for det var ikke noget jeg skulle nyde, væk og fortsatte ned af gå-stien langs vejen. Det var creepy, at jeg intet kunne høre. Derfor kiggede jeg mig om, constance, for at vide, at der ingen biler li' pludselig kom snigende. Jeg måtte hjem til min øjesten, Elly, for hun var vigtigt. Den mest vigtigste del af mig. Selvom hun, selv, havde lavet et par unoder, var hun min bedre halvdel.

Jeg vidste at der var omkring fem kilometer fra hospitalet til Elly's hus, og to kilometer til College. Jeg var ikke ligeglad med De Andre, men jeg måtte hellere se til Elly. Hun har heller ikke givet mig nogle tegn på hvordan hun har det, og så videre.  Jeg vidste vejen hjem til Elly, som jeg vidste hvordan det var at finde vejen gennem en kaotisk lige, og lydløs labyrint.

Flere hundrede par øjne var stødte af mig - og det var ikke en løgn, at jeg ikke også ville være det, hvis jeg så en udslået dreng tæt på sine 20'ere. Jeg havde en forbandet slynge om armen, en bred sølv metal stang op af ringe- og midterfingeren, der var fint bundet med noget blåt velcro-bånd. Et blå øje, plus det havde udviklet sig til et par andre steder i ansigtet og en masse blå mærker på armene - og til sidst, de fine sting i panden.

Forpustet, blev jeg nød til at slå mig ned på den nærmeste bænk på den anden side af vejen. Jeg måtte over en herrens trafik, med en angst for at blive ramt af de farende bilister. I min verden var der ikke mange bilister som tog hensyn til de handicappede, eller ældre for den sags skyld.

Da jeg slog mig ned på den gamle bænk, hvor et fint bronze skilt med et tegn på at dette var de ældres plads, var klistret på, kunne jeg mærke min mobil vibrere i lommen af mine jeans. Jeg hev den op og så ned på displayet af Zayn ringede. Det må kun betyder én ting; de havde fundet sengen forladt.

Jeg skyndte at lægge mobilen i lommen og komme op af bænken igen, hvor jeg derefter begyndte at spæne ned af vejen mod de modkørende trafikanter. Jeg løb fra side til side for at undgå de mange vis af mennesker der kom mod mig, mens min krop hungrede efter en form af smertestillende. Kom så Niall.

 

 

Der gik ikke lang tid, mindre en tredive minutter, da jeg så hoveddøren til Elly's hus og de gardin belæggende vinduer - hendes værelse - samt hendes familie og nogle fremmede der stod ude i haven og snakkede sammen. Jeg kom forpustet hen imod dem og det tog ikke lang tid før Arthur og Leslie fik øje på mig. Deres øjne udvidet sig til store tekopper, samt deres ene arm langsomt pegede mod mig. De andre fik hurtigt deres blik vendt mod mig.

"Niall?!" udbrød Elly's far, Jack/Mr. West, som så overrasket på mig. Han løb mod mig med et blik der udviklede sig uroligt mod mine skrammer. Jeg stoppede op foran ham og skulle lige til at åbne munden, men der slog det mig endnu en gang - jeg kunne ikke fortælle ham det. Det var bogstavelig talt umuligt.

"Niall, hvad er der sket med dig?" Nå ja! Mr. W kunne tegnsprog! Jeg prøvede hurtigt at forme ét ord af gangen med den raske arm/hånd, for jeg kunne umuligt kommunikere med den anden. Ikke i den tilstand.

"Finde Elly." Tegnede jeg. En underlig smerte formede sig svagt i bunden af min rygge, så jeg skar en grimasse. Jeg kneb øjenbrynene sammen i panden, så de små ældre-deller formerede sig. Lægen havde fortalt jeg havde skadet ryggen meget, men jeg kunne ikke mærke mere en dét. Måske havde det smertestillende ikke gået hen og fordærvet sig endnu?

"Elly. Hun er ikke rask Niall, og det troede jeg du vidste. Hvorfor har hun ikke fortalt, at du var kommet til skade? Hvor er du egenlig kommet fra? Og alene?"

"Jeg har ikke fortalt hende det endnu. Hospitalet, og ja. Alene." forklarede jeg og skubbede mig forbi Elly's far, mod Leslie og Arthur. De så på mig som om jeg var en zombie, eller noget ligene, men noget skræmmende. Da reality slog Arthur i panden, stillede han sig ud foran min så jeg bankede min slynge ind mod ham. Jeg skar endnu en grimasse af smerten og bakkede et par skridt ud.

"Lad mig komme forbi." Protesterede jeg og prøvede igen at komme forbi ham. Leslie så bekymret på sin bror, så mig, så sin bror og til sidst lå hendes blik bag mig. Foran mig rykkede Arthur til siden, efter han havde set bag mig og jeg kunne se han var vred. Hans øjenbryn lå sænkede mod næsen. Jeg skubbede mig selv forbi ham og lød hen mod hoveddøren, som jeg åbnede med et smæld.  Jeg stod pludselig foran hendes værelses dør, med hånden bankende mod træpladen der skilte os.

 

Elly's P.O.V

Jeg hørte tre svage slag mod døren, hvilket fik mig til at kigge væk fra min analyse om loftets opfindelse og hen på døren. Ingen jeg kunne huske, bankede så svagt.. Jeg satte mig op i sengen og tog min tykke trøje på, der skjulte al vold jeg havde påført mig selv siden da, og traskede langsomt hen mod døren. Jeg prøvede at kigge ind i nøglehulet, men personen stod klods op af den.

"Hvem er det?" Spurgte jeg og lagde hånden blidt på håndtaget. Intet svar. Jeg åbnede forsigtigt døren og så ud gennem sprækket. Det lyse hår der stak ud til alle sider, de perfekt formede læber jeg huskede som utrolig behagelige og den lidt buttede krop. Da det endelig slog mig hvem der stod foran mig, og jeg så hvor slemt til skade han var, hamrede jeg døren i.

Det kom som et chok, at han stod dér. At han virkelig stod der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...