ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30172Visninger
AA

14. 13

hear my silent scream.

 

Niall's P.O.V

 

Jeg løb straks forbi hendes læge og strømmede ud igennem den store hospitals dør, ud i vinden og den vilde trafik. Det var besværlig at jeg intet kunne høre, men jeg tænkte også kun på at få fat i Elly. Hvorfor havde hun intet sagt til mig? Og hvorfor kun til Harry?

Jeg hoppede skræmt til venstre da jeg så den røde BMW komme drønende mod mig. Den susede lige forbi mig, mens jeg fik øjenkontakt til føren der så ud til at råbe af mig. Han skulle bare vide jeg intet hørte.

Jeg speedede henad den lange parkeringsplads, der føltes som evigheder af biler, og fandt min længst væk. Jeg hoppede ind og startede bilen hurtigt, kiggede i alle spejlene og derefter bakkede hurtigt tilbage. Jeg kiggede fremad og kørte ned imellem bilerne, prøvede ikke at ramme nogle og nåede til sidst ud på hovedvejen.

Jeg så til alle sider igen, tændte højre lygte på bilen og tog et skarpt sving. Jeg kunne overhovedet ikke køre ordenligt. Det gav en knude i maven, bare ved tanken om hvad der kunne ske, ligesom med Greg og jeg.

Jeg så ned på min mobil jeg havde langt i bilen, og så hvordan der hele tiden poppede nye beskeder eller ubesvaret opkald op på displayet. Det var de andre..

Jeg log dem være, for det var sikkert bare for at få mig til at stoppe med at køre. Jeg speedede ned af hovedvejen og svingede forbi en masse biler mens jeg overhalede dem.

Da jeg kom til det sidste sving mærkede jeg bilen rykke sig kraftigt. Jeg så hurtigt ud til min venstre side, så det skarpe lys og mærkede hvordan min ryg blev sparket til siden og bøjede mig forkert sammen, før det hele blev mørk foran mine øjne.

-

"Forheksede trafik, altså! Jeg tror en eller anden har kastet en forbandelse over trafikken?!" Lød Greg's irriteret stemme fra førersædet. Jeg så ned i mit skød mens jeg hørte hans fortvivlelse om hvorfor trafikken pludselig var så kaotisk her i Irland."Rolig nu Greg, vi skal nok nå det." Sagde jeg stille, bare for at gøre ham den mindste smule beroliget, men det var ikke hvad man kunne sige han var. "Nej! Jeg lovede at komme der, og så er vi der til tiden!" Han hævede stemmen jo mere han talte, hvilket fik mig til at føle mig utrolig lille i forhold til ham. Han så ud på trafikken med sine øjenbryn der var trukket halvvejs ned over øjnene i koncentration. "Nu kan det være nok. Vi tager en omvej." Mumlede han og drejede skarpt ud på nødsporet, da jeg hører en høj lyd af en bil der bremser og jeg kigger til siden. Jeg nåede lige at se en anden bils nummerplade mod ruden, før alt blev sort og Greg's skrig var det sidste jeg hørte.

Jeg åbnede mine øjne på fuld bredde, men det skarpe lys blændede mig og fik mig til at knibe øjnene sammen i en sviende smerte. Jeg tog mine hænder op til mit hoved og gned mig i øjnene, men min hud gjorde ondt så det blev endnu mere besværligt at klø mig. Hvad var der sket?

Jeg kunne langsomt begynde at åbne mine øjne, og et syn af slørede personer der så ned på mig. Jeg blinkede flere gange indtil jeg langsomt kunne se hvem det var. Ellys læge, Liam og Zayn, Greg og min far.

"Niall," tegnede lægen til mig. Jeg nikkede og så hen på ham. "Hvor har du ondt? Og hvad kan du sidst huske?" Fortsatte han. Jeg så hen på dem alle, før mit blik landede på ham igen.

"Jeg har ondt over det hele," tegnede jeg og bed mig i læben. Mine arme gjorde ondt som en i helvede, mine ben, mit hoved og jeg kunne ikke engang føle min ryg. Vent - hvad? "Hvorfor kan jeg ikke føle min ryg?" Jeg så på ham med paniske øjne.

"Du er kommet ufattelig meget til skade på ryggen, så vi har givet dig ekstra smertestillende. Kan du huske hvordan?" Spurgte han og så hen på de andre drenge og min far.

"Kun, at jeg kørte bil." Jeg så hurtigt på min far, vis øjne hurtigt skød ild. Han havde altid forbudt mig at prøve at køre bil, og der gik ikke fem sekunder før han allerede var igang med at kommunikere med mig.

"Hvorfor gjorde du det?" Spurgte han. Jeg så ned, skammet over mine handlinger pludselig.

"Jeg ville bare finde Elly.." Tegnede jeg uskyldigt tilbage.

-

Jeg havde endelig fået fred. Liam og Zayn havde aftalt at sige intet til de andre, eller Elly for den sags skyld. Hun måtte ikke vide hvad der var sket. Greg og min far havde taget hjem få minutter før, mens Liam og Zayn tog hjem for en time siden.

Jeg havde fået et spejl, så jeg kunne se skrammerne jeg var blevet dekoreret med i ulykken. Mit ene øje var blå/lilla, et par sting i panden fra glas der blev knust, min ene skulder var forstuet, et par fingre var brækket og jeg var sådan set misfarvet på hele kroppen, men heldigvis var der ingenting galt med mine ben.

Jeg så ud af øjenkrogen at døren herind til blev åbnet langsomt, og i dét sekund var jeg skrækslagen for om det var Elly. Men nej, det var hendes læge. Igen. Han havde en stak papirer med og sit naturlige brede tandpastasmil.

"Godaften Horan. Jeg har en god nyhed og en dårlig nyhed." Smilte han og lagde stakken af papir hen på mit bord. Jeg nikkede og prøvede at se papirerne, men jeg kunne knap nok rykke mit hoved nu.

"Vi kan operere dig, som vi jo har snakket om, men der kan være konsekvenser," sagde han og satte sig ned ved siden af mig på gæste stolen. Jeg nikkede igen, ikke i stand til at bevæge mig. "Operationen kan gå galt, og du kan måske aldrig komme til at høre. Men, den lykkes 9 ud af 10 gange. Jeg har lige snakket med din far og han har givet tilladelse, så nu mangler vi kun din underskrift og vi kan finde en dato." Sagde han hvilket fik et bredt smil til at opstå på mine tørre læber. Jeg hentydet med hånden, at jeg havde brug for kuglepennen.

"Er du hundrede på at det er dét du vil?" Spurgte han og gav mig kuglepennen. Jeg nikkede og så på papirerne der blev sat under min hånd.

Jeg skrev, Niall James Horan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...