ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30175Visninger
AA

13. 12

empty.

 

Niall's P.O.V

Hey baby, skal jeg besøge dig idag? Niall.

Jeg havde intet svar fået fra hende og det gjorde mig sindssygt utryg. Jeg havde snakket lidt med Harry om det, vist ham beskeden og han havde sagt at hun nok sov. Hun var heller ikke den type, som ignorerede en. Specielt ikke som kæreste.

"Vil du med udenfor og spille noget bold?" Spurgte Angely der stod i dørkarmen til mit værelse. Jeg rystede på hovedet og vendte mundvigen endnu mere nedad.

"Niall, prøv nu. Vi ved alt det med Elly gør ondt, men måske skulle du bare prøve at lade hende være sig selv. Måske har hun brug for det?" Jeg rullede øjne af hende, selvom jeg vidste hun havde ret. Det vidste hun også selv.

"Jeg ved det godt, men hun er forhelvede mim kæreste," jeg så vredt på hende mens jeg formede ordene med min hånd. "Så hvis ingen af jer vil hjælpe mig op på hospitalet, så køre jeg selv."

Angely så forskrækket på mig, hendes lilla hår der hang oppe i en knold var langsomt faldet ned om nakken på hende. Hun åbnede munden, men tegnede hurtigt istedet for, "jeg finder en af drengene."

Jeg smilte triumferende, rejste mig fra sengen og greb min mobil fra natbordet. Jeg tog en ny trøje på og tog mine mest rene bukser, gik ud af værelset og efter Angely.

Jeg kiggede ud af de store vinduer der flugtede langs væggene. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at huske lydene af vinden, træer, fugle og lyden af mennesker. Det eneste jeg kunne huske tydeligt var min brors stemme. Alt andet var forsvundet fra mig, men det var som om hans stemme var printet ind i min hukommelsen.

Jeg blev skubbet tilbage til reality, da Harrys høje figur stod foran mig. Han havde mobilen i hånden og jeg skimmede hurtigt displayet. Han havde skrevet med Elly, og den sidste besked var fra hende.. Et eller andet sagde mig tingene ikke var som de skulle være.

"Hvorfor skriver du med Elly?" Spurgte jeg og så hårdt og koldt på ham. Han så forvirret på sin mobil, indtil han indså hvad det var jeg mente. Hans øjne udvidet sig, mens de grønne sten vendte blinket mod mig igen.

"Niall,"

"Nej Harry, drop det. Hvis ikke du fortæller hvad i skriver om, vil jeg hverken se dig, hende eller nogen af jer igen. I holder alt hemmeligt for mig." Tegnede jeg. I disse tidspunkter ville jeg ønske jeg kunne råbe af dem, men det var noget jeg skulle tvinge mig selv til at indse at jeg aldrig vil kunne.

"Niall," prøvede han igen, men denne gang vendte jeg ryggen til ham. Så kunne jeg ikke høre ham, lige meget om han råbte eller ej. Han gav mig kvalme, og ikke mindst hende. Jeg troede aldrig de kunne gøre det mod mig..

Jeg måtte komme ud til Elly selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det, men jeg måtte have forklaret dette.

-

Mit blik gik fra bakspejlet, sidespejlet og vejen foran mig i et hurtigt tempo. Jeg måtte kigge overalt for bare at få det mindste overblik. Jeg havde aldrig før kørt bil, men jeg havde dog lært noget når jeg kørte med andre som side passager.

Jeg så den store hvide nyere bygning længere henne, men kiggede hurtigt en omgang omkring mig. Sidespejl, bakspejl og vejen. Flere gang i træk, indtil jeg tog et skarpt sving til højre. Hospitalsparkeringspladsen.

Da jeg havde fundet en plads i den anden ende af parkeringspladsen, langt fra indgangen, hoppede jeg ud af bilen med fuld fart. Jeg låste hurtigt bilen af og fik mig selv i god behold indenfor. Der var mange ting som gik igennem mig, mens jeg undveg de mange travle biler udenfor. Tanker, tvivl, jalousi, vrede.

Jeg løb hen til receptionisten, mine hænder greb om kanten på bordet og jeg kiggede ned på hende med store øjne. Hvordan skulle jeg kunne kommunikere med hende?! Hendes læber bevægede sig, så jeg vidste at hun talte til mig. Der var helt stille inde i mit hoved, mens jeg prøvede at mundaflæse hende. Intet.

Jeg kiggede ned på disken og så der lå en kuglepen og noget papir. Jeg greb det hurtigt, forskrækkede hende så øjnene næsten faldt ud af knoppen på hende. Jeg skrev hurtigt og sjusket 'Få fat i Elly A. Wests læge. Han kan forstå mig' og gav hende hurtigt seddelen. Hun var ung, nok i starten af tyverne og det skræmte hende nok at en fremmed person greb ind mod hende efter papir.

Hun kiggede op på mig og nikkede med de store forvirrede brune øjne. Hendes blonde hår var sat stramt op i en hestehale og Ray Bans brillerne sad godt skubbet op så de skjulte de lyse øjenbryn. Hendes hænder rystede. Hun greb om en telefon ved siden af hendes computer, snakkede i telefonen og pegede hen mod nogle stole. Jeg tegnede et tak, selvom hun ikke forstod håndtegnende.

Jeg satte mig hen til stolene og vandrede nervepirrende på Ellys læge. Mine hænder var svedige, min pande var varm og jeg kiggede utålmodigt rundt om mig, indtil hendes læge kom i den genkendelige hvide kittel med blå uniform under.

"Hvor er Elly? Kan jeg besøge hende?" Tegnes ejer hurtigt og kom op at stå foran ham. Han så forvirret på mig med rynket pande.

"Har hun ikke fortalt dig det?" Spurgte han og så rundt om os. Folk kiggede, men det ville jeg også hvis nogle så to der lavede tegnesprog til hinanden.

"Nej,"

"Hun er taget hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...