ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30168Visninger
AA

12. 11

thantophobia

(n.) the fear of losing somebody you love.

 

No point of view.

Hans øjne lå ned på den spinkle tynde krop. De kørte ned langs kroppen flere gange i minuttet, i det dunkle mørke rum. Det var efterhånden blev tre timer siden han ankom, og havde stirret på den livløse krop siden da. Hun havde ikke rørt sig ud af flækken, hvilket nogle gange fik ham til at undre men måleren bippede stadig. Han kunne se det.

Hvis hun vågnede, ville hun blive forskrækket. Hvem ville ikke det når det stod en mand foran hendes seng? Hans fingre lå rundt om det farvede metalstel, der skulle forstille en nogenlunde komfortabel seng. Han fokuserede på hendes ansigt og om der kom nogle forkerte udtryk, for hvad nu hvis der var noget galt? Mareridt? Så ville han være der for at passe hende, for det skyldte han hende.

Da der var gået endnu en halv time, forlod han stuen med et svagt suk der knap nok kunne høres af andre. Klokken var snart ni om morgenen, så der var allerede gang i hospitalet. Han vidste hvor han skulle hen, før han kunne nå at vende tilbage og være der når hun vågnede.

Han kom tættere og tættere på hendes læges kontor, men det følte stadig som hundrede tusinde meter. Tiden og sansen for at leve normalt blev forlængst skyldet væk. Til sidst, med et nervøst udtryk i ansigtet og den irriterende mavepine der havde lagt hele morgenen, mødte han døren. Han bankede let på og åbnede døren stille.

Han rakte ham et papir til lægen som direkte gik igang med at læse. Hans øjne borede næsten huller med i lægens ansigt. Han ville have tilladelsen. Han ville, og det kunne ikke gå for langsomt. Han havde ikke fortalt dette til nogen, om planen, men havde kun tænkt sig at fortælle sin familie hvis planen gik som den skulle.

Lægen slog et overrasket blik op bag de smalle læsebriller, så på ham og bed sig hårdt i kinden. Han vidste ikke om det var hundrede procent muligt, men alligevel nikkede han næsten utydeligt. Et smil bredte sig på hans smalle men stadig tydelig læber, før han rystede hånd med lægen. Fast og kontrolleret.

 

Elly's P.O.V

Jeg så ud af vinduet fra en af de øverste etager på hospitalet. Jeg havde fået min læge til at trække måleren med hen til vinduet, så jeg kunne få lidt frisk luft og stirrer ud i den travle by. Jeg længdes at komme ud, men hvis blodprøverne og testene fra i morges gik som det skulle være ; havde jeg en billet til at komme hjem i de næste par dage, hvor mor kunne tage sig af mig.

Jeg tænkte tilbage til den middag vi alle havde med Angelys kæreste. Jeg savnede dem alle utrolig meget og jeg håbede de ville besøge mig på et tidspunkt, eller omvendt, men de havde en masse at tænke på selv. Mindet om middagen der endte forkert røg ind i mig som et lyn på en vammel sommeraften hvor de hvide skyer selv holdt på deres hemmeligheder.

Krystallerne stirrede direkte ind i mine øjne, mens de sendte kuldegysninger ned af min nakke. Hårene rejste sig, da jeg for anden gang havde opdaget en af hans anderledes sider.

Hans ansigt lignede noget der kunne sprænge. En tyk blålilla blodåre formede sig med en kraftig markering nedad hans pande, tindingen og sluttede på toppen af hans kindben. Man skulle være idiot, hvis man ikke kunne se vreden i ham. Hvorfor var han overhovedet vred?

"L-liam," stammede jeg og kunne endelig få fjernet mit blik fra Niall. Han skræmte mig, men det var mit eget problem. Liam så henover skulderen og jeg mødte hans chokolade brune øjne. ".. Kan du spørge Niall hvad der skete?" Han nikkede og rettede sit blik tilbage på den vrede Niall, der havde en kraftig bloddråbe ud fra sit højre næsebor.

Da Liam begyndte at kommunikere med Niall, kiggede jeg væk og mit blik landede på Adam. Han var for længst faldet til ro, mens Angely ganske forsigtigt prøvede at tørre blodet af hans ansigt. Adam så fjernt på mig, som om det var mig der var skurken.

"Adam, kan du venligst forklare hvad i helvede der skete?!"

Jeg huskede tydeligt hvordan Niall så ud, og Adam. Jeg håbede inderligt på at jeg aldrig skulle se den side af dem nogensinde, eller i det mindste Niall.

"Elly A. West?" Hørte jeg en kvindelig stemme bag mig. Jeg kiggede om bag min skulder og så en kvinde i alderen af fyrre stå næsten gemt bag døren. Jeg nikkede og smilte svagt, bare for at være venlig.

"Du kan ringe til en der kan køre dig hjem nu. Vi sender prøvesvarerne hjem til dig imorgen, men du har ihvertfald tilladelse til at tage hjem nu. Kald hvis der bliver noget." Og så var hun ellers væk igen.

Et triumferende smil dansede på mine læber, men det falmede kort da jeg hørte døren gå op igen. Min læge kom ind med et stort smil henover ansigtet.

"Jeg kommer for at løsne dig fra maskinen og lægge ny forbinding på." Lo han småt og trak en stol hen foran mig. Jeg smilede til ham. Jeg var ligeglad med om det igen ville gøre ondt at skifte forbinding. Jeg skulle bare hjem..

-

Jeg ventede på taxaen der skulle bringe mig hjem, udenfor hospitalet i den bidende eftermiddags kulde. Jeg havde en mærkeligt følelse i kroppen, som om der var noget sket jeg ikke vidste af..

Jeg kiggede rundt omkring mig. Der var ingen mystiske ting, ingen mærkelige blikke eller nogle fremmede der virkede underlige mod mig. Jeg klemte øjnene sammen, og mærkede uroen i mit hoved. Så mange minder der blandede sig på godt og ondt.

Det blev en hverdags ting. En ting, som ramte mig hver dag. Én ting. Selvom det var en forfærdelig ting og det vidste jeg selv, så var der ingen hjælp at hente. Arthur, Leslie, mor og far. Ingenting. Hverdag.

Jeg gik ned af gangen, på vej til frikvarter på toilettet i den næste time. Jeg havde ingen andre steder at holde mig til, og dét var også et sted jeg fik ro. Ro i kroppen, og der havde jeg haft de sidste par anfald. Jeg fik dem altid når jeg var stresset eller presset, hvilket jeg var tit.

"Smatso." Lød en stemme efter mig.

"Kælling." Lød en anden.

"Hæng dig selv."

Jeg kæmpede med mig selv om at holde tårerne inde, da jeg igen åbnede mine øjne. Jeg huskede tydelige de værste dage, som indebar selvmordstanker og værre slags. Jeg havde vel aldrig været en glad normal pige i lang tid? Og det havde jeg levet med i lang tid, nogle gange blev det bare for meget.

"Er du Elly West?"

Jeg kiggede forskrækket ned på den gule bil, hvor man kunne se en mand kigge ud på mig. Han var lænet ind over passager sædet. Jeg nikkede og bed mig i læben. Jeg havde aldrig været god til andre mennesker.. "Jeg er din chauffør. Hop ind," smilte han og nikkede mod bagsæderne. Jeg nikkede igen stille og hoppede ind, mobilen klemt stramt inde i min hånd.

"Så køre vi." Sagde han med en fjernt grin, mens vi fik øjenkontakt i bakspejlet. Jeg smilte bare til ham. Jeg mærkede min mobil vibrere i hånden på mig, hvilket fik mig til at slippe den hurtigt. Ham♡ stod på displayet.

Hey baby, skal jeg besøge dig idag? Niall.

Jeg svarede ham ikke. Han skulle ikke vide jeg blev udskrevet, for så vidste jeg at han ville besøge mig og det havde jeg ikke brug for. Jeg følte mig allerede klam, fordi jeg skar i mig selv og kan tydeligt huske Nialls ansigtsudtryk da han så blodet løbe ned af min arm og ned på gulvet.

"Nå, Elly - har man så en kæreste eller hva'?" Spurgte chaufføren. Han var nok i midten af tyverne, og det fik mig til at undre. Hvorfor spurgte han om det? Og hvorfor skulle han vide det?

"Yeah.. Han skrev lige, men svarede ikke." Fortalte jeg og låste min mobil, med øjnene limet fast derpå. Jeg så mit eget skrækkelige spejlbillede.

"Og hvorfor så det?"

"Grunden til jeg kom på hospitalet," jeg tog en dyb indånding og fortsatte, "var han vidne til. Han havde intet gjort, men jeg har følt mig utilpas. Altså, du ved-"

"Er det dét på din arm?" Afbrød han og jeg så op i bakspejlet. Hans øjne lå ude på vejen.

"Ja, det.. Det er det."

 

A/N

Hey, ved ikke hvor meget jeg for skrevet i løbet fra nu til 17. Juni, fordi jeg har eksamen både skriftlige og mundtlige. Jeg tror ihvertfald der kommer flere kapitler, når jeg for tid til at skrive osv. Håber det er okay, ellers undskylder jeg mange gange! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...