ROOM 403 | one direction - PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 13 jul. 2015
  • Status: Igang
Elly West, en stærk pige med en stærk sind. Hun lader ingen komme for tæt på sig, for efter sine erfaringer ved hun godt hvordan folk kan være. Løgnhalse, modbydelige, ondskabsfulde mennesker - men det kan måske ændres? Vil hun bukke under for de følelser som prøver at gnave sig igennem hendes viljestyrke og lade sig selv falde i hænderne på andre og opleve verdenen som noget helt andet? - MIDLERTIDIG PÅ PAUSE

70Likes
73Kommentarer
30180Visninger
AA

11. 10

cuddling.

 

Elly's P.O.V

 

Jeg vågnede op i den samme kolde hospitalsseng, med den samme forbinding og den samme blodtryksmåler lige ved siden af mig. Jeg havde hurtigt lært at leve med lydende, da det ikke var min første gang jeg overnattede på hospitalet.

 

"Endelig, du er vågen-"

 

Jeg skød blikket forskrækket hen i hjørnet hvor Leslie græd forleden dag, men denne gang sad den sort håret dreng Zayn. Han havde et varmende smil trukket over læberne, da han rejste sig op og gik hen til mig.

 

"Jeg kom omkring ni tiden og har ventet i tre timer."

 

Jeg lo stille med ham og nød øjeblikket. Jeg havde ingen livsglæde haft i mig, ikke efter jeg så Nialls grædefyldte øjne aftenen jeg mistede blod. Zayn tog stille fat i min hånd og så op på blodtryks- og hjertemåler, mens jeg så ned på hans brune øjne.

 

"Når du sov, steg den en lille smule. Du bevægede dig, men så sagde du faktisk Nialls navn om og om igen som dén aften," forklarede han og slog de varme øjne tilbage på mig. "Mareridt?" Jeg nikkede og trykkede kort i hans hånd, før krafterne i min krop lindrede hen igen.

 

"Du er kold, har du brug for varme?" Han smilte skævt til mig, som kunne misforståes men jeg vidste at han aldrig kunne finde på det. Ikke mod Niall.

 

"Hvis der er plads." Grinte jeg og rykkede forsigtigt til side i sengen, for at Zayn kunne ligge ved siden af mig. Han lagde sig hurtigt og trak mig ind til hans varme og friske krop. Jeg lå med mit hoved på hans arm der var slynget rundt om min nakke.

 

"Elly, må jeg spørge dig om noget?"

 

Jeg kiggede op på ham og nikkede, og lagde hurtigt mig tilbage i hans arm. Han gav mig mere energi, men gid det var Niall istedet for.

 

"Hvordan er depression?" Spurgte han. Havde lægen fortalt ham om det, eller havde min familie sol havde sagt det videre til dem tilbage på kollegiet?

 

"Det føltes som at drukne, undtagen at du kan se alle omkring dig, mens de trækker vejret." Sagde jeg stille, mens mine øjne lå på den hvide hospital væg foran min seng. Zayns dybe vejrtrækning gav ekko i mine ører. Pludselig var alle lyde så høje. Fuglene udenfor. Hospitalslydende over det hele.

 

Jeg satte mig op hurtigt, i den ubehagelige seng med sammenknebne øjne og hænderne over mine ører. Smerten fra mit mislykket forsøg føltes ligesom tusinde knive, der borede sig ind i min arm.

 

"Hvad sker der?" Lød Zayns forvirrede stemme. Jeg mærkede hans hånd på min næsten bare ryg, der kun adskilte det latterlige tøj fra hospitalet fra min nøgne hud. Jeg skuttede længere væk fra ham, mens jeg skreg inderligt. Hvad skete der?

 

"L-lad mig være!" Skreg jeg og sprang ned fra sengen, så dupperne til maskinen der holdt styr på trykket røg af mig og en svag smerte skød igennem brystet på mig. Mit blik mødte Zayns. Han så utrolig skræmt og bekymret på mig med hænderne oppe foran sig.

 

"Elly-"

 

"HOLD DIG VÆK!" Græd jeg og faldt ned på mine knæ. Jeg hørte Zayn mumle 'fuck', før han hurtigt kom ud af sengen og over på min side. Jeg var bange, både for ham og mig selv. Han prøvede at ligge hånden på min skulder, men jeg kravlede væk med tårerne hængende om ørene på mig.

 

"Bliv her, okay?" Sagde han med udvidet øjne og løb ud af min stue. Jeg kiggede forsigtigt hen på døren og så igennem sprækken Zayn forlade mig.

 

Jeg rejste mig op fra det grå linoleums gulv og støttede mig op af sengens blå farvet stel. Jeg fik mig selv kæmpet hen til døren, som jeg åbnede helt og så ud. Ingen. Jeg tog chancen og tog forsigtige skridt ud fra min stue, og følelsen af frihed slog til. Et triumferende smil spillede på min læber, da jeg ikke så en eneste sjæl på den korte gang.

 

Jeg så døren til et af toiletterne. Jeg så mig over skulderen og hen mod enden af gange, hvor et stort vindue man kunne se ud af. Et sæt borde og stole var placeret så patienter kunne sidde og se udsigten.

 

Jeg fik mig selv ind på toilettet og tjekket alle dørene om der var nogle, og jeg var heldig. Jeg stillede mig hen til håndvasken og kiggede ned på min arm, igennem mine blodsprængte øjne. Mit hår faldt ned omkring hovedet på mig, klistrede sig fast på mine kinder af tårernes fald.

 

Langsomt pillede jeg forbindingen af, men det gjorde stadig ondt som en i helvede. Jeg bed mig i kinden mens jeg indsugede alt smerten fra armen og tog hurtigere forbindingen af. Det blodige aftryk stod klar for øjnene af mig og-

 

"Elly, hvad fanden?!" Råbte en bag mig. Jeg slog blikket op i spejlet og så min brors figur stå bag mig, helt hende ved døren. Han så skræmt ud. Jeg mærkede pludselig mine ben give efter og mine knæ blev ustyrlige. Jeg tog hårdt fat i håndvaskens kant, mens jeg prøvede at holde mig selv oppe.

 

"H-hjælp.." Hviskede jeg, kneb øjnene sammen og faldt langsomt til jorden. Arthur var hurtigt løbet om bag mig og fik løftet mig op i hans arme i brudestilling. Mine øjenlåg føltes ganske tunge og det gjorde det endnu mere besværligt at se hvor Arthur tog mig hen. Hvor kom han egentlig fra? Det var kun Zayn.

 

"Hvad har du dog gjort?" Hørte jeg ham hviske idet én tårer faldt ned fra hans øjenvipper og landede på min næsetip. Det var nøglen til at mine øjenlåg klappede helt i og mørket omkring mig endelige gav ro.

 

-

 

"Elly." Sagde han med besvær. Hans nakken knækkede en smule over i forsøget på at snakke. Jeg rystede på hovedet med et forlegent smil og tog hans hånd og klemte stille. Han satte to fingre under min hage og løftede blidt mit hoved op mod ham. Han stirrede i lange, men få, sekunder på mig. Min mave knugede sig sammen og sommerfugle fyldte min mave. Jeg følte mig varm over hele krop, men stadig kold; hvad var der galt med mig?

 

Han tog sin hånd, som i forvejen allerede holdte mig under min hage, på min kind. Jeg mærkede hvordan varmen fra hans bløde hånd, tvinge sig ind i min kind. Hans måder at rører mig på, mindede mig om en professor som lige har gået verdens dyreste bog om Universets Sorte Huller. Roligt, og en lille smile rystende.

 

Ud af det blå lagde han læberne presset mod mine. Jeg lukkede øjnene med det samme idet jeg mærkede hans tørre læber mod mine. Jeg kyssede ham. Han kyssede mig. Vi kyssede.

 

Jeg vågnede pludselig op ved lyden af noget der blev tabt på det velkendte linoleums gulv. Jeg prøvede at komme til mig selv, men lyden af diskuterende stemme forvirrede mig. Jeg blinkede med øjnene flere gange, for at få en bedre vinkel af hvad der lige skete omkring mig. Min forbinding var på igen, jeg var koblet til maskinen igen og for anden gang fanget i sengen.

 

Det var først her det slog mig hvad de stemmer var. Mine forældre stod at skændes med høje stemmer, lige foran mig og Arthur der sad ved siden af min seng på en stol. De havde nok ikke set at jeg var vågnet, eller overhovedet opfattet at de har to af deres børn herinde også.

 

"Hvad helvede skal vi gøre? Jeg kan jo ikke gå i hovedet og røv af hende hel-"

 

"NU HOLDER I FANDME KÆFT! HENDE I TALER OM, ER VÅGNET."

 

Vi så alle hen på Arthur, forskrækket over den høje stemme han havde gemt på. Jeg havde aldrig hørt ham råbe så højt, hvilket fik mig til at undre om, hvis lægerne hørte det og forstod det som noget helt andet. Arthur lød pludselig voksen og ikke den 22 årige tøsedreng jeg førhen kendte.

 

"Alice, vi tager denne samtale udenfor. Kom, og Arthur du tager dig af din søster. Ok?" sagde far der skiftede sit blik mellem ham og mig. Han havde et alvorligt udtryk placeret i ansigtet, så rynkerne formede sig i panden.

 

"Jaer."

 

Da Arthur og jeg var alene på min stue, vendte jeg blikket over hans hoved og så ud af vinduerne længere henne på den hvide væg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...