Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
378Visninger
AA

6. Uventet - Annabelle Parker

Endnu en morgen. Vækkeuret ringede. Jeg kom stille til mig selv, mens David slukkede vækkeuret. Jeg vendte mig om, og lagde mig ind mod hans varme bryst. Hans arme omfavnede mig. Duften af mand strømmede ind i mine næsebor. Det var ikke bare en mands, det var Davids. Så velkendt, og så beroligende. Jeg lagde hovedet tilbage, og kyssede ham bildt på hagen. Han flyttede hovedet en smule, og vores læber mødtes. Ikke andet end et øjeblik. Et split sekund af et øjeblik. 

"Abe, skat. Jeg skal på arbejde."
"Ja, det skal du vel." sagde jeg surt.
"Bliv ikke sur, søde."
"Det gør jeg heller ikke."

Jeg lagde mig om på den anden side, og lukkede øjnene. Prøvede at falde i søvn igen. Jeg vidste, at det ikke ville lade sig gøre, men jeg ville igen i dag, gøre et forsøg. David rykkede lidt på sig. Varmen fra hans krop ramte min ryg. Hans arm, lagde sig om mig, mens han krop, lagde sig efter min. Han pressede sit hoved ind mod mit ustyrlige morgenhår. Ulempen ved, at have så tykt og kraftigt hår. 

"Kom op til mig."
"Jeg prøver at sove, David."
"Omkring kl. 12.00 har jeg pause. Tag noget med."
"Det sagde du også for 2 uger siden. Jeg ventede på dig i 3 timer." sagde jeg.

Jeg prøvede så inderligt på ikke at lyde såret, eller som om jeg var ved at begynde at græde, men det lykkes ikke. Han havde hørt det.

"Hvor mange gange skal jeg sige undskyld? Hvor mange gange skal jeg forklare dig, at jeg havde travlt?"
"Du har altid travlt, David. Du har aldrig tid til mig. Det bliver aldrig som sidste år."
"Måske ikke lige nu. Men vi skal bare lige finde en rytme. Finde vores måde."
"Men hvad nu hvis vi ikke finder den? Hvad nu hvis, det hele falder til jorden, og går i tusind stykker. Jeg ville ikke kunne klare, at skulle igennem den adskillelse igen."
"Derfor bliver vi nødt til at kæmpe sammen. Få det til at fungere sammen. Ændre nogle mønstre, som vi har haft. Blive enige om hvordan vi vil have tingene."
"Det er bare svært, når du hele tiden arbejder. Når du så endelig har fri, så ringer de efter dig, og mener at det hele ikke fungere. Så arbejder du alligevel. Altid dit arbejde før alt andet."
"Det er så en af de ting jeg skal blive bedre til. Men det ville måske hjælpe en smule, hvis du også kom lidt ud. Fik et arbejde?"
"Jeg arbejder på det. Men der er ingen, som mangler en, som ikke rigtig har en uddannelse. Men jeg ved ikke hvad jeg vil."

Han kyssede mig på skulderen, og rejste sig fra sengen. En tåre trillede ned ad min kind.

"Hvorfor er det hele tiden mig der græder?"
"Jeg ved det ikke skat." svarede han kort.

Han fik tøj på, og gik ud i stuen. Jeg vendte mig om i sengen, og lagde min hånd på hans dyne. Jeg kunne ikke finde ud af hvad, det var jeg hele tiden gjorde forkert. Alt hvad jeg sagde, blev misforstået. Jeg kiggede på vækkeuret. 6:10. 

'Gud hvor er det tidligt.'

Jeg lukkede øjnene, og lyttede efter de lette skridt ude i stuen? Døren gled stille op, og David kom ind. 

"Undskyld Abe."

Han satte sig bag ved mig, og lagde sin hånd på min skulder.

"Kom op til mig. Til frokost. Jeg lover dig, at jeg kommer."
"Okay."
"Vi ses." 

Han kyssede mig i håret, og rejste sig. Kort efter gik døren, og jeg var alene. Jeg prøvede at sove. Det lykkedes næsten. Jeg sov overfladisk. Et par timer.

Jeg slog øjnene op, og mit blik faldt på manden ved siden af mig. 

'David? Det kan ikke passe. Han tog på arbejde for flere timer siden'

Personen kiggede ned på mig. 

'Det var David'

Jeg satte mig op, og kiggede undrende på ham.

"Hvorfor er du allerede hjemme?" spurgte jeg.
"Jeg havde dårlig samvittighed."
"David?"
"Du skal ikke modsige mig. Jeg skulle ikke være gået. Vi har nogle ting, vi skal have snakke om. Nogle ting vi skal have på plads, så vi kan få det her til at fungere. Det er noget, vi begge tog gerne vil, så jeg tog fri, og nu er jeg her."
"Det er rigtig. Men det kunne altså godt vente til du havde fri."
"Det kunne det sikkert. Men så ville jeg være træt, og så ville det ikke have givet noget godt. Lad os få snakket om det, og så kan vi tage den derfra."

Det kom bag på mig, at jeg faktisk var blevet, en lille smule sur på ham. Han ville bare have det til at fungere. Ligesom jeg gerne ville. Jeg skulle ikke være sur over det. Jeg kyssede ham på kinden. 

"Jeg er glad for at du kom hjem."
"Ja. Kom med ind i stuen."

Jeg kom ud af sengen, og fulgte efter ham ind i stuen. Han havde gjort noget ud af det. Tændt stearinlys, og stille musik spillede fra fjernsynet. Det var så hyggeligt og afslappende. Vi satte os overfor hinanden i sofaen. Forsigtig flettede jeg mine fingre i hans. 

"Hvad føler du?" spurgte han.

Det kom lidt bag på mig, at han spurgte om det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg trak på skuldrene og rystede på hovedet. Det var en svært at snakke om. Jeg ville ikke såre ham. Men der var åbenbart en af os, der skulle blive såret.

"Fortvivlelse." sagde jeg. 

Det var det første ord, som faldt mig ind, og som kunne dække over det kaos, som jeg følte lige nu. Men kaos ville være et for stort begreb, at kaste ud lige nu.

"Fortvivlelse, er nok det, som passer bedst."
"Hvordan?"
"Der er så mange ting, som jeg føler jeg skal forholde mig til. Alle har en mening om, hvordan alting skal være. Og jeg føler ikke, at vi på nogen måder passer ind i det, som andre mener, er et forhold. På den anden side, er det også gået utrolig stærkt."
"Ja, jeg forstår hvad du mener."
"Jeg kan huske sidste år. Da vi var i sommerhuset, og du lige var blevet kaldt på arbejde. Der tænkte jeg; Det her kommer aldrig til at gå. På et eller andet tidspunkt, så går det galt. Jeg havde forestillet mig, hvordan noget is, fra et isbjerg, var blevet for tungt, og så faldt ned i vandet. Sådan havde jeg forestille mig, at det her skulle ende. Så voldsomt, som når isen bryder vandoverfladen, og bare synker til bunden."
"Det var en meget voldsom beskrivelse, syntes jeg. Men se lyst på. Vi er her."

Han fangede mit blik, og fastholdte det. Han stirrede, med sine smukke grønne øjne.

"Prøv engang, at tænke på hvad vi har været igennem?"

Jeg nikkede, og begyndte at smile. Sorgen begyndte at lette fra mit hjerte. Jeg kunne lukke lidt glæden ind igen.

"Vi har været igennem en stormfuld forelskelse. Jeg accepterede dig, da du var allerlængst nede. Jeg har set dig blomstre. Vi har været igennem, en utrolig svær adskillelse. Men vi klarede det. Fordi vi troede på det. Fordi vi vidste hvad vi følte. Det der har været sværest, er flytningen. Det har taget hårdt på os begge to."
"Hvordan har det været hård for dig?" spurgte jeg.

Jeg troede ikke et øjeblik på, at det havde været hård for ham. Han havde arbejdet. Været inde og ude af det her flytterod, mens jeg nærmest stod alene, med at få det hele til at passe sammen.

"Det har været hård, at se dig være så udmattet. At se dig kæmpe med at være alene med. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kunne være med til det. Men det her, har været den travleste sommer, jeg har oplevet. Der har aldrig været så mange konferencer, i løbet af en sommer, som der har været i år. Og alt det arbejde. Jeg har næsten ikke sovet. Og så samtidigt at vide, at du gik her, og prøvede at få en sammenhæng i alt det her. Det piner mig, at tænke tilbage på det."
"David. Stop."
"Nej Annabelle. Du bliver nød til at forstå. Det har også været hårdt for mig."
"Jeg har forstået det."

En lettet tåre trillede ned ad min kind. Han havde det dårligt med, at have ladet mig stå med det hele. Han havde tænkt på mig, men han havde været til konferencerne. Det havde pint han, at tage af sted om morgen. Jeg gav hans hånd et klem. Jeg kiggede spørgende på ham.

"Hver eneste dag, siden sommerhuset, har jeg tænkt på dig. Jeg savnede dig. Jeg ville have dig ved min side hver eneste dag. Vi blev enige om at du skulle flytte ind. Det gjorde du, men det var ikke en drømmestart vi fik."
"Vi skulle måske have tænkt over det, en enkelt gang mere." sagde jeg.
"Har du fortrudt?"
"Nej. Selvfølgelig har jeg ikke det." sagde jeg, afvisende.

Vi sad lidt, og bare kiggede på hinanden. 

"Jeg har tænkt på noget." sagde han pludselig.
"Hvad?"
"I stedet for, at du bare går rundt her, og laver ingenting. Hvad så med at du tager hen i sommerhuset, og slapper lidt af der? Så tager jeg fri fredag, så tager jeg det sidste fly torsdag aften."
"Som en slags forlænget weekend?"
"Ja. Så kan vi også finde ud af, hvor vi står i alt det her?"
"Ja. Det ville måske være en god ide."

Jeg lænede mig frem, og lukkede øjnene. Jeg kunne mærke David rykke sig lidt i sofaen. Et øjeblik senere, kunne jeg mærke hans ånde mod mit ansigt. Hans læber mod mine. Hans tunge mod min. Jeg lagde en hånd på hans skulder. David rejste sig fra sofaen, og trak mig op i hans favn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...