Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

7. Sommerhuset - David Willims

Længselen efter at komme hjem, var næsten uudholdelig. Formålet med Annabelles tur til sommerhuset havde virket for mig. Jeg savnede hende, og jeg elskede hende. Følelsen af at være alene, var gennemtrængende. Stilheden var overdøvende, som man siger. Jeg savnede hendes nærvær. Savnede hendes blide stemme. Hendes brune øjne. Men mest hendes kys. De sidste 30 minutter på hospitalet var forfærdelige. Denne torsdag var gået så langsomt. 

"Har du mulighed for at blive en halv time længere?" 

En sygeplejske kom hen til mit skrivebord, og fangede mit blik. Jeg kiggede undskyldende op på hende. 

"Desværre Kate. Jeg skal nå et fly til Malibu. Og jeg har ikke pakket endnu."
"Der er kommet en, som siger, at han kun vil snak med dig. Han vil ikke forlade hospitalet før han har snakket med dig."
"Okay fint, send ham ind."

Kate gik ud af mit kontor. Kort efter bankede det på døren. Jeg kiggede op. Der stod en ung mand på et par og tyve år. Det slog mig, at han passede perfekt til den beskrivelse Annabelle havde givet mig af Caleb. 

"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte jeg, og stak hånden frem.
"Du må være Dr. Williams."
"Ja det er jeg. Sæt dig ned."

Jeg slog henkastende med hovedet, mod en stol. Han satte sig, og flugte mig med øjnene. 

"Du kender mig ikke, men du kender en som har betydet rigtig meget for mig."
"Annabelle Parker?" spurgte jeg ligegyldigt. 

Jeg fangede hans blik og holdte det fast. Læste hans reaktion på hendes navn. Han var tydeligvis chokket over, at jeg viste, hvem han ledte efter.

"Ja, Annabelle." sagde han eftertænksom.
"Hun er ikke her. Desværre."
"Nej det ved jeg godt. Hun er i Malibu. Jeg kom for at snakke med dig."
"Om hvad?"
"Rygtet siger, at I har lidt problemer i forholdet. Lidt startvanskeligheder, efter et års adskillelse."
"Hvem siger det?"
"Abes forældre. De mente, at stemningen mellem jer, var en smule anspændt i weekenden."
"Jeg kan ikke se hvad det kommer dig ved."
"Nej. Det kommer jeg til."

Han lænede sig godt tilbage i stolen, og foldede fingrene, og lagde dem under hagen. Han smilede, som en ond videnskabsmand, der lige havde funden ud af hvordan han kan få verdensherredømmet. Jeg var ikke helt vild med det her.

"Jeg har haft nogle mennesker til at holde lidt øje med David."
"Nå virkelig? Det må have været en dyr omgang."
"Ja men det var det værd. Det ville være ærgerlig, hvis Annabelle fandt ud af, at du har været på et lille sidespor, det sidste års tid. Ikke sandt?"
"Jeg ved ikke hvad du snakker om."
"Nej. Men det ved Annabelle jo ikke. Jeg snakkede med hende lige inden, jeg gik herind. Jeg fortalte hende, at hendes lille doktor, havde været lidt for langt fremme i skoene. Du ved vel hvad jeg mener."
"Det har du ikke."
"Jo det har jeg."

Jeg for op, og gik ud på gangen. Chokket og såret løb jeg ned ad gangen. Ned mod trapperne. Kate kaldte på mig, men jeg ignorerede det. Jeg blev nødt til at vide om hun var rejst tilbage til Miami. Da jeg kom ned til min bil, fandt jeg min mobil på passagersædet. Hun havde ikke haft ringet. Jeg ringede til Grace. 

"Hallo det er Grace."
"Hej Grace. Det er David."
"Du lyder helt forpustet David. Hvad er der galt?"
"Har du snakket med Annabelle i dag? Eller i går?"
"Ja, hun ringede til mig i nat. Hun var helt ude af den."
"Åh nej. Det er ikke godt. Hvad sagde hun?"
"Hun snakkede om, at Caleb havde været der. Jeg kunne ikke rigtig høre hvad hun sagde. Hun græd utrolig meget."
"Ved du om hun ville tage til Miami?"
"Nej. Jeg bad hende blive i Malibu, indtil du var kommet. Jeg håber sådan at du kan trøste hende. Vil du ikke tage afsted med det samme?"
"Jo. Jeg gør hvad jeg kan."
"Tak David. Åh, når du finder ud af hvad der er glat. Vil du så ikke ringe til mig? Jeg er så bekymret for hende"
"Jo selvfølgelig."

Jeg lagde på, og startede bilen. Jeg kørte gennem byen, og drejede bilen ind til kanten ved min bygning. Jeg låste bilen og løb op ad trappen. Da jeg kom op på gangen, fandt jeg min dørnøgle. Jeg låste døren op, og gik direkte mod soveværelset. Jeg gik hen til mit skab, og trak en skuffe ud. Under mit tøj, fandt jeg mit pas. Jeg kom den i buskelommen, og gik gennem lejligheden.
Jeg satte mig ind i bilen, og satte kursen mod lufthavnen. Bilen blev parkeret på den første parkeringsplads. Jeg låste den, og løb hen mod ind indgangen. Jeg kom hen til tjek-in, og en middelaldrene mand kiggede op på mig. 

"Kan jeg hjælpe dig?"
"Ja, jeg vil gerne have en billet til Van Nuys Airport. Hvornår letter den?"
"Vi har en direkte afgang, som flyver om 2 timer."
"Fint. Den vil jeg gerne."
"Har du noget bagage?"
"Nej."
"Okay. Her er din billet."
"Tak." sagde jeg, da jeg tog imod den.

Jeg kiggede på papiret. Gate H. Jeg gik mod gaten, i et lidt mere roligt tempo, ind det jeg var ankommet i. Nu kunne jeg ikke andet end at vente. Jeg tog min telefon op ad min forlommen. Ingen indgående opkald. Jeg havde ikke prøvet at få fat i Abe. Måske hun tog den. Jeg ringede op. Efter et par gange gik den på telefonsvare. Hun ville ikke snakke med mig. Det betød at, Caleb havde snakket med hende.

_______________________________________________________________________________

Jeg gik direkte mod udleveringen af biler. Jeg ville vide, om Abe havde taget bilen til sommerhuset, eller om hun havde taget en taxa. Jeg kunne godt forestille mig mig, at hun havde taget bilen. 

"Hej." sagde manden bag disken.
"Hej. Jeg ville bage høre, om der havde været en og hente min bil."
"Hvad er navnet?"
"David Williams."

Han kiggede ned i computeren et øjeblik.

"Nej. Det ser ud til at bilen holder ude i garagen. Skal jeg få den kørt frem til dig?"
"Ja tak."
"Okay. Der går lige 5 minutter, så er den her. Du kan bare gå ud, så kommer den lige om lidt."
"Tak."

Jeg gik gennem hallen. Der var mange mennesker ude foran. De fleste af dem var turister. Jeg stod lidt og kiggede på de mange mennesker som ventede på transport. Min bil kom til syne. Jeg gik hen til den, i det samme en mand steg ud af den. Jeg nikkede kort til ham, inden jeg steg ind, og kørte ud på vejen. Trafikken gled let ud fra lufthavnsområdet. Jo længere væk fra lufthavnen jeg kom, jo mere opløste trafikken sig. Jeg kom nemt ud til kysten. Jeg drejede ned ad vejen til sommerhuset. Nede foran huset, stod nogle tasker.

'Hun var ved at rejste'

Jeg stoppede bilen, og løb op til døren. Hun sad inde i sofaen. Jeg åbnede døren, og gik ind. Hun sad helt stille. 

"Annabelle?" sagde jeg stille.

Hendes hånd tørrede en tåre væk fra kinden. Jeg gik hen ind til hende i stuen. Hun havde stadig ikke rørt så meget på sig. Jeg kom hen til sofaen, og lagde min hånd på hendes skulder. Uden tøven flyttede hun undvigende skulderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...