Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
371Visninger
AA

5. Festen - David Williams

Vi fulgte alle Annabelle med øjnene, da hun gik ud i køkkenet. Jeg forstod ikke helt hvad, der lige var sket, men det var åbenbart ikke normalt, at mr. Gonzalez rejste sig, på det her tidspunkt. Mit blik søgte Annabelles lillesøster Avery. Hun kiggede forvirret fra de andre til.

Alt det her havde indtil videre været utrolig akavet. Og det blev ikke mindre akavet, ved at mr. Gonzalez og Annabelle havde rejst sig. Ved siden af mig sad, Annabelles moster Mary. Jeg kiggede på hende, i håb om at få at vide, hvad det var, der skete. Men som Avery lignede hun en, som ikke rigtig viste noget. Der var faktisk ingen af dem, som rigtig lignede en, som viste præcis hvad der sket. Vi høre dem tale lavmælt ude i køkkenet. Der gik et par minutter hvor de snakkede lidt, og så blev der helt stille i køkkenet. Deres fodtrin, ophørte et sted ude i gangen. 

"Er der ikke nogle som vil have lidt mere?" spurgte mrs. Gonzalez.
"Nej tak." blev der mumlet.
"Mor hvad foregår der?" spurgte Isabella.
"Ingenting. Din far ville nok bare gerne snakke med Abe alene."
"Mor?"
"Der er ingenting Isa. Alt er som det skal være."

Jeg rejste mig, for at hjælpe mrs. Gonzalez, med at rydde af bordet.

"Det behøver du ikke, David. Jeg skal nok klare det."
"Jeg skal nok hjælpe." sagde jeg.

Jeg samlede tallerknerne sammen, og gik ud i køkkenet med dem. Jeg gik tilbage til stuen, og samlede bestikket sammen. Jeg gik tilbage til køkkenet med bestikket. Jeg kom det ned i, den nye opvaskemaskine. Da mrs. Gonzalez kom ud i køkkenet igen, rettede jeg mig op, og kiggede indtrængende på hende. 

"Du bliver nød til at forstå."
"Forstå hvad?" svarede jeg spørgende.
"Alt det her rokade. Alle de kampe, hun har været igennem, for at komme hertil. Det har taget hårdt på hende. Hun er ved at miste troen på jer to."
"Det er også hårdt for mig."

Jeg satte mig på køkkenbordet, og kiggede ned i gulvet. Det var frustrerende. alt var frustrerende. 

"Det ved jeg David. Der er ikke mange i den her familie, som kan lide dig. Men Annabelle, Brighton og jeg. Vi elsker dig. Især Brighton og jeg. Vi er rigtig glade for, at Annabelle har fundet dig. Vis hende, hvor meget du holder af hende."
"Hvordan?"
"Ja. Åh. Det ved jeg ikke. Hun er en pige, som har mange ting. Men hun har kæmpet for mange af tingene. Tag et par uger fri, og rejs lidt rundt. Måske i Sydamerika. Hun har altid ønsket, at komme til Brasilien."
"Brasilien?"
"Ja. Jeg ved ikke hvorfor."

Den smukkeste latter, afbrød vores samtale. Latteren var for enden af gangen, og høj nok til at vække vores opmærksomhed. Mit blik gled fra døren til mrs. Gonzalez ansigt. Hun smilede til mig.

"Jeg tror, han har fået glæden tilbage, til hende."

Jeg rejste mig fra bordet, og gik ned for enden af gangen. Åbnede døren ind til kontoret. De sad i en lædersofa, og kiggede i nogle fotoalbums. Jeg kiggede forundrene på dem. De kiggede begge to op på mig. Ud af ingenting, begyndte de at grine. De skraldgrinede. Mit ansigt ændrede sig af anspændt til glæde. Jeg begyndte at grine, uden at vide hvad jeg grinte af. Abe kom på benene, og gik hen til mig, mens hun stadig grinede. En lille tåre trillede ned ad hendes kind. Jeg tog fat om livet på hende. Trak hende ind til mig, og kyssede hende. Let og elegant.

Hun gav slip om min hals, og tog min hånd. Jeg fulgte efter hende hen til sofaen. Jeg satte mig ned ved siden af mr. Gonzalez og kiggede i det fotoalbum han sad med i skødet. Abe satte sig op mine lår, og lænede sig ind mod mig. Hende lagde sin arm om min hals, og kiggede med.

Mr. Gonzalez bladrede gennem albummet, og fortalte hvem, og hvad der var på billederne. Nogle af dem fortalte han også hvor, og hvornår de blev taget. Mange af dem, var af Annabelle og mrs. Gonzalez. De var blevet taget, da hun var med dem på rundrejse i USA. Hun havde været omkring 11 år gammel på det tidspunkt. 

"Hvorfor er dine søskende ikke med?" spurgte jeg.
"De var ikke inviteret." svarede hun.
"Det var en svær tid hos dem. Isabella og Stefan var ved at gå fra hinanden."

Det kom faktisk ikke bag på mig, at de havde haft problemer. De var nogle egoister, som på mystisk vis havde fundet sammen. De blev gift, fik børn, og drømmehuset i Miami. Men deres egoer, kæmper konstant mod hinanden. Jeg er mest overrasket over, at de stadig er sammen.

Det bankede på døren.

"Ja." sagde mr. Gonzalez.

Ind ad døren kom Isabella. Hun smilede undskyldende.

"Jeg ville bare høre om, I ville med ud at gå en tur?"

Vi kiggede lidt op hinanden. Kiggede hinanden an. Ville vi? Ville vi ikke?

"Jo, hvorfor ikke?" svarede mr. Gonzalez.
"Vi går om 5 minutter."
"Vi kommer nu." sagde Abe.

Mr. Gonzalez lagde fotoalbummet på skrivebordet. Imens rejste Abe sig fra mig, og hjalp mig op. Vi fulgte efter Isabella ud i gangen. Alle de andre var gået ud.
Det var en varm sensommerdag. Solen stod højt på den skyfrie himmel. Det var altid hyggeligt med en gåtur. Stemningen var lettet, og alle virkede til at være glade. Jeg tog bandt mine sko, og gik ud i den varme luft. Annabelle stod og snakkede med Scott. Hendes onkel. Det var en af de uger hvor han var hjemme. Jeg gik hen til dem, og lagde armen om Abes liv. Hun kiggede smilende op på mig, idet hun lagde sin hånd på min overarm. 

"Men som jeg var ved at sige, så er det hårdt for mig, at være væk fra dem, så langt tid ad gangen." sagde Scott.

'Ja som om.' tænkte jeg.

"Jeg har faktisk søgt nyt job, her i Oklahoma, så jeg kan være mere sammen med familien."
"Det er jeg virkelig glad for at høre. Det tror jeg der vil være godt."
"Tror du?"
"Ja. Det vil være rigtig dejligt for James, hvis du var lidt mere hjemme."
"Det tror jeg du har ret i. Du er sådan en klog pige, Abe."

Jeg smilede til hende. Hun kiggede op, og smilede. Hun var så smuk.

"David? Vil du ikke gå sammen med mig?"

Det var Mary. Jeg kiggede kort på hende. 

"Jo selvfølgelig."

Jeg kyssede Abe i håret, og gik over til Mary. Jeg kom hænderne i bukselommerne. Hun snakkede om hvor dejligt det var, at Scott var hjemme. Om hvor meget børnene nød hans tilstedeværelse. Jeg smilede, nikkede og sagde de rigtige ting, når hun ville høre, hvad jeg mente. Abe gik foran os. Hendes røv flyttede sig let fra side til side. Hun kiggede sig over skulderen. Mit blik flyttede sig op, og mødte hendes blik. Jeg smilede til hende. 

"Gå bare op til hende."
"Er du sikker?"
"Selvfølgelig. Det er jo hende, du er kæreste med. Ikke mig."

Jeg gik fra Mary, og op til Abe. Scott satte farten ned, og lod Mary komme op på siden af sig. Jeg lagde min arm om Abes skulder. Hendes arm, lagde sig let ind til min ryg, og hovedet lagde sig ind til mig. Vi satte farten ned, så dem der gik bag os, kunne komme op foran os. Jeg ville på denne lille gåtur, bare nyde hende. Nyde hendes nærvær, uden at hendes familie behøvede at se på. Jeg tror hun havde det på samme måde. 

"Det her, er dejligt." sagde hun pludseligt.
"Ja. Det er det." 

Jeg kyssede hendes hoved. Hun stoppede op, og kiggede op på mig. Hendes smukke øjne skimmede mod solen. Jeg lagde mit hoved ned til hendes. Kyssede hende. Bildt og intens på samme tid. 

"Det her skal fungere." sagde jeg.
"Ja. Det skal det." svarede hun.
"Jeg elsker dig."
"Jeg elsker dig." 

Jeg kyssede hende igen. De andre var stoppet op, 50-60 meter længere fremme. De kiggede skiftende på os. Det var akavet. Alt ved den familie var generelt akavet. Det var nok det bedste ord, at sætte på dem. Lige med undtagelse af Abe, Brighton og Grace.

"Skal vi ikke gå tilbage?" spurgte jeg.

Abe kiggede op mod sin familie, som alle vendte ryggen til os. 

"Jo." 

Hun rynkede på næsen, og flettede sine fingre i mine. Vi vendte ryggen til familien, og gik tilbage ad den stille vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...