Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
372Visninger
AA

4. Festen - Annabelle Parker

Forsigtigt kom jeg ud af sengen. Min telefon lagde henne ved døren og brummede. Jeg fiskede den op fra gulvet, og fik samlet lidt tøj med op i farten. Jeg gled let ud i stuen, og døren blev stille lukket efter mig.

"Hej Bedstemor."
"Hvor bliver I af. Der er tusind ting der skal gøres, og de andre kommer snart."
"Vi kommer snart."
"Hvorfor er I ikke kørt endnu?"
"Vi sov over. Vi skal lige i bad, så kommer vi. Det lover jeg."

Inden hun nåede at svare, havde jeg lagt på. Hurtigt kom jeg ud på badeværelset, og tændte bruseren. Vandet løb gennem mit tykke hår. Jeg havde ikke tid til at blive vasket, så jeg måtte nøjes med at blive skyllet. Jeg greb fat om det store håndklæde, som hang ved siden af bruseren. Jeg viklede det om brystet. Jeg tog endnu et håndklæde, og gik ud på gangen.

"David!?! Du har ikke tid til at ligge der hele dagen. Bedstemor har ringet."
"Ja, ja." Brummede han.

Jeg kiggede op, og han stod lige foran mig.

"Undskyld. Jeg havde ikke set dig."
"Det gør ikke noget."

Jeg gik til side, så han kunne komme ind på badeværelset. Han lukkede døren, og bruseren blev tændt. Jeg gik ind i soveværelset, og fandt mit tøj. Jeg kom i det. Døren blev stille åbnet, og David kom til syne. 

"Er du klar?"
"Ja. Jeg tage de sidste ting med, og ordner reste hos dem. Vi må hellere komme af sted."

Jeg gik hen til døren. David kiggede mærkeligt på mig, inden han flyttede sig fra døren. Jeg bed mig i læben,

"Er der noget galt?"
"Er du sur på mig?"
"Nej. Selvfølgelig er jeg ikke det. Hvorfor skulle jeg være det?"
"Det ved jeg ikke. Du har bare været så underlig, siden du kom."
"Der er ingenting David. Det er bare alt det flytten. Det har taget hård på os. Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig."
"Du er virkelig smuk i den kjole."
"Tak David."

Jeg kyssede ham. Blidt og hurtigt. Jeg kiggede på ham et øjeblik. 

"Vi skal køre nu David. De andre er på vej."
"Ja, vi skal nødig komme for sent."

På vej ud af døren, nåede jeg lige at fange min telefon og min pung. Jeg gik hen til elevatoren, og trykkede på knappen. 

'Bling'

Dørene gled op, og vi gik ind i elevatoren. David trykkede på knappen til parkeringskælderen, og elevatoren satte i bevægelse. Jeg kiggede flere gange på David. Der var helt stille i den lille elevator. Nervøst greb jeg ud efter hans hånd. Stilheden gik mig en lille smule på. Han gav den et lille klem, inden han flettede sine fingre i mine. Jeg kiggede op på ham, og smilede. 

"Det skal nok gå, Abe. Vi skal bare have fundet vores rytme."
"Ja, vores rytme." svarede jeg.

Dørene gled op, og vi gik ud i den fugtige kælder. Den eneste bil, som holdte i kælderen var Davids. Vi satte os ind, og satte kurs mod hospitalet. Idet vi drejede ind på bedstemor og bedstefars vej ringede min telefon.

"Det er Annabelle."
"Hvor langt er I?" spurgte bedstemor panisk.
"Vi er her nu."

I det samme parkede David bilen foran deres hus. Det hele lignede sig selv. Blomsterne blomstrede. Græsset var nyklippet. Døren ind til huset blev revet op, og ud kom bedstemor. 

"Hvad er der galt bedstemor?"
"Ingenting. Alt er godt nu. Kom ind, kom ind. Der er så meget der skal gøres, og de andre kan komme, hvert øjeblik det skal være. Åh David, hvor er jeg glad for at se dig."
"Jeg er også glad for at se dig. mrs. Gonzalez."
"Vil du ikke hjælpe Brighton med at dække bordet?"
"Jo selvfølgelig." svarede David.
"Og Abe. Hvordan er det ud ser ud?"
"Vi havde travlt, så jeg havde ikke tid til at sætte håret."
"Sikke noget vrøvl. Gå op på dit værelse og få gjort noget ved det. Det står jo ud til alle sider."

Uden protest gjorde jeg, som hun havde sagt. Jeg gik op ad trappen, og hen til mit værelse. Hurtigt fik jeg mit makeup ud på det lille bord, foran spejlet. Ganske rigtig mit hår stod ud til alle sider. Jeg greb børsten, og førte den gennem håret en del gange inden det havde lagt sig ned. Jeg tog en elastik, og satte mit hår op i en løs hestehale. Jeg lagde make-uppen, og gik nedenunder igen. Bedstemor havde fået styr alt. Det hele var, som det skulle være. 

"Hvorfor var det lige, vi skulle skynde os herover?" spurgte jeg.

Bedstemor tog mine hænder i sine. Hun trak mig hen til køkken bordet, og satte sig ned på en stol. Hun smilede. 

"David, vil du lige komme herind en gang?"
"Ja selvfølgelig." svarede.

Han kom til syne i døren. Elegant gik han hen til bordet. Satte sig overfor os, og kiggede spørgende på bedstemor.

"Der er noget, som jeg gerne vil fortælle jer, inden de andre kommer. Det er vigtigt at især du David er åben overfor det jeg vil fortælle jer."
"Er du syg bedste?"
"Nej selvfølgelig er jeg ikke det. Det handler om noget andet. Det handler om en person."

Jeg fik en mærkelig fornemmelse af det. Jeg brød mig ikke om måden hun sagde, En person.

"Hvem er det?"
"Det er Caleb."

Jeg måbede. Jeg kunne virkelig mærke min kæbe gå af led, og falde hele vejen ned til mit bryst. Caleb. Hvorfor nævner hun ham. Jeg havde lykkeligt fortrængt alle mine minder med ham. Alt hvad der havde med ham at gøre, havde jeg glemt.

"Caleb? Er det ikke ham, din ekskæreste?" spugte David.

Jeg nikkede bare. Jeg havde fuldstændig tabt pusten. Jeg kunne mærke hvordan min hjerne arbejde på højtryk for at få mine lunger til at fungere. Mekanikken i mine lunger var holdt op med at fungere. Alt omkring mig blev sløret. Alt begyndte at dreje rundt. En lagde blidt sin hånd på mit ben, en anden greb fat om min skulder. Rykkede mig frem og tilbage.

"Annabella? Annabelle kan ud høre mig?" 

Davids stemme trængte igennem. Noget i mig reagerede på hans stemme. Mine lunger begyndte, at fungere igen. Alt blev normalt igen. 

"Hvad er der sket?"
"Han har været her. Han ledte efter jer. Men jeg sagde til ham, at I var i Malibu. Om et par dage kommer han nok tilbage, for at få at vide hvor I er."
"Hvorfor vil han gerne finde os?"
"Han snakkede noget om, at han havde fået følelser for Annabelle igen, og derfor gerne ville snakkede med hende, om det der skete sidste år, tror jeg."
"Kan vi ikke snakke om det her på et andet tidspunkt." sagde jeg.

Jeg rejste mig fra stolen. Mine ben dirrede under mig. Jeg tog mine sko af, og gik hen til vasken.

"Abe skat." sagde David.

Han rejste sig fra stolen, og gik hen til mig. Forsigtigt lagde han, sine hænder på mine skuldre, og kyssede mig blidt på kinden. 

"Uanset hvad, så kan han ikke ødelægge det, som vi to har?"
"Er du sikker? David. Vores forhold er lige så skrøbeligt, som det tyndeste glas. Ingenting skal til, før det går i stykker. Et forkert ord. En forkert vending. Et forkert blik. En forkert person. Og bang, så er det i stykker."
"Helt ærligt." sagde min bedstemor.
"Prøv en gang, at hør dig selv Annabelle. Du skyder det selv til jorden. Kærligheden er ikke nem. Tror du det har været nemt, for mig og din bedstefar? Tror du det har været nemt for din moster? For dine forældre? Det er ikke nemt for nogle. I er nød til at kæmpe for det. I har klaret ét år hver for sig, efter en periode på 3 uger. Nu er I endelig sammen. Så kæmp dog lidt for det."
"Jeg er mundlam. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." sagde jeg trist."
"Det er fandme på tide." sagde bedstemor.
"Hey, snak pænt til hende." sagde David.
"Det er okay David. Jeg har fortjent det."

Jeg lagde min hånd på hans bryst. Noget fangede mit blik. En bil. Jeg kiggede ud, ad vinduet. Ganske rigtig. En bil parkerede bag Davids bil. En taxa. Det var min familie.

"Der er gæster." sagde jeg toneløst.
"Det er der sørme også." sagde bedstefar.

Han kom indefra stuen, og kiggede opmundrene på mig. Jeg smilede glad til ham. 

"Jeg skal nok åbne, bedstemor." sagde jeg. 

Jeg slap Davids hånd, og gik ud i gangen. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede døren. Min mor og far kom til syne. Bag dem gik mine søskende. Jeg gav dem alle et knus, da de gik ind. 

"Åh, Annabelle. Vi savner dig sådan derhjemme." sagde far.
"Hvor er du smuk i den kjole." sagde mor.
"Jeg har også savnet jer."

David kom hen i døren. 

"Hej David." sagde far, og gav ham hånden.
"Hej mr. Parker."
"Åh David. Flot som altid." kommenterede min mor.
"Mrs. Parker." svarde han, og gav hende et knus.

Mine søskende var allerede inde i stuen. Smilende gik jeg hen til David, og flettede mine fingre i hans. Jeg forsøgte, at glemme det vi lige havde snakket om, og fokuserede på det, som skulle til at ske. Familie fest. 

Alle de andre kom i et let strøm. Efter 30 minutter var alle sammen kommet, og vi var klar til at sætte os til middagsbordet. 

"Hvordan går det med at flytte?" spurgte Kate.
"Det værste er oversået." svarede min mor, inden jeg nået at svare.

Alle kiggede på hende. 

"Altså. Jeg mener, det er kun småting, som hun mangler at få herop."
"Tak mor. Jeg tror, jeg er gammel nok til at svare for mig selv."
"Ja, ja. Men du havde mad i munden, og du kunne jo ikke lade Isabella vente."
"Det er okay." svarede Kate.

Det var typisk min mor. Hun ville aldrig lade mig svare, når min tante spurgte mig om noget. Jeg kiggede i smug over på min mor. Hun hviskede et eller andet til far. Jeg lagde let min hånd over på Davids lår. Han rettede sig op, og fulgte mit halv stirrerende blik. Han lagde kniven fra sig, og lagde armen om stol lænet.

Ud af ingenting, rejste bedstefar sig op, og gik ud i køkkenet. Normalt blev han altid siddende indtil den sidste havde rejst sig. Vi kiggede alle sammen hen på bedstemor. Men hun så ud til at være lige så forundret som os andre. Jeg rejste mig, og gik ud i køkkenet. Han stod bøjet ind over vasken.

"Er der noget galt, bedstefar?" spurgte jeg stille.
"Nej, stub."

Han trak lidt på det. Han drejede rundt, og smilede til mig. Jeg gik hen til ham, og lagde armene om ham. Han lagde sine om min hals. Han tog en dyb indånding, og slap mig igen. Jeg gik et skridt tilbage, og kiggede op i hans store brune øjne. 

"Jeg er glad for, at du prøver." sagde han så.
"Hvad mener du?"
"Kom. Jeg skal vise dig noget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...