Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

8. Davids ankomst - Annabelle Parker

Jeg sad og stirrede ud af de store vinduer, som vendte mod havet. På en og samme tid var det deprimerende og opmuntrende. Det værste ved at være her nu, var at Caleb havde været her. Han fortalte mig små løgne. Små irreterrende løgne, og jeg troede på ham. Jeg vidste inderst inde, at David aldrig kunne finde på at være utro, men da Caleb fortalte det, virkede det så indlysende. Han var så overbevisende, at jeg ikke kunne andet end at tro ham. Men hvordan kan man stole på en, som man ved der lyver. Det lyste ud af ham, at han løj, og jeg troede på ham. Jeg var skuffet over mig selv. Skuffet fordi jeg et øjeblik troede på det Caleb fortalte mig. Jeg lukkede ham ind i mit liv igen, ved at stole på ham. Da han stod derude, var det bare det mest rigtige at lukke ham ind. Nu var han alle steder, selvom han ikke var her. Jeg kunne mærke ham, selvom jeg ikke ønskede ham. Jeg ønskede ham ikke tilbage i mit liv. Jeg ville have David. Han var manden i mit liv. Var han ikke?
En tåre trillede ned ad min kind. Så langsom. Det var endnu en af det tusinder, af tåre jeg havde ladet løbe ned ad min kind. Mine arme var frosset fast om mig. Mine ben havde været foldet sammen ved siden af mig. Jeg sad bare her i den sofa, og stirrede ud mod det levende vand, som brusede ind over sandet, og fortrydende trak sig tilbage til havet. En nyt brus, væltede ind over stranden, men den fortrød også, og trak sig tilbage til det kendte. 

Mine sanser, sansede noget i det fjerne. En bil kørte ned ad vejen. Nu havde han snakket med Caleb. Han havde rejst tværs over landet, og var nu kommet til Malibu. Bilens dæk bremsede hård op. En bildør smækkede i.

'Nu kommer han. Lige om lidt, bliver døren åbnet, og han kommer. Ligesom i film.'

Ganske rigtigt. Døren gik op, og nogle lette trin hen over gulvet. Han tog ikke sine sko af. Han gik bare ind. Det var David. Den David jeg elskede. Grunden til at jeg syntes han var perfekt. Han gjorde, hvad der passede ham, kun fordi han kunne. Han kunne gøre, næsten alt hvad han ville, og jeg ville elske ham for det alligevel. Bare hans tilstedeværelse var nok til at jeg fik mere skyldfølelse. Caleb løj, og det viste jeg. Hvorfor troede jeg på det han sagde? Hvorfor gav jeg ham lov til, at gøre det han gerne ville. Han ville have, at David og jeg skulle blive uvenner, og gå fra hinanden, så Caleb og jeg kunne finde sammen igen. Det var det Caleb gerne ville. Men det ville jeg ikke. Jeg ville have David. Ikke andre. Kun David. Endnu en tåre trillede ned ad min kind.

"Annabelle?" sagde han stille.

Jeg tørrede tåren væk. Hans lette fodtrin blev højere, og jeg kunne mærke David komme tættere på. Jeg sad mussestille i sofaen. Jeg ville ikke røre på mig. Hvad nu vis det bare var en drøm. Hvis jeg nu rørte på mig, ville han så forsvinde? Han måtte ikke forsvinde. Han skulle blive her. Trøste mig. Fortælle mig, at det Caleb havde sagt, var en løgn. Forsigtigt lagde han, sin hånd på min skulder. Endelig troede jeg virkelig på, at han var til stede. At han virkelig var her. Uden at tænke, fjernede jeg min skulder. Han tog hurtigt hånden til sig igen. Han ville ikke gøre mig noget.

"Annabelle. Vil du høre på mig?" spurgte han.

Han stille stemme fik, mit bæger til at flyde over. Tårenende kom i en let strøm. Han troede virkelig, at jeg troede på det Caleb havde sagt. Hvordan kunne han være så dum? 

"Rolig Abe."

Hurtigt satte han sig ned ved siden af mig. Han lagde armene om mig. Trøstede mig. 

"Jeg vil ikke tro på, det er rigtigt. SIG det ikke er rigtig."
"Abe. Skat." sagde han.

Jeg kiggede spørgende op på ham. Jeg kiggede ind i hans klare grønne øjne. Ingen spor af tvivl. Han var træt. Han var udmattet. 

"Det passer ikke Abe. Det kunne jeg aldrig finde på. Ikke mod dig. Jeg elsker dig. Og kun dig. Jeg kunne aldrig få mig selv til at såre dig, på en så grusom måde. Forstår du det. Du betyder mere for mig en noget andet."
"Du behøver ikke sige mere."

Jeg kunne se det på ham. Han talte sandt. Det jeg hele tiden havde vist, havde han lige bekræftet. Hans arme trak mig ind i mod hans krop. Jeg lagde mine arme om hans hals, og mit ansigt mod hans bryst. Duften af ham, strømmede ind mod mig. Varmen fra hans krop varmede mig.

"Jeg har savnet dig David." sagde jeg kort.
"Jeg elsekr dig Annabelle."
"Det ved jeg. Det ved jeg."

Han gav slip på mig. Han satte sig, med benene ud over sofakanten. Jeg lagde benene over armlænet, og mit hoved lagde jeg på hans lår. Hans arm lagde sig til rette på mig. Der var vi. I en sofa, i et sommerhus i Malibu. Måske en krise, var overstået. Måske var det, det der skulle til, før vi kunne finde ud af hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Men vigtigste af alt. Vi havde fundet kærligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...