Winter love

Fortsættelsen til Summer Romance. Efter dimissionen flytter Annabelle ind hos David. Efter et par måneders flytning mellem Miami og Oklahoma, beslutter Annabelles bedsteforælder, at holde en 'Velkommen til Oklahoma/indflytter/familie-fest, så hele familien bliver samlet. Men ovenpå en lang flytning og et forhold, som betydenligt har lidt under det, hvor god en ide, er det så at samle familien? Hvordan tager Annabelle og David det, da Annabelles ekskæreste uanmeldt dykker op, ude foran deres lejlighed? Og kommer den sommer kærlighed endelig til at fungere, når de skal gå op og ned af hinanden hver dag? Kan de få rette op på de skader, som er sket mellem dem, eller kommer det hele til at gå i stykker?

0Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

2. Billederne - Annabelle Parker

"David?" halvråbte jeg.

Jeg stod inde i den store stue. Jeg havde brugt det meste af sommeren på at flytte mine ting fra Miami til Oklahoma. Men der manglede stadig en hel masse ting, for jeg rigtig var på plads. 

"Ja, hvad er der?"

Jeg drejede rundt på hælende. Der stod han. Lænede sig op ad dørkarmen, og kiggede indtrængende på mig. Det kunne han stadig formå at gøre. At få mit hjerte til at springe et par slag over. Jeg blev helt varm indeni. 
Hans ansigt ændrede sig til et spørgende. Det slog mig, at jeg ikke havde svaret på hans spørgsmål. Jeg slog ud med de to billeder, jeg havde i hænderne.

"Jeg ved ikke om, jeg syntes at de her skal op alligevel."

Jeg kiggede fra det sted, hvor billederne skulle hænge, og over på David. Han forlod dørkarmen, og gik gennem stuen. Han lagde armene om mig, og hagen på min ene skulder. Jeg strakte mine arme, så han kunne se billederne. 

"I går var det så vigtigt at de kom op. Hvorfor vil du ikke have dem op i dag?"
"Jeg ved det ikke."
"Hæng dem lige op en gang."

Han slap mig. Jeg gik hen til væggen, og hang dem på de to søm, som David havde hamret i. Jeg gik tilbage til ham, og kiggede på dem en gang mere. Billederne var blevet taget for 2 uger siden, da David og jeg var oppe i sommerhuset. Den ene var af mig i min pink bikini, på stranden. Den anden var af David, i et par sorte badebukser, på vej ud i vandet. Det var nogle rigtig gode billeder, men på en eller anden måde virkede det forkert, at have dem til at hænge i stuen. 

"Jeg kan, på en eller anden måde, godt se hvad du mener. Det ser helt forkert ud."
"Ja ikke."
"Jo. De skal ikke op at hænge. Vi sætter dem ind i soveværelset."
"Ja, det gør vi så."

Jeg tog billerne ned igen, og gik ind i soveværelset. Jeg satte dem på sengebordet, og gik ud i stuen igen. David havde smidt sig i sofaen, og havde tændt for fjernsynet. Det virkede en smule akavet, at gå rundt i hans lejlighed. Det var mit nye hjem. Jeg skulle bo her, hver dag. På en og samme tid, virkede det utrygt og trygt. Han havde boet her siden han kom til Oklahoma, og jeg flytter ind i en mands lejlighed, og laver total ravage i alt det, han havde bygget op. Det virkede en smule forkert. Men han mener at det er fint for ham. Jeg stod lidt i døren, og kiggede på ham, mens han halv lagde, halv sad i sofaen. Han tog blikket fra fjernsynet og kiggede op på mig. 

"Det er utroligt, hvor genert du er blevet, efter du er flyttet ind."
"Det er bare så mærkeligt."
"Kom her hen."

Han klappede en gang på sofaen, og satte sig op i sofaen. Jeg gik tøvende hen til ham. Han lagde sin arm om mig, og trak mig helt tilbage i sofaen, så jeg slappede lidt af. Jeg trak mine ben op under mig, så jeg sad helt lænet op ad ham. Det virkede allerede afslappende. Jeg lagde min hånd på hans.

"Er det bedre nu?"
"Ja lidt."
"Godt. Hør her. Det her, er dit hjem. Du bor her, lige så meget som jeg gør. Du har godt noget rejst meget frem og tilbage, men det er på grund af, at du stadig har mange ting i Florida. Men vi har fået det til at fungere. Nu bliver det mere permanent, og så skal du bare slappe af, og nyde det. Vi får det til at fungere. Sammen, her i Oklahoma."
"Ja det gør vi. Vi har haft et langdistance forhold, som har fungeret. Det her skal også fungere."
"Lige præcis. Og det kommer det også til."
"Ja det gør."

Det var fredag aften, og David havde fri hele weekenden. Vi havde planer om, at vi skulle hjem til bedstemor og bedstefar, hele dagen i morgen. Det var noget lidt ala familiefest. Hele min mors familie skulle komme. Det blev lidt spændende at se dem alle sammen igen. 

'Bling, bling, bling....'

Det var min telefon, som ringede. Jeg rejste mig fra sofaen, og gik ind i soveværelset, hvor min telefon lå. Jeg kiggede på displayet. 

'Bedstemor'

Jeg trykkede på den grønne telefon, og tog den op til øret.

"Hej bedstemor."
"Hej Abe. Hvordan går det med alt det flytteri? Er du faldet godt til hos ham?"

Jeg lukkede døren ind til stuen, hvorefter jeg satte mig hen på sengen, med hovedet i den ene hånd. Jeg sukkede dybt, og tog en dyb indånding.

"Det går fremad. Alle de ting, som jeg ville have med herhen, er her. Men det virker stadig ikke som mit hjem. Det føles bare som om jeg er på et længere besøg."
"Det er måske lidt svært for dig at acceptere, du virkelig er flyttet."
"Måske. Det er bare så nyt stadigvæk."
"Det forstår jeg godt min pige. Men jeg ville bare lige høre, om der var noget specielt jeg skal lave til i morgen?"
"Bedstemor. Det er din fest. Det er dig, der bestemmer hvad vi skal have."
"Det ved jeg godt. Men jeg brugte bare En familiefest, som undskyldning for at fejre, at du er flyttet hjemmefra."
"Det skulle du ikke have gjort Bedste."
"Pjat med dig mit barn. Du er tros alt mit ældste barnebarn. Så selvfølgelig skal du have alle fordelene."
"Er det ikke synd for de andre."
"Men de ved jo ikke rigtigt, hvorfor vi holder den her fest vel?"
"Du er ikke rigtig klog Bedste." sagde jeg grinende. 

Døren blev åbnet, og David kom til syne i døren. Han kiggede direkte på mig. Han så en smule såret ud. Jeg sagde farvel til bedstemor, og rejste mig fra sengen. 

"David!"
"Det er okay Annabelle."

Det var sjældent han kaldte mig Annabelle. Jeg tænkte lidt over, det jeg havde sagte til bedstemor. Det kunne nemt komme til, at lyde forkert, hvis man ikke havde hørt hvad bedstemor havde spurgt om.

"Jeg er rigtig glad for at være her David. Det må du ikke misforstå. Det må du ikke."
"Men det har jeg. Det sidste år, har været det længste år i mit liv. Ikke at kunne se dig hver dag. Kun at se dig, når du havde ferie. Hvor du havde virket så glad for at være her. Jeg tænkte at det ville være en god ide, at vi flyttede sammen her. Men det var åbenbart en fejl."
"Nej David. Det er det ikke. Jeg skal bare lige vænne mig til det. Vil du ikke godt prøve at forstå."
"Forstå hvad?"
"Det er svært for mig. Jeg her er første gang for mig. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg flyttede. For mig, er det som om, det er første gang jeg skal flytte. Jeg skal vænne mig, til nye omgivelser. Jeg kender dig, og min familie. Ellers er jeg alene."
"Jeg var alene, da jeg flyttede hertil."

Han var såret. Han lød en smule vred, da han sagde det. Og det sårede mig. Jeg var ked af det. Mest fordi jeg elskede ham så meget. Det var lige så hårdt for mig, at være adskilt fra ham. 

"Kan du huske til min dimission i sommers. Da jeg så dig, komme gående hen mod mig? Kan du huske det?"
"Ja, det kan jeg godt."
"Kan du huske hvor glad jeg blev for at se dig?"
"Du græd af glæde."
"Præcis. Jeg græd fordi jeg elskede dig. Jeg elsker dig stadig. Men dengang, havde jeg virkelig ingen ide, om hvor voldsom en så pludselig flytning kunne være. Det kom virkelig bag på mig, David."
"Det ved jeg godt."
"Hvorfor er du så sur på mig? Hvorfor er du så sådan overfor mig?"
"Jeg ved det ikke. Jeg havde vel bare håbet, at det ville gå over, når de sidste ting var kommet."
"Men det gjorde det ikke. Giv det et par dage mere. Efter weekenden vil det, måske være som det skal være."
"Lad os håbe det."

Han lagde sine muskuløse arme om mig, og kyssede mig på panden. Lige i det øjeblik, kunne jeg fornemme noget af det, som vi havde haft. Noget der virkede normalt. Det føltes rart. Jeg tog en indånding. Fornemmede hans duft brede sig hele vejen ind gennem min næse, og videre ned i mine lunger. Duften af hans sædvanlige parfume varmede. Jeg bevægede mine arme op langs hans rygsøjle. Helt op til hans skulderblade. T-shirten sad perfekt stramt til ryggen. Jeg flyttede hovedet, og kiggede ham ind i øjnene.

"Jeg elsker dig, David."
"Jeg elsker dig, Abe."

Jeg stillede mig let på tæerne, og kyssede ham. Blidt og elskeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...