The Forgotten World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2015
  • Status: Færdig
Emma vågner i et badekar, og ved ikke hvem eller hvor hun er. Hun husker intet, men møder snart den eneste person, hun husker. William. Hun husker kun hans navn, og ikke ham, og det ved William godt hvad betyder.

1Likes
2Kommentarer
357Visninger
AA

5. 4.

”Fordi, de ved, at vi er her. Ellers ville missilen ikke have fløjet ind ad vores vindue. ” begyndte William, og kigge på mig, som var gået i hak. ”De har sporret os med din chip. Vi har alle en chip. Det får vi når vi bliver født. ” afsluttede han. Jeg kiggede ud over det rustne gelænder, men så stadig ingen bund af trappen. Han rakte sin hånd frem mod mig. Tøvende, klaskede jeg min hånd i hans, og humpede forsigtigt videre ned. Jeg havde ingen ide om, hvad vi løb fra, eller hvorfor.

De rådne træplader var glatte, og gelænderet var ustabilt. Jeg lænede mig ud over, for at se, om bunden var kommet til syne, da gelænderet knækkede og fløj ned. Men der kom intet brag. Ikke engang en lille lyd. Kun stilhed. Stilheden lød som et evigt skrig.

”De er her… ” hviskede William. Jeg sendte ham et underende blik. ”De er her. Vogterene. Ellers ville vi havde hørt et bump. ” Han klemte min hånd, og kiggede ned.

”Greb de gelænderet, eller hvad? Hvorfor hørte vi ikke et brag? ” Jeg kunne se, at han begyndte at ryste.

”De kan ikke lide høje lyde, men de kan ikke høre lave. De kan ikke høre os, når vi hvisker. De ved at vi er her, fordi at den faldt ned, men de ved ikke hvor vi er – *Gisp* ” Et skrig kom længere ned fra trappen. William var gået i stå. Han øjne flakkede, og han begyndte at hviske til sig selv:

Fader vor …… dit rige …. daglige brød …. led os ikke …. Evighed … Amen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...