Forkerte mennesker Forkerte valg - one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2015
  • Opdateret: 23 jan. 2015
  • Status: Færdig
Ask er en pige der har lavet masser af lort i hendes liv, hendes mor og far er narkomaner og alkohoilikere, så hun blev sendt hen til hendes tante, men pågrund af de valg hun har taget, bliver det ikke nemt....

0Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

1. Mine valg var forkerte

Forkerte mennesker forkerte valg

Jeg løb gennem skoven, lyset fra lygterne gjorde mig bevidst om, at de stadig var efter mig.  Jeg kunne høre skud, der blev skudt efter mig. Jeg kunne høre gøen i det fjerne, og knasende kviste og pinde. Da jeg kom ud til en flod, stoppede jeg op, hvad skulle jeg gøre? Vende om så de fangede mig? Eller skulle jeg måske springe og håbe på at overleve? Jeg sprang ud i vandet, og forsøgte at komme over til den anden bred, strømmen var for stærk, jeg blev trukket ned under overflade for derefter at blive skudt op igen. Jeg opfangede grin, fra de mænd der var efter mig, de stod med deres hunde, jeg nåede lige at se de vendte om, inden jeg blev skyllet ned af vandfaldet.

Jeg vågnede med et sæt. Det var bare en drøm, men det havde føltes så virkeligt, jeg svedte som en hest. Klokken var næsten 8, men jeg kunne ikke sove mere, jeg tog mit løbetøj på låste forsigtigt døren op, varmen ramte mig som en bus med 90km/t, jeg løb ned omkring, havnen og parken, jeg satte mig på en bænk, der var simpelt hen for varmt til jeg kunne blive ved, så jeg løb hjem igen, tog et bad, fandt min morgenmad og så lidt tv.

Min tante var vågnet, og havde sagt godmorgen til mig tidligere, lige nu så jeg på gamle billeder af, min mor, min far og jeg. Jeg var 7 da de blev taget. Dengang var jeg en sød udadvendt pige, der lavede sine ting, og altid smillede, men nu er det en anden historie. Efter min mor og far blev skilt havde de aldrig tid til mig mere, så jeg blev hård. Hver gang de ville være sammen med mig, afviste jeg dem, jeg var kun 8 da det skete, det var vel en måde at beskytte mig selv på? Jeg havde jo ikke råd til at blive såret igen, jeg var nok på en måde traumatiseret over det, jeg var jo deres ansvar, ingen 8-årig lille pige skulle gå igennem det, det er nok derfor, jeg er som, jeg er nu. Da jeg blev 12, kunne jeg mærke på dem at de havde fået nok, nu var de slut, de sendte mig over til min tante som jeg bor hos nu. De havde givet op på mig, der var ikke mere de kunne gøre.

Min psykolog så meget intenst på mig, da jeg kom ind af døren, jeg fortalte hende om min drøm. Hun spurgte, om jeg havde været i problemer, som jeg ikke kunne komme uden om, eller om jeg altid havde mareridt om folk, der var efter mig, jeg fortalte hende det havde stået på et stykke tid efter jeg var stoppet med at være med i vens ”bande”. Det var ikke en alvorlig bande, men jeg var stadig bange for, at jeg ikke kunne slippe så nemt ud af den.

Kort efter jeg var kommet hjem, gik jeg ned i byen, jeg skulle mødes med min bedste ven Thomas, han var stadig med i den ”bande”. Thomas og jeg gik rundt og snakkede i gågaden, og vi besluttede os for at gå hen på Christiania, der mødte vi Signe og Jack, de havde været nede ad pusher-street, og fik noget kokain sammen med noget amfetamin. Vi blandede det sammen, og tog en bane hver, resten fik Jack fordi han havde betalt det. De skulle til et ”bande” møde så jeg tog hjem.

Da min tante så mig komme ind af døren, skreg hun, da hun så jeg havde fået en flænge lige over mit øjenbryn, hun ville have en forklaring på det! Jeg fortalte hende, jeg var faldet, og havde slået mit hoved på kantstenen, hun løftede min hoved og kiggede mig dybt i øjnene, der begyndte at komme vand i hendes øjne, hun så ned i gulvet og hentede sine bilnøgler, jeg vidste, at hun vidste, at jeg havde taget stoffer, vi snakkede ikke om det. Hun tog fat i min arm, og trak mig med ned til hendes bil, og kørte hurtigt til lægevagten, det vidste sig at flængen var for stor og skulle syes.

 Da vi kom hjem, ville hun ikke snakke med mig, hun ville ikke lade mig forklare hvorfor! Det vil hun aldrig, skyldfølelsen gnavede i mig, hver gang jeg så hende med det bebrejdende blik. Hun havde gjord så meget for at hjælpe mig, men jeg vil ikke hjælpes, jeg vil bare gerne være alene, i en verden hvor jeg ikke sårede folk, en verden hvor jeg kunne få en pause fra alt det omkring mig, jeg føler mig presset mere end før. Mit hoved snurrede, og jeg vil bare gerne væk herfra, jeg er spild af plads, luft og alt muligt andet, jeg fortjener ikke at leve, hvis jeg ikke kan gøre noget rigtigt alligevel. Endelig jeg får nogle udbrud engang imellem, når jeg bliver så forvirret, så kommer al mit had, aggressioner og frustrationer ud.

Om natten blev der kastet sten på min rude, jeg kiggede først ud for at se, hvem det var. Pedro stod på gade med resten af ”banden”, han sagde der var noget, vi aldrig fik afsluttet, og at hvis jeg ikke kom ud, ville han skyde min tante. Jeg listede ned og åbnede, jeg vendte ryggen til dem da jeg lukkede den, da jeg vendte mig om igen, stod Pedro centimeter fra min ansigt og inden jeg kunne nå at reagerer, skød en stor smerte i min hofte op, jeg kiggede ned, og så kniven der nu var fuld af blod. Han trak den ud, og jeg faldt om på jorden. Jeg var lammet af frygt og smerte, han sagde til mig nu var vi kvit, og hvis jeg sagde noget til politiet, ville han finde min familie og dræbe dem alle sammen.

Jeg fik slæbt mig selv ind til min tante, vækkede hende, hun skreg og græd, mens hun ringede til ambulancen, jeg ankom på traume afdelingen, og der var kaos, jeg kan kun huske de sagde til mig, at jeg skulle blive ved med at være vågen, men et par sekunder efter blev der helt sort. Jeg vågnede i en seng, og fandt ud af, at jeg var blevet stukket ned, min hofte var øm og der var et stort plaster og bandage på. Et par dage senere blev jeg udskrevet, jeg sov hele dagen. 

Næste morgen ville hun snakke med mig. Jeg var nervøs, hun sagde hun ikke kunne have mig mere, og jeg havde et valgt mellem at komme på et børnehjem, eller så skulle jeg finde en efterskole jeg kunne gå på inden sommerferien var slut.

Jeg valgte at komme på efterskole, jeg fandt en i Nordjylland som hedder Ingstrup, jo længere væk jo bedre. Hvis jeg er heldig, hvilket jeg meget sjældent er, kan jeg måske starte et nyt liv? Jeg var ikke begejstret og da dagen endelig kom, hvor jeg skulle derud, fortrød jeg mine handlinger, jeg ville ikke væk, jeg ser mine fejl, men jeg bliver nød til at komme videre med mit liv, i stedet for at være i vejen hele tiden, jeg kan ikke være hos min tante mere, hun har fået nok ligesom mine forældre havde. Vi kørte i omkring 4-5t inden vi ankom, der blev ikke sagt meget, jeg tog min sportstaske og gik ind på skolen. Jeg tog en dyb indånding og gik ned for at finde mit værelse. Jeg sendte min tante, mor og far en tanke om at jeg elskede dem, og at jeg virkelig fortrød at det jeg havde gjort, jeg følte mig dum, havde jeg indset min fejl tidligere var det her aldrig sket, men jeg kan ikke tage det tilbage, selvom jeg ville ønske at jeg kunne. Det eneste jeg beder om er en chance til.  

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hei mennesker, aliens og unicorns håber i kunne lide den, det var faktisk min stil til terminsprøven som jeg fik 10 for wuhh go mig! :D

Jeg tager imod råd og kommenter gerne eller følg mig hvis i vil se mere <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...