Se på dig selv, dit monster!

17-årige Katie Morgan bliver trukket som soner til det 65. Dødsspil. Hun havde aldrig drømt om at det kunne ske. Men hun vil gøre alt for at komme ud igen... I live ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ 17-årige Joe Will bliver trukket som soner til det 65 årige dødspil. Han vil gøre alt for at komme ud i live for han har to søskende som han passer der hjemme lille Rosie og Lille aske! Hans forældre døde i en brand så det eneste familie de to børn har er ham... Han skal og vil komme ud i live... Men lad os nu se for alt kan ske i dødspillet! Thamilde styrre Joe og jeg (Andrea) styrre Katie!

5Likes
2Kommentarer
498Visninger
AA

3. Uventet møde...

Katie

Jeg vågnede cirka ved midnat. Eller det troede jeg da at jeg gjorde. For oppe på himmelen var de begyndt at vise de døde sonere: Pigen fra 5. Drengen fra 8 og pigen fra 10. Det måtte vel betyde at Joe, fra mit distikt var i live. Gad vide om han hade dræbt en eller flere af disse? Ville han komme til det? Det store spørgsmål var vel ville jeg komme til det? Ville jeg blive morder eller ville jeg selv dø inden? Jeg håbede at jeg ikke behøvde at dræbe men stadig vandt. Jeg håbede at jeg ville gense min familie. At de ville få mig at se igen. 

Jeg kom dog i tanke om at de meget vel kunne se mig lige nu. Mig eller en af de andre sonere? Hvem mon blev filmet i dette øjeblik? Det var nok nærmere MIG der gerne ville se dem igen. Jeg satte mig op og så på stjernerne. De glimtede og strålede... og de var kunstige. Som alt andet herinde var det bare noget spillemesteren havde lavet. Jeg hadede arenaen! Jeg hadede den inderligt. Jeg ville sådan ønske at beborende i Capitol, ville blive trætte af dette show. At Præcidenten så ville stoppe det. Jeg ville også ønske at jeg havde et bevis på at der var nogle derude der hldt med mig. Nogle der ønskede at jeg vandt. Det var derfor jeg håndede at jeg havde en sponsor. Så jeg vidste at alle ikke bare ønskede mig død. Men sponsore var ikke lige nemme at få fat i. Det gik an på om man havde fået en god karekter. At man havde vist at man havde en chance for at vinde. Jeg havde selv fået 8... Og var tilfreds med den karekter. Det var ikke noget vild men jeg var stolt. Jeg har ikke lyst til at sige andet end at jeg er rimelig god til at kaste...

Jeg så mig om, i den anden ende af platformen lå en mørk skikkelse. Mit hjerte skippede et slag og jeg begyndte at hyperventilere. Okay tag det helt roligt, Katie! prøvede jeg at tænke til mig selv. Jeg måtte bare se hvem det var. Jeg håbede at jeg kunne danne en alliance, men jeg vidste godt at der ikke var så stor en chance på det punkt. Jeg fumlede efter min kniv. Og kravlede så hen over grenene. Kun én gang faldt min fod ned i et hul. Og det var til trods for at det var mørkt. Så Ja... jeg hørte virkelig til i træerne.

Jeg nærmede mig skikkelsen. Personen snorkede ikke og det var virkelig heldigt. Jeg ved ikke om vi så var blevet opdagede, men det var i hvertfald et held! Jeg lagde nu mærke til at hvem det så end var, så lå vedkommende godt parket ind i en uldsovepose. Vildt! Hvis jeg dræbte personen mens vedkommende sov, så kunne jeg vel tage tingene? Eller ville det være ondt at dræbe en sovende? Hvis det nu var en fra 1 eller 2... Ville de så skåne mig? Jeg kravlede helt hen til personen og satte mig overskrævs. Jeg ville se hvem det var. Og hvis det var far de der lorte distrikter som 1 og 2 skulle vedkommende bare dø!

Personen under mig mumlede noget uforstående og vendte sig om i søvnen. Ansigt og hals var nu blottet. Men det jeg så fik mig dog til at glemme alt om mord. For det var ikke en fremmed. Og det var ikke én jeg kunne få mig selv til at dræbe. For det var nemmelig ingen ringere end Joe. Joe fra 11. Joe som jeg havde fulgtes med. Vi havde aldrig rigtigt talt sammen. Men vi havde da gået i skole sammen. Og arbejdet næsten samme sted. Joe hvis forældre var døde. Og hvis søskende nu var alene og fortabte. Hvis jeg slog ham ihjel... Hvis jeg dræbte ham... Så ville hans småsøskende ikke overleve. Men på den anden side. Så ville han nok dræbe mig. Jeg løftede kniven og overvejede hvor det var bedst at stikke. Selvfølgelig halspulsåren. "undskyld!" mumlede jeg og mærkede tårene løbe ned over mine kinder. Var det nu jeg ville slå et andet menneske ihjel? Nu jeg ville blive morder? " Undskyld..."Jeg huggede ud efter hans blottede hals...

En hånd greb fat om min overarm. Den arm med kniven, og fik skubbet mig bagover så jeg slog hovedet en stor gren. jeg klynkede og gned med min frie hånd mig i baghovedet. Jeg kunne mærke stål mod min hals. Nu lå jeg med kniven for strubben. Jeg kunne knap se noget for alle mine tårre, men jeg så op, og mødte et par brune øjne  -Der så næsten kulsorte ud i måneskinet- der afspejlede mine føelser lige nu: Skræk, overraskelse og... genkendelse. Det sidste viste sig kun et halvt sekund, inden det blev overtaget af chok. Hans blik flakkede fra mine øjne til den kniv jeg holdt udstakt. Han havde stadig fat i min arm med sin ene hånd. "Du..." Mumlede han som om at han ikke selv fattede hvad det var der lige var sket. "Ville du..?" Han talte faktisk ret roligt omstendighedderne taget i betragtning. Jeg turde ikke nikke så jeg klynkede noget som kunne lyde som et ja. Til min storre overraskelse fjernede Joe sin kniv fra min hals OG den fra min arm. Hvorfor dræbtw han mig ikke? Jeg havde næsten dræbt ham? Hvorfor? Jeg fortjente at dø. Ikke at leve. Og han skulle ikke skåne mit liv. "Så dræb mig dog!"-tænkte jeg fustreret. Jeg ville ikke leve med den her skyld føelse. Jeg havde næsten væeret skyld i at lille Aske og Rosie havde mistet dere bror. Det var umenneskeligt. En utilgivelig gerning. 

Det var for mørkt til at jeg kunne se hans ansigt tydeligt, for der var gået en sky for månen. Og jeg kunne ikke selv i min vildeste fantasi forestille mig hans ansigtsudtryk. Hanburde dræbe mig nu. Men måske KUNNE han ikke? Måske havde han det på samme måde som mig? Han ville ikke kunne dræbe en han genkendte? Hvorfor? "Hvorfor dræber du mig ikke?" Hviskede jeg forvirret. "Hvorfor?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...