Se på dig selv, dit monster!

17-årige Katie Morgan bliver trukket som soner til det 65. Dødsspil. Hun havde aldrig drømt om at det kunne ske. Men hun vil gøre alt for at komme ud igen... I live ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ 17-årige Joe Will bliver trukket som soner til det 65 årige dødspil. Han vil gøre alt for at komme ud i live for han har to søskende som han passer der hjemme lille Rosie og Lille aske! Hans forældre døde i en brand så det eneste familie de to børn har er ham... Han skal og vil komme ud i live... Men lad os nu se for alt kan ske i dødspillet! Thamilde styrre Joe og jeg (Andrea) styrre Katie!

5Likes
2Kommentarer
502Visninger
AA

7. Skovbrand

Katie

Da jeg ved midnat blev vækket af synet af de døde sonere, lugtede her af røg. "Joe?" Spurgte jeg og slugte et gab. Jeg slog øjnene op, men lukkede dem hurtigt igen da der var tykt af røg. "Joe?" Kaldte jeg igen panisk og satte mig op. Joe burde have vækket mig. Jeg burde have holdt vagt. Jeg skyndte mig at pakke soveposen væk. "Joe?" Pludselig var der en hånd for min næse og mund. Jeg sparkede bagud men ramte kun luften. Jeg prøvede så at bide i hånden. Jeg hørte en der ømmede sig. Joe? Hvad fanden lavede han her? "Rolig nu!" Sagde han og fik mig på en eller anden måde ned fra træet. Det lykkedes mig at trække vejret ud mellem hans fingre, og langsomt slog det mig at han ikke ville dræbe mig. Måske reddede han mit liv? Nej det kunne han trods alt ikke finde på!

Jeg opdagede først noget efter at jeg blev båret. Og at Joe løb. Min hjerne haltede bagud på grund af ilt mangel grundet røgen. Eller også var det af træthed. Jeg fattede ikke helt hvad der skete. Prøvede han at dræbe mig? Smide mig i kløften? Jeg begyndte atter at tvivle. Men så slog en tanke mig! Ildebrand. Skovbrænd. Spillemesteren ville have os samlet. Jeg begyndte at bide Joe i hånden for at få ham til at give slip. "For fanden Katie!" Mumlede ham og fjernede hånden. "Vi...Vi..." Røgen ville ikke lade mig tale "vi skal finde... En sø!" Efter et par hostene forsøg kom jeg endelig ud med budskabet. Joe gav mit arm et klem. Han havde forstået det.

Hvordan Joe kom hen til vores tidligere lejer plads ved søen stod mig uvist, jeg opdagede dog senere at han havde nattebrillerne på. Og de skærmede ham for røgen.

Da vi nåede søen slap Joe mig. Jeg faldt sammen i vandet ved knæ højde. Lå og hostede efter luft. Joe var søgt længere ud. Væk fra breden, røgen og i sikkerhed. Kanonen lød. Én gang... Så to. Jeg sank en klump. To døde, åh hvor jeg dog hadede det her spil! Jeg fik gået længere ud. Til jeg knap kunne bunde. Det slog mig nu at Joe havde redet mit liv. På trods af at vi var modstandere.... Men hvorfor?

Jeg undskylder for et kedeligt kort kapitel...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...