Se på dig selv, dit monster!

17-årige Katie Morgan bliver trukket som soner til det 65. Dødsspil. Hun havde aldrig drømt om at det kunne ske. Men hun vil gøre alt for at komme ud igen... I live ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ 17-årige Joe Will bliver trukket som soner til det 65 årige dødspil. Han vil gøre alt for at komme ud i live for han har to søskende som han passer der hjemme lille Rosie og Lille aske! Hans forældre døde i en brand så det eneste familie de to børn har er ham... Han skal og vil komme ud i live... Men lad os nu se for alt kan ske i dødspillet! Thamilde styrre Joe og jeg (Andrea) styrre Katie!

5Likes
2Kommentarer
501Visninger
AA

4. Ondskabens Kærlighed

 Joe

 

Her sad jeg så ansigt til ansigt med selveste Katie! Min modstander hende jeg skulle til at dræbe men ikke kunne dræbe. Hendes grønne øjne lyste op i mørket, og hendes fyldige læber gav mig lyst til at kysse hende. Vent hvad?! Nej nej nej jeg kan ikke være forelsket i hende! Ikke den jeg skal dræbe eller den der skal dræbe mig. "Hvorfor dræber du mig ikke??" Katies stemme trængte igennem mine tanker. "Hvorfor skulle jeg??" Svarede jeg dumt tilbage. Katie lænede sig tilbage med et forvirret blik. Jeg kunne godt forstår hun var forvirret. "Du skal jo dræbe mig på et tidspunkt for jeg kan ikke dræbe dig!" Katie lød vred men trist på sammen tid der var lidt grad i hendes stemme hun skulle ikke til at græde nej ikke nu. "Sandheden er at jeg hellere ikke kan dræbe dig jeg kan bare ikke!" Jeg kiggede hende dybt i øjnene de var så smukke og triste på samme tid. "Men hvad gør vi så?? Vi kan jo ikke bare være her sammen?!" Katie sad bare og gloede trist og bange på mig. "Så gå vi kan ikke blive venner eller noget vi skal slet ikke holde af hinanden slet ikke i dødspillet!" Jeg sagde det måske lidt vredt men sådan var det! "Skal jeg gå? Jeg var her først!" Hun blev fornærmet. "Men jeg går altså hellere ikke" sagde jeg og krydsede mine arme. "Hvis du går får du den her!" Jeg holdte et styk tørret kødstrimle op i luften. Hendes blik skiftede med at se på mig og kødet mig og kødet. "Fint!" Hun tog kødet ud af min hånd og gik hen og pakkede hendes ting ned i hendes taske tog den på ryggen og begyndte at kravle ned af træet. Jeg havet dårlig samvittighed, jeg kan ikke lad hende gå. Der er jo stadig mange spillere med i spillet. Hvad nu hvis jeg spiller sammen med hende og vi hjælpes ad med at dræbe alle og til sidst dræber jeg hende og jeg vinder! Perfekt plan! For jeg ved hun ikke kan dræbe mig det er hun for god til. Når nu jeg er igang kan jeg lige så godt spille forelsket i hende. "Vent Katie!" Jeg råbte det lidt og kiggede ned på hende hun var lige kommet ned. "hvad?" Der lyd håb i hendes stemme. "Kom lige herop!" Jeg smilte til hende. "Nu vil du ikke dræbe mig vel??" Hendes stemme lød bange men alligevel gik hen mod træet og begyndte at kravle op igen. "Nej men jeg kan ikke lade dig gå.." Hun var kommet op og sad nu foran mig. Jeg lagde en hånd på hendes skulder. "Vi står sammen" sagde jeg så og kiggede hende dybt i øjnene. Hun gentog hvad jeg sagde og lagde hendes hånd på min skulder. Et lille gab slap ud af hendes læber. "Er du træt??" Spurgte jeg hende om. "Ja lidt meget!" Hun gabte igen. "Kom og hvil dig vi skiftes til at holde vagt jeg starter du kan bare hvile dig!" Jeg kryb ud af min uldsovepose som jeg havet siddet i hele tiden. Katie kryb ned i den og lagde sig til rette. "Godnat Joe" "Godnat Katie".....

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...