Se på dig selv, dit monster!

17-årige Katie Morgan bliver trukket som soner til det 65. Dødsspil. Hun havde aldrig drømt om at det kunne ske. Men hun vil gøre alt for at komme ud igen... I live ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ 17-årige Joe Will bliver trukket som soner til det 65 årige dødspil. Han vil gøre alt for at komme ud i live for han har to søskende som han passer der hjemme lille Rosie og Lille aske! Hans forældre døde i en brand så det eneste familie de to børn har er ham... Han skal og vil komme ud i live... Men lad os nu se for alt kan ske i dødspillet! Thamilde styrre Joe og jeg (Andrea) styrre Katie!

5Likes
2Kommentarer
503Visninger
AA

1. Fortiden...

Katie

Jeg løb. Uden at se mig tilbage. Tasken i min hånd føltes tung. Tungere end den rent faktisk var. Det var uvirkeligt det her. Tænk at jeg faktisk befandt mig lige her. I arenaen. Som soner til det 65. Dødsspil. Kanonen lød for anden gang. Endnu et liv var gået tabt. Endnu et lig skulle hentes. Endu en familie ville sørge.

*

Jeg standsede, da jeg knap var i stand til at gå. Knap for jeg havde -nej jeg måtte - have kræfter til at rede mig i sikkerhed. Jeg kunne under ingen omstændigheder blive på jorden, og vente på at en anden soner ville komme og dræbe mig. Jeg gøs og så mig for første gang om. Jeg befandt mig ved en lille sø, i et skovklædt område. Den smukke eftermiddags sol spejlede sig i søens klare vand. Jeg bukkede mig ned og rørte ved vandet. Det kunne umildbart godt drikkes. Jeg kunne mærke at jeg var tørstig. Noget jeg slet ikke havde lagt mærke til da jeg løb. Jeg formede en lille skål med hænderne, og tog vand op på den måde. Jeg tog en tår. Vandet smage dejligt. Jeg drak så længe jeg turde. Kun lige længe nok til at min tørst slukkedes.

Jeg ville søge op i træerne. Det var der jeg hørt hjemme. Der mit job hjemme var. I en frugt plantage. Distrikt 11 stod jo for landbrug. Jeg huskede de gange min mor havde kaldt mig hjem. Efter en lang dag på arbejde var hendes stemme det bedste. Hun sang mit navn ud og jeg kunne høre det på lang afstand af. "Katie" Råbte hun fra enden af vejen.

Jeg begyndte at arbejde på plantagen som 12-årig. Det var samme år som jeg fik et lod som soner i dødsspillet. Men jeg blev ikke trukket. Og efter 4 år regnede jeg slet ikke med at blive trukket. Jeg blev dog trukket i år. Som 17 årig. Jeg tog afsked med min familie og tog til Capitol med Joe -den anden soner fra mit distrikt- vi talte slet ikke sammen. Jeg skulle træne, præcis som de andre sonere. Jeg lærte at bruge kniv, bue og at binde knob.

Jeg rejste mig fra vandet af. Hurtigt så jeg efter et egnet træ. Det blev et stort træ cirka ti meter bag mig. De nederste grene var cirka to meter oppe. Jeg løb derhen med mine sidste kræfter og tog min rygsæk på. Jeg sprang op og fik fat i grenen. Da jeg først var der oppe begyndte jeg at kravle højere op. Jeg slog mit knæ svagt. Ikke andet end en lille rift. Det var faktisk et svært klatre træ. Som om at det var bestemt til de bedste? Jeg smilte let ved tanken. For så var jeg jo 'den bedste'? Eller en af dem? Jeg opdagede en naturlig platform højt oppe -Hvor heldig kan man være?-. Der satte jeg mig ned og åbnede min rygsæk.

Jeg fandt en drikkedunk, noget reb, en lille kniv og en dåse konserves. Jeg var ikke helt sikker på hvad dåsen indeholdt, men så længe det kunne spises var det vel fint... Og med dunken kunne jeg tage noget vand fra søen. Rebet kunne altid bruges, og kniven var det våben jeg bedst kunne håndtere.

Jeg lagde mig ned på ryggen og så op på trækroner over mig. Tænkte på alt og ingen ting, lå og legede med en lok at mit mørkebrune hår. Mine ældre søstre havde altid elsket at flette mit hår. Men selv havde jeg bedst kunne lide at have det løst.

"Mooar!" Jeg hoppede ned fra skamlen på værelset, og løb ud til mor i køkkenet. "Hvad er der søde?" Spurgte min mor og bukkede sig ned, så hun kunne se mig i øjnene. "Christie og Carlie vil flette mit hår igen!" Min mor så undrende på mig. "Sødeste..." Begyndte hun "er du sød at fortælle mig hvorfor at det ikke er okay?" Jeg begyndte at græde. "Me... Me... Men moar!" Små hulkede jeg "jeg vil altså ikke være deres dukke!" Jeg gned mine øjne, og hun løftede mig op på køkkenbordet. "Så sig det til dem!" Hun kyssede mig på panden og tørrede mine tårer væk, men en slip af sit forklæde. "Hvad nu hvis de ikke vil stoppe?" Jeg trommede med mine små fødder på køkkenbordets låger. En vane som jeg havde. Min mor rystede let på hovedet. "Det er dine søstre... De skal passe på dig! Så selvfølgelig stopper de, når du beder dem om det!" Der hørtes nogle fnis inde fra værelset. Det lød som om at Carlie havde sagt noget morsomt. Eller også var det bare mig de fniste af!

For at være helt ærlig så ved jeg ikke hvorfor det minde kom frem. En 6-årig udgave af Katie Morgan der lærte at sige fra. Det var sidste gang mine søstre rørte mit hår, uden at få lov. Til høsten havde Christie dog fået lov til at flette det. Men det var en tradition vi havde i vores familie. Det skulle altid været flettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...