Se på dig selv, dit monster!

17-årige Katie Morgan bliver trukket som soner til det 65. Dødsspil. Hun havde aldrig drømt om at det kunne ske. Men hun vil gøre alt for at komme ud igen... I live ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ 17-årige Joe Will bliver trukket som soner til det 65 årige dødspil. Han vil gøre alt for at komme ud i live for han har to søskende som han passer der hjemme lille Rosie og Lille aske! Hans forældre døde i en brand så det eneste familie de to børn har er ham... Han skal og vil komme ud i live... Men lad os nu se for alt kan ske i dødspillet! Thamilde styrre Joe og jeg (Andrea) styrre Katie!

5Likes
2Kommentarer
493Visninger
AA

5. en ny dag...

Katie

Resten af natten sov jeg uroligt. Jeg tog min vagt men bagefter kunne jeg ikke rigtigt sove. Jeg var nok nærmere bange for at sove. For jeg kunne virkelig ikke stole på Joe. Jeg vidste godt at jeg selv havde ønsket en alliance med ham... Men han havde prøvet at bestikke mig. Eller han havde faktisk bestukket mig. Så kødet tilhørte mig? Dejligt! Jeg forstod stadig ikke hvorfor han ikke havde dræbt mig. Vi var jo for pokker fjender! Det irriterede mig faktisk! Og resten af natten forventede jeg at blive dræbt.

Jeg var lykkelig for at vågne, og opdage at jeg var i live. Joe var også vågnet, for han havde taget den sidste vagt. Han lå og så op i himmelen, "morgen Katie!" Mumlede han og sendte mig et smil. "God morgen selv!" Gabte jeg og kravlede ud af soveposen. "Skal vi spise og bryde op?" Spurgte han og kom over til mig. "Jep! Jeg vil helst gerne videre!" Jeg ville ikke opdages! Ikke nu, jeg havde overlevet den første nat og det var fantastisk. Jeg pakkede hurtigt soveposen ned i Joes rygsæk og fandt mad frem.

Da vi havde spist og pakket sammen, sad vi lidt og nød vejret. Det var lunt og her var ingen vind. Og så var himmelen blå. Helt blå. Så smukt. "Savner du din familie?" Fløj det ud af mig. Jeg tænkte ikke på at det kunne frembringe dårlige minder om hans døde forældre hos ham. Jeg så på ham og han fangede mit blik. "Ja, ja det gør jeg..." Svarede han stille. Der var en lang pause hvor ingen af os sagde noget. Jeg hadede den her anspændte stilhed. Hadede den! "Skulle vi komme afsted?" Spurgte jeg, og afbrød den trykkende stilhed. Vi rejste og begge og fandt et godt sted så vi kunne klatre ned.

Da vi var nede brugte vi noget tid ved søen. For at fylde vand, og for at vaske hænder og få noget at drikke. "Hvor skal vi tage hen?" Spurgte Joe og så rundt. Jeg kunne ikke huske hvorfra jeg var kommet. For jeg havde været så træt. "Hvorfra kom vi?" Spurgte jeg i håb om at Joe, måske kunne huske det. Han stod og overvejede det i et par sekunder. Så pegede han mod nord. "Derfra!" Han rejste sig fra vandkanten og strakte sine ben. "Så lad og gå mod syd?" Spurgte jeg og rejste mig også. Han nikkede og begyndte at gå. "Vi er 20 tilbage ?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet "Nej, 21!". Vi gik forbi det tre vi havde sovet i. "Det var mange..." Sagde han og jeg nikkede bekræftende. "Der er virkelig få døde..." Mumlede jeg.

Vi gik og talte det meste af dagen. Det var faktisk dumt. For så var det lettere at opdage os. Men vi var langt væk fra alting. Det havde spillemesteren også opdaget. Så pludselig var der en stor kløft foran os. "Jeg tror vi skal gå mod nord igen?" Spurgte jeg. Vores mad var allerede ved at rende op så jeg havde ledt efter nogle bær jeg kendte. Det var blevet til nogle vilde jordbær. De lå nu i min rygsæk. De kunne muligvis rede os noget tid. Men vi måtte tilbage og finde noget mere. "Så lad og gå lidt længere mig øst?" Spurgte Joe og jeg nikkede.

Vi fulgte kløften et stykke tid mod øst inden vi gik mod nord igen. Vi gik denne gang i stilhed, så forsigtigt som muligt. For vi vidste begge to at vi nærmede os midten og overflødighedshornet. Selv om der nok var et par dages travetur. Men jeg syntes dig at vi burde holde os ved midten. For det gjorde de fleste andre. Og det var farligt, men vigtigt at holde sig ved andre. Pludselig lød kanonen og jeg fór sammen. "Der døde en til..." Mumlede jeg svagt. Ved min side nikkede Joe. Vi så på hinanden og han så ud til at tænke det samme som mig: 'det kunne have været mig!'

Solen stod lavt på himmelen. Og vi havde virkelig fået gået meget idag. Virkelig meget. Eller også var det bare en lang dag? "Lad os lede efter et sted at overnatte..." Mumlede jeg. Joe nikkede og vi gik videre i tavshed. På jagt efter en hule eller et egnet træ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...