Elsket?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2015
  • Opdateret: 11 aug. 2015
  • Status: Igang
Dette er en lille bid af alt det der skete mellem Anna og Jonathan, før hun skrev digtsamlingen "Lad os skrive".

6Likes
4Kommentarer
358Visninger
AA

7. skænderiet

04/01/15 kl. 02.49

“Sådan skal du overhovedet ikke snakke om mine venner!”
Stilhed.
“Fint. Hvis det er det du vil have. Fint! Det er slut!”
Lyden af noget glas der bliver smadret. Jeg kan høre hans skridt bevæge sig ud af køkkenet og ind på hans værelse, hvor jeg sidder, og har siddet siden Ida ringede for tre timer siden. Jeg ser op på hans ansigt, forvredet af hjertesorg, og mit hjerte går i stykker endnu en gang. Denne gang er det fordi den pige har knust hans. Han sætter sig ved siden af mig på hans seng.
“Nå.. Det var det forhold.” Siger han lige så stille. Jeg rejser mig og stikker et mini jackstik der hører til hans store højtalere i min telefon.
“Death Cab for Cutie eller The Offspring?” Spørger jeg, og ser på ham. Han har tårer i øjnene.
“Death Cab..” Siger jeg så med et nik, og sætter dem på. Deres musik er ret deprimerende. Jonathan lægger sig på gulvet og lukker øjnene, og jeg lægger mig ved siden af ham.
“Sig det.”
“Hvad?” Jeg ser spørgende på ham.
“Din ærlige mening. Jeg ved godt du aldrig har kunnet lide hende.”
“Jones, hendes personlighed har aldrig haft noget at gøre med hvorfor jeg ikke kunne lide hende.”
“Hvad mener du?” Han kigger endelig på mig, men gnisten i hans øjne er væk. Ikke nu, Anna.
“Ikke noget. Du var bare altid for god til hende. Hun havde en dårlig musiksmag.”
“Du er da ikke normalt en musiksnob.” Siger han mistænksomt, og jeg tænker.
“Nej, men helt ærligt. Hun kunne godt lide the Burning Hotels men ikke Drowners? Det er jo praktisk talt det samme. Hun lod som om hun var noget hun ikke var for at imponere dig. Jeg syntes bare ikke i passede så godt sammen.”
“Hvordan kan du sige det?” Jonathan sætter sig op, og ser vredt på mig.
“Du gav hende aldrig en chance! Det der var mit længste forhold, og jeg var forelsket i hende engang. Og nu siger du at hun aldrig var det værd? Du ved ingenting om forhold, Anna!”
“Hey, du spurgte mig!” Jeg sætter mig også op.
“Ja, fordi du normalt giver mening! Du ved godt at det er meningen at venner støtter hinanden, ikke? Du har ikke været der for mig en eneste gang når jeg har haft problemer med Ida!”
“Nå, tusind gange undskyld at jeg ikke har tid til at analysere dit forhold en gang om ugen, fordi hun synes du er prætentiøs og kedelig at høre på! Og undskyld mig, men hvor meget har jeg set til dig de sidste fem måneder? Hvor var du, da jeg fik en kæreste jeg gerne ville have du skulle møde? Og hvor var du, da han droppede mig? Eller da jeg fik min første tatovering? eller da min mor smed mig ud? Skal jeg svare? Du var sammen med den.. Den..” Jeg har rejst mig op i min vrede, og tårerne strømmer ned ad mine kinder, men jeg har ikke mere at sige. 
“Jeg skrider. Hav et godt liv, Jonathan.” Tilføjer jeg efter et par øjeblikkes stilhed, tager min jakke og træder ud af Jonathans liv. Han sidder stadig på gulvet, fuldstændig i chok over mit vredesudbrud. Men jeg er ligeglad. Jeg er færdig med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...