Elsket?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2015
  • Opdateret: 11 aug. 2015
  • Status: Igang
Dette er en lille bid af alt det der skete mellem Anna og Jonathan, før hun skrev digtsamlingen "Lad os skrive".

6Likes
4Kommentarer
363Visninger
AA

1. prolog

“Hvad vil du være, når du bliver stor?”
Spørgsmålet ringer i mine ører.
“..” Jeg åbner munden, uden at sige noget. Det sker tit. Det sker nok tit, fordi jeg ikke er det mest velformulerede menneske og tit føler at de ting jeg siger, er dumme.
“Elsket.” Lyder en stemme bag mig, og jeg vender hovedet. Sort hår, chokoladebrune øjne - den gode slags, der næsten er helt sort, så det ligner at hans pupiller går i et med øjenfarven. Glødende hud med samme farve som den kop kaffe med mælk og to teskeer sukker i, jeg drikker hver morgen. Lange, mørke øjenvipper, som enhver pige ville dø for at have, og lænet tilbage med en bog i hånden. Der sidder han jo. Jeg kan ikke helt se hvilken bog han læser, men jeg siger til mig selv at jeg vil spørge ham en dag.
“Jonathan, jeg ved ikke om det er et helt korrekt svar. Hvilken profession drømmer du om?” Siger Lillian, kvinden der er universitetsprofessor, men i sin fritid har ekstraundervisning på den lokale folkeskole. Mine forældre har tvunget mig til at være her, fordi min fraværsprocent er for høj. Jonathan smiler roligt, og nikker langsomt.
“Han ved ikke hvad han vil med sit liv!” Siger en pige til højre for mig lavt, og fniser lidt med hendes afblegede veninde. Der er tre slags mennesker til de her ekstratimer. Dem, der er tvunget til at være her af deres forældre, som mig, dem, der er tvunget til at være her af skolen, fordi de ellers skal gå niende om, og dem, der søger ind på kostskoler og udvekslingsuddannelser eller andre steder der kræver at de lige har gjort lidt ekstra. Gæt hvilken kategori de to piger hører til?
Camilla vil gerne være en læge uden grænser, og Anna vil være lærer på en high school i USA. Jeg smiler kort til dem da de siger det, og da Jonathan bliver spurgt, er alle øjne på ham.
“Jeg vil gerne være konditor.” Siger han uden nogen form for begejstring i stemmen, og Lillian sukker, før hun smiler til mig, og som altid har et lidt stramt ansigtsudtryk, så man godt ved at hun kunne bruge sin tid meget bedre end at sidde her i et lille lokale med ti elever der enten er blevet tvunget til at være her af skolen eller deres forældre, og så man også godt ved at hun ikke synes bedre om røvslikkerne der vil ændre verden. 
“Er, er det min tur?” får jeg sagt, både lavt og stammende - jeg er nemlig en rigtig vinder! Lillian nikker, og jeg kigger rundt.
“Jeg er enig med Jonathan.” Siger jeg så, selvsikkert, og uden at kigge tilbage. Lillian hæver sine øjenbryn.
“Vil du være konditor?” Spørger hun, en smule overrasket, men jeg ryster på hovedet.
“Jeg vil gerne være elsket.” Svarer jeg så, helt roligt, og Lillian sukker opgivende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...