Elsket?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2015
  • Opdateret: 11 aug. 2015
  • Status: Igang
Dette er en lille bid af alt det der skete mellem Anna og Jonathan, før hun skrev digtsamlingen "Lad os skrive".

6Likes
4Kommentarer
356Visninger
AA

6. 25/08/14 kl. 23.52

Vi ligger i græsset og kigger op i himlen. Stjernerne funkler, og jeg prøver at finde mønstre i de tusindvis af lamper der lyser min verden op lige nu. Der er helt stille. Ikke en enkelt fugl pipper, og det eneste jeg kan høre er Ramones der spiller lavt fra Jonathans telefon, og hans langsomme og rolige åndedræt.
Vi har aldrig haft det mærkeligt med at være sammen i stilhed. Det har altid virket naturligt, og jeg har også altid nydt det. Endnu en ting jeg holder af ved ham. Endnu en ting jeg ikke kunne leve uden. Ligesom de åndssvage samtaler vi kan have, og det faktum at jeg har lov til at sige veto til de dumme øgenavne han giver mig. Det seneste var "bro", men han kaldte alle det, så jeg lader ham gøre det. Han vokser nokf ra det.
“Anna, der er noget jeg skal fortælle dig.”
“Dit modersmærke vokser ikke, vel?”
“Nej nej, hold nu op. Det er noget godt. Noget fabelagtigt.. Nu ved jeg ikke om jeg overhovedet gider dele mine fantastiske nyheder.”
“Okay, okay. Hvad er den skønne ting der er sket for dig siden vi var sammen i fredags?” Spørger jeg utålmodigt, og vender hovedet til siden så jeg kan kigge på ham. Han vender hele kroppen og ser spændt på mig.
“Hun hedder Ida. Jeg mødte hende på biblioteket i lørdags..” Mere hørte jeg ikke. Tiden stod stille. I ultra-slowmotion drejede jeg hovedet og kiggede op på himlen, der var ved at blive overskyet. Lamperne i himmelen var ved at slukkes, lige som den i mit hjerte. Ved hvert ord borede han en issyl igennem mig. Først brystet. Så maven. Så hovedet. Igen. Igen. Igen. Og han gentog. Og jeg nikkede, og kom efter et stykke tid ved bevidsthed igen. 
“.. I flere timer på caféen. Jeg siger dig, Anna, det er skæbnen. Vi snakkede om overtro og Døde Poeters Klub og Californication og livet efter døden og bare.. alt. Jeg kunne bare sige alt til hende. Jeg følte mig lettet. Jeg har svævet på en sky lige siden, Anna.”
“..”
“Vil du ikke med os på Englen på fredag? Jeg giver. Åh, du kommer til at elske hende!” Udbrød han til sidst, på hans egen forfærdelige melodramatiske måde, og jeg nikkede langsomt.
“Du tror da ikke på skæbnen, Jones.” Fik jeg til sidst ud af min mund, der pludselig var så tør at jeg kunne tømme alverdens drikkefontæner.
“Det gjorde jeg ikke. Ida siger, at skæbnen /skal eksistere. Ellers er der jo ikke nogen mening. Og det kan hun vel have ret i.”

 

29/08/14 kl. 13.45
Jeg løber ned ad gaden alt hvad jeg kan for at komme væk fra regnen. Den pisker ned omkring mig, gør mit hår vådt, gennembløder mit tøj og gør mig kold helt ned til knoglerne, og da jeg endelig når caféen er min make-up også ødelagt. Jeg skynder mig ind ad døren og får med det samme øje på Jonathan. Og hende. Ida. Ida har som forventet langt lyst hår - og det ser naturligt ud. Hun er høj, og hun er så brun at jeg kun kan regne med at hun enten er solcenter-junkie eller lige har været tre uger i tropisk paradis. Jeg smiler til dem begge, og bevæger mig hen mod dem. 
“Undskyld jeg kommer for sent, jeg var oppe og skændes med min mor. Igen.” Siger jeg, og tilføjer hurtigt:
“Jeg smutter lige på toilettet.” 

 

kl. 13.55 
“Så er jeg tør nok.” Siger jeg med et smil plastret på ansigtet, og sætter mig ned over for dem.
“Hej, Anna, hvor er det rart at møde dig. Jonathan taler om dig hele tiden.” Hun smiler og rækker en hånd ud mod mig, som jeg velvilligt trykker. Måske lidt for hårdt.
“Og i lige måde, Ida! Han har simpelthen ikke kunne snakke om andet i de tre dage jeg har kendt til din eksistens.” Svarer jeg med en munter tone. Ida rejser sig.
“Jeg smutter lige på toilettet.” Siger hun, en kende usikkert, og går så hen mod den dør jeg kom fra for 30 sekunder siden.
“Anna, jeg ved godt vi har været oppe og skændes, men jeg troede bare..”
“Bare glem det. Undskyld, jeg skal nok opføre mig ordentligt. Lad os være venner.”
Jonathan ser på mig og smiler. Men ikke på den måde jeg ville ønske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...