Månekatten

Danielle bliver kontaktet af en speciel kat der har behov for hendes hjælp til at komme hjem. Over byens tage går turen.

5Likes
0Kommentarer
271Visninger

1. ...

Danielle sad ved sit skrivebord. Der var stille på hendes værelse. De fire vægge var dækket af plakater med eventyrvæsner. Idolplakaterne havde måtte lade livet for flere fantasiheste, løveflokke, feer, hvalpe og killinger.

Hun havde bedt de mange beboere på hendes værelse at være stille eller gå et andet sted hen, for hun havde lektier til i morgen. Det var ikke altid de ville lade hende være, men siden dengang hendes dansklærer havde skældt hende ud var de blevet bedre til det. Hun havde ikke fået udfyldt de sider i danskbogen den dag og efterfølgende havde hendes lærer hevet hende til side. Danielle havde forsøgt at forklare at det var den nye enhjørning der havde forstyrret hende. Der havde været forstående, men da Danielle blev ved med at holde på at det var enhjørningens skyld, havde læreren mistet tålmodigheden og skrevet til hendes mor.

 

Danielles skrivebord stod op til værelset vinduer, så hun kunne kigge ud over hustagene der stod tæt her. De fleste af dem havde gamle stråtage med sten der lå ind over hinanden i bølger. De var ikke mere skrå end at hun flere gange havde set skorstensfejere og taglæggere gå ubesværet omkring. Hun havde med forundring set dem turde, endda helt uden sikkerhed. De spankulerende deroppe på samme måde som når hun og Ditte var på vej ud for at købe fredagsslik i den lokale kiosk.

Hun sad ofte og faldt i staver over udsigten der aldrig ændrede sig. Den samme sol steg og dalede over de samme tage og de samme stjerner dukkede trofast op. Kun fuglene var forskellige, varierede.

De var ingen steder at se i aften. De kom i spredte perioder. De sad sikkert ved vandet eller var fløjet ind til strøget, hvor de vraltede rundt i en verden af ben og håbede på at blive fodret. Hendes blik søgte over hustagene efter dem, da hun fangede en skygge. Den var for stor til at være en måge og da den gled frem bag en murstensskorsten kunne hun se det var en kat. En stor grå kat. Den var slank og adræt bygget på trods af sin højde. Den var på nabotaget og gik på muskuløse ben mod hende til den nåede kanten. Der satte den sig og stirrede i hendes retning, som kun katte kunne. Den insisterende måde hvor de krævede at man vidste hvad de ville og modsat en selv havde de en evighed til at vente.

Hun kunne se farven på pelsen. Den var en blanding af blå og grå, næsten sølvagtig. Farven mindede hende om den farve månerne ofte havde på plakaterne på hendes værelse. Dem med enhjørningerne. Omgivelserne var ofte drømmeagtige i deres farvevalg, hvor selv de naturlige farver havde et eventyr skær. Selv på afstanden kunne Danielle fornemme det samme skær ulme om katten.

Hun kravlede halvt over skrivebordet for at kunne nå vindueshaspen og slog vinduet op. En fransk altan var på den anden side. Hun havde altid undret sig over navnet. Der var ikke meget altan over de få centimeter som gitteret tillod.  

Katten rejste sig op på sine lange ben og vejede ventende med halen. Den kiggede stadig i hendes retning og Danielle kunne sværge at den på trods af de mange vinduer så direkte på hende.

For at komme ud på den franske altan var hun nødt til at kravle over sit skrivebord. Det var den eneste måde de havde kunne få plads til alle møblerne og altanen var derfor blevet glemt. De gange hun havde været derude var så få at der ikke var grund til at rykke rundt på møblerne.

Den kolde vinterluft slog hårdt mod hende, selvom der var vindstille. Hun skælvede i sin tynde natkjole og krummede sig rystende sammen. Det bløde lys fra hendes lune værelse ramte hende blidt bagfra og forsvandt i byens karakteristiske mørke, hvor lys fra fjerne vinduer og gadelygter sørgede for at holde de mørkeste skygger på afstand og erstattede sort med et spøgelsesagtig grå.

 

Hun kunne mærke kroppen sitre da hun så ud over gitteret. Fra hendes plads på skrivebordet så gitteret så lavt ud. Som var det lavet til miniputter og hun ville glide ud over det og ud i luften til hun ramte fortovet forneden.

Altanens ru flade gennemblødte hendes sokker så snart de rørte ved hinanden og hun kunne mærke hvordan den klamme fornemmelse kravlede op af anklerne på hende og hun var klar til at kravle ind i varmen igen og lukke døren, da hun kunne høre et svagt miav der blev båret af luften. Katten stod med alle fire poter på tagrenden, spændt i bagkroppen, da den satte fra.

 

Springet var langt og kontrolleret. I en blød bue gled den gennem aftenen og landede blødt på gitteret til hendes franske altan. Som en ballerina på en line balancerede den mod hende og gned sig på af hende. Hun kunne mærke varmen fra dens bløde pels og hun aede den. Rygmusklerne skød i vejret under hendes hånd og hun kunne mærke musklerne der lå under den silkebløde pels.

Hun havde selv haft kat. Det var før de flyttede til København. De havde boet  i et villahus med en lille have. De havde været flere dengang. Der havde også været hendes stedfar foruden to katte. Hun kunne ikke huske et liv før ham. Hun havde været en baby, da de alle var flyttet sammen og i nogle år været en familie. Da hun så ham for sidst gang, kom han for at hente en af kattene og efterlod den sidste til hende og hendes mor. Hun savnede ham ikke længere, for hun kunne ikke huske ham godt. Han var mere en følelse for hende. En mærkelig uhåndgribelig tom følelse der for en tid var blevet udfyldt af en kat, der havde varet til den dag hvor katten blev lukket ud og aldrig kom igen. Først da var tabet blevet til et rigtig savn og nu, år efter, var hun gammel nok til at vide at den nok var blevet kørt over og ikke blevet adopteret af en anden familie, som hendes mor havde trøstet hende med.

 

Du bliver nød til at hjælpe mig. Stemmen var indsmigrende og blød som pelsen der erstattede den klamme vinterkulde med glødende kropsvarme, som katten blev ved med at gnide sig ind og ud mellem hendes ben. Hun rakte hånden ned mod den og katten sprang let tilbage på det tynde gitter.

“Hvordan kan du gå der?” Katten undgik på ny hendes forsøg på at røre den bløde pels. Dens gule øjne funklede intenst.

Det er bare noget jeg kan. Den slikkede sig om munden og de gule øjne blinkede.

Du skal hjælpe mig.

“Med hvad.” Uden katten mellem benene kunne hun på ny mærke kulden snige sig op af anklerne.

Med at komme hjem. Jeg skal bruge menneskelig assistance.

“Selvfølgelig?... Hvordan?”

I byens lys skinnede katten med et blåligt skær i den grålige pels. Som en ballerina blev den ved med at gå frem og tilbage på gitteret uden den mindste form for besvær.

Danielle stirrede i forundring. Hun havde set katte på plankeværker, men de havde alle været af træ. Dette var af metal, var under halv tykkelse og pyntet med takker, som katten måtte træde over.

Ikke hvordan. Hvornår. Katten slikkede sig på ny med sin lyserøde tunge.

“Hvornår”

Lige nu. Kom.

 

Uden at vente satte katten af fra gitteret  og landede på bløde poter på taget den var kommet fra.

Kommer du? Den slog utålmodigt med halen og kiggede dovent på hende over skulderen.

Danielle tog mod til sig og stirrede ned på vejen under hende. Hendes mave sugede sig sammen ved synet af de store fliser og asfalten forneden.

“Hvordan?” Hun så rådvilligt på katten. Hun var et menneske. Hun kunne ikke bare springe over, som den havde. Det var umuligt, for både katte og mennesker.

Som for at sukke over hende tog katten springet igen. Som en fugl uden vinger svævede den og landede på gitteret.

Sådan. Kommer du? Denne gang gav den sig tid til at studere hende kort inden den for fjerde gang tilbagelagde afstanden over gaden.

 

Danielle satte hånden mod muren, der var kold og våd af sen efterår. Med skælvende tænder støttede hun sig, som hun kravlede op på gitteret. Først højre fod, som hun dårlig nok kunne få helt derop. Da den sad stabilt greb hun fat med den anden hånd og trak sig op med hjælp fra muren. Hun pustede tungt, inden hun fik numsen så højt op at hun kunne få den anden fod op på gitteret.

Som en frø sad hun sammensunket uden at kunne røre sig. Alt var så langt under hende og bare tanken om at øge afstanden ved at rejse sig op, fik hele hendes krop til at låse i ledene.

Kom nu.

Hun tvang sig til at flytte blikket over på katten. Hendes ben protesterede som hun kom op at stå og hun vaklede og var ved at falde tilbage mod muren.

‘Okay’ tænkte hun for sig selv. ‘Jeg kan godt.’

Hun sugede luft ind, helt ned i lungerne og løftede brystet. Hvis katten kunne... Så...? Hun så ned på den mørke gade. Hvis hun var heldig ville hun kunne nøjes med åbent kraniebrud og brækkede ben. På den anden side miavede katten utålmodigt.

Med katten i tankerne kunne hun mærke hvordan den ene fod slap kontakten med gitteret. Hendes hjerte forstenede af frygt for at falde ned, da hun svang benet frem. Hun så over på hustaget. Hun ville aldrig klare det skreg en stemme i hovedet af hende.

 

Hun prøvede igen. Denne gang gjorde hun det ordentligt. Hun bukkede i benene og sprang frem med højre ben og lod resten af kroppen slippe muren og gitteret. Vinden hev i hendes tynde natkjole der flaksede om hende. Over hende skinnede stjernerne svagt, druknet i byens lys der lå under hende.

 

Hendes højre fod fandt tagstenene og da hun så ny trak vejret ind stod hun på det andet tag. Hun så sig tilbage og kunne ikke forstå at hun havde overlevet. Hendes værelse lyste op med det åbne vindue og gardinerne trukket til side.

Kommer du?

Katten gav hende ikke tid at at dvæle ved udsigten og løb lydløst over taget.

“Hvor skal vi hen?” Danielle fulgte efter. Med håret flagrende bag sig og og en allerede forpustet vejrtrækning måtte hun bruge al sin energi på at følge med og lade vær med at glide på de ujævne sten.

Katten satte fra og med samme sikkerhed svævede den over gaden og landede på det andet tag og løb videre.

 

Danielle krummede sig sammen som atleterne på tv, lagde alle kræfterne i benene og beregnede afstanden. Den passede til hendes skridt og hun satte tempoet op. Hendes våde fødder trampede over taget som stemplerne i et lokomotiv.

Uden at tøve satte hun fra og lettede fra taget. Vinden løftede hendes hår. Hun så ned. Vinden rev i hendes kjole og hendes fødder dinglede i luften, som hun fløj højt over gaden. Under hende var menneskene små og udtværede i det grå vejr. Hun så frem igen. Hustaget var næsten inden for rækkevidde og hun landede på tæerne med samme lethed som katten og fortsatte sit løb.

Det næste spring og det næste tag. Hun rakte armene ud som vinger og kunne mærke hvordan vinden holde dem oppe og spredte hendes fingre mens den kildende susede gennem. Følelsen mindede hende om de gange man som lille blev svunget rundt af fædre. Hvordan de kunne tage fat under armene på en og snurre rundt, så det kildede i maven og man skreg af fryd og tiggede om endnu en tur, når man forsigtigt blev sat ned på jorden.

På samme måde satte vinden hende forsigtigt ned. Hun var nød til at stoppe og se sig omkring. Hun havde aldrig set byen fra den højde. Det var som om gaderne ikke eksisterede og himlen synes tættere på. Hun betragtede stjernerne der skinnede sammen med fuldmånen. Hun strakte hals for at få hvert eneste stjerne og hver eneste vindpust med.

Kigger du på månen?

“Nej, jeg ser på stjernerne.”

Hvorfor ser du ikke på månen?

“De ser tættere ud.”

Det ville være dejligt hvis det var månen der var tættere på

“Hvorfor?” Hun så ned på katten der havde sat sig et par meter fra hende og ligesom hende stirrede længselsfuldt op mod himlen.

Fordi det er der jeg skal hen

“Til månen?” Hun forsøgte ikke at lyde for skeptisk. Hun havde aldrig mødt en månekat eller hørt derom, men hun mødte mange mærkelige og fantastiske væsner hver dag. Så hvorfor ikke en månekat?

Månekatten blinkede med sine runde øjne og så på hende med hovedet på skrå.

Ja. Som en typisk kat mente den at det korte svar var nok og rejste sig. Uden at se sig tilbage luntede den væk fra hende og forlangte ordløst at hun på ny fulgte efter den.

“Hvor skal vi hen?” Hun så sig tilbage. Lejligheden var ikke længere synlig og hun var ikke sikker på at hun ville kunne finde tilbage oppe fra tagene hvor alt så nyt og fremmed ud.

Månekatten stoppede og så på hende.

Det mener du ikke... Stemmen var utålmodig.

Vi skal højere op. Jeg skal til månen. Som om det forklarede alt satte den i løb efter at have kastet et sidste blik mod himlen.

 

Over hustage gik det. Som en blanding af fangeleg og ‘kongens efterfølger’ løb og sprang de med månekatten forrest og Danielle lige bag den. Foran dem kom et tårn til syne. Månekatten stoppede op.

Det er der vi skal op.

Danielle så på tårnet. En ting var at svæve fra tagene, men det der ville kræve at hun kunne flyve

“Hvordan kommer vi derop?”

Klatrer. Igen sprang den over på det næste hustag og lod Danielle alene tilbage, mens hun vurderede tårnet. Det kunne den ikke mene...

Hun sukkede for sig selv og fulgte på ny efter. Af alle de fantasidyr hun havde mødt var månekatten klart den mest reserverede af dem alle.

 

Fra det sidste tag kunne de springe direkte over på tårnets stenside og kravle op på ydersiden. Danielle vurderede at der måtte være et par meter. Havde hun været en bedre klatrer ville det sikkert være nemt, men hun var ingen født klatrer og i øvrigt bange for højder. Kun på grund af månekatten havde hun følt en fascination ved aftenens højdetur.

Løft mig op.

“Hvad?” Danielle så forvirret ned på katten.

Løft mig. Mine kløer kan ikke sidde fast.

På intet tidspunkt havde den ladet hende ae den eller føle dens bløde pels. Hun bukkede sig ned for at tage den i sin favn, da katten satte fra og landede på hendes skulder med samme lethed, som da den havde balanceret på gitteret. Danielle sukkede for sig selv. At føle katten mod nakken og dens vægt på hendes skuldre var vist det tætteste hun kom. Katte var utaknemmelige.

“Okay, så starter vi.”

Hun tog tilløb og satte fra. Tårnet kom mod hende og hendes fingre hagede sig ind i mørtlen og stenenes ujævnheder. Hendes våde fødder fandt små indhug og borede sig ind i dem. Hendes krop var klistret til tårnet, da hun gav slip med den ene hånd, rakte den i vejret og fandt et nyt greb. Rundt om hendes nakke havde månekatten lagt sig til rette og lå nu og stirrede mod månen.

Mine vinger er på taget.

Danielle studsede over det, men havde ikke tid til at spørge ind til det. At klatre var hårdere end det så ud. Langsomt og stædigt kom de op.

Hun kunne mærke sin krop blive træt af anstrengelserne  Hun fik fingerspidserne ind i et lille hul, hvor mørtlen var smuldret bort. Hun famlede i blinde frem og tilbage, op og ned for at finde det næste sted at stå fast. En masse stenknaster, men intet hun kunne bruge. Hun ville styrte ned!

Tvivlen satte ind. Hvad hvis hun ikke kunne finde et nyt sted? Hvad så? Så ville hun ikke kunne komme længere. Hun ville heller ikke kunne komme ned. Hun bed tænderne sammen og benbevægelserne blev hektiske. Og så skrabede hendes fod over et udstående hjørne der stak længere ud end de andre og hun fandt det på ny og kunne sætte foden mod det.

“Jeg ved ikke om jeg kan.”

Selvfølgelig kan du. Du skal bare gøre det bedre.

 

Hun kunne også bare lade månekatten sejle i sin egen sø og tage hjem og lade den om at kravle et tårn der bestemt ikke var beregnet til at kravle på. Men hun havde lovet at hjælpe den og det måtte hun holde.

Hun anstrengte sig endnu mere. Det føltes som om hun ingen vegne kom og stadig ville være her når det blev morgen. Kattens vægt gjorde det heller ikke nemmere for hende at bruge armene til at løfte sig op med.

Endelig fik hun fat om kanten på tårnets tag. Katten satte fra på hendes skuldre og stod lydløst på taget og ventede på at hun kom op.

Danielle rullede over og lå og pustede efter vejret. Over hende var stjernerne rigtig kommet frem og lyste fra en mørk himmel. Med et drømmende blik satte månekatten sig ved siden af hende og spandt svagt.

Det ser tættere på nu.

Danielle kom med en udmattet lyd. For hende var det hele langt væk nu. Jorden, himlen, hendes seng og hendes mor. Det fandtes ikke det hun ikke ville give for et knus nu.

Mine vinger er lige derovre.

 

Månekatten støg sig med hendes ansigt og ned langs hendes hals, for at lokke hende det sidste stykke og hun trillede om på siden og kom langsomt op at stå.

“Dine vinger?”

Ja, så jeg kan flyve

“Og så vil du flyve til månen?”

Ja. Månekatten lød utålmodig.

“Og du lever der?”

Ja. Månekatten sprang op på en forhøjning på taget

Her er de.

 

Vingerne var foldet sammen og lignede ikke noget der ville kunne flyve til månen. Vingerne bestod af noget der kunne være sammenfoldet læder og det der skulle holde dem på katten var en sele, der lige så godt kunne være til enhver anden hund eller kat.

Danielle havde sine betænkeligheder, da hun tog fat i den ene vinge. Udstyret var tungt og klodset.

“Er du sikker på at det er det her?”

Ja. Giv mig det på og vær forsigtig med det.

Månekattens pote gled gentagende gange ned af hendes ben, som for at prikke til hende, så hun ville skynde sig.

Hun trak selen ned over hovedet på månekatten og trak den ene rem under maven. Lukkemekanismen var en simpel kliklås. Selen så ikke ud til at passe og det lignede at vingerne, hvis man ikke kalde dem det, ville glide af hver øjeblik det skulle være.

Hun udnyttede chancen til at røre katten og lod håndne glide ned af dens nakke og ryg og over seletøjet. Anden gang var selen blevet blødere og var blevet lysere i farven, så den beder passede med pelsen. Ved tredje strøg var den næsten forsvundet ind i pelsen og hun kunne kun mærke en lille bule, hvor selen havde været.

Vingerne begyndte at folde sig ud. Det kedelige læder var som ællingers dun. Langsomt lod månekatten dem folde sig ud og Danielle så hvordan to dunede vinger brede sig ud og slå yndefuldt i luften som sommerfuglevinger.

 

Lyset fra byens vinduer glimtede i dem, som de ændrede sig til deres fulde form og hævede sig over månekatten der knejsede mod himlen.

Tak for hjælpen.

“Hvordan kommer jeg hjem?” Månekatten var allerede klar til spring. Den slappede kort af i kroppen og så på hende med en næsten skuffet mine.

På samme måde som du kom herud....

Månekatten så kort på hende med de gule øjne og satte fra. Vingerne slog et par gange og Danielle kunne høre vinden suse under dem inden den var uden for hørevidde og ikke mere end et lille flyvende dyr der lige så godt kunne være en stor fugl, der fløj mod himlen. Hun blev stående og så efter månekatten til den var helt væk.

På det tidspunkt havde kulden fundet hende igen og hendes tænder klaprede og de bare tæer var i smerter. Hun skuttede sig og så sig tilbage. Der var lang vej, men det var stort set ligeud og mon ikke hun ville kunne klare det i en strækning? Gad vide hvor længe hun kunne springe fra tag til tag?

 

Hun landede på den franske altan. Lyset var stadig tændt og ingen havde været på hendes værelse. Værelset havde samme temperatur som udenfor, men hun lod vinduet stå åbent og så ud på hustagene. Måske ville månekatten dukke op igen? Hun blev siddende sådan længe, på skrivebordet foran det åbne vindue.

“Har du lavet lektier?” Hendes mor åbnede døren og kom ind. “Sikke koldt her er.” Hun skuttede sig og slog armen omkring sig.

“Men Danni, du bliver syg af at sidde der. Luk vinduet og skynd dig under dynen. Er radiatoren tændt?” Danielle lod sin mor hjælpe sig ned fra skrivebordet. Mens radiatoren blev tændt forsvandt hun under den kolde dyne og gøs. Hun trak den op til under næsen og tittede ud.

“Jeg tror ikke jeg har fået lavet alle lektierne.”

Moren strøg hende over håret. “Så må du lave dem i morgen.. Hvad har du dog brugt tiden på? Du har siddet herinde i flere timer.”

Danielle trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke helt...”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...