Tears of an angel - Harry Styles

Dette er et one-shout jeg før har lagt ud på min gamle profil Jay Bee. Jeg skrev den oprindeligt til en konkurrence, men nu vil jeg lægge den ud igen fra denne profil da den er forbedret og stadig netyder en hel den for mig. Der vil kun være et kapitel med da det som sagt er et one-shout, håber alligevel i vil læse om kommentere. God fornøjelse.

5Likes
4Kommentarer
299Visninger
AA

2. Tears Of An Angel

 

   Jeg rettede en ekstra gang på det sorte slips, hvor jeg i flygtige sekunder så på mit betuttede ansigt. I flere dage havde jeg ikke lavet andet end at tænke, tænke på: hvorfor? Hvorfor lige hende? Hvorfor lige mig?
   Jeg traskede med tunge skridt ind i min stue, hvor jeg vidste, hvad ventede mig – mine fire bedste venner – Zayn, Louis, Niall og Liam. De var alle lige så pæne i tøjet som jeg. Louis’ sædvanlige stribede bluser og seler var i dag blevet udskiftet med et mørkegråt jakkesæt. I Zayns normalt mystiske øjne var ikke andet at se end sorg og medlidenhed. Liams ellers så modne udstråling var forsvundet som dug på solen og blevet udskiftet med en udstråling, der ikke helt kunne tydes, men sorg indebar den bestemt. Nialls ellers så opmuntrende smil var ikke længere til at tyde på hans smalle læber. Jeg selv var på ingen måde genkendelig. Ingen følelser, andet end sorg udtrykte jeg.
   Ingen sagde noget da jeg bevægede mig hen mod den eneste sofa der var ledig. Ord hjalp ingenting, men alligevel syntes Niall, at det var forsøget værd. ”Det er godt at se dig igen, mate. Jeg håber du ved, at vi alle føler med dig og kondolere. ”
   Jeg stirede blot kold ud i luften. Jeg havde hørt Nialls ord, men valgte ikke at kommentere på det. Jeg vidste allerede hvordan de havde det, hver og en af dem. Vi var alle en stor familie – nogle tættere end andre, men alle en familie. Og nu manglede vi en del af puslespillet.
   Jeg følte mig tom. Tom uden hendes magiske latter der kunne få alle og en hver til at vende mundvigene op ad. Tom uden hende ved min side om natten. Tom uden hendes kærlighed.
   Jeg følte alt var meningsløst på denne triste dag. Jeg følte ikke, jeg fortjente dette. Ingen fortjener at miste sin elskede. Verden er et uretfærdigt sted, og vi kan ikke andet and at finde os i det.

 

      Alle var samlet i kirken og klokkespillet gav genlyd i den smukke kirke. Mit blik hvilede på de flotte gullige solsikker, der prydede den store hvide kiste hvori min elskedes livløse krop lå. Solsikker var selvfølgelig hendes yndlings blomster. Tanken fik tårerne til at presse sig på og da klokkerne stoppede og orglet begyndte at spille, lod jeg modvilligt en enkelt tåre løbe ned af min blussede kind.
   Jeg tørrede den febrilsk væk fra min kind og greb fat om Gemmas hånd, da hun var placeret ved siden af mig på forreste række. Hun klemte blidt min hånd da pianisten stoppede sit smukke spil på det gamle orgel.
   ”Vi er alle samlet her i dag for at tage afsked med en vi har kært. En datter, en ven, en kusine, en kæreste… ”
   Jeg vidste det sidste var tilegnet mig, og det berørte mig da også en del. Præstens højtidelige ord lød i gennem hele kirken, og hvor end gerne jeg end ville, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte efter – mine tanker var et helt andet sted, nemlig hos Noa.
   Jeg kiggede rundt i kirken og fik ikke øje på andet end triste ansigter, hvilket gjorde mig selv endnu mere utilpas end jeg var i forvejen. Folk begyndte at fumle med sangbøgerne og straks lød alle menneskernes stemmer som et stort kor.
   Jeg prøvede at få mig selv til at synge den sang, jeg havde slået op på, som var jeg en robot der bare adlød ordre, men jeg kunne ikke. Det var som om at min hals var bundet sammen, og ingen ord kom ud.
   Salmen blev sunget og præsten gjorde tegn til at jeg skulle komme op og sige et par ord. Min søster gav min hånd et klem, med disse ord: ”Du kan godt. ” Min søsters hviskende ord gav mig modet til at træde op på talerstolen.
   Mit blik flakkede rundt i kirken og jeg lagde mærke til at alles opmærksomhed var vendt mod mig. Pludselig følte jeg mig ikke så selvsikker længere. Jeg følte mig lille og skrøbelig. Alle de følelser jeg havde skubbet væk de sidste par dage kom væltende: Sorgen, tomheden, kærligheden, savnet. Savnet af noget, jeg aldrig kan få igen.
   Jeg tog en dyb indånding og bed mig selv i kinden for ikke at fælde flere tåre. Jeg havde lovet mig selv, jeg ville udtrykke, hvor højt jeg egentlig elskede og elsker Noa, dog havde jeg ikke øvet noget eller skrevet noget ned, da hvad jeg ville sige, skulle komme lige fra hjertet.
   ”For nogle af jer er jeg kendt som Harry Styles, et medlem fra popbandet One Direction, ” startede jeg uden helt at vide, hvor jeg ville hen med det...
   Jeg tog endnu en dyb indånding og fortsatte: ”Andre af jer kender mig nok slet ikke, og så er der jer, der kender mig som Noas kæreste, ” min stemme knækkede da hendes navn forlod mine læber. Det gav mig et stik i hjertet at vide at hun ikke længere var her til at give mig tryghed – og omvendt.
   ”Lige fra første gang jeg så Noa har jeg vidst hun var en sand engel. Noa forandrede mig, hun gjorde mig til et bedre menneske. Og jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde kan takke hende nok for det. Noa er ikke en pige man finder på hvert gadehjørne. Hun er en man skal lede længe efter, og man er heldig hvis man for lov til at have en i sit liv, som er lige så fantastisk som Noa. Hun er det mest omsorgsfulde menneske, jeg nogensinde har mødt, og nogensinde vil møde. Hun er ikke bare omsorgsfuld, hun er også vedholdene og tålmodig, det er nok derfor vi var et så godt et par, som vi var. ” Folks latter fyldte et kort sekund efter min kommentar.
   Jeg kiggede kort rundt og blev helt benovet over alle de mennesker, der var rørt helt til tårer over mine ord til min engel. Jeg selv stod også med tårerne trillende ned af mine kinder.
   ”Det er også derfor jeg ikke har lyst til at give slip på hende. Hun er den eneste, der nogensinde vil have tålmodighed og stædighed nok til at finde sig i alt jeg gør og siger. Men jeg ved også at det er det, der skal til. Jeg skal lade hende flyve, ” min stemme rystede og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
   ”Den 9. februar mistede vi en engel, og himlen fik en ny. Lige meget, hvor meget jeg hader tanken, så er det der, hun hører hjemme. Gud kalder hende hjem. Jeg vil nu citere Noas og mit yndlingscitar, fra Noas yndlingsfilm vi så om og om sammen, på hendes dødsleje. Vores kærlighed er ligesom vinden, jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke den. Noa, jeg elsker dig og vil aldrig stoppe med det. Jeg ved du passer på mig, for du er min skytsengel, det har jeg altid været bevidst om. Vi ses på den anden side. ” Tårerne ville ikke stoppe lige meget, hvor hårdt jeg bed mig selv i læben. Jeg gik væk fra talerstolen, da jeg nu var tom for ord.
   På vej ned til min plads, lagde jeg mærke til at Noas familie også sad med tårerne trillende ned ad deres kinder. Jeg satte mig ned med et stort suk og kiggede tomt på kisten. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
   Den sidste sang blev sunget og jeg rejste mig op og gik hen og tog fat i de forreste håndtag og ventede på de andre tog fat i deres og så løftede vi kisten op. På den anden side af kisten forrest, stod Noas bror og bag os var alle drengene.  
  Noas yndlingssang blev sunget af koret, alle rejste sig og vi begyndte at gå mod udgangen som var vi en flok robotter. Kisten blev sat ind i bilen, der skulle køre hende væk. Bildøren smækkede og jeg tog et sidste kig på bilen inden jeg vendte mit blik op mod himlen.
   ”Farvel.”

   Jeg skulle nu leve mit liv uden Noa. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...