(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2531Visninger
AA

28. Vegas

Jeg har altid nydt at være i Vegas. Kasinoer, har altid ”heldet” med mig, jeg kalder det bare Nathan. Men Robins tilladelse kommer han med. Ham og Maya. Maya og Robin kommer godt ud af det med hinanden. Også selvom Robin stadig er lidt utryg ved hele det dér djævle-underverden-himmel-og-helvede halløj. Maya fortæller om, hvordan hun kom over det.

   Robin og jeg har en skøn aften. Vi tager på dobbeldate, derefter på kasino. Med lidt overnaturlig hjælp kommer vi med 50 dollars, og går hjem med 500. Det levede Nathan og jeg af i 60’erne…

   Nathan får lidt for meget at drikke. Maya drikker ikke, hun ved, at hun er nød til at passe godt på Nathan, når han først begynder. Halv et begynder hun at gå tilbage til hotellet med ham. Robin prikker til mig og spørger:

   ”Hvad skal vi så lave nu?” Han smiler. Jeg synker en klump. Jeg har drukket lidt, så nervøsiteten er en smule dæmpet. Mit sikkerhedsnet, Nathan og Maya, er væk…

   ”Bar?” spørger jeg.

 

Jeg tror nok at vi tog på bar. Jeg kan i hvert fald huske, at vi fandt en, og bestilte noget at drikke. Derfra er alting lidt tåget… Jeg ved dog, at vi var i seng sammen - ikke helt sikker på, om det var i vores hotelværelse, eller om det var et andet sted… Og dog er jeg sikker på, at det var fantastisk! Robin falder i søvn før mig. Han blev også fuld først. Jeg ved godt, at det er dumt at drikke. Men det fik nervøsiteten til at gå helt væk, og Robin fulgte vist bare mit eksempel… Dumme Morgan, dumme, dumme, dumme!

   Jeg vågner tidligt om morgenen. Vi var ude til sent, og jeg står op klokken otte. Jeg tager tøj på, hver gang jeg ser Robin og hans bare hud, får jeg vanvittig lyst til både at vække ham, og bede ham fortsætte, og til at slå ham hårdt i hovedet med en hammer - ja, lidt et dilemma…

   Vi er på vores værelse. Det er jeg sikker på. Nathan og Maya bor lige nede ad gangen.

   Da Robin vågner, sukker han og ser på mig med et støn. Han rækker ud efter mig, jeg sidder i morgenkåbe, gad ikke rigtig tage tøj på. Han lukker øjnene og ler.

   ”Åh gode gud!” sukker han. Han gnider sine øjne. ”Morgan, det var de bedste fire timer i mit liv!” Jeg får pludselig åndenød. F-fire timer? Jeg synker en klump. Vi gjorde det i… fire timer?

   ”Hv-hvornår kom vi hjem?” Robin fnyser.

   ”Pas!” Han stønner, denne gang lidt mere af smerte. ”Åh, jeg har kvalme!” Jeg er bange. For Robin. For mig selv. For at være sammen med ham, seksuelt. Jeg er bange for mine brændende kinder, få lydene udenfor, for alkohollen og den SMOK, der ligger som en tung sky over byen. Og jeg er rædselsslagen for de sultne, glubske ulveblikke, Robin sender mig. Jeg ryster på hovedet, rejser mig hurtigt op og går ud af soveværelset.

   Jeg vil ikke gøre det igen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så angst. Jeg vil gerne skubbe Robin væk, men det føles også forkert. Jeg fik faktisk ikke bare skubbe ham væk - jeg vil kyle ham ad Helvede til ud af vinduet med sådan en kraft, at han smadrer mod fortovet og eksploderer i en milliard stykker! Jeg slår hænderne for munden. Hvad er det dog jeg tænker?! Det er min kæreste! Et menneske! Et levende menneske, som…

   Det går op for mig.

   Robin er jo et menneske - og det er jeg jo ikke…

   Han krammer mig bagfra. Han har taget underbukser på. Mit hjerte hamrer ikke hurtigere end normalt. Næsten langsommere. Han giver mig et lille stød bagi, jeg rykker væk.

   ”Lad mig være!” snerrer jeg. Han ser lidt på mig. Lægger hovedet på skrå.

   ”Er der noget galt?” Jeg ser på ham. Gnider mine arme og ryster på hovedet.

   ”Jeg vil bare gerne være alene.” Han ser lidt bekymret på mig.

   ”Er du okay? Jeg var ikke for hård, vel?” Han er lidt bleg, har vist nok en smule tømmermænd. Jeg ryster på hovedet igen.

   ”Nej, det var dejligt,” mumler jeg. Jeg går ud på badeværelset. Låser døren og tager morgenkåben af. Tænder bruseren og sætter mig ned i brusekabinen. Lader vandet regne ned over mig. Som mit hår begynder at klistre til mit ansigt, trækker jeg knæene op til brystet. Ser tomt ud foran mig. Jeg er ligeglad med at få vand i øjnene. Jeg vasker mit hår, langsomt. Tørrer det, tager tøj på, meget langsomt. Jeg har ikke travlt med at komme ud til Robin. Pludselig er det fejlene hos ham, der står klarrest. Og klarrest af alle er, at jeg ikke er lykkelig sammen med Robin.

   Jeg kommer ud af badeværelset, går ind og tager tøj på. Jeg er ved at trække i bukserne, da det forfærdelige, grusomme, gruopvækkende går op for mig! Min ankelkæde er væk!

   Jeg skriger. Forfærdet og bange. Jeg styrter ud, ser på Robin med et forvildet blik.

   ”MIN ANKELKÆDE!” siger jeg skingert og hysterisk. ”DEN ER VÆK!” Robin rynker panden.

   ”Og hvad så?” Okay, enten er han verdens værste kæreste, eller også har han stadig en smule alkohol i sig…

   ”Robin, det er det eneste jeg har fra min mor, den må bare ikke være væk - I VEGAS!” Jeg hyperventilerer. Ryster. Den må ikke være væk, bare nej! NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ!

   ”Morgan, slap nu af…”

   ”NEJ JEG VIL EJ!” Han kommer hen til mig, lægger armene om mig. Jeg begynder at græde. Jeg skubber ham væk, samtidig med at døren går op. ”Lad mig nu være!”

   ”Hvad sker der her?” Jeg ser hen mod døren. Nathan ser mistænksomt på Robin, kommer langsomt hen mod mig. Jeg kan godt se, hvorfor det ser suspekt ud: Jeg står i underbukser og halvåben skjorte, beder ham gå væk og har forgrædte kinder, Robin står kun i underbukser, er så tydeligvis stadig tændt på en tur i sengen. Nathan kommer hen til mig. ”Morgan, er du okay?” Jeg snøfter, nikker.

   ”Nathan,” siger jeg grødet. ”Det er ikke Robin, det er min ankelkæde, den er væk!” Jeg græder ned i mine hænder. Nathan sukker, han lyder lidt lettet, selvom han udmærket ved, at det er mit kæreste eje. Han lavede det jo til mig, og så vidt jeg ved, har jeg ikke taget det af i flere hundrede år! Hm… Nej, det kan ikke være faldet af, vel?

   ”Kom, Morgan, Robin, tag tøj på, så leder vi efter det sammen.” Jeg nikker, går ind på soveværelset. Robin kommer ind, han prøver at tale med mig, men jeg ignorerer ham - hvorfor, er jeg ikke helt klar over…

   Vi finder selvfølgelig ikke min ankelkæde… Den kan være overalt! Jeg bliver til kat og krøller mig modløst sammen på Mayas skød. Hun stryger mit hoved, kæler med mig. Se, Maya kan gøre det ordentligt!

   Robin gisper pludselig. Han tager en sofapude op, tager ankelkæden op og holder den frem. Jeg løfter hovedet, er ved at græde af lettelse! Jeg springer hen mod ham. Han ser forskrækket på mig.

   Jeg bliver ikke til menneske. Jeg omfavner ham ikke. Jeg kysser ham ikke. Jeg tager ikke engang ankelkæden.

   Jeg bider ham i hånden.

   Robin hyler og slipper ankelkæden. Jeg giver slip, og ser den flyve ud ad vinduet. Bliver til menneske og løber hen til det sted, den forsvandt. Jeg skriger, Robin og Nathan griber fat i mig og forhindrer mig i at springe efter den. Jeg river og hiver. Vil efter den! Jeg SKAL havde den tilbage! Jeg begynder at tude igen, da det går op for mig, at den er væk. Den lander på en vej. Trafikken er tung. Den er væk…

   Nathan trøster mig. Han stryger min ryg. Maya prøver at hjælpe. Robin gør ikke noget. Han prøver at vaske såret rent. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bed ham, det gør jeg virkelig ikke! Han nyser voldsomt, hans allergi er gået helt amok. Og han glemte pillerne derhjemme.

   Jeg ser på ham. Han er slørret, tårerne i mine øjne ødelægger mit syn. Han ser mærkeligt på mig, så meget ved jeg. Jeg græder videre…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...