(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2522Visninger
AA

8. Synet

Det er ligesom jeg har forestillet mig det. Hurtigt, vildt og sexet. Robin er som en fisk i vand. Han svømmer forfærdeligt hurtigt, piler frem og tilbage i bassinet. Jeg sidder på sikker afstand og betragter ham. Han laver vendinger og piler hen mod hende anden ende. Jeg har været i svømmehallen i et kvarter, der går yderligere ti minutter, så stopper Robin for første gang. Han svømmer hen til kanten af bassinet, smiler til mig. Hvor er han flot...

   "Hej!" Jeg vinker. Ler.

   "Hvor ser du flot ud," griner jeg. Badehætten og svømmebrillerne ødelægger ham lidt, men han griner bare. Sprøjter vand på mig. Jeg rykker lidt væk i plasticstolen.

   "I lige måde." Jeg har selv hat og solbriller på. Jeg lovede at holde mig skjult. "Jeg tager ti baner mere, så kommer jeg op." Jeg nikker, og fortsætter med at betragte ham piske ad sted i vandet.

   Jeg ser det som en film: Robin stopper og stikker hovedet over vandoverfladen. Ryster hovedet i slowmotion og kommer op på kanten af bassinet i én glidende bevægelse. Han sætter sig på kanten, tager brillerne af. Rejser sig op og kommer hen til mig. Kysser mig på panden. Jeg smiler.

   Jeg venter udenfor, mens Robin klæder om. Jeg er ikke klar til at se ham nøgen. Det er i hvert fald det, jeg siger til mig selv. Robin kommer ud efter et kvarter, hans hår er vådt og huden er fugtig. Han slynger tasken over skulderen.

   "Såh - hvor skal vi hen?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Parken?" Han nikker.

   "Fint med mig." Vi går hånd i hånd hen mod parken. Vi går på stien, jeg er en smule nervøs. Jeg vil ikke overfaldes af journalister eller paparazzier.

   Det er faktisk noget helt tredje, der overfalder mig.

   Den er stor og har rækker af spidse tænder. Den lugter og savler ud over mig, da den har væltet mig omkuld. Den glammer og slikker mig i hele ansigtet. Jeg hader hunde...

   Robin bryder i latter, og trækker hunden væk fra mig i halsbåndet. Han kæler med den, er ligeglad med, at den slikker ham i ansigtet. Jeg rejser mig op, rynker på næsen. Ulækkert! Jeg er smurt ind i hundesavl!

   "Du er godt nok uheldig i parken," griner Robin. Han ser på hunden. "Husky, hva'? Hvor er du fin. Ja du er." Han klør den og den slikker ham. Ulækkert! Ulækkert! Ulækkert!

   En pige kommer hen til os, hun har løbetøj på. Hun tager hunden og giver den snor på.

   "Det må I virkelig undskylde!" siger hun lettere forpustet. "Han har det med at løbe løbsk engang imellem." Robin trækker på skuldrende og aer hunden på siden.

   "Det er okay - han er en dejlig hund!" Jeg lægger armene over kors. Det var mig der blev overfaldet. "Desuden, så er han ikke så stor - vel Morgan?" Jeg ser tøvende på pigen, men hun ser ikke ud til at kunne genkende mig. Jeg trækker på skuldrene.

   "Jeg er ikke så vild med hunde."

   "Virkelig?" Robin rejser sig op. Pigen løber videre. Jeg nikker. "Hm, jeg kan nu godt lide dem."

   "Hvorfor?" spørger jeg oprigtigt interesseret. "De lugter, de sviner, de savler, de larmer og de er så store!"

   "Men de er også trofaste." Vi går videre.

   "Hvad syntes du så om katte?"

   "Utaknemmelige små bæster." Den her date går ikke så godt indtil videre... "De gør hvad der passer dem."

   "Men de har personlighed, og følger ikke bare tanketomt deres ejers vilje." Robin ler.

   "Hvad, var du advokat i et tidligere liv?" Jeg trækker på skuldrene. Nej. "Jeg bryder mig ikke om katte." Jeg stopper op. Jeg er en kat... Robin ser på mig. "Hvad?" Jeg ryster på hovedet.

   "Ikke noget..." Vi går videre i stilhed.

   "Desuden," siger han, "så er jeg så forfærdelig allergisk over for dem." Arh, kan det her blive værre?! Skulle jeg nu kunne fortælle ham, hvem jeg faktisk er? At jeg bliver til en kat, når jeg er alene hjemme? "Forresten, har du haft kat?" Jeg ser forsigtigt på ham.

   "Hvorfor?"

   "Min allergi var ved at gå amok da jeg var hjemme hos dig." Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, jeg har ingen kat længere..." Robin tager min hånd. Vi sætter os på en bænk og ser på et springvand.

   "Hør, Morgan..." Han lyder nervøs. Nu bliver jeg nervøs! "Hvornår tror du, du er klar til at kysse mig?"

   "Robin..."

   "Det er ikke for at presse dig, virkelig! Jeg vil bare gerne have en idé om..." Han tier. Jeg ser ned på mine støvler, en anden besættelse jeg har... Chokolade og støvler... Sikke et liv... "Hvad er du bange for?" Jeg bider tænderne sammen. Det ved han godt. "Jeg mener, ud over sex og det..."

   "Hunde." Jeg ler lidt. "Og edderkopper - jeg hader edderkopper!" Jeg vil ikke fortælle ham, at jeg er bange for vand. Det vil jeg bare ikke. Det virker efterhånden som om vi er for forskellige til at være sammen... Han griner med mig. "Dig?" Han trækker på skuldrene.

   "At få knust hjertet." Jeg ser på ham. Han nikker. "Ja, du hørte rigtigt. Jeg vil ikke have knust mit hjerte igen." Åh, nu ligger der et endnu større pres på mig... Han ryster på hovedet. "Ej undskyld, det skulle jeg nok ikke have sagt til dig..."

   "Det er okay." Der er en svag dunken i mit baghoved. Det er ret ubehageligt. Jeg ømmer stedet. "Øhm, Robin, kan du køre mig hjem? Jeg har det ikke så godt?" Han nikker. Vi går tilbage til hans bil.

   Jeg kan godt lide at sidde i Robins bil. Den dufter godt. Radioen kører, tomme sanger om tomme løfter, politik som jeg er ligeglad med, sport som jeg ikke forstår, og en lidt for munter radiovært der ævler løs om sit privatliv.

   En mental pude rammer mig. Det gør ikke ondt, men slaget kommer bag på mig.

   "Er du okay Morgan?" Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg skal bare hjem og hvile mig."

   "Du var i studiet i dag, ikke?" Jeg nikker. "Hvordan var det?"

   "Stemmeøvelser, skalaer, vokaløvelser, min hals er ret øm."

   "Overanstreng dig nu ikke." Jeg smiler.

   "Bare rolig, jeg kunne før, jeg kan også nu. Jeg er to år ældre, ikke tredive."

   "Men er du ikke ude af form?" Jeg trækker på skuldrene.

   Robin parkerer, med hjælp af mit nøglekort til bygningen, i parkeringskælderen. Han tilbyder at følge mig op, jeg tager imod tilbuddet.

   Vi står i elevatoren, holder i hånden, lytter til musikken. Jeg har trykket etagenummeret ind, læner mig lidt op ad Robin. Han lader til godt at kunne lide det. Han ved det ikke, men jeg er faktisk også en kat, selvom jeg ikke ligner en. Jeg gnider mig op ad ham, vil gerne kæles med, men vil ikke rigtig sige det. Jeg...

   Muren rammer mig, hurtigt og hårdt, jeg vil skrige men kan ikke, jeg bliver svimmel og skal kaste op, klokker runger i mit hoved, hamrer, larmer, gør mig ør, gør mig syg og dårlig, tyre hamrer mod mit kranie, vil ødelægge det, rive mit hoved fra hinanden, river mit sind i stykker, vandaliserer mit indre, knuser mit hoved, maser, destruerer, terrorister slår mig itu, hamrer løs med knytnæver på mine nervebaner, gorillaer hopper og skriger, vand skyller ind over mig, vil kvæle mig, dræbe mig, drukne mig!

   Vandet bliver roligt. Mit synsfelt er grumset og indskrænket. Robin kæmper for at holde sig over vandets overflade. Han kan ikke. Han synker. Han drukner! Jeg vil råbe efter hjælp. Min stemme er væk. Jeg kan ikke. Billedet er grønt. Sort. Blåt.

   Jeg åbner øjnene. Blinker lidt. Jeg er ør. Nogen omfavner mig. Siger noget. Jeg kan ikke helt få det til sætninger. Eller hele ord. Jeg ser på Robin. Det er ham, der snakker. Han omfavner mig. Jeg ligger ned... Har han lagt mig her?

   "Hvor var jeg bange!" Lyden rammer mig hårdt, jeg krymper mig lidt. Han holder sig for munden. "Undskyld," siger han lidt lavere. Han krammer mig igen. "Du faldt om i elevatoren. Jeg var så bange. Jeg tog dig ind på dit værelse - hvad skete der?" Jeg fik et syn. Om Robin og mig...

   "Du må ikke tage i svømmehallen i morgen," mumler jeg. Robin rynker panden.

   "Undskyld, hvad?"

   "Du må ikke tage i svømmehallen i morgen!" Jeg lukker øjnene.

   "Hvorfor ikke?"

   "Der sker noget slemt..." Han stryger mit hår.

   "Så, du slog hovedet ret slemt. Skal jeg ringe efter en ambulance?" Jeg ryster på hovedet. "En læge?" Ryst igen.

   "Jeg skal bare hvile mig."

   "Du gik ud som et lys..."

   "Det er sket før, bare rolig..."

   "Rolig?" Robin fnyser. "Morgan, du besvimede i en elevator bare sådan uden videre! Har du stresset dig selv, eller har du spist for lidt eller..."

   "Robin, det er altså sket før."

   "Hvad, er det en sygdom eller noget?" Jeg sukker.

   "Nej... Alt er i orden - bare lad være med at gå i svømmehallen i morgen." Robin sukker.

   "Beklager Morgan, men det er altså mit job, selvom det måske lyder skørt." Jeg ser bedende på ham.

   "Vil du ikke nok lade være?" Han kysser mig på panden.

   "Jeg bliver der ikke så længe, hvis du er så bekymret. Jeg skal også til stævne, så bare rolig." Han ler. "Og det er på et stadion, så bare slap af." Jeg er ikke beroliget, men jeg kan ikke fortælle ham om min synske evne. Han ville blive bange, hvis jeg sagde, at jeg så ham drukne... "Jeg bliver her lidt, hvis du får brug for mig, okay?" Jeg nikker. Han ligger sig på siden ved siden af mig. Jeg lukker øjnene. Han har lagt dynen over mig... Betænksomt, han ville vel ikke have, at jeg blev kold. Han er så sød mod mig. Bekymrer sig og alt muligt, jeg har lidt dårlig samvittighed.

   Jeg vender ansigtet mod ham. Kysser ham forsigtigt på munden. Ikke noget særligt, ikke et stort, romantisk kys, ingen tunge eller tænder. Bare læbe mod læbe, lige så forsigtigt, som det er i virkeligheden. Trækker mig væk, sætter min pande mod hans og smiler. Han rødmer forlegent. Jeg tager hans hånd, holder bare fast i hans fingre, og lukker øjnene.

   Jeg var ikke mig selv, da jeg kyssede Robin første gang. Men jeg vidste hvad jeg gjorde. Og nu, hvor jeg ligger over halvsover ved siden af ham, og han ligger paralyseret og overrasket ved siden af mig, falder det mig ind, at jeg ventede for længe med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...