(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2526Visninger
AA

11. Sovekammerat

Jeg ser på Robin, da han kommer ind på værelset. Han er en smule fordrukken, men har holdt igen. Klokken er halv tre om natten, gæsterne er gået hjem. Han har tandbørsten i munden, jeg sidder i hans seng med dynen trukket helt over skuldrene. Den dufter dejligt. Jeg sover i mine underbukser, da jeg ikke var forberedt på ar overnatte her.

   Robin mumler noget uforståeligt til mig, jeg rynker panden og lægger hovedet på skrå. Han går ud på badeværelset og spytter ud. Kommer tilbage.

   "Havde du en god aften?" Jeg nikker. Han tager tøjet af og putter sig ned ved siden af mig. Jeg kan godt lide at ligge under dynen, den er dejlig kølig. Robin stryger min arm. Nårh ja, det have jeg glemt...

   Vi ligger med tungen i hinandens mund i nogle minutter. Så putter jeg mig godt ind mod ham, holder om hans muskuløse overkrop, og læner hovedet ind mod hans bryst. Han kæler med mig. Nusser mig bag øret. Et ufrivilligt "Miav" undslipper mig, jeg bliver forskrækket anspændt. Robin svarer med et "Vuf!", og jeg må anstrenge mig for ikke at hvæse af ham.

   Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg falder i søvn, men jeg gør det med et brag. Én ting jeg ved, er i hvert fald, at jeg har mareridt. Jeg ved til gengæld ikke, om det faktisk bare er tanker, eller om jeg får et syn, og det skræmmer mig endnu mere.

   Jeg sidder i bunden af et hul, ser mig omkring for at finde en vej op. Robin kommer til syne over mig, og begynder at hælde havvand ned over mig. Jeg kan mærke mine kræfter glide af mig sammen med vandet, jeg føler mig svag og hjælpeløs. Jeg prøver at råbe til Robin, men han er både blind og døv. Nej, det er nok ikke et syn...

   Jeg falder sammen i hullet, er ved at drukne. Hullet er pludselig hele havet. Jeg kæmper for at holde hovedet oven vande, men noget griber fat om min ankel, og jeg bliver trukket ned under overfladen.

   Jeg vågner med et skrig, fordi Robin rusker i mig. Jeg gisper efter vejret og ser på ham. Han ser helt rystet ud.

   "Robin!" gisper jeg, og presser mig ind mod hans bryst. Han holder om mig, aer mig beroligende mens jeg græder. "Åh, jeg var så bange!"

   "Det ved jeg," mumler han. Han holder om mig til jeg igen er rolig, kysser mig så på håret. "Men der ikke noget at være bange for. Jeg skal nok passe på dig." Jeg tror ham ikke. Han kan ikke passe på mig for altid. Han er kun et menneske...

   Jeg kommer i tanke om noget, farer forskrækket sammen. Jeg river dynen væk og ser på min ankel. Ånder lettet op. Den er der stadig! Den er der stadig...

   Robin ser tøvende på min ankelkæde. Rynker panden.

   "Øhm, du kunne bare have lagt den på badeværelset," siger han nølende. Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg tager den aldrig af," siger jeg. "Det er det eneste, jeg har fra af mor."

   "Sødt. Hør, klokken er halv syv, skal vi ikke sove videre?" Jeg nikker og lægger mig ned. Robin lægger sig ved min side.

   Ankelkæden er bogstaveligt talt fra min mor. Når dæmoner dør, bliver deres hjerte til perler. Nathaniel fik fat i fem af dem, til trods for at der var mange. Hans far vogtede over dem. Han lavede ankelkæden til mig for mange, mange, mange år siden. Og jeg mener hvad jeg siger, når jeg siger, at jeg aldrig tager den af.

   Robin sover allerede igen. Jeg ligger lidt og ser på ham. Jeg er heldig. Robin er en dejlig fyr. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg var så bange for at møde ham...

 

Mine ører bløder. Jeg har hørt på guitarer hele dagen, været med til 316 interviews ud af 500! Jeg gider ikke mere! Jeg har ikke sovet i 15 timer, normalt sover jeg mindst hver anden! Bare fem minutter... Andy kan se, at jeg er træt, men han lader mig ikke sove. I stedet puffer han til mig med albuen for at minde mig om, at det er min guitarrist, vi leder efter. Men jeg kan ikke lide nogen af ansøgerne. En er for prangende, end er ikke prangende nok, nogle er kedelige, nogle er for høje, for lave, for højtrystende, for stille, for dit for dat for pjat! Og så er der selvfølgelig dem, der ikke spiller godt nok.

   Godzilla står ved indgangen, han holder bryskt øje med alle de ansøgere, der kommer ind. Vi har en aftale - vi skal mindst tage halvtreds hver dag. Indtil videre har vi været igennem 16 personer... Suk, jeg skal dø i auditoriet!

   Ingen virker specielt nervøse, da de kommer ind. Men så ser de mig i øjnene, og jeg er iskold. Så begynder de at svede og bliver urolige. De skal kunne klare presset, og det er der ingen, der kan.

   Sammen med mig er "dommerne" Andy, Christy Baker, en repræsentant fra pladeselskabet, og Noah Brown, den tour-ansvarlige. Jeg bliver af alle, bortset fra Andy og inklusiv guitarristerne, tiltalt som Mr. Le Fay. Den første guitarist, der kalder mig Morgan, får jobbet!

   "Okay, øhm, lad os holde en pause," siger Andy. Endelig! Jeg sukker og slår hovedet ned i bordet. Christy og Noah går ud for at hente mad i kantinen, Andy ser på mig. "Morgan, tag dig dog lidt sammen! Jo før vi finder en passende guitarrist, desto før kan du komme på tour." Han ser skarpt på mig. "Det vil du vel gerne, ikke?" Jeg retter mig op og nikker.

   "Jo jo, selvfølgelig Andy! Jeg er bare træt..." Andy nikker.

   "Det forstår jeg udmærket, men du kan sove når du kommer hjem." Godzilla kommer hen til os.

   "Mr. Le Fay, en mr. Montana vil gerne se dig? Skal jeg lukke ham ind?" Andy og jeg siger den andens modsatte svar i munden på hinanden. Jeg ser på ham.

   "Vi er midt i en audition!" siger Andy strengt.

   "Vi holder pause, og det er min kæreste." Sådan, jeg har vundet - ha! Jeg ser på Godzilla. "Bare lad ham komme ind." Godzilla går, og lidt efter kommer Robin ind. Han sætter en pose på bordet foran mig og kysser mig på siden af hovedet.

   "Teriyaki med chokolade til Herren," siger han drilsk. Jeg bliver ærligt talt lidt flov. Jeg har ikke bedt ham om at komme med noget, og jeg er ikke vild med, at han kysser mig foran Andy.

   "Tak Robin," mumler jeg. Robin og Andy giver hånd.

   "Dejligt endelig at møde Morgans kæreste," siger Andy. "Jeg er hans agent, Andy Rubberts."

   "Robin Montana," siger Robin kækt. Andy smiler lidt.

   "Godt håndtryk." Robin griner lidt. Han får øje på de forskellige guitarer, der hænger på studiets auditoriums vægge, og som står på de mange stativer.

   "Waow," siger han overvældet. "Morgan, det kunne du altså godt have sagt!" ler han. Andy sætter spidsen af sin kuglepen på underlæben.

   "Spiller du?" spørger han i et ubehageligt tonefald. Robin ser forskrækket på ham, ryster hurtigt på hovedet.

   "Nej, øhm, ikke sådan seriøst, det er mere en hobby..."

  "Spil noget for os." Noah er kommet ind i lokalet sammen med Christy. Noah er en høj, mørk mand, han ved meget om meget. Christy er rødhåret og meget sød. Robin ryster på hovedet.

   "Nej, øhm, jeg skal vist også videre nu, såeh..."

   "Robin," siger jeg bestemt. Han ser på mig. Mine øjne er kolde, ikke det mindste kærlige. "Spil." Robin synker en klump. Går over til et stativ og tager en almindelig guitar op.

   "Hvad skal jeg spille?" spørger han stille.

   "Kee for Bloody Heart," siger Christy. Robin ser op, tænker sig lidt om. Så begynder han at spille. De rigtige toner i den rigtige rækkefølge, det rigtige tempo på de rigtige tidspunkter. Efter Kee for Bloody Heart spiller han Cage, Red River, Sound of Silence og None - alle sangene er korrekte ned til den mindste detalje.

   Til sidst stopper han og ser på os. Hverken Christy, Noah eller Andy siger noget. Jeg ser ned på listen med spørgsmål. Jeg synker en klump.

   "Hvor længe har du spillet?" spørger Christy.

   "Tyve år," siger Robin. Noah hæver øjenbrynene, han har en blå hoodie på.

   "Hvilke bands har du spillet i?"

   "Ingen," siger Robin oprigtigt. "Jeg plejer at være elitesvømmer."

   "Plejede?" spørger Andy.

   "Jeg var ude for en ulykke for et meget kort stykke tid siden. Jeg var ved at drukne, og nu forbyder lægerne mig at svømme i den liga længere." Andy, Noah og Christy ser på mig. Jeg ser tøvende på dem.

   "Hvad?" spørger jeg stille.

   "Det lød rigtig godt, Robin," siger Noah. "Du er en dygtig guitarrist." Hvad? Nej! Nej, min kæreste skal ikke være med i mit band! Det bliver for mærkeligt! Han kommer med på tournéerne, vi skal være sammen hele tiden, bo på hotel sammen det meste af året... Hvorfor var det nu, han ikke skulle med?

   "Hør, jeg kom bare for at besøge Morgan, ikke for at gå til audition i bandet, jeg..."

   "Det er en skam," siger jeg, folder hænderne. "Du er den bedste ud af mere end 300." Robin rynker panden.

   "Men..." Jeg tysser på ham, ser på de andre.

   "Hvad syntes I?" Andy, Christy og Noah udveksler blikke. De mumler lidt.

   "Robin, du kan gå nu," siger Christy. Robin rejser sig op, stiller guitaren fra sig, vinker kort farvel til mig og går. Jeg ser på de andre igen.

   "Nåh?" De tøver.

   "Morgan, Robin er en god guitarist," siger Andy. "Men..."

   "Vi ville foretrække, hvis du ikke længere er med i udvælgelsen." Jeg ser undrende på Noah.

   "Hvad? Men det er mit band?"

   "Ja, men fordi Robin er med, kan det være, at din dømmekraft for de andre bliver svækket." Jeg rynker panden mod Christy.

   "Men..."

   "Du kan gå hjem nu," siger Andy. Jeg bliver siddende lidt. Rejser mig op. Nikker.

   "Okay... Vi ses." De siger farvel, jeg går hen mod døren. Ud. Godzilla følger efter mig.

 

Derhjemme går jeg bogstaveligt talt omkuld på sengen. Robin vækker mig ved at kravle hen over mig og kysse mig på kinden. Jeg bliver forfærdelig forskrækket, og hamrer mit knæ op mellem hans ben. Han falder sammen ved siden af mig med et piv. Jeg sætter mig hurtigt op, slår hænderne for munden og ser på ham.

   "UNDSKYLD!" udbryder jeg ud. Han ser på mig med tårer i øjnene, smiler anstrengt. Det ser bare uhyggeligt ud.

   "Det er okay," piver han. "Bare lad mig ligger lidt." Jeg træder du af sengen, skynder mig ud i køkkenet. Mine øjne begynder at svie en smule. Jeg gnider min hals, da den bliver varm. Fugter min mund. Jeg ryster lidt. Hvad er der galt med mig?

   Jeg tager en ispose ud af fryseren, går tilbage mod soveværelset. Jeg er svimmel. Føler mig varm og klam. Jeg giver Robin isposen, han ser undrende på mig. Holder den bare i hånden.

   "Morgan, er du helt okay?" Jeg læner mig op ad væggen, lader min hånd løbe over mit ansigt og lukker øjnene. Nikker. Synker en klump.

   "Ja, jeg er bare træt..." Jeg begynder at skælve lidt, glider ned ad væggen. Robin sætter sig ved siden af mig, stryger min skulder.

   "Men du er jo helt bleg." Han stryger min kind, det er en dejlig bevægelse, og jeg tager fat om hans hånd med et lille, rystende suk. "Du er helt varm." Han løfter mig op i sine arme, jeg læner hovedet ind mod hans bryst. Jeg fryser, men han er varm og behagelig. Robin lægger mig i min seng, prøver at lægge dynen over mig, men jeg sparker den af. Det er for varmt! "Morgan, du skal holde varmen, du har jo feber." Jeg ryster på hovedet og klynker. Jeg har det så dårligt! "Gør det ondt nogen steder?" Jeg nikker.

   "Min hals og mit hoved og mine øjne og..."

   "Okay okay, jeg finder noget smertestillende!" Robin går. Han må ikke gå! Jeg vil tude over at han er væk, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg har det som om nogen har puttet mig i en sæk (igen) og prøvet at drukne mig som kat (igen).

   Robin kommer ind og giver mig to piller og et glas vand. Jeg sluger dem og drikker vandet. Klynker ynkeligt.

   "Det virker ikke!" Han stryger mit hår.

   "Bare vent lidt." Han aer mit hoved, ser medfølende på mig. Kysser mig på panden. "Jeg kan godt lide dit hår." Han ser på mig p den dér måde. Jeg blinker en enkelt gang.

   "Du vil i seng med mig." Han fnyser.

   "Ikke når du er syg." Jeg aer hans kind.

   "Undskyld..."

   "Lad være med at undskylde, jeg forstår dig godt." Jeg lukker øjnene kort.

   "Vil du ikke overnatte her?" Han nikker.

   "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...