(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2524Visninger
AA

27. Robins stjernestøv

Robin ler. Han griner og snakker lystigt mens han bliver interviewet. Jeg står på sidelinjen. Det har jeg ikke gjort længe. Jeg står og betragter ham. Jeg kan godt lide, når han smiler. Folk jubler og hujer, da han spiller en sang på guitar. Han giver forfjamsket autografer, griner, da Emily spørger, om han ikke er vant til at være kendt.

   Jeg kommer ikke ind på scenen. Det giver mig et underligt hul i maven. Er jeg forfængelig? Selvisk? Afhængig af berømmelse og bekræftelse? Eller bare så vant til spotlyset, at jeg føler mig nøgen ude?

   Robin kommer ud bag Tv-showets scene efter en halv time. Han sveder lidt, tørrer panden og ser på mig. Han ryster lidt. Smiler. Jeg smiler tilbage. En ny følelse, jeg ikke før har følt i hans nærvær, dukker op i mig - jeg er skuffet.

 

I promise you, my child, I promise you today. The gods will cry, the rocks will thrive, before I let you go. I know this, not from my heart nor mind or soul - No, I know it, ‘cause I got it from the heavenly owl…” Sådan lyder første del af sangen. Som jeg synger den i studiet, kan jeg mærke den stadig trykkende følelse, der opstår, når Robin kigger på mig. Jeg er urolig. Vil have ham til at gå væk. Langt væk! Jeg tør faktisk slet ikke tænke på, hvad en del af mig vil have ham til.

   Min snag er keltisk. Jeg kan lige akkurat huske, dengang de sange blev brugt til ceremonier i det nuværende England. Robin står der stadig…

   ”Super godt Morgan,” siger Andy i mikrofonen på den anden side af vinduet. ”Vi tager den lige én gang til, fra toppen!” Jeg nikker. Synker en klump, ser nervøst på Robin. Han ser tænksomt tilbage, stryger sin hage og det kønne skæg, han har ladet komme frem. Det er faktisk ret sexet… Jeg begynder at synge. Det er faktisk attraktivt, når han kløer skæget… Jeg har svært ved at holde fokus, og ender med at synge forkert. Andy beder Robin gå, siger, at jeg allerede har nok pres på, og at han kun gør det værre. Engang imellem er jeg altså bare helt enig med Andy!

   Da sangen endelig er færdig, kommer jeg ud til Andy og lydmanden, hvis navn jeg igen har glemt… Andy tager mig med til sit kontor, hvor han beder mig sætte mig ned.

   ”Morgan,” siger han i et ildevarslende tonefald. ”Du er en talentfuld sanger, danser, musiker og sangskriver.” Det har intet med talent at gøre, bort set fra stemmen - det er århundredes øvelse, der ikke forsvinder ved hukommelsestab. ”Du ved, at jeg kun synes godt om Robin, ikke?” Jeg tøver. Nikker langsomt og mistænksomt. Andy smiler. ”Du bliver distraheret, når han er i nærheden - og det er helt forståeligt, du bliver først tyve i næste måned.” Aha, som også er næste uge - og jeg bliver altså omkring de 3.200, såeh… ”Du er stadig teenager, og jeg forstår godt at du har en masse tanker og andre, øh, ting fræsende rundt.” Jeg er bange… ”Men vi har alle sammen brug for, at du er seriøs på din verdensturné. Det er trods alt den første, der dækker fem kontinenter.” Og? For Nathan da, hvor vil han hen med det?! Han folder hænderne og ser mig ind i øjnene. ”Morgan, jeg sender dig og Robin på en, øhm, ferie denne weekend. Til Las Vegas, så du kan få slappet lidt af.” Hvorfor pakker han det ind? Han sagde det selv, jeg bliver tyve i næste måned. Hvorfor ikke bare sige det som det er? Han vil have, at jeg skal have tilstrækkelig nok og god sex med Robin til, at jeg kan klare mig gennem turnéen uden at bruge for meget tid med ham på hotelværelset. Jeg nikker kort.

   ”Okay… Og det er Robin med på?” Andy trækker på skuldrene.

   ”Han har underskrevet en kontrakt, han skal gøre det, der er bedst for showet.” Aha, mhm…

   Robin reagerer på nyheden med lidt blanding. Først griner han, da han så opdager, at jeg ikke laver sjov, bliver han overrasket. Nok også lidt forvirret. Derefter spændt, og så stresset, fordi det er onsdag, og han skal nå at pakke og få ordnet alt muligt inden weekenden.

   Jeg ligger som kat og slapper af på sofaen, mens han drøner rundt og pakker. Jeg ser dovent på ham. Jeg har god tid… Han stopper pludselig op og ser på mig. Smiler. Kommer hen og samler mig op, kysser mig på den behårede pande.

   Og jeg aner virkelig ikke hvad der sker med mig. Jeg bliver rasende. Et monster dukker op inden i mig, buldrende og storslået, altødelæggende! Jeg hvæser, kradser ham hidsigt tværs over ansigtet. Han slipper mig med et forskrækket gisp, jeg piler hen til en dør, skyder ryg og hvæser arrigt af ham, rejser børster og kliklyde jeg ikke anede, jeg kunne lave.

   Robin ser forskrækket på mig. Jeg ved ikke, hvorfor, men med katteøjne HADER jeg pludselig synet af ham! Han ligner sig selv - bare anderledes.

   Han vasker ansigtet, tager en allergipille. Da jeg er faldet lidt ned, bliver jeg menneske igen. Hadet og vreden forsvinder, og jeg kommer hen til ham, undskylder og tigger om tilgivelse. Da vi ligger viklet ind i hinanden og kysser på sofaen, regner jeg med, at jeg har den.

   Da Robin ligger og sover ved siden af mig, en smule snorkende og tungtåndende, ligger jeg vågen og tænker. Jeg hader ikke Robin. Gør jeg? Jeg er ikke jaloux - er jeg? Jeg kan virkelig godt lide ham! Kan jeg ikke?

   Jeg stryger hans hår. Han er sød. Kærlig. Sjov. Han behandler mig godt. Han er en dejlig fyr.

   Fyr… Jeg har aldrig rigtig ville være sammen med en fyr… Ikke så vidt jeg husker. Jeg husker kun at have været i et længerevarende forhold med Robin, i hvert fald af mænd. Kan det være det? Kan jeg ikke lide ham som kat, fordi det føles forkert?

   Jeg ved, at jeg faldt pladask for ham. Men var det fordi jeg kunne lide ham, eller fordi jeg i mit syn så, at det var ham, der var bestemt for mig?

   Jeg tager mig til hovedet og vrider mig. Jeg føler mig tryg i nærheden af Robin - det plejer jeg i hvert fald at være…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...