(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2545Visninger
AA

13. Robin, Robin, Min Robin

Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer. Hans stemme er en smule forpustet, han sidder rastløst og gnider min hånd. Indimellem kysser han mig, men ikke på munden. Jeg ligger op ad ham, han kan alligevel ikke nå min mund. Han sveder lidt. Det er en varm dag, men jeg ved godt, at det ikke er derfor...

   Jeg har lidt dårlig samvittighed. Jeg troede, jeg kunne være sammen med ham. Men da han stod uden for min dør klokken ni, kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige det. Derfor sidder vi nu i sofaen, tallerkenerne med resterne fra morgenmaden står på sofabordet. Robin er virkelig sød. Han gider ikke vente mere, og selvom det lyser klart ud af ham som var han et fyrtårn, så siger han ikke noget, og bliver sammen med mig...

   Jeg ser på ankelkæden. Den er meget, meget, meget gammel. Jeg burde nok også snart fortælle ham, hvad jeg egentlig er...

   Robins telefon ringer. Han sukker og tager den.

   "Robin Montana?" Jeg lytter ikke, det gør jeg aldrig. Nathan har opdraget mig for godt. Robin rykker lidt usikkert på sig. Jeg flytter mig. "Hvad? Jamen..." Jeg ser på ham. Han ryster på hovedet. "Nej, jeg vil ej! I kan selv tale med ham! Jamen jeg..." Han tøver, synker en klump. "Nej, jeg har ikke andet at lave. Nej, jeg er ikke svømmer mere - men det betyder ikke..." Han skæver til mig. "Ved han det? Okay... Ja, det skal jeg nok... Okay... Tak..." Han lyder ikke så taknemmelig. Han ser på mig. "Jeg er åbenbart blevet din nye guitarist." Jeg spærrer øjnene op.

   "Hvad?! Virkelig?!" Jeg lyser op i et stort smil. "Robin, det er fedt! Vi..."

   "Jeg vil ikke." Hans stemme er helt udtryksløs. Jeg rynker panden. Han ser ned.

   "Hvorfor ikke?" Han nikker.

   "Jeg har sceneskræk. I svømning er der ikke nogen, jeg kan få øjenkontakt med... Jeg svømmer bare. Med guitaren kan jeg spille forkert, og kvaje mig foran alle foran mig!" Jeg fnyser.

   "Robin, jeg bliver da også nervøs inden et show." Han ser på mig. Ler lidt.

   "Hvor er du sød..."

   "Jeg mener det." Jeg kravler helt hen til ham. "Hvis en af musikerne spiller forkert, er det de færreste, der lægger mærke til det, men hvis jeg gør noget, der ikke var meningen, skal jeg hører for det i sladderblade, blade, internettet, sociale medier, mails, post, Robin, jeg er ved at gå op i sømmende lige inden jeg går ind på scenen! Men vil du ikke nok bare tage med til en prøve? Jeg tror virkelig, at du ville kunne lide de andre, og det er så sjovt! Vi er jo ikke til koncerter hele tiden..." Robin tøver. Synker en klump og nikker. Jeg smiler og omfavner ham.

   Jeg vasker op, er stille. Robin ser fjernsyn. Jeg overvejer, om jeg skal fortælle ham det. Hvem mine forældre er, eller at jeg godt kan gå i seng med ham... Årh, skal man ikke være helt sikker for det sidste? Min mave krummer sig sammen. Robin lægger en hånd på min skulder. Jeg ser forskrækket på ham.

   "Jeg er nød til at gå nu," siger han med et smil på læben. "Der er nogle problemer med lejen på min lejlighed, jeg er nød til at ordne det." Han kysser mig på kinden. "Tak for morgenmad." Jeg smiler, nikker kort. Han går.

   Jeg sidder for mig selv lidt. Gnider mine arme. Prøver at forestille mig, hvordan det ville være at være sammen med Robin. Men det er bare frygt og tvang, jeg ser.

   Det banker på døren. Jeg springer hen og åbner den. Jeg bliver overrasket, da Maya står udenfor.

   Maya er Nathans kæreste og Cornelia og Dexters mor. Det er takket være hende, at Nathan ikke er ond. Hun har skulderlangt, brunt, krøllet hår, et dejligt smil. Men jeg har virkelig ingen anelse om, hvorfor hun besøger mig. Vi har aldrig rigtig snakket, hun har meget at lave i Helvede.

   "Hej Morgan," siger hun. Selvom hun er næsten fyrre, ligner hun sit tyveårige jeg - Nathans værk. Jeg vinker kort.

   "Hej, Maya... Øhm, hvad laver du her? Altså, ikke at det ikke er dejligt at se dig, men... Ja, du ved..." Hun ler, jeg klør mig kejtet i nakken.

   "Nathan fortalte mig, at du var meget nervøs over for noget?" Det er et ledende spørgsmål, kan jeg høre. Jeg kan ikke tro, at Nathan virkelig har fortalt hende om det! Jeg nikker kort. "Jeg tænkte, at du måske ville tale med nogen om det? Nogen, der har lidt mere erfaring med mænd." Jeg tøver lidt.

   "Jeg ville faktisk have ringet efter Cornelia..."

   "Cornelia er stadig jomfru, tro mig, hun ved ikke noget om det." Jeg nikker. Det er rigtigt... Maya burde vide det, som mor og Helvedes herskerinde. Jeg lader hende komme ind, hun tager sin læderjakke af og hænger den på knagen på væggen. "Tillykke med dit comeback," siger hun venligt. Jeg smiler lidt.

   "Tak." Hun sætter sig på sofaen med rank ryg og hænderne i skødet. Jeg bliver stående ved køkkenet. Min lejlighed er ikke så stor... "Er du tørstig eller noget? Sulten? Jeg har vist stadig morgenmad?"

   "Nej tak, jeg spise hjemmefra." Jeg nikker. Kommer hen og sætter mig i en lænestol. Vi snakker lidt løst først, om Nathan, Cornelia og Dexter, om min forestående turné, jeg undgår Robin så vidt som muligt. Men alligevel kommer det: "Morgan, er der noget, du vil spørge om?" Jeg forbliver som jeg var, inden hun spurgte, i hvert fald udenpå. Indeni er sirenerne gået i gang, jeg panikker og vil løbe væk, væk fra faren, væk fra alarmerne! Jeg kløer mig forsigtigt i nakken.

   "Øhm... Jeg ved ikke... Det er længe siden, jeg var sammen med en mand, øhm... Men han behandler mig virkelig godt, som en prins, nærmest, og han er meget forstående, men..." Jeg gnider mine arme. "Men når han kommer for tæt på, begynder jeg at ryste. Og jeg kan huske, hvor rædselsslagen jeg var på Enchanté, da han kom og hjalp mig..." Jeg får tårer i øjnene, Maya kommer hen og omfavner mig. Jeg græder ind mod hendes bryst, det føles underligt, det er min bedste vens kæreste... Men nu er jeg begyndt, og kan ikke stoppe. Jeg siger meget, som jeg fortryder mens det kommer ud af min mund, men det er rart at få det ud. Til sidst sidder jeg helt lettet op ser forbløffet ned i gulvet. Maya lægger en hånd på min skulder.

   "Morgan, har du været til psykolog eller terapeut eller noget?" Jeg ryster på hovedet. "Har du slet ikke sagt det her til nogen?" Jeg ryster på hovedet. Hun gisper og slår hænderne for munden. "Morgan, har du bare holdt det inde?!" Jeg nikker. Hun hiver mig på benene. "Okay, kom så!" Jeg ser på hende.

   "Hvad? Hvad skal vi?"

   "Du skal til en psykiater, nu. Jeg kender én, hun er smaddersød, bor et par gader væk. Du skal tale med hende, nu." Jeg ryster på hovedet, men så ser jeg Maya i øjnene. Hun ser bestemt på mig. To børn og at bo sammen med djævlen giver åbenbart én et stålfast blik. Jeg synker en klump.

   "Okay..."

 

Det er faktisk skønt... Jeg ligger på Mayas venindes sofa og kan bare fortælle og græde som jeg vil, og hun lytter og kommer med råd til, hvad jeg kan gøre. Maya venter udenfor til jeg er færdig. Bagefter er jeg så lettet. Jeg anede ikke, at det trykkede så meget.

   Vi sidder lidt og snakker i bilen. Jeg har det meget bedre. Det er som om, jeg har haft en voldsom kvalme og mavepine længe, og nu er den bare blevet løst.

   Robin venter på mig uden for min lejlighed, da jeg kommer tilbage. Han har ikke villet lukke sig selv ind, fordi jeg skrev til ham hvor jeg var henne. Han omfavner mig og kysser mig, Maya betragter os lidt fra afstand. Bagefter hilser de to på hinanden, mens jeg låser os ind i lejligheden.

   Alt er ødelagt.

   Stolene ved spisebordet er væltede og ødelagte.

   Billedrammerne er ødelagte.

   Mine skuffer er gennemrodede.

   Puderne er skåret op.

   Køkkenskabene står åbne.

   Sofaen er blevet snitte op.

   Fjernsynet er væk.

   Jeg går måbende ind i lejligheden. Med varsomme skridt. Rør forsigtigt sofaen. Sætter mig tungt på gulvet. Her er så hærget... Som efter slagsmålet med Un-Known. Det er ikke Jordens undergang, men... Det er tæt på...

   Robin sætter sig på hug ved siden af mig. Maya ringer efter Nathan. Jeg er ikke ked af det. Det er bare ting... Men... Jeg har arbejdet hårdt for det her. Til trods for hvad nogle mennesker åbenbart tror, arbejder jeg meget hårdt med min musik. Jeg øver skalaer til mit stemmebånd er ved at sprænges, jeg spiller musik til mine fingre bløder, spiller violin til mine ører er ved at falde af, det er virkelig hårdt at blive presset sådan - og så er der nogen, der bare kommer og tager det, jeg har fået ud af det?

   Det er bare ikke fair.

   "Nathaniel er på vej," siger Maya stille. Jeg nikker.

   "Okay... Vi, øhm, vi må hellere få ryddet op." Jeg rejser mig op, der mig lidt omkring. Jeg rejser en stol op, fjerner den, da det går op for mig, at det ene ben er brækket af og blevet brugt til at slå en dør ind med. Men jeg er nød til at have noget at lave. Det er jeg bare.

   "Morgan..." siger Robin. "Du behøver altså ikke at..."

   "Lad mig være," snerrer jeg køligt. "Du aner ikke hvordan jeg har det!" Jeg ser på ham med smalle øjne. Hvorfor låste han sig ikke ind? Hvorfor opdagede han det ikke?!

   Men jeg kan med det samme se, at jeg har såret ham. Det er underligt at se ham sådan. Som om han har skuffet mig... Han krymper sig lidt, gnider sine arme og ser ned og til siden. Jeg synker en klump og retter mig op.

   "Robin... Undskyld, det var ikke min mening... Kom her." Jeg breder armene ud. Kommer over til ham og omfavner ham. Han lægger armene om mig. Jeg ser op på ham, det høje træ... "Kan jeg sove hos dig, indtil min lejlighed er i orden." Han tøver.

   "Det var faktisk det, jeg kom for at tale med dig om," mumler han. Han ser på Maya. "Må vi lige få et øjeblik?" Hun nikker og går ud. Robin ser på mig. "Jeg har mistet min lejlighed." Jeg spærrer øjnene op. Han nikker. Jeg slipper ham.

   "Jamen... Hvorfor?!"

   "Jeg har ikke kunnet betale regningerne, siden Cathrine gik fra mig. Men det er okay, jeg bor bare hos min søster et stykke tid, til jeg finder noget andet." Jeg nikker lidt.

   "Men... Hvor skal jeg bo?" Robin bider sig i læben.

   "Kan pladeselskabet ikke betale for noget? Hotel eller noget?" Hotel eller noget?! Tja, et hotel er ikke det værste sted, jeg kunne ende, men det er dyrt! Jeg sukker. Nikker.

   "Jo... Jeg skal nok finde noget..." Han kysser mig forsigtigt på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...