(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2524Visninger
AA

3. Robin Montana

"Robin?!" Jeg ryster en smule. Er det Robin?! Jeg betragter ham lidt. Høj, pænt ansigt, venlig, dejlig latter, brune øjne, spidsen ad hans hår, som er mørkt, er svagt lilla. Jeg synker en klump. Han ser faktisk svagt bekendt ud. "H-har vi ikke mødt hinanden før?" Robin nikker.

   "Jo, øhm... Enchanté." Jeg gisper.

   "Det var dig der hjalp mig." Han nikker.

   "Ja. Er du, øhm, kommet over det?" Jeg ryster på hovedet og gnider mine arme.

   Da jeg blev overfaldet på natklubben, var det Robin, der fik min overfaldmand væk, før han gjorde mig noget. Dengang havde han dog haft lilla hår og været sammen med sin kæreste og nogle venner, det var den eneste grund til, at de befandt sig på en gaybar. Jeg skylder ham faktisk meget...

   "Åh!" Han ser forskrækket på mig. "D-du må undskylde, jeg ville ikke..."

   "Nej, det er okay Montana..." Han smiler.

   "Bare Robin." Jeg nikker, ville gerne smile, men kan ikke. Jeg ryster stadig, men ikke længere fordi jeg er nervøs for Robin. Han læner hovedet på skrå. "Du ser noget bleg ud? Hvad er der galt?" Jeg ryster på hovedet.

   "Undskyld, det er bare..." Jeg ryster på hovedet. "Det er lige meget."

   "Enchanté?" Jeg nikker. Robin og jeg er stille lidt. "Har du, øhm... Har du gjort noget for at komme over det?" Jeg ryster på hovedet.

   "Der skete jo ikke noget." Jeg nikker mod ham. "Takket være dig." Han trækker på skuldrene.

   "Nårh jo, men det må have været noget af et chok? Jeg mener, du må da have følt dig sårbar? At nogen bare kan gøre sådan mod én..."

   "Ti nu stille," mumler jeg og ser væk. Han bider sig i læben.

   "Undskyld... Jeg mener bare, en terapeut ville måske være en god idé..."

   "Din kæreste skred, ikke?" Jeg siger det af to grund; et, at såre ham, to, at skifte emne. Han ser ned, folder sin serviet. Nikker.

   "Med min bedste ven." Han finder noget frem fra lommen, det er et stykke sammenkrøllet papir. Han rækker det til mig. "Det her var det eneste, de efterlod mig som farvel." Jeg folder papiret ud.

   Kære Robin, står der. Jeg er rejst til New York med Justin. Du har været fjern og distraheret i den sidste tid, og ikke lagt mærke til nogen af os. Nu må du klare dig selv. Lejligheden skal betales senest den 25. næste måned. Cathrine. Jeg ser måbende på Robin. Han nikker, har tårer i øjnene. Tørrer dem væk med håndryggen.

   "Det er jeg ked af at høre..." Han trækker på skuldrene.

   "Hun tog 5000 dollars fra vores fælles konto - det er halvdelen af de penge, jeg skal bruge til at betale lejligheden med." Han prikker til sine æg, de er helt uberørte.

   "Kan jeg gøre noget for at hjælpe?" Han ser på mig. Smiler skævt.

   "Nej. Du er sød, Morgan, men jeg kan ikke tage imod 5000 dollars."

   "Jeg har penge nok, det kan bare være som tak for at du..."

   "Nej!" Han ser strengt på mig. "Jeg mente det, jeg sagde med, at jeg ikke vil tage imod velgørenhed. Og jeg vil slet ikke betales for at have hjulpet dig mod ham stodderen på Enchanté." Jeg rykker lidt ubehageligt på mig.

   "Det var faktisk ejeren."

   "Uh... Nedtur." Jeg nikker. Jeg har pludselig ingen appetit mere... Vi sidder stille lidt. "Vil du gå en tur?" spørger Robin så. Jeg nikker, tager min pung frem, lægger pengene på bordet. Vi går.

   Vi går gennem den nærmeste park, hunde løber rundt overalt, Robin kan godt lide dem, jeg må anstrenge mig for ikke at løbe væk.

   Robin stopper ved en isbod. Jeg griner lidt.

   "Is? Virkelig?" Han trækker på skuldrene.

   "Hvad vil du have?"

   "Mhm, nej tak, jeg..."

   "Jeg insisterer. Chokolade, gætter jeg på?" Jeg smiler lidt forlegent og nikker. Han bestiller is til os, han får jordbær. Vi sidder på en bænk og spiser dem fra et bæger. Ser ud over parkens åbne areal og stiller hinanden spørgsmål.

   "Yndlingfarve?" spørger han.

   "Lilla. Dig?"

   "Grøn." Han ler lidt. "Lilla passer godt til Morgan." Jeg ser spørgende på ham. "Morgan er et lilla navn." Jeg bliver endnu mere forvirret. Robin sætter sig til rette. "Mennesker har givet al ting en masse navne, og hvert eneste af de navne ha også en farve. Morgan, for eksempel, tænker jeg på som lilla." Jeg griner.

   "Så er Robin grøn!"

   "Robin Hood?" Jeg nikker. "Ha ha, tro ikke at jeg ikke har hørt den før." Jeg smiler. "Nå, yndlingsdyr?" Jeg tænker mig ikke om ret længe.

   "Kat!" Robin smiler. "Hvad med dig?"

   "Jeg har ikke noget. Misforstå mig ikke, jeg elsker dyr, men jeg kan ikke rigtig vælge." Vi er stille lidt. Jeg synker en klump. Jeg har spist min is og smider bægret ud, sidder med hænderne i skødet, krøller mine bukser.

   "S... Seksualitet?" Min stemmer er meget lav, og da Robin ikke siger noget i et stykke tid, tror jeg, at han ikke har hørt mig.

   "Bi. Tror jeg." Jeg er ikke sikker på, om jeg bliver glad eller rædselsslagen, min mave begynder i hvert fald at gøre ondt. Jeg ser ned på mine sko. Jeg har været hjemmefra i to timer nu... Ikke at jeg har lagt mærke til det. "Dig?" Jeg tøver. Jeg ved det ikke. Bi, homo, straight, jeg er ikke sikker. Jeg trækker på skuldrene.

   "Straight, tror jeg. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er bi." Robin nikker. Hvorfor skulle jeg også bringe sådan noget på banen?

   Jeg bliver slået ud et øjeblik, da en bold rammer mig i baghovedet, hårdt. Jeg ømmer mig, bliver svimmel et kort sekund. Robin tager bolden og sparker den tilbage til dem, der ramte mig, sætter sig hurtigt ved siden af mig og lægger en hånd på min ryg.

   "Er du okay?!" spørger han. Jeg lægger en hånd på panden og nikker.

   "Ja, det var bare en bold, ikke?"

   "Jo, en amerikansk fodbold med flere kilometer i timen. Nogle college drenge." Jeg nikker. Robin sukker. "Kom, lad mig køre dig hjem."

   Vi går tilbage af samme vej som vi kom, jeg har ondt i hovedet og vakler indimellem lidt. Bolden ramte vist et uheldigt sted... Robin sørger for at jeg kommer hen til hans bil. Jeg protesterer lidt, der er kun syvhundrede meter til min bygning, jeg kan godt gå. Men han siger stædigt nej og starter bilen. Jeg smiler, da han begynder at køre.

   Robin fløjter imponeret, da vi når til bygningen.

   "Jeg kan se at superstjerner lever luksus?" Det kilder i min mave, da jeg tænker på, at Robin faktisk har behandlet mig som en normal person hele formiddagen. "Skal jeg hjælpe dig op til din lejlighed?" Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg er ikke helt hjælpeløs." Vi ler lidt.

   "Fedt, for din dørmand ser noget stor ud." Jeg ser hen mod indgangen. Det er en stor afrikansk amerikaner, han ligner ikke én, der vil hyggesnakke om noget. Jeg åbner bildøren og træder ud. Vinker farvel til Robin, der hurtigt får sagt tak for i dag. Han kører videre.

   Jeg går hen til dørmanden, nikker og går ind. Jeg tager mit nøglekort frem, scanner det i elevatoren, som snart efter åbner. Jeg træder ind, den begynder at køre op.

   Oppe i min lejlighed smider jeg mig på sofaen, tager hverken sko eller jakke af. Jeg tager min telefon, ringer Cornelia op.

   "Hej Morgan," siger hun efter anden ring. "Hvad så?" Jeg synker en klump.

   "Jeg tror jeg har mødt Robin." Jeg må holde telefonen væk fra øret, da Cornelia skriger skingert. I baggrunden beder Dexter hende dæmpe sig.

   "Ej hvor vild ej hvor vild ej hvor vild ej hvor vildt ej hvor vildt!" siger hun hurtigt. "Hvordan er han? Er han høj? Sød?" Hun laver en knurrende lyd. "Sexet?" Mine kinder bliver røde.

   "Det var ham, der hjalp mig på Enchanté." Hun er stille lidt.

   "Åh... Såeh... Hvordan var det at møde ham igen?"

   "Det var okay, vi mødtes i et supermarked. Han råbte faktisk af mig." Jeg ler lidt. "Men vi tog på cafe og fik is i parken, det var meget hyggeligt." Cornelia hviner.

   "Har I allerede været på date?!"

   "Nej nej!" siger jeg hurtigt. "Nej, vi stødte sammen i supermarkedet, og han blev sur på mig, så jeg ville undskylde over brunch, og så snakkede vi, og tog hen i parken, og han købte is til os, og så..." Mine kinder bliver brandvarme. Jeg slår en hånd for munden og lukker øjnene. Cornelia griner.

   "Lyder som en date i mine ører." Jeg begynder at le. "Hvad?" griner Cornelia med. Jeg vælter bagover ned på sofaen, smiler.

   "Ikke noget, ikke noget... Jeg er bare overrasket over, at jeg har været på en ikke-date med én, der ikke engang vidste, at det var nogen form for date eller sådan noget..." Sandheden er, at jeg bare er så glad! Jeg har været på date med en fyr, uden at vide det, og jeg kunne godt lide det. Vi har snakket og grinet, spist god mad og hygget os. Og det var en ikke-date.

   Om aftenen ligger jeg og puffer til det garnnøgle, Nathan gav mig. Ører og hale er ude, det er rart at få strakt "ekstraudstyret", som Nathan så fint kalder det. Jeg slikker min hånd lidt, gnider mine øjne og krøller mig sammen på gulvtæppet. Jeg købte det i dag, det er pelset og blødt, varmt, godt til en god lur. jeg spinder, holder halen ind mod min krop. Smiler.

   Nathan ringede lige efter min samtale med Cornelia sluttede. Han udspurgte mig om Robin, interesser, personlighed, type, alt! Han er en smule overbeskyttende, Nathaniel. Men det er vel klart. Vi er brødre. Vi har blandet blod, flere gange. Jeg har stadig arret.

   Jeg er ved at falde i søvn, da min telefon pludselig begynder at ringe. Jeg farer op og griber den, når ikke at se på nummeret, før jeg tager den.

   "Hallo?!" siger jeg lidt for hurtigt.

   "Øhm... Morgan?" Jeg puster ud.

   "Robin?"

   "Aha." Jeg ser på nummeret. Hm...

   "Hvor har du mit telefonnummer fra?"

   "Jeg ringede til dit pladeselskab." Ah... Og de stille ingen spørgsmål omkring en totalt tilfældig fyr, der ville have mit nummer, få uger efter at jeg kom tilbage efter to års kidnapning? Betryggende... "Jeg sagde at jeg var marketingschef og ville tale med dig direkte, før jeg besluttede mig for noget." Jeg griner.

   "Smart." Han griner med. "Så, hvad vil du?" Han tøver lidt.

   "Det var hyggeligt i dag." Jeg nikker.

   "Meget."

   "Vil du med til en frilandskoncert på fredag? I Hollywood Forever Cemetery Park? Det er kun mig og nogle venner." Jeg griner endnu mere, ikke for at gøre nar af ham, men fordi...

   "Det ville jeg meget gerne Robin, men jeg skal selv spille til den koncert." Han begynder også at grine. Jeg sukker. "Men ses vi derhenne? Hvis jeg altså får lov til at gå rundt uden bodyguard?"

   "Helt sikkert." Jeg smiler.

   "Okay. Jeg glæder mig."

   "Også mig..."

   "Vi ses..."

   "Ses..." Vi lægger på. Jeg ser på telefonen. Smiler skævt. Er jeg potentiel, eller i vennezonen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...