(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2516Visninger
AA

5. Robin Hood og Amor

Jeg forlader frilandskoncerten uden at mælde ét ord til hverken Godzilla eller Andy. Jeg tager en taxa hjem, betaler chaufføren for ikke at ringe efter paparazzierne. Ved min bygning viser jeg mit ID kort og kører op med elevatoren. Jeg skal til at tage mine nøgler op, da jeg kommer i tanke om, at de lå i min taske - som ligger i sceneteltet ved frilandskoncerten.

   Jeg sparker til døren og sætter mig op ad den. Jeg græder, min scenemakeup løber. Hvordan kunne han sige det? At jeg ikke var besværet værd? Hmpf, Robin kan ikke være min soulmate... Sådan en idiot...

   Elevatoren går op. Mærkeligt, det er ikke et af de tidspunkter, hvor meget rør sig på de private etager. Jeg burde være helt alene. Nå, men mine naboer er ligeglade med mi... Hov stop en halv! Jeg er den eneste, der bor på denne etage!

   Jeg rejser mig op, ser vagtsomt ned ad gangen. Jeg himler med øjnene, da Robin forpustet kommer til syne.

   "Hvordan er du kommet ind?" knurrer jeg. Han læner sig forover, støtter sig ved knæene og puster.

   "Jeg snød mig ind med en af beboerne," puster han. Jeg kan ikke lade være med at smile skævt. Det er alligevel kløgtigt...

   Robin holder en hånd frem, da han har fået pusten. Min taske. Jeg bliver lidt overrasket, han tænkte alligevel på det...

   "Kan vi snakke?" Jeg tager tasken fra ham, åbner den og finder mine nøgler. Jeg åbner døren.

   "Du har fem minutter, og hvis du ikke har forklaret dig inden da, tilkalder jeg vagterne og får dig smidt ud." Vi går ind, Robin ser sig lidt omkring. Jeg lægger mærke til, at han snuser ind, lukker øjnene og smiler lidt.

   Jeg nikker mod sofaen, Robin sætter sig varsomt ned. Jeg lægger armene over kors.

   "Nå?" Jeg hæver et øjenbryn. Han sukker.

   "Hvad skal jeg forklare? Hvor meget hørte du?"

   "Det om Justin og det med, at jeg ikke er umagen værd." Han sukker og nikker.

   "Jeg havde en affære med min bedste ven for fem måneder, mens jeg var sammen med Cathrine. Vi var begge to nysgerrige, og så sprang vi bare ud i det. Vi kunne godt lide det, begge to.

   I skolen var vi begge to forelskede i Cathrine. Da vi blev kærester, lovede Justin og jeg hinanden, at vi stadig ville være venner. En aften drak vi os fulde, og vi vågnede op mens vi lå i ske med hinanden. Vi var sammen to gange om ugen fra den aften. Jeg tog over til Justin, eller vi tog på hotel og gjorde det.

   Til sidst aftalte vi, at det var nok, og vi holdt op. De andre snakkede om, da du kom og hørte os, at jeg var gladere i den periode, jeg var sammen med Justin.

   Cathrine fandt ud af, at jeg havde været utro, og fortalte det først til Justin af alle mennesker - hun vidste ikke, at han var den anden. De stak af sammen. De andre prøvede bare at minde mig om, at jeg holdt af at være sammen med mand - de syntes, vi kunne være et sødt par." Han siger det nærmest hånligt. Den idiot, han har været utro med sin bedste ven! Han sukker. "Den anden ting... Ja, jeg kan bare forestille mig, at det ville blive besværligt at date en kendis. Jeg mener, du tager vel til koncerter, pladeselskabet, konferencer og alt sådan noget. Du er vel meget travl, og jeg vil ikke ind i sådan et forhold. At stresse fra sted til sted, undvære hinanden længe, jeg vil bare ikke." Jeg smiler skævt.

   "Jeg har altså ikke så travlt for tiden," siger jeg stille. Robin ser på mig. "Jeg er ved at træne min stemme op igen, genopfriske mine sangtekster og sådan. Jeg skal holde bandaudition snart, jeg holder kun lokalkoncerter de næste syv måneder eller sådan noget. Det længste jeg rejser væk, er lidt rundt i Californien." Robin smiler.

   "Virkelig?" Jeg slår armene om mig selv, ser væk og smiler. Nikker.

   "Ja. Jeg har ikke travlt." Han smiler med tænderne. Ler lidt.

   "Det er..."

   "Men hvad betyder det for dig?" Jeg ser køligt på ham. "Jeg kan godt lide dig, og hvad så?" Robin tøver. Rejser sig langsomt op. Stikker hænderne i lommen.

   "Hør, jeg ved godt, at du nok ikke er så interesseret mere, men..." Han ser på mig med et skævt smil. "Kan vi prøve? At komme sammen, du ved..." Jeg fugter mine læber, bider i den nederste.

   "Du har lige fortalt mig, at du var din sidste kæreste utro med din bedste ven - og nu vil du gerne prøve at komme sammen med mig?"

   "Jeg var kun sammen med Justin, fordi jeg gerne ville være sammen med en anden mand. Det bliver vel ikke noget problem, hvis min kæreste i forvejen er en sådan?" Han har ret... Og faktisk, så har jeg vel været ude for lidt det samme med Nathan. Det var godt nok kun én gang, og ingen af os havde en kæreste på det tidspunkt, men... Nysgerrighed kan være farlig. Jeg smiler. Nikker så.

   "Okay. Vi kan prøve." Robin smiler bredt. Ler lidt.

   "O-okay." Han kommer hen til mig. Vi omfavner hinanden. Han ler.

   "Jeg fik aldrig danset til koncerten," mumler jeg. Han fjerner sig lidt, tager sin telefon frem og afspiller en sjæler. Han ser på mig.

   "Vil du danse med mig?" Jeg smiler, ryster på hovedet.

   "Nej, Robin, det..." Robin tager fat om min talje. Jeg får en underlig fornemmelse - nu er det officielt indikeret: Jeg er den lille. Jeg tøver lidt. Robin smiler roligt til mig. Jeg lægger mine arme om hans nakke. Vi danser tæt og langsomt. Jeg læner hovedet ind mod Robins bryst og kraveben, han er godt halvandet hoved højere end mig.

   Robins hånd bevæger sig længere og længere ned ad min ryg. Jeg rykker væk, da han når til halebenet.

   "Nej, Robin!" Jeg gnider mine arme og ryster på hovedet. Jeg hyperventilerer, jeg vil ikke, jeg vil ikke! Jeg begynder at ryste. Robin lægger en hånd på min skulder.

   "Enchanté?" Jeg nikker. Ryster voldsomt.

   "K-kan vi ikke nok gå langsomt frem?" Han nikker og lægger armene om mig. Holder mig ind mod sig.

   "Selvfølgelig kan vi det. Jeg vil ikke gøre noget, der kan gøre dig bange." Jeg trykker mig ind mod Robin. "Du ved godt, at jeg ikke ville gøre det, de ville gøre mod dig på Enchanté, ikke?" Jeg sukker.

   "Hvorfor siger du det ikke bare som det er?" spørger jeg. "Han ville have voldtaget mig, hvis du ikke var kommet." Robin ser på mig og aer min kind.

   "Ingen får lov til at gøre dig noget, så længe jeg er her." Jeg fnyser og ser væk fra ham.

   "Stop musikken, den gør dig sentimental." Han smiler og ryster på hovedet.

   "Jeg mener det. Okay?" Jeg smiler skævt.

   "Fjols. Du kan ikke beskytte mig mod alt. Man er ikke sikker før man er død." Robin hæver øjenbrynene.

   "Hvad har du drukket?" Jeg himler med øjnene. Han smiler. "Nå, jeg tror jeg tager hjem nu. Okay?" Jeg nikker.

   "Okay..." Jeg vil stadig ikke være alene om natten her - eller om dagen. Men jeg vil heller ikke sove med Robin. Ikke endnu. Jeg er for bange... For usikker...

   Jeg følger Robin hen til døren, vi står lidt og ser på hinanden. Ingen af os vil sige farvel.

   Robin læner sig hen mod mig, stryger mit pandehår væk og kysser mig på panden. Mine kinder bliver en smule varme.

   "Farvel. Vi ses i morgen?" Jeg nikker stift. Robin stryger min skulder og går.

   Jeg står og ser på den lukkede dør i flere minutter. Mit hjerte hamrer, jeg trækker vejret overfladisk. Smiler. Jeg bider mig i læben, tripper lidt. Piver og kaster mig på sofaen, griber min telefon og ringer Nathaniel op.

   "Hej Morgan," siger han. "Hvad så?" Jeg smiler bredt.

   "Jeg har mødt Robin, og han er super sød, og virkelig klog, og jeg kan rigtig, rigtig, rigtig godt lide ham, og, og, og..."

   "Hov hov, Morgan, sæt farten ned!" Nathan ler. "Du har mødt Robin, og..." Jeg tager en dyb indånding.

   "Vi er blevet kærester!" Jeg smiler bredt, venter på, at Nathan skal sige noget. Men han siger ikke noget. "Nathan? Hallo? Er du der?"

   "Ja, øhm... Det er skønt, godt. Men Morgan, kender du ham?"

   "Nathan, hold nu op, jeg kan godt lide ham, og du skal ikke..."

   "Okay Morgan! Så siger jeg det som det er." Nathan tager en dyb indånding. "Du kan ikke være sammen med Robin!" Jeg synker en klump. "Du er halvblods, du lever for evigt, og Robin vil før eller siden dø eller lægge mærke til, at du ikke bliver ældre!" Jeg ser tomt ud i luften.

   "Så jeg skal altså være ensom og alene resten af mit liv?"

   "Nej, Morgan, det var ikke det, jeg mente..."

   "Nå, men det lød sådan!" Jeg lægger på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...