(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2541Visninger
AA

25. Rehabilitering

Jeg tager med Robin til rehabilitering første gang. Han ryster lidt og er nervøs. Jeg har hat og solbriller på, jeg vil helst ikke have, at paparazzierne får nys om Robins misbrug.

   Jeg sidder og ser på den cirkel, de andre sidder i. Stolene er sat op rundt om et lille, firkantet bord. De fortæller én efter én deres navn, alder og grunden til, at de er der. Lederen af gruppen har haft et narkotikamisbrug, men kom ud af det for fem år siden. Robin fortæller med tør, nervøs stemme om, at han først brugte det til at kunne præstere bedre i svømning, og at han efter ulykken havde lovet, at han ville holde op. At han så var blevet afhængig, fordi det gav ham et kick og fik ham til at føle sig friskere. Jeg er meget stolt af ham.

   Mødet tager halvanden time. Jeg sidder med musik i ørerne og prøver at arbejde på sangen. Der kommer ikke rigtig noget…

   Efter mødet går Robin og jeg gennem en nærliggende park. Han fortæller, at han syntes, det var svært at indrømme det. Jeg smiler.

   ”Det kender jeg godt…” Han ser forskrækket på mig.

   ”Har du været afhængig af noget - ud over chokolade?” Mine kinder bliver lidt røde. Jeg ser ned, stikker hænderne i lommerne.

   ”Øhm… Tjoh…”

   ”Morgan!” Robins blik er hårdt. Jeg synker en klump.

   ”Du ved, opiumkrigene…” Han nikker forsigtigt. ”1839 til 1860… Jah, jeg var konstant høj i 31 år, indtil Nathan fik mig til at spise chokolade i stedet.” Robin ser chokere på mig.

   ”Du har taget opium?!”

   ”Ja jeg er da ikke stolt af det!” knurrer jeg. Jeg tager mig til hovedet. ”Det gav mig sådan nogle underlige syner…” Robin sukker.

   ”Men du har ikke taget noget i…”

   ”Siden 1860 - Nathan låste mig inde i en krypt til abstinenserne havde lagt sig nok til, at han kunne komme ind uden at jeg slog ham fordærvet.” Robin puster.

   ”Det er mærkeligt at tænke på, at du er så meget ældre end mig… Har du ellers nogen sinde taget stoffer?” Jeg trækker på skuldrene.

   ”Måske, jeg kan ikke rigtig huske noget fra før 1700-tallet. Alt derefter er ret tåget… Men ellers tror jeg ikke, at jeg nogen sinde har gjort det.” Vi går i stilhed lidt.

   ”Øhm… har du nogen sinde været i fængsel?” Jeg tænker mig om.

   ”Det tror jeg nok… Kender du Jack the Ripper?” Robin farer sammen, træder væk fra mig.

   ”Var det dig?!” piber han skingert. Jeg ler, ryster på hovedet.

   ”Nej nej, jeg fik bare skylden for det!” Jeg sukker. ”Gad vide hvad der blev af ham… De fangede ham vist aldrig.” Robin tager min hånd.

   ”Du skræmmer mig lidt,” mumler han. Jeg smiler og lægger hovedet ind mod hans skulder. En ældre mand med en stor hun går forbi os, hunden gør hidsigt af mig, jeg hvæser vredt tilbage. Robin tager hårdere fat om mig, ser mig bryskt ind i øjnene. Jeg ser ned.

   ”Undskyld,” mumler jeg. Manden så heldigvis ikke noget…

 

Om eftermiddagen har jeg et interview med et teenagemagazin, de vil gerne have Robin med. Vi bliver spurgt om mange forskellige ting, desværre også den mere private del.

   Hvad er jeres livretter?

   Hvordan mødtes I?

   Er forholdet PR eller virkeligt nok?

   Hvordan fandt I ud af, at I var til mænd?

   Hvordan var jeres første kys?

   Hvordan var jeres første gang sammen?

   Hvad var jeres familiers reaktion?

   Er forholdet seriøst eller seksuelt?

   Hvor ser I jer om tyve år?

   Det er svært at svare. En fotograf tager samtidig billeder, til sidst beder han os om at kysse. Robin giver mig et vådt tungekys, griner og går. Han skal øve sig på guitar. Der bliver taget nogle billeder under privatinterviewet, især af håret. Intervieweren, Lisa, takker for min tid. Vi giver hånd, og hun og fotografen går.

   Jeg sidder i et tomt musiklokale i studiet og tænker over sangen. Ser nogle forskellige musikvideoer, prøver nogle af instrumenterne.

   En kvinde kommer ind. Hun er omkring de tredive, har håret sat op i et fransk fletning. Jeg rejser mig op.

   ”Undskyld, jeg skal nok gå nu,” siger jeg høfligt. Hun smiler, rækker en hånd frem. Jeg tager den.

   ”Carrie South,” siger hun mildt.

   ”Morgan Le Fay,” griner jeg. Hun smiler.

   ”Tænkte det nok… Pænt med den nye frisure.” Jeg smiler.

   ”Tak. Øhm, er du musiker?” Hun ryster på hovedet.

   ”Sanger - keltisk.” Jeg nikker.

   ”Ah, spændende. Hvor længe har du…” Selvfølgelig… Selvfølgelig! Jeg spærrer øjnene op, smiler bredt. Omfavner Carrie. Nu har jeg det! Genren til min sang! ”Jeg er nød til at gå!” siger jeg glad. ”Dejligt at møde dig!” Jeg piler overlykkelig ud, lader Carrie stå forvirret tilbage.

   Jeg bruger resten af dagen i studiet. Skriver, synger, spiller. Robin hjælper lidt, men jeg vil ikke fortælle ham om min sang, før den er helt færdig.

   Det tager længere tid end jeg havde troet. Pedellen jager mig ud omkring halv ni om aftenen, og jeg tager metroen tilbage til lejligheden. Robin ligger henslængt på sofaen, ser med tomme øjne på fjernsynet. Han ser på mig, da jeg kommer ind med et alt for stort smil.

   ”Hej,” siger han tørt.

   ”Hej!” siger jeg lystigt. Jeg piler ind på soveværelset, finder min violin frem og prøver nogle strofer. Noterer dem. De passer fint.

   Robin kommer frem i døren.

   ”Jeg bestilte pizza, jeg håber, det er okay?” Jeg nikker ligeglad.

   ”Ja ja, jeg har ikke tid til at spise lige nu.” Jeg skriver hurtigt videre. Robin sukker.

   ”Det er med antioser?” Fisk?! Jeg tøver lidt. Ryster så på hovedet. Nu står sangen helt klar, så skal den også gøres færdig!

   Jeg får ingen aftensmad, og før jeg ved af det, er Robin på vej i seng. Andy har et klaver, jeg låner det og spiller lidt, indtil en vred Robin beder mig tie stille.

   Som undskyldning lader jeg ham suge på min hals i nogle minutter. Mine tanker er stadig ved sangen. Through shadows of mountains, and rivers of blood, even though we still… Nej, det sidste lyder ikke helt rigtigt…

   Robin stønner og lægger arme og ben om mig. Jeg vrider mig fri og beder ham vente til en anden gang. Jeg har ikke lyst lige nu, jeg vil bare skrive videre på sangen!

 

Efter tre dage står jeg foran Andy, Christy og Noah, synger den nye sang med et enkelt lydspor, jeg har fået indspillet. De sidder helt stille og lytter til jeg er færdig.

   ”Morgan,” siger Christy, ”den sang er virkelig god!” Jeg smiler. ”Men er du sikker på, at den kan sælge?” Jeg ser på hende, smiler lidt.

   ”Jeg er ret sikker. Rock og keltisk er en fed blanding, den er anderledes, og vi kan lave et sejt sceneshow til den.” Noah ser lidt skeptisk ud.

   ”Er du helt sikker?” Jeg nikker.

   ”Lad mig synge den for en målgruppe, og hør så, hvad de syntes.” De tre ser på hinanden. Trækker på skuldrene.

   ”Det er noget af en risiko at løbe, Morgan.” Andy ser spørgende på mig. Jeg smiler.

   ”Jeg ved det godt - men jeg tror på den. Og prøv at forestille jer de plakater, der kan blive solgt til fangirls i hele verdenen. Key for bloody heart gik da meget godt, og den var I også skeptiske over for.” Christy nikker til de andre.

   ”Han har ret,” siger hun stille. ”Og salget på merchandise gik helt ekstremt i vejret. Med den her kan det måske gå endnu bedre?” De mumler lidt sammen, ser på mig.

  ”Vi snakker om det Morgan,” siger Noah. ”Husk nu på, at det er 30 lande, du skal præsentere den for…”

   ”Og i alt 48 stop, jeg ved det.” De snakker lidt.

   ”Vi ringer, når vi har et svar.” Jeg smiler. Yes! Endelig!

   ”Sig mig, Morgan, hvor er Robin egentlig?” Jeg tøver. Ser på Noah. Bider mig lidt i læben.

   ”Rehabilitering.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...