(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2531Visninger
AA

16. På tour?

Dagen kommer: Starten på tournéen. Robin skal på scenen for første gang nogensinde. Han og de andre musikere er i et andet lokale. Jeg sidder i min garderobe, er ved at få lagt makeup så jeg ikke ligner et lig på scenen. Jeg er ved at gå til i nervøsitet og sceneskræk. Men jeg prøver at være rolig. Jeg smiler, gør som der bliver sagt. Jeg har mit tøj på, en lang, løs bluse og en smule stramme bukser.

   Da min makeup er lagt, tager jeg et glas whisky. Det brænder lidt i halsen. Jeg rømmer mig. Sukker og puster en pandelok væk. Jeg har fået glimmer i håret...

   "Drikker du inden du skal på scenen?" Jeg vender mig om og ser på Robin. Han står med hænderne i lommerne, der er ikke gjort særlig meget ud af musikernes tøj. På den anden side, så er jeg heller ikke klædt ud som nogen Elvis... Jeg nikker.

   "Bare lidt, for at få nerverne i ro." Han kommer hen til mig, tager et glas og hælder helt op, har drukket det på få sekunder. Han sukker. Jeg smiler. "Hvad så, nervøs?" Han nikker.

   "Jeg er ved at dø af skræk!"

   "Hvorfor?"

   "Det er en udsolgt koncert."

   "Men du er vant til at andre ser på dig?" Han nikker.

   "Ja, men ikke mange!" Han fnyser. "Men du er vel slet ikke nervøs, du har prøvet det masser af gange!" Jeg ler lidt.

   "Robin, jeg har sceneskræk der er ved at få mig til at løbe skrigende væk hver gang!" Han ser på mig med rynket pande.

   "Virkelig?" Jeg nikker. "Men du er vant til det?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Og? Hvis du eller en af de andre musikere dummer sig, er der nok ikke rigtig nogen, der vil lægge mærke til det. Men hvis jeg dummer mig, skal jeg høre på det i sladderblade, på internettet, på telefonsvarer, min indbakke, jeg får ikke lov til at glemme det." Jeg ser lidt ud i luften. "Og nu, hvor jeg har remset det op, tror jeg, at jeg tager et glas whisky til." Jeg hælder op og drikker. Underligt, jeg kan slet ikke lide whisky...

 

Tæppet går i den store koncertsal. Bandet begynder at spille. Det kilder i min mave. Publikum skriger. Robin ser noget nervøs ud, men han spiller godt. Den første sang er Returner, selvfølgelig. Det er den femte koncert på tournéen. Jeg går ind på scenen, begynder at synge.

   "Time have passed, and I sometimes wonder, was it the right choice, that day with heavy thunder? I've lived the life, I've earned the cash, but now I take the consequence, now I take the trash.

   An even though all that - even though the haters hate, and even though the cameras blinding, I will be the returner, now, tomorrow and forever..." Publikum hujer og skriger, synger med. Efter sangen står jeg midt på scenen, badet i lys, blændet men lykkelig. Det her er mit rette element. Jeg smiler, vinker ud til publikum. "Godaften!" siger jeg i mikrofonen. Publikum hujer. Jeg smiler, ler lidt. "Hygger I jer?" Mere skrigeri. Mere latter. "Okay, før vi går videre med koncerten, vil jeg gerne præsentere jer alle for nogen." Jeg går hen til Robin. Jeg har stramme læderbukser på, det samme har han. Han har en helt tynd nettrøje på, hans lækre, muskuløse overkrop er tydelig. Mhm, six-pag...

   Jeg lægger en hånd på Robins skulder, læner mig fremover og ser ud mod publikum.

   "Det her er mr. Robin Montana, min nye guitarrist!" Bragende hujen og klapsalver. Robin smiler, ser lidt forlegent væk. Han virker meget nervøs. Jeg får larmen fra publikum dæmpet. "Robin kan godt lide popcorn og rockmusik. Noget andet han godt kan lide, er det her:" Jeg lægger armene om Robins hals og kysser ham. Han kysser mig lidt tilbage, griner. Publikum skriger højere end før. Jeg slipper ham, læner nakken lidt bagover og slikker mig om munden. Griner og går ind midt på scenen igen. "Robin er min kæreste - giv ham en stor hånd!" Voldsomme skrig får mig til at le. Jeg vender mig mod bandet. De begynder at spille. Kee for Bloody Heart går i gang. Jeg leverer teksten.

   Vi er godt inde i koncerten, der er gået halvanden time. Jeg går rundt på scenen, står ved kanten af scenen. Projektørlyset følger mig, det er ret varmt. Jeg sveder en smule. Jeg putter min sjæl i mine sange, som altid. Jeg er sprængfyldt med energi, elsker at synge, elsker at stå på scenen.

   Men så rammer jeg muren.

 

Flammer omgiver mig. Jeg kan ikke komme væk. Jeg er fanget, som en rotte i en fælde. Udenfor kan jeg høre sirenerne. Brandmændene er allerede i gang med at tæmme ilden. Men de når det ikke. Den har for godt fast. De når ikke at finde mig. Jeg er så sløv... Pillerne har for godt fast... Et skrig lyder. Det er mit. Jeg kalder på Robin. Det er varmt. Så varmt!

 

Rummet er køligt. Jeg åbner forsigtigt mine øjne. Robin sidder på en stol ved min side. Han smiler, da han ser, at jeg er vågen. Stryger mit hår. Jeg ser udmattet på ham. Mit hoved dunker voldsomt. Robin tager min hånd, kysser mine fingre.

   "Du besvimede og faldt ned fra scenen," mumler han stille. Jeg rynker panden. "Du har været væk i en halv time." Jeg sukker, prøver at sætte mig op. Robin holder mig nede. "Lægen sagde, at slaget ikke var så alvorligt, men du skal hvile dig lidt." Døren bliver åbnet, Andy kommer ind. Han kommer hen til mig.

   "Godt du er vågen!" siger han. Han sukker. "Du gav mig næsten et hjerteanfald! Hvordan har du det?" Jeg trækker p skuldrene, prøver at komme op.

   "Jeg skal ud igen," mumler jeg tonløst. Andy fnyser.

   "Nej! Vi aflyser resten af koncerten, du skal holde dig i ro." Jeg ryster hurtigt på hovedet. Åh, det gør ondt!

   "Nej! Nej, j-jeg kan ikke skuffe mine fans, d-de har jo betalt, jeg..." Robin tager min hånd, aer den.

   "Morgan, jeg ved godt at du ikke kan lide at skuffe publikum, men..."

   "Kan vi i det mindste gennemføre meet and greet? Jeg..."

   "Nej." Andy ser strengt på mig. "De skal nok møde dig, men ikke i aften. Robin kører dig hjem, så snart I har klædt om." Jeg ser tomt på Andy. Ser ned.

   Da Robin har klædt om, kommer han ind til mig. Jeg sidder stadig på sofaen, har trukket knæene op til brystet. Jeg kollapsede, da jeg ramte muren. Mit syn... Jeg kommer bogstaveligt talt til at brænde op... Jeg ser på Robin. Jeg har skuffet mine fans. Alle dem, der har betalt for at komme og se mig...

   "Skal du ikke skifte tøj?" spørger Robin mig. Jeg trækker på skuldrene. Rejser mig op og går om bag skærmen. Tager mit normale tøj på igen, og går hen til Robin. Han kysser mig på kinden. "Du var god i aften, virkelig." Mit blik er slået ned. Jeg har aldrig skuffet mine fans før. Ikke engang da jeg havde halsbetændelse, det gjorde ondt, men gik fint.

   Robin følger mig ud sammen med Godzilla. De andre siger farvel, tak for i aften, vi ses og så videre. I bilen på vej hjem sidder jeg og kigger ud af vinduet. Jeg ryster. Jeg kommer til at brænde op... Jeg snøfter. Begynder at græde. Robin skæver til mig. Men han kan ikke gøre noget.

   Jeg har svigtet mit publikum. Det er det, han tror, jeg græder over. Men nej... Det er timeren: Jeg har et halvt år tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...