(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2539Visninger
AA

4. På scenen for første gang, igen

"... Trapped in the present, can't look back, can't see you. People hunt us, will put us in a cage, but birds like us just have to be free!" Jeg elsker at stå på scenen igen. Lysene, menneskene, musikken, jeg labber det hele i mig som honning! Jeg synger Z me Free, publikummet jubler. Jeg elsker at synge, og selvom min stemme er lidt rusten, så virker næsten alle glade. Da sangen er slut, begynder en større gruppe at skrige, nogle piger holder et bander op i luften. "Velkommen tilbage Morgan LF!" står der. Jeg smiler, er lidt forpustet. Vinker til publikum og siger: "Tak fordi I kom alle sammen! Det er fedt at være tilbage! Hvordan har I det?!?!?!?!" Voldsomme skrig. Jeg griner. "Det tænkte jeg nok! Hav en skøn aften alle sammen!" Jeg vinker stadig, da jeg går om bag scenen. Andy Rubberts står med korslagte arme, han taler i telefon. Jeg tørrer panden, der er varmt i spotlyset.

   Jeg tager noget at drikke. En af de andre entertainere kommer hen til mig. Han rækker mig hånden.

   "Joe Francis," siger han med et smil på læben. Jeg tager hans hånd.

   "Morgan Le Fay." Han nikker.

   "Jeg ved det - det gør alle vist."  Jeg smiler, ler lidt.

   "Nårh, ja, det kan godt være lidt mærkeligt engang imellem."

   "Ja, du har jo været væk i lang tid." Jeg nikker. Der lyder noget tumult fra teltets indgang. Francis og jeg ser derhen. Journalister kæmper mod og råber af sikkerhedsvagterne, de store gorillaer har fået sin sag for. Journalisterne får øje på mig og bliver endnu mere ophidsede, de rækker mikrofoner og notesblokke frem. Jeg kan skimte nogle få fanpiger mellem dem. Jeg ser på Francis.

   "Beklager, øhm, kan vi tales ved senere?" Francis nikker. Jeg går hen mod journalisterne. "HEY!" råber jeg, der bliver tavshed, bortset fra nogle få klik fra kameraerne.

   "Morgan! Morgan! Er det rigtigt, at du blev bortført, eller havde du brug for en pause fra scenens strenge leveregler?!" Jeg sukker og kløer mig i håret.

   "Jeg svarer på alle jeres spørgsmål på mit pladeselskabs 'velkommen tilbage fest' på næste fredag, men ikke før!" Sikkerhedsvagterne får journalister, paparazzierne og fansene ud af teltet. Jeg tager et håndklæde og tørrer ansigtet, smiler. Jeg elsker at være sangstjerne.

   "Morgan!" Andy Rubberts kommer hen mod mig med ustrakte arme. Han omfavner mig, jeg smiler skævt.

   "Hej Andy, hvad så?"

   "Hvad så? Hvad så?! Morgan, du har været væk i to år! Det er super at se dig igen, men endnu vigtigere - vi har en masse at nå!" Jeg smiler og nikker.

   "Ja, jeg ved det godt Andy, men det er ikke nu. Jeg har spillet mit sidste nummer for i aften, nu vil jeg nyde koncerten." Jeg vender mig om for at gå, men Andy lægger en hånd på min skulder.

   "Øhm, Morgan, kære, der er faktisk lige én lille ting..." Jeg vender mig om mod Andy. En stor, bidsk udseende mand kommer hen bag ham.

   Andy har sorte solbriller på, han er solbrændt og har en løs trøje med leopardprint på - manden bag ham har jakkesæt og øresnegl. De to udgør et godt par...

   "Det her er Roberto Gazillia." Andy nikker. "Din nye bodyguard." Jeg hæver øjenbrynene. Fnyser.

   "Nej."

   "Jo," siger Andy bestemt. "Du har underskrevet en kontrakt, og ifølge den skal vi på Wing Records gøre alt for at beskytte dig. Set i lyset af din forsvinden, er Gazillia en nødvendighed." Jeg ser på den store mand. Han smiler ikke, har mørke solbriller på. Jeg sukker. Selv har jeg mørklilla glimmer i håret, en sort undertrøje og lilla vest på, halvstramme bukser og ørering i det ene øre. Tja, vi bliver et kønt par...

   "Gazillia, ikke?" Han nikker stift. "Pænt navn. Latino?" Han ser skævt på mig. "Må jeg egentlig kalde dig Godzilla?" Han svarer ikke. "Godt så. Så går vi Godzilla." Jeg ser på Andy. "Jeg må vel godt gå, når min barnepige er med, ikke?"

   "Morgan, hør nu..."

   "Nej nej, Andy, jeg forstår - men må jeg godt gå nu?"

   Andy lader mig gå, og jeg finder straks min telefon frem. Skriver til Robin.

 

MIG

HVOR R DU?

Sendt 19:52

 

Jeg venter lidt, jeg er nød til at holde mig på VIP området, men jeg spejder efter Robin og hans venner, selvom jeg ikke aner hvordan de ser ud. Min telefon bipper. Jeg river den hurtigt ud af dens taske, bukserne er for stramme til, at den kan være i mine kunstlommer, som jo i forvejen er kunstlommer. Tasken sidder fast i en bæltestrop.

 

ROBIN MONTANA

UDENFOR SPILLEVÆLTET

Sendt 19:53

MIG

SPILLEVÆLTET?? R DU OK?

Sendt 19:53

ROBIN MONTANA

DOH! SRY, MENTE SPISETELTET. KAN DU KOMME?

Sendt 19:54

MIG

OK, OG NEJ DESVÆRRE. SKAL BLI I VIP OMRÅDET...

Sendt 19:54

ROBIN MONTANA

WAH OG HULK, KENDISNØKKER J R DER CHANCE FOR, AT VI KAN SIGE HEJ, ELLER R DER KÆMPE BODYGUARD PÅ?

Sendt 19:55

MIG

HA HA, NEJ OG JA - JEG HAR FÅET BARNEPIGE PÅ -_-

Sendt 19:55

ROBIN MONTANA

... DU JOKER...

Sendt 19:55

MIG

NOPE. KOM SELV OG SE, VENTER PÅ DIG/JER J

Sendt 19:55

ROBIN MONTANA

WAOW...

Sendt 19:55

 

Jeg venter lidt tid, bliver en smule bekymret. Minutterne går, og Robin svarer mig ikke... Så:

 

ROBIN MONTANA

OK, VI R PÅ VEJ J

Sendt 20:03

 

Jeg smiler bredt. Begynder at holde udkig efter Robin. Jeg ser på Godzilla.

   "En af mine venner og hans venner kommer. Okay?" Godzilla tøver. "Det er okay, han er cool." Godzilla nikker kort. Jeg spinder lavt, tilfreds. Jeg skal se Robin, yay! Hvorfor gør det mig så glad? Jeg er ikke engang så glad, når jeg ved, at jeg skal mødes med Nathaniel, Cornelia eller Dexter... Mest Nathaniel.

   Endelig kan jeg se Robin, han går sammen med en gruppe på fire andre mennesker. Jeg smiler og vinker. En af dem, en pige, hviner og begynder at hoppe op og ned, peger på mig. Robin vinker, jeg vinker tilbage. De kommer hen mod mig. Desværre er der en lille afspærring.

   "Hej Morgan!" siger Robin. Han nikker mod sine venner. "Det her er Michelle..." Michelle er en afroamerikaner med en T-shirt på, hvor skriften Key for Bloody heart er skrevet med svungne bogstaver. En nøgle bliver holdt foran et par mørke læber bag skriften - min nøgle, mine læber... "... Brandon..." Brandon er blond, ikke lige så blond som jeg, men alligevel blond, han har kasket på. "... Anna..." Anna har høj hestehale, hendes hår er farvet rødt, det kan man se på udgroningerne, hun har en lille fiks nederdel på, en hættetrøje i lyserød. "... og Matt." Matt er høj og har briller, han ser meget venlig ud. Man skal ikke være særlig klog for at kunne sige, at de fire i alt udgør to kærestepar - Michelle og Brandon, Anna og Matt. Robin nikker mod mig. "Venner, det her er Morgan Waters, bedre kendt som Morgan Le Fay." Michelle hviner skingert og springer op og ned. Omkring os begynder folk at mumle, flere piger begynder at hviske og skrige. Godzilla træder lidt frem. Jeg sukker.

   "Michell altså," mumler Brandon. Han række ren hånd frem. "Le Fay, en ære at møde Dem." Jeg tager hans hånd.

   "Kald mig Morgan, jeg er ingen fe - og i lige måde." Vi smiler. Robin roder op i mit hår, jeg ser skævt på ham.

   "Du var god på scenen!" siger han og griner. Jeg sukker og himler med øjnene.

   "Kig på din hånd." Han ser på den, stønner irriteret.

   "Hvorfor har du glimmer i håret?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Hvorfor ikke?" Vi griner. Anna giver Matt en albue i siden og fniser, Matt himler med øjnene. Michelle er ved at gå ud af sit gode skind, jeg smiler. "Flot trøje," siger jeg med et grin. Hun hviner, Brandon sukker og ryster på hovedet. Jeg krymper mig lidt. "Øhm, undskyld?"

   "Nej nej!" siger hun. "Øh, mange tak! Det er din, jeg mener, den er fra din koncert, i Boston, for fire år siden!" Hun hviner og hopper og ned. "MORGAN LE FAY!" Mumlen og skrig omkring os, pludselig er jeg omringet af skrigende teenagepiger. Godzilla bliver puffet væk, Robin og hans venner bliver ét med flokken, afspærringen forsvinder... Jeg får en kuglepen i hånden og skriver pludselig den ene autograf efter den anden, der bliver revet i mig og jeg bliver bange. Jeg vil væk, bliver mast, kan ikke rigtig få vejret.

   Nogen griber fat i mig, hårdt. Jeg prøver lidt at kæmpe imod, men så bliver en hættetrøje trukket over mig, mit ansigt bliver dækket, og jeg kan pludselig ånde igen.

   Robin griner til mig. Han dukker sig og får mig ud af flokken. Jeg griner, holder hættetrøjens hætte tæt om ansigtet. Godzilla er intet steds at se.

   Og så sidder jeg pludselig på en ganske almindelig festivalbænk, sammen med Robin, Michelle, Brandon, Anna og Matt, i Annas lyserøde hættetrøje og griner. Anna har Matts jakke over sig, Matt sidder i skjorte. Jeg smiler til dem.

   "Tak. Det var..."

   "Kaotisk."

   "Anarkisk."

   "Kalejdoskopisk." Vi kigger alle på Matt, han trækker på skuldrene.

   "Ja, alt det."

   "Så, vil I have noget at spise?" spørger Brandon.

   "En hotdog til mig," siger Anna.

   "Også mig."

   "Jeg tager en omgang pomfritter."

   "Jeg vil gerne have en shawarma." Brandon ser på mig.

   "Hvad skal du have, Morgan?" Jeg ser forundret på Brandon.

   "Hvad? Øhm, nej, jeg..."

   "Kom nu Morgan," siger Robin.

   "Er du på en eller anden kendiskur?" spørger Matt skeptisk. Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, jeg vil bare ikke være til besvær," mumler jeg.

   "Årh, kom nu," smiler Brandon. "Jeg betaler med glæde - hvad vil du have?" Jeg stønner og synker sammen, ser træt på Brandon.

   "I så fald, den største burger der kan købes! Jeg har ikke spist siden frokost i går! Jeg sulter!" De andre ler, jeg smiler. Brandon bukker.

   "Så gerne sir!" Brandon går hen mod madteltet, jeg sukker og lukker øjnene lidt.

   "Undskyld..." mumler Michelle. "Det var ikke min mening at..."

   "Nej, jeg ved det - det er helt okay," smiler jeg. "Jeg er bare træt, jeg er en smule ude af form." Robin smiler til mig.

   "Det er okay, du skal nok komme på toppen igen." Jeg smiler.

   "Tak." Vi ser lidt på hinanden. Så ryster jeg på hovedet og rejser mig op. "Undskyld mig, jeg kommer lige om lidt." Jeg går hen mod toiletterne, men jeg vil egentlig bare væk fra Robin. Han har så kønne øjne... De er både brune, sorte og gyldne. At stirre sådan ind i dem... Uh, jeg har stadig kuldegysninger!

   Jeg går i cirka tre minutter, så går jeg tilbage mod bordet. Jeg stopper bag nogle træer lidt væk, da jeg hører mit navn blive nævnt.

   "Kom nu Robin," griner Anna. "I ville være sådan et sødt par!"

   "Helt ærligt Anna, jeg gider ikke høre mere om det! Jeg er ikke interesseret i et forhold med Morgan, han er berømt, han har sikkert snart glemt os alligevel. Desuden, så er jeg ikke bøsse."

   "Robin, du er godt klar over at vi alle sammen ved, at du havde en affære med Justin, ikke?" Jeg slår en hånd for munden. Justin?! Robins bedste ven, som stak af med hans kæreste?! Mit hjerte hamrer.

   "Ej, vil I ikke godt stoppe? Jeg gider ikke høre om Justin, heller ikke Cathrine!"

   "Men du var så glad da du var sammen med Justin!" Michelle. Jeg vil ikke høre mere, så jeg går hen mod bordet, smiler.

   "Stop nu, jeg vil ikke ind i et forhold med Morgan Le Fay! Og selvom jeg ville, så ville det blive besværligt, stressende og uudholdeligt at date en berømthed i Hollywood! Og så er han straight, han er ikke anstrengelsen værd..." Jeg stopper op og ser på Robin. Jeg står bag ham. De andre får øje på mig. "Og lad os nu være ærlige, han er Morgan Le Fay, han bliver her jo ikke! Ingen har da plads til sådan et forhold." Mine arme falder ned langs siden. Jeg ser tomt på Robin. Han følger de andres blikke, de er blevet stille. Han får øje på mig, spærrer øjnene op og bliver lidt stram i betrækket. "Morgan!" Jeg ser ned.

   "Jeg er ked af, at du tænker sådan om mig, Robin." Jeg synker en klump. Tøver lidt og ser ned. "Og bare så du ved det, så løj jeg over for dig, da jeg sagde, jeg var straight." Jeg ser forsigtigt på ham. "Jeg kan rigtig godt lide dig." Jeg snøfter, tørrer mine sviende øjne og stikker hånden i lommen. Jeg kommer hen til bordet, smækker ti dollars ned på bordet. "Giv dem her til Brandon, bare smid min burger væk!" Jeg vender mig om og går. Robin går efter mig.

   "Morgan!" Jeg ryster på hovedet. Trækker Annas hættetrøje over hovedet og kaster den i armene på ham. Sætter i løb, inden han får set, at jeg græder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...