(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2541Visninger
AA

10. NU!

Der går to ugers tid, så er jeg tilbage på arbejde. Additionerne til live bandet er i gang, men ingen af dem er rigtig... mig-stilen. Og, selvfølgelig, som Himlen nu bare elsker mig, sker det her:

   Min telefon ringer. Jeg har pause og tager den med det samme.

   "Morgan Le Fay," siger jeg og drikker noget vand.

   "Hr. Le Fay, det er Hollywood privathospital." Jeg synker vandet, anstrengende.

   "Ja?"

 

Robin var ved at drukne. I svømmehallen. Mit syn er gået i opfyldelse. Jeg stikker af fra Wing Records, tager en taxa hen til hospitalet. Lægerne stopper mig, inden jeg løber ind, folk stirrer overraskede på mig.

   Jeg sidder og venter længe. Jeg sidder, og venter, og ryster, og er bange. De holder mig ikke opdaterede på hans tilstand.

   Jeg læner mig forover, støtter mig på knæene og samler hænderne. Beder en stille, indre bøn for Robin.

   To piger kommer hen til mig. De smiler bredt, tripper lidt. Bider sig i læberne og fniser. Jeg ville gerne smile tilbage, men kan ikke rigtigt.

   "Ja?" siger jeg. De hviner stille.

   "Øhm, M-Morgan Le Fay?" Jeg nikker kort, prøver virkelig at smile. De hviner igen og smiler overdrevent. "Øhm, mit navn er Lena, det her er min veninde Carol, og vi tænkte på, øhm, må vi..."

   "Må vi få din autograf?" Jeg nikker kort.

   "Øhm, har I..." Lena finder papir frem, Carol løber hen i receptionen og får en kuglepen. Jeg skriver mit navn på papiret, ser på Carol. Hun rækker sin arm frem. Jeg skriver.

   En læge kommer hen til mig. Jeg rejser mig op. Carol og Lena ser ud som om de har spørgsmål, men jeg kan ikke besvare dem. Jeg ser håbefuldt på lægen. Han vinker mig med.

   Jeg får ting at vide, bliver chokeret og vred, overrasket og fortvivlet. Endelig får jeg lov til at komme ind på enestuen, Robin ligger på. Jeg sætter mig på hans sengekant. Han er ved at komme til bevidsthed. Han er blevet opereret...

   "Hej," siger han hæst. Jeg smiler og tager hans hånd.

   "Hej." Han prøver at komme op, jeg lægger en hånd på hans bryst og holder ham nede. "Nej, lad være med at bevæge dig. De fjernede 50 milliliter klorvand fra dine lunger, du skal virkelig slappe af." Han nikker, smiler og læner hovedet tilbage. Ser lidt op i loftet. "Og øhm..." Jeg synker en klump. "De, øhm... De undrede sig over, at en elitesvømmer som dig bare pludselig får et krampeanfald uden grund, såeh... De, øhm... tog en blodprøve." Jeg får tårer i øjnene. Robin spærrer øjnene op og ser på mig. Jeg bider mig i læben.

   "Morgan..."

   "Hvorfor har du ikke sagt noget?"

   "Morgan, jeg ville have sagt det, men..."

   "Hvorfor begyndte du overhovedet?" Jeg er ikke vred. Jeg er ikke bange. Jeg er bekymret. Og skuffet. Han begynder at græde.

   "Nej, Morgan, lad nu være..."

   "Robin, du har taget doping, hvad skal jeg gøre, slappe af?! Ved du, hvad der kan ske ved at tage sådan noget? Det havde næsten slået dig ihjel!" Han ser ned. "Så. Hvad har du at sige?"

   "Jeg skal med til OL." Jeg hæver øjenbrynene. Okay... Emneskift...

   "Øhm... Endnu en ting, du ikke ville fortælle mig?"

   "Jeg skal ikke ad sted nu." Han får tårer i øjnene. Sætter sig op og tørrer dem væk. Han snøfter. "Jeg fik det at vide i sidste uge. Jeg fik besøg af en mand, der sagde, at jeg kunne komme med på det amerikanske OL hold i svømning. Jeg blev så glad, men... Jeg har taget doping i det sidste halve år, fordi jeg var træt og ikke rigtig kunne holde til at svømme. Jeg ville stoppe, det ville jeg virkelig, men det gav sådan et kick, og nu hvor det er afsløret, så..." Han bryder ud i tårer. "Jeg kommer ikke med til OL!" Jeg lægger armene om ham og lader ham græde ud. Jeg har alligevel ondt af ham...

   "Har du oplevet bivirkninger?" spørger jeg, da han har grædt ud. Han snøfter, nikker.

   "Øhm, ufrivillige bevægelser, uro, angst, vægttab og krampeanfald, ja, det her var så det første..." Jeg tager fat om hans ansigt og kysser ham på panden.

   "Men du holder op nu?" Han nikker.

   "Åh Morgan, jeg var så bange!" Jeg omfavner ham, stryger ham på ryggen.

   Lægen kommer ind, jeg slipper Robin. Robin rykker sig lidt.

   "Kommer jeg til at svømme igen?" spørger han straks. Lægen ser på sin journal, nikker langsomt.

   "Ja, dine lunger er ikke helt ødelagt - men du kommer ikke til at svømme på samme niveau. Faktisk, så vil jeg forbyde dig at svømme for andet end sjov mere." Robin slår hænderne for munden. Han ryster på hovedet.

   "Nej... Nej, nej, nej - svømning er jo mit liv!" Lægen trækker på skuldrene.

   "Beklager, prisen for doping." Jeg omfavner Robin, han græder ikke, han er bare chokeret.

   Robin kommer ikke over det med det samme. Nej, det ville være synd at sige. Men han kontakter sine venner, og de lover at holde en fest for ham, når han kommer hjem.

   Jeg bliver selvfølgelig inviteret, og tre timer inden Robin kommer hjem, sidder jeg på sofaen i hans lejlighed og puster serpentiner ud og leger gætteleg med hans nærmeste venner:

   "Så..." siger Andy, en fyr med sort, strittende hår. "Hvad er det særeste, I har været ude for?" Jeg fnyser og smiler.

   "Pas," siger jeg. Michelle hviner fra hjørnet.

   "Øhm, Malibu 2011!" siger Matt. De andre griner. Jeg ser mig omkring.

   "Hvad?" De andre mumler, siger at det er en lang historier.

   "Bedste minde med Robin?" Der bliver stille. Jeg ser op - alle ser på mig.

   "Hvad?"

   "Årh, kom nu, du er for det første det nyeste medlem af gruppen herinde," siger Brandon. "For det anede, så er Robin helt forgabt i dig. Så..." Alle er pludselig omkring mig, ser på mig med lange, nysgerrige øjne. "Hvordan er han i sengen?" Michelle slår Brandon i brystet.

   "Brandon!"

   "Hvad?! Han er min bedste ven, det er nok det eneste jeg ikke ved om ham. Så? Hvordan er han så?"

   "Jah, kom nu Morgan, det er de eneste Robin ikke fortæller til nogen!"

   "Kom nu!" De lægger pres på mig. Jeg krymper mig.

   "Jeg ved det ikke," mumler jeg. De bliver stille. Ser på mig.

   "Har I ikke været i seng sammen endnu?" Jeg trækker på skuldrene.

   "N-nej, ikke sådan rigtig..."

   "Hey, Morgan, der ikke noget 'sådan rigtigt'," siger Anna. "Enten har I gjort det, eller også har I ikke. Nå?"

   "Okay, vi har ikke været i seng sammen endnu." De andre ser lidt på hinanden. Jeg rykker nervøst. "Hvad?"

   "Øhm, Morgan," siger Andy forsigtigt. "Ved du godt at Robin er fuldstændig besat af at komme i seng med dig?" En kuldegysning løber gennem mig. S-sådan er Robin da ikke..?

   "Hv-hvad?"

   "Han vil have sex med dig," siger Anna træt. "Hvem vil med ned og hente chips?" Jeg ser lidt forskrækket på hende. Altså, jeg vidste det egentlig godt, men... At høre det er lidt... uhyggeligt...

 

Robin ringer og lader os starte festen uden ham, da han bliver forsinket. Noget med en lang tale om, at doping er livsfarlig. Jeg bliver omsværmet. Der er ikke andre ord, der kan beskrive det. Folk står for tæt på mig, alt for tæt, stiller spørgsmål om mig, mit liv, min bortførelse, Robin, mig og Robin, Robin og mit sexliv. Jeg vil egentlig ikke svare på så meget af det, heldigvis får Michelle og Anna mig ud af gruppen.

   Robin kommer, folk hujer og kommer hen til ham, taler med ham, klapper ham på ryggen. Han smiler, griner og får en øl i hånden.

   Jeg kommer hen mod ham, han ser på mig, smiler og kysser mig på kinden.

   "Hej," siger han. Musikken er høj, det er noget af det, han havde stående på hylderne. Det er faktisk helt okay.

   Tiden går, jeg møder nogle okay søde mennesker. Jeg snakker ikke så meget med Robin, omkring halv elleve skubber han mig op i en mørk krog og råsnaver i nogle minutter mens vi fletter fingre. Så bliver han revet væk for at møde en eller anden...

   Jeg kravler ud af hans vindue og ud på tagterrassen (elendigt design) omkring tolvtiden, for at få noget frisk luft. Jeg sidder og ser på himlen lidt, ønsker at se stjernerne, men SMOK dækker dem.

   Brandon stikker hovedet ud. Jeg ser på ham, vinker kort.

   "Hej," siger jeg. Han smiler, nikker.

   "Hej - øhm, har du set Robin?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, men nu skal jeg se om jeg kan finde ham." Jeg kravler ind i lejligheden igen, går lidt rundt og kalder på Robin. Jeg ser ham ved døren til det, der være hans soveværelse. Han ser sig forsigtigt omkring og lukker døren.

   Min mave krummer sig sammen. Det tegner ikke godt.

   Jeg svømmer gennem menneskemængden hen til værelset, tager i dørhåndtaget. Den er låst. Jeg ser mig omkring. Siger noget kort på helvedessproget. Døren åbner lidt. Jeg går ind og lukker den. Gisper forskrækket.

   Robin sidder med en anden fyr overskrævs på låret. Okay, jeg bør nok ikke snyde mig selv - han sidder ikke kun på låret. De sidder begge to i underbukser, den anden fyr skal bare lidt længere op, så sidder han på Robins mave... Robin kysser ham på halsen. Med åben mund. Og tunge. Den anden fyr stønner, gisper og sukker. Jeg rømmer mig. Robin ser forskrækket på mig. Den anden fyr vender overrasket ansigtet. Jeg gnider mine arme og ser ned.

   "Morgan..."

   "Du lovede ikke at gøre det," siger jeg grødet. Jeg tørrer mine øjne før tårerne begynder at løbe. Den anden fyr skynder sig at tage bukserne på igen.

   "Det her var en virkelig dårlig idé," siger han til Robin. Han ser på mig, kryber en smule. "Vær sød ikke at sagsøge mig Le Fay." Jeg snerrer af ham. Han piler ud. Jeg lukker døren og ser skuffet på Robin. Snøfter.

   "Du fortæller mig ikke, at du tager doping - det forstår jeg. At du ikke fortæller mig med det samme, at du skal til OL, det er også okay. Men... Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?" Robin rejser sig op, kommer hen mod mig. Breder armene ud.

   "Morgan, jeg kan forklare..."

   "Hør, hvis du er så sexgal kunne du bare have sagt det..."

   "Nej, Morgan, det er ikke det..."

   "Hvad er det så?!" Robin står knap en meter væk fra mig, i underbukser og T-shirt, ser bare på mig. Han sukker rystende med himmelvendte øjne.

   "Morgan, du er så lækker og så sexet! Det er ikke til at holde ud! Du er sød, og klog, og fantastisk, og jeg syntes selv at jeg er så tålmodig, men..."

   "Lad være med at snige dig udenom, dine venner har allerede fortalt mig om det." Han nikker.

   "Okay, godt så - jeg vil have sex med dig! Nu! Lige nu og her!" Hans stemme er høj. Jeg nikker stillede.

   "Okay," siger jeg stille. Han ser overrasket på mig.

   "V-virkelig?" Jeg nikker.

   "Ja... Jeg mener, hvis det er så vigtigt for dig... Desuden, så vil jeg ikke have at du skal være utro, bare fordi jeg er, du ved... usikker..." Jeg er rædselsslagen! Robin smiler. Han tager fat om mine hænder og trækker mig hen mod sengen. Låser hurtigt døren.

   Han lyner mine bukser ned. Ser mig i øjnene. Jeg tvinger mig selv til at smile. Han får mine bukser af og løfter mig op. Jeg lukker benene om hans liv. Han kysser mig, jeg kysser ham. Min vejrtrækning bliver underlig, jeg begynder pludselig at stønne. Vi er ikke engang gået i gang endnu... Nu ved jeg, hvorfor ham den anden sagde de lyde - Robins hænder, Robins læber, åh!

   Og så er det, han pludselig smider mig ned på sengen. Mit hjerte begynder at hamre hurtigere. Det er kærlighed, det banker for, kærlighed!

   Robin kysser mig på munden. Han trækker min T-shirt over mit hoved, jeg lader ham bare gøre det. Jeg er nitten, og er ved at gå i seng med en 27-årig - er det forkert?

   Han prøver at få mine boksershorts af, jeg spjætter forskrækket. Han smiler.

   "Så så, rolig nu Tiger." Åh, skønt, han misforstod mig... Og dog... Jeg lægger benene om hans hofter og presser mit underliv mod hans. Min pande bliver svedig. Han ser på mig. "Jeg kan ikke få dit undertøj af, hvis du bliver ved med at flytte dig." Jeg smiler skævt og slipper ham med benene. Han får mine underbukser af, smiler og kysser mig. Han mangler kun sine egne... og sin trøje...

   Han tager fat om mine arme og gnider dem. Holder fast om håndleddene og kommer tættere på mig. Han skal til at tage sine underbukser af, jeg lukker øjnene og venter på det.

   Det næste, jeg mærker, er ikke særlig seksuelt eller frækt. Det er bare et blidt, kærligt kærtegn på min kind, efter nogle sekunders tøven.

   "Jeg kan ikke gøre det her mod dig." Jeg åbner øjnene. Han har stadig undertøjet på. Han ser mig ind i øjnene, smiler ømt. "Du ved, man siger at dyr kan lugte frygt, fordi man begynder at svede, ryste og blive stakåndet når man er bange." Han sætter sig op på sengekanten, læner sig forover og sukker. "Du er så tydelig lige nu." Han ser på mig. "Og du skal ikke gøre det, hvis du ikke har lyst, eller hvis du er bange, eller..." Jeg ånder lettet op og læner mig tilbage. Gisper lidt efter vejret, trækker hans dyne over mig og kryber hen ved siden af ham. Jeg lægger en hånd på hans bryst. Han stønner. "Du gør ikke det her nemmere!" Jeg slipper ham.

   "Undskyld..." Han sukker og ser på mig, smiler venligt.

   "Det er okay. Jeg må bare lære at styre mig." Han lægger en hånd på mit lår. "Bare sig til når du er klar, okay?" Jeg smiler, lukker lettet øjnene og nikker.

   "Så du er okay?" Han nikker.

   "Ja, jeg kommer jo tættere på dig hver gang. Jeg mener, nu har jeg i det mindste set dig nøgen." Jeg smiler skævt.

   "Såh... Kan du lide det?" Han smiler og nikker.

   "Jahaha!" Jeg ser trættende på ham. Han ser ned. "Undskyld..." Jeg kysser ham på kinden.

   "Det er okay." Musikken virker næsten som fra en anden verden i Robins værelse. Jeg rykker lidt på mig, ser på ham. "Hey, hvad siger du til at jeg sover her? Vi har ikke sovet sammen før?" Robin smiler skævt.

   "Morgan, jeg bliver højst sandsynlig så fuld i aften, og så er jeg ikke så nem..."

   "Men så skal nogen vel passe dig?" siger jeg forhåbningsfuldt. Jeg vil faktisk gerne sove med ham... Han smiler.

   "Det er meget sødt af dig, men..."

   "Vi kan råsnave i undertøj i din seng?"

   "Du bliver her!" Jeg griner, lader mit hoved falde ned i hans skød. Han stryger mit hår, skubber mit hoved lidt ned. Vi griner sammen. Jeg lægger mig på ryggen, holder stadig dynen om mit liv, underliv og mine ben. "Hvis jeg nu ikke havde boksershorts på..."

   "Nej, jeg ville ikke," griner jeg. Der bliver banket på døren.

   "Robin, Morgan, er I derinde?" spørger Matt. Vi ser på hinanden. Robin tysser og ryster på hovedet.

   "Men jeg vil gerne gøre det her," siger jeg og vender mit ansigt ind mod hans mave. Jeg åbner munden og begynder at suge. Robin sukker, stønner og bøjer sig lidt ned over mig.

   "Gå længere ned!" mumler han sammenbidt. Jeg smiler og hviler min pande mod hans mave.

   "Ingen af os får et knald, jeg får ingen slikkepind, og du er allerede fuld, ikke?" Han smiler, nikker.

   "Jo... Bare lidt. Jeg har kun drukket... tre øl eller sådan noget." Jeg hæver øjenbrynene.

   "Okay." Jeg kysser ham på hagen. "Skal vi tage tøj på og gå ud til de andre?" Han nikker, stryger min kind. Kysser mig på panden.

   "Jeg elsker dig." Han smyger sig væk fra mig og rejser sig op. Jeg ligger bare på sengen, stort set paralyseret. Han begynder at klæde sig på. Ser på mig. "Hvad?" Jeg sætter mig op og ser på ham. Smiler.

   "Det er første gang, du har sagt det til mig." Jeg ser ned, smiler. Jeg er stadig nøgen... Hvorfor er jeg stadig nøgen..? Han ser nervøst på mig.

   "Øhm..."

   "Jeg elsker også dig." Han smiler til mig.

   Åh Gud... Åh Gud! Jeg er forelsket i en mand! Vanvittigt, voldsomt, grotesk, dyrisk, smaskhamrende, ukontrollerende forelsket i en mand!

   Han sætter sig ved siden af mig og kysser mig blidt på munden. Sådan sidder vi lidt. Presser vores læber mod hinanden. Han lugter af øl...

   "Skal vi gå ud nu?" spørger han. Jeg smiler skævt. Begynder at tage tøj på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...