(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2522Visninger
AA

26. Ned

Robin ligger på sofaen med en klud over øjnene og musik i ørerne. Det er et trick, han har lært om på kurset. Jeg ligger krøllet sammen i vindueskarmen, den er dejlig varm og får min pels til at knitre. Bandet har fået noderne til sangen, den skal promoveres på touren. Robin har kigget på dem, han skal ikke spille på el, men bare akustisk guitar.

   Om aftenen ligger vi i sengen, Robin ligger oven på mig og kysser mig. Da han prøver at få mit tøj af, fanger jeg hans blik og ser strengt på ham. Han smiler, kysser mig på kinden.

   ”Jeg ved det godt,” griner han. Vi tager hinandens tøj af, Robin ser lidt på mig.

   Han går ikke i gang. Han stryger mit ansigt. Jeg ser forvirret på ham. Hans blik er fjernt. Han kysser mig helt blidt på læberne. Som om jeg var skrøbelig. Lægger armene om min hals. Tredive sekunder… Fyrre… Et minut… Så trækker han sig væk. Jeg smiler. Ser undrende på ham. Han smiler skævt.

   ”Jeg ville bare lige prøve det…” Jeg smiler.

 

Robin ligger og leger lidt med mit hår. Jeg er søvnig. Piller lidt ved min læbe, bare for at have noget at lave, så jeg ikke går ud som et lys.

   ”Var det så slemt?” spørger jeg et fjernt sted. Robin ler.

   ”Nej, det var faktisk dejligt.” Jeg putter mig ned under dynen, gaber.

   ”Godnat,” siger jeg træt. Robin slukker lyset.

   Jeg erindrer ikke nogen drømme fra den aften. Det eneste, jeg ved, er, at jeg vågner, da Robin ligger og stønner ved siden af mig. Jeg tænder lyset, ser på ham.

   Han er bleg, ligger krøbet sammen og holder sig for maven. Han klynker og skærer tænder. Jeg prøver at få ud af ham, hvad der er galt, men han kan slet ikke tale. Jeg tænker lidt, om det er bivirkninger af dopingen. Men jeg bliver afbrudt, da Robin pludselig bryder ud i gråd. Jeg husker ikke at have set ham græde før. Han griber fat i lagnet, gisper efter vejret og hulker gispende ned i puden.

   Jeg løber ud og ringer efter en ambulance. De kommer og henter ham, og jeg står alene tilbage i Andys lejlighed. Har et tæpper over skuldrene, for at holde varmen. Det er ved at være sommer, men jeg er stadig helt kold.

   Jeg har aldrig set Robin være syg før. Jeg er bange. Jeg sætter mig på sofaen og ringer til Nathan. Jeg sidder og taler med ham i timevis. Så ringer hospitalet på den anden linje. Jeg lægger på, og tager en taxa hen til Robin. Jeg skal også have fornyet mit kørekort…

   Robin er meget bleg. Han har kastet op. Jeg sætter mig ved hans side, tager hans hånd. Han er ikke vågen. De har bedøvet ham og givet ham smertestillende. En læge kommer ind. Journalister står udenfor, vil vide, hvad der er sket. Cornelia og Dexter kommer om lidt. Jeg sidder og stryger Robins arm, til de pludselig dukker op midt i rummet.

   Dexter ligner Nathan lidt. Cornelia hælder mere til Mayas side.

   Cornelia trøster mig. Taler beroligende. Hun kender mig. Ved, at jeg ellers vil gå i panik på et tidspunkt. Dexter tjekker lægernes notater på Robin.

   Jeg bliver på hospitalet til det bliver morgen. Jeg falder i søvn i stolen ved siden af Robin. Journalisterne bliver holdt ude hele natten.

   Robin vågner først omkring klokken ni. Han tager udmattet min hånd, og jeg vågner. Smiler lettet, da jeg ser hans ansigt.

   ”Hvad skete der?” spørger han hæst. Jeg trækker på skuldrene.

   ”Jeg ved det ikke. Du fik det dårligt, mens du sov, så jeg ringede efter en ambulance.” Han prøver at flytte på sig, men han kryber straks sammen med et skrig og holder sig for maven. Jeg farer forskrækket op. Lægerne kommer ind. De tvinger ham ned, skubber mig ud.

   Jeg ringer til Andy og siger, at jeg ikke kan komme i dag. Jeg bliver på hospitalet i timevis. De undersøger Robin, men kan ikke finde noget. Jeg får først lov til at komme ind omkring tretiden om eftermiddagen. Frokost spiser jeg på en sandwichbar ved siden af hospitalet - hospitalsmad er ikke godt!

   Klokken to køber jeg en pose M&Ms i en automat på hospitalet, da abstinenserne begynder at mælde sig. Da jeg må komme op til Robin på akut, putter jeg den i lommen og kommer op.

   Robin er spændt fast med en rem ved livet. For hans egen skyld. Han er gået med til de, frivilligt. Jeg sætter mig på sengekanten, kysser ham på kinden. Han smiler træt. Morfinen har stadig et godt tag i ham.

   ”Hvordan har du det?” Han smasker.

   ”Min mund er mærk’li’,” mumler han. Jeg finder en M&M og giver ham den i munden. Han tager den med munden, sutter lidt på min finger. Jeg ler. Trækker den til mig. Han sutter på chokoladeknappen, smiler underligt og laver en tilfreds lyd. ”Yay…” siger han stille.

 

De næste dage er Robin helt nede. Han får noget medicin af hospitalet, der gør ham forvirret og sløv. Jeg står for maden, jeg er ikke god, men det er da spiseligt - og takeaway fra diverse restauranter. Robin sidder mest i sofaen, ser tomt på fjernsynet, hvor det ene program efter det anede kører. Efter fire dage skal doseringerne skæres ned, og efter en uge er han helt fri igen.

   Vi sidder i studiet. Vi har pause, sidder i sofaen og kaster en bold frem og tilbage mellem hinanden. Andy kommer hen til os, ser på sin telefon.

   ”Robin, STARSTRUCKERS har ringet - de vil gerne interviewe dig live i morgen aften klokken otte. Er det i orden?” Robin trækker på skuldrene, kaster bolden hen til mig.

   ”Sikkert, vi skal ikke noget.”

   ”Faktisk,” siger Andy, ”så er det kun dig, de vil interviewe. Morgan har allerede været der to gange i det her halvår.” Jeg trækker på skuldrene, ler.

   ”Tillykke,” siger jeg til Robin. ”Du er nu officielt berømt!” Jeg kaster bolden hen til ham, den rammer ham på panden. Han har slet ikke reageret.

   ”Jamen… Jeg… Øh, jeg… Jeg er…” Han ser paf ud i luften. Jeg griner.

   ”Jeg kan tage med dig, hvis du vil? Emily er rigtig sød, men det kan godt være lidt uhyggeligt første gang.” Han nikker tomt. Andy klikker med tungen.

   ”Super! Det skriver jeg til hende - øh, Morgan, Noah vil tale med dig på hans kontor.” Jeg nikker, kravler hen og kysser Robin på kinden, før jeg smutter ned ad gangen til Noahs kontor.

   Noah vil snakke med mig om scenografien og kostymerne. Vi sidder og snakker om det i godt en time, aftaler en dag, hvor vi kun planlægger det sammen med Andy. Musikerne har ikke så meget at sige i den sag.

   Robin er taget hjem, da jeg er færdig med de tre dansetimer. Måske virker det lidt for poppet at danse på scenen, men det er en helt særlig dans, der passer til sangens ”rødder”.

   Da jeg står og venter på taxaen, får jeg en sms fra Robin. Jeg tager min telefon op.

 

ICE ROBIN MONTANA <3

R T WORKOUT - DU V HVOR. KOMMER DU FORBI?

Sendt 17:45

 

Jeg smiler. Skriver tilbage:

 

MIG

10 MIN., SÅ R JEG DER J

Sendt 17:46

ICE ROBIN MONTANA <3

<3

Sendt 17:46

 

Jeg giver taxachaufføren adressen, er fremme på ingen tid. Jeg kommer ind i den store hal. Robin sidder og snakker med en anden fyr, de løfter vægte. Jeg kommer hen til dem. Robin smiler til mig.

   ”Morgan, det her er Walter, min fætter - Walter, Morgan.” Walter ser lidt på mig, tøver.

   ”Le Fake?” Av… Nå, det er jeg blevet kaldt før. Robin sukker.

   ”Øh, Walter er ikke ligefrem en fan, men øh… Han er god nok.” Jeg smiler, sukker og rækker en hånd frem.

   ”Rart at møde dig, Walter.” Walter tager min hånd. Han ligner Robin en smule.

   ”I lige måde,” mumler han.

   Jeg går med Robin ud i omklædningen, det var der, jeg efterlod min taske. Jeg tager mig selv i at glo, da han trækker trøjen over hovedet med et besværlighedens støn. Hans hud glinser, mit hjerte hamrer!

   Vi tager hjem, og Robin begynder på maden. Vi spiser, og bagefter sætter vi os hen i sofaen og ser NETFLIX. Midt inde i filmen læner jeg mig op ad Robin, gnider mig lidt og spinder. Han ler, kysser mig på hovedet. Jeg lægger mig på ryggen og ser op på ham.

   ”Leg med mig!” siger jeg bestemt. Han smiler smørret.

   ”Tja, hvis du selv beder om det…”

   ”Nej, jeg mener det! Leg med mig!” Jeg lader ører og hale glide ud. Robin rynker panden. Jeg mjaver.

   ”Øh…” Min telefon ringer. Jeg rækker ud efter den, tager den.

   ”Ja?” spørger jeg. Robin sidder lidt akavet, jeg ligger stadig hen over hans skød, så han kan ikke rigtig komme hen til fjernbetjeningen.

   ”Hej Morgan.” Nathan. Jeg smiler. Mjaver. Han sukker. ”Har du dit legetøj?”

   ”Nej,” mukker jeg. ”Og Robin gider ikke lege med mig.”

   ”Giv ham telefonen.” Jeg rækker den barnligt frem mod ham. Han tager den tøvende. Han lytter lidt forvirret til det, Nathan fortæller.

   ”Okay…” siger han så. Han giver mig telefonen tilbage.

   ”Morgan, jeg ville bare høre om du kommer til Dexter og Cornelias fødselsdag næste måned?” Jeg mjaver.

   ”Jeg skal prøve at nå det, men der er touren vist startet.”

   ”Okay - jeg ringer senere. Ses.”

   ”Ses.” Jeg lægger på, smider skødesløst telefonen fra mig. Ser på Robin. Han rejser sig op, jeg kryber hurtigt væk. Han går ind på soveværelset. Jeg surmuler lidt, lægger mig på sofaen. Han kommer hurtigt ud igen, har en garnnøgle med. Jeg springer op. Han kaster det tøvende. Jeg bliver kat og piler hen mod det. Leger, fjoller rundt, kommer til at bagbinde mig selv, så Robin må hjælpe mig fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...