(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2518Visninger
AA

18. Mød Le Fay

"AD! MORGAN, STOP!" Jeg ser forskrækket op på Robin, han vender sig om og ser væk. Jeg fnyser.

   "Tøs - du ser piger gøre det på musikvideoer hver dag!" Han gyser, skæver til mig.

   "Kan du komme op igen?" Jeg lægger armene over kors. Læner mig hen over mit ene ben. Robin hopper hysterisk op.

    "ARGH! Lad være!"

   "Årh hold dog op! Det er bare en split!" Jeg læner mig til siden, samler benene og kommer på benene. Robin gyser.

   "Ja, men det ser klamt ud!" Jeg kommer hen til ham, kysser ham på kinden. Han puffer mig lidt væk. "Ikke når du har spandex på!" Jeg smiler skævt.

   "Jeg begynder nu. Du behøver ikke blive." Robin nikker en enkelt gang.

   "Fedt, for helt ærligt, jeg gider ikke rigtig se dig springe badutspring i en time!" Jeg lægger armene over kors.

   "Du skulle prøve det, ballet er rigtig sjovt." Robin rynker på næsen.

   "Ej, så bøsset er jeg heller ikke." Jeg ser bedende på ham.

   "Kom nu. Jeg lærer dig det." Han ryster på hovedet. Jeg ser tøvende på ham. "Du ved, du er en smule stiv. Det kunne ballet måske hjælpe med?" Robin er ikke helt overtalt. Men næsten. Næsten... Jeg sukker. "Du få lov til at røre mig mens jeg er iført ekstremt stramt tøj."

   "Jeg er på!" Jeg griner og ryster på hovedet, trækker ham ind i salen.

   Jeg har danset så længe jeg kan huske. Jeg lærte det i Paris, af en række danserinder. Det var sjovt, og jeg elsker at danse. Jeg har fri i dag, de skal ikke bruge mit i studiet. Vi kører ad sted i morgen til den næste koncert. I aften skal jeg til en Tv-interview, det bliver så pinligt! Jeg bliver helt sikkert spurgt om mit besvimelsesanfald i forgårs...

   Jeg har taget fem smertestillende, og har det meget bedre. Jeg tror godt, jeg kan danse.

   Jeg viser Robin førstepositionen. Han gør som jeg, jeg retter lidt på ham.

   "Anden position. Ja, det er flot." Jeg viser ham de fem, korte trin. Han prøver at gøre det efter. Jeg smiler skævt. "Du er altså nød til at have nogle ordentlige sko på." Robin bryder ud i latter og ryster på hovedet.

   "Nope! Glem det." Jeg ser bedende på ham, tager hans hænder.

   "Robin, vil du ikke nok gøre det? Så kan vi også gøre noget, du vil." Han bider sig i læben, ser tøvende på mig.

   "Hvad skal jeg ellers have på?" Jeg smiler lidt skævt.

   "Skridtbind og spandex." Robin bryder ud i hylende latter, indtil han ser mig dødalvorlige ansigt. Han fnyser.

   ”Morgan, jeg vil ikke springe rundt til noget fjollet musik som en anden idiot!” Jeg ser drabeligt på ham, mine øjne skyder nærmest lyn.

   ”Ballet er en kunstart! Det tager lang tid at mestre, og jeg elsker det!” Robin sukker og tager sig til hovedet.

   ”Åh gud, jeg er forelsket i en balletnørd…” Mine kinder bliver pludselig varme, og min verden går i stå. Jeg ser tøvende på Robin. Smiler lidt. Han rødmer pludseligt.

   ”Er du… forelsket i mig?” Robin stammer lidt, prøver at sige noget. Hans hoved bliver helt rødt. Han ser væk.

   ”Øh, j-jeg går ud og kl-klæder om!” Han går med hurtige, stive skridt ud i omklædningsrummet. Jeg smiler, tænder musikken og danser lidt med mig selv.

   Mine sko sidder løst, så jeg sætter mig ned og binder dem helt op. Lukker dem igen, strammere denne gang. Danser videre lidt.

   Robin rømmer sig efter ti minutter. Jeg stopper og ser på ham. Tights… Jeg smiler skævt. Han står og ser sig lidt forlegent omkring. Han gider ikke have det på. Skoene har han i hånden. Jeg vinker ham hen mod mig. Han kommer. Vi sætter os ned, og jeg hjælper ham med at få skoene på. Jeg ser på ham, rækker ud mod min taske og tager en hårelastik.

   ”Dit hår er lidt for langt,” siger jeg. Jeg lader mine hænder glide hen langs hans ansigt, tager fat om hans hår og binder det sammen i en lille tot. Jeg kan mærke Robins varme ånde mod min hud. Jeg trækker mig tilbage og ser på ham. Han læner sig pludselig hen mod mig, prøver at kysse mig. Jeg ler og puffer ham væk. ”Bagefter. Kom, rejs dig op.” Jeg tager hans hånd og fører ham hen til væggene. Jeg tager fat om det rækværk, der er sat på. ”Gør sådan her. Én, to, tre, fire, én, to, tre…” Jeg laver bevægelserne mens jeg tæller. ”Okay?” Robin nikker forsigtigt. ”Godt - nu prøver du at følge med. Klar?”

   ”Mhm…”

   ”Én, to, tre, fire, én, to, tre, fire…” Robin efterligner mine bevægelser, lidt kejtet, men han gør det. Jeg ser på ham. ”Du er lidt for stiv. Er du nervøs over noget?” Han trækker på skuldrene.

   ”Jeg er ikke sikker, øh, jeg føler mig lidt udsat…” Jeg lægger armene om Robin og kysser ham pludseligt. Jeg trykker mig underliv mod hans. Hans kinder bliver helt varme, han står helt stille, men han bliver afslappet. Jeg smiler til ham.

   ”Klar?” Han ser lidt måbende på mig. Nikker kort.

   ”Okay…” Vi laver de korte begynderøvelser igen. Robin snubler og falder ind i mig, vi griner og har det sjovt i lang tid. Så ser jeg pludselig på uret. Gisper og løber hen efter min taske.

   ”Jeg kommer for sent!” Jeg skynder mig hen mod omklædningen. Robin kalder på mig, jeg ser på ham.

   ”Hvad så?”

   ”Meet and greet, de fans, der købte biletter til den aflyste koncert, kommer i studiet i dag, så deres penge ikke er spildte.” Robin skynder sig efter mig. Ude i omklædningen ser han på mig.

   ”Hvornår skal du være der?”

   ”Klokken fire.” Robin ler. Jeg ser stresset på ham.

   ”Kære Morgan - jeg kører dig. Så har du ikke travlt. En halv time til at klæde om, okay?” Jeg smiler lettet. Ler og slapper lidt mere af. Nikker.

   ”Okay… Øhm, jeg går i bad nu, vil du…” Robin overvejer lidt.

   ”Du sagde, at hvis jeg dansede med dig, kunne vi også gøre noget, jeg vil, ikke?” Åh nej… Jeg nikker stille. Han ser hen mod de lukkede brusere. Jeg får ondt i maven. Tøver.

   ”Robin, det er ikke så godt lige i dag, jeg, øhm… Vi har jo lidt travlt, øhm, og du ved, min bodyguard venter på os, så…”

   ”Jeg er også din bodyguard, at du ved det. Jeg skal bevogte din krop. Og kende den. Godt.” Han giver mig elevatorblikket. ”Rigtig godt.” Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, for alt i verdenen, NEJ! Han smiler venligt til mig. ”Ti minutter?” Jeg ryster på hovedet. ”Syv?” Nope! ”Fem?” Robin laver enorme hundehvalpeøjne. Jeg trækker lidt på det, tøver.

   ”O-kay…” Jeg lovede det jo… Han smiler bredt. ”Men, øhm… Kan du være lidt blidere den her gang?”

 

Fem minutter. Fem minutter i Helvede! Morgan går for dybt! Han går til angreb, skyder mig synder og sammen, ødelægger mine fæstningsværker, brænder mine byer ned til det eneste, der er tilbage, er en rygende, dampende, kogende ruin! Men han nyder det… Kan jeg høre… Meget… Han kan godt lide at være grov. Selvom han lovede at være blidere, er jeg ikke sikker på, at han kan mærke forskel. For ham er sex vel sex… Vi går i bad hver for sig bagefter. Jeg skynder mig, går bagefter ud på badeværelset. DET GØR SÅ ONDT! Jeg tager stakåndet plastikæsken med piller frem fra min taske, sluger to og sætter mig på gulvet med spredte ben. Avavavavavavavavavavav!

   Jeg er nød til at sige noget til ham. Jeg elsker Robin, meget. Men jeg hader at elske meget med ham! Eller at elske generelt! DET ER ET MARERIDT!

   På vej hen til studiet begynder pillerne langsomt at virke. Jeg sidder med let spredte ben, det gør stadig ondt. Robin ævler løs om, hvor fantastisk det var, om hvor fantastisk jeg var. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg holder sådan af Robin, men jeg er så ulykkelig når vi har været sammen.

   Jeg smiler oprigtigt, da jeg ser de storsmilende ansigter. Halve, stammende ord hænger i luften, små, halvkvalte hvin. To piger tripper lidt, ser ud til at være ved at flække i et grin. En fyr ser målløst på mig. Der er ikke rigtig nogen forældre med, en far og hans døtre.

   ”Hej,” siger jeg vant. Jeg giver hånd til dem alle, faren skræmmer mig! De får fremstammet et hej alle sammen, fyren ser ud til at være ved at miste mælet fuldkomment. Star Struck… Jeg smiler til ham. ”Er du okay?” Han nikker. Er nok omkring de nitten.

   Jeg taler med mine fans i et stykke tid, jeg taler mest, svarer på spørgsmål og skriver autografer. Robin får også lidt opmærksomhed, han ser helt befippet ud, da de to døtre kommer hen til ham med hver deres blanke papir, og beder om hans autograf. Jeg griner og siger, at det er første gang, det er sket for dem. Så fniser de. Robin skriver sit navn på papiret, pigerne hviner og viser det til deres far. Da mødet er ved at være slut, spørger jeg forsigtigt Robin, om det er okay, at jeg kysser nogen. Han trækker lidt på skuldrene. Jeg kysser de enkelte personer farvel på kinden, fyren får et lidt tættere på munden. Han ser rødmende på mig. Holder et billede af mig op.

   ”Øhm… Må-må jeg…” Han synker en klump. ”Må jeg få din autograf?” Jeg smiler, nikker og tager billedet. ”Hvem skal jeg skrive til?”

   ”Robin.” Jeg ser hurtigt på ham. Han smiler lidt. ”Jeg, øhm, hedder Robin.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...