(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2526Visninger
AA

17. Miav

Robin prøver at tale med mig, men jeg går direkte i seng. Han sidder lidt oppe og læser. Jeg har lyst til at side ham ud. Jeg vil være alene. Ligge i min store seng, græde ud alene, uden nogen, der prøver at trøste mig.

   Robin ligger lidt og holder om mig, da han ved, at jeg er vågen. Kysser mig og prøver at få mig i bedre humør. Han snakker lidt til mig, fatter ikke, at jeg ikke gider ham lige nu. Han bliver lidt for kærlig, og jeg skubber ham væk. Rejser mig op, tager tøj på og går min vej.

   Udenfor regner det, jeg har ikke meget tøj på, men jeg mærker knap nok kulden. Jeg går og går, ved ikke helt hvor jeg ender. Min telefon ligger på hotellet.

   Jeg ender i en park. Klokken er lidt over et om natten. Det styrter ned. Der er ikke nogen i nærheden. Kun gadelygterne viser et blegt, gråligt skær. Jeg ser udmærket i mørke. Lader mine ører og hale komme frem, sætter mig på en gynge og holder fast om kæderne. Sandet er vådt under mine sko. Jeg græder. Vræler faktisk. Regnens torden overdøver mig alligevel. Jeg bider mig i læben. Det er latterligt! Jeg er latterlig!

   Ja... Det er jeg jo egentlig... Det får flere tårer frem. Mine katteører er gennemblødte. Jeg sidder og hulker for mig selv, mærker slet ikke, hvor kold og sulten jeg egentlig er. Jeg plejer at spise, når jeg kommer hjem fra koncerter, men ikke i aften...

   Jeg lukker øjnene. Regnvandet klæber til mine øjenvipper. Det siver gennem mit tøj og mine støvler. Jeg begynder at ryste.

   Regnen stopper. Jeg kan høre den, men den rammer mig pludselig ikke længere. Jeg ser forskrækket op. Robin ser på mig. Han smiler ikke, men ser heller ikke bange ud. Han holder en paraply over mit hoved. Ser lidt forlegent ned. Ryster sin jakke af og lægger den over mit hoved. Kysser mig på panden.

   "Kom." Han tager min hånd. Giver mig paraplyen i hånden og går. Trækker mig med sig. Jeg ser på ham. Regnvandet driver ned over hans bare arme, hans T-shirt klistrer allerede til ham. Han ser ikke på mig. Men jeg ser undrende på ham. Med store, forvirrede øjne. Han strammer grebet om min hånd. Jeg smiler.

 

"Er du slet ikke bange for mig?" Robin tøver lidt. Ryster på hovedet og stryger mine ører. De er våde, en smule klamme. Jeg ryster dem. Han smiler lidt. Nyser.

   "Undskyld!" siger han hurtigt. "Øjeblik!" Han finder noget i sin kuffert: En lille, hvid æske. Han ryster en pille ud, sluger den. Jeg rynker panden. Lægger hovedet på skrå.

   "Du vidste det? Gjorde du ikke?" Robin nikker stille. "Hvordan fandt du ud af det? Jeg troede, jeg var forsigtig?" Robin nikker.

   "Jeg får allergiske reaktioner omkring dig, du stopper op uden for hver eneste dyrehandel, går uden om hunde, du spinder, og lyste op som juletræet i New York da jeg fortalte dig, at jeg lavede laks sidste uge. Men jeg troede faktisk bare, at du havde lidt Hollywood-kuk-kuk." Vi står stille lidt. Drypper. Robin siger ikke noget. Sætter paraplyen på plads, men flytter sig ikke ret meget. Han bider sig lidt i læben. Ser på mig. Jeg har lagt hans jakke på gulvet, står og ser ned. Mine ører stritter lidt, de er forholdsvis store. Halespidsen svinger lidt utilpas. "Hvad er du?" Jeg ser forsigtigt på hans sko. Synker en klump.

   "Hvor kristen er du?" Han trækker på skuldrene.

   "Jeg ved hvem Jesus er."

   Jeg fortæller ham det. Det hele. Om min far, Remiel, og min mor. Om, at min far slog min mor ihjel, og om hvad jeg er. Jeg fortæller ham om Jesus, om englene, om Nathaniel, Maya, Cornelia, Dexter, afslører alles identitet. Det tager lang tid, og da jeg er færdig, er himlen ved at lysne. Og jeg fortsætter. Om mig. Om, at jeg glemmer. Og til sidst er der kun én ting tilbage: Jeg fortæller ham, at jeg er synsk.

   Robin sidder og stirrer ud i luften. Overrasket og forbløffet. Jeg tager hans hånd. Han bevæger sig ikke ud af flækken.

   "Robin?" siger jeg forsigtigt. "Robin, jeg ved godt, at det er noget af en mundfuld, men..."

   "Du valgte at komme sammen med mig, fordi du så os i et syn?" Jeg nikker stille. Prøver at fange hans blik. Han ser væk. Jeg har trukket ørerne ind, forvandlede mig til kat omkring tretiden. Robin rejser sig op. Jeg ser bedende på ham.

   "Sig noget," beder jeg. Han ser forsigtigt på mig. Ryster på hovedet og går ud på badeværelset. Jeg sukker. Ser ned på mine hænder.

 

MIG

JEG FORTALTE DET TIL ROBIN...

Sendt 06:22

NATHAN

DU GJORDE HVAD?!

Sendt 06:31

MIG

AHA... ER DU VRED PÅ MIG?

Sendt 06:32

 

Det banker på døren. Jeg ser op fra telefonen. Går forsigtigt derhen. Åbner den. Udenfor står Nathan. Han er rødglødende af raseri, jeg føler mig pludselig helt lillebitte. Krymper mig under hans kilometerhøje skikkelse.

   "Du. Fortalte. Ham. Det?!" Jeg nikker forsigtigt.

   "Mhm..." Nathan er helt befippet. Han kommer ind. Jeg lukker døren efter ham. Han starter på sætninger, afbryder sig selv, mumler, knurrer, kan ikke sige sammenhængende ord. Jeg sætter mig på sengen. Robin er i bad. Nathan peger truende på mig.

   "Du... Du har bare at være sikker på, at han virkelig er ham!" Jeg ser ned.

   "Nathan... Hvis jeg kunne tage tre ting med på en øde ø, skulle det være musik, chokolade og ham..." Jeg prøver at få humor ind, fordi mit hjerte er midt i et hysterisk anfald, og hjernen er gået i sort. Men jeg smiler ikke og der er ingen følelse i mine ord. Såeh... Døren til badeværelset går op. Robin kaster ét blik på Nathan, rynker panden lidt. Farer så sammen med et forskrækket gisp. Nathan nikker og slår ud med armene mod Robin. "Se! Det er dét, der sker, når man afslører hemmeligheder!"

   "Hold nu mund Nathan," siger jeg træt. Jeg rejser mig op. Robin ser på mig. Derefter på Nathan.

   "Jeg vil ikke være med til det her mere, Morgan," siger Robin stille. Jeg ser kærligt på ham. Jeg forstår ham godt. Jeg kommer hen til ham. Ser på Nathan.

   "Gå!" siger jeg bestemt. Han ser tvært på mig, går. Jeg ser op på ham. "Robin... Jeg elsker dig. Virkelig. Jeg så i mit syn, at du er min soulmate."

   "Var det derfor, du gav mig en chance?" Jeg rynker panden. Han ser køligt på mig. Tomt. "Fordi du mente, at jeg var din udvalgte elsker af universet eller noget?" Der er foragt i hans stemme. Jeg ser ned.

   "Nej..." Jeg ser på ham. Stryger hans ansigt. "Jeg var bange. Først. Men du er virkelig sød, og jeg kan virkelig, virkelig godt lide dig." Vi ser hinanden ind i øjnene lidt. "Vil du give mig en chance? Den rigtige mig?" Robin er stille lidt.

   "Øv du nuttet..." Jeg lyser op i mit smil.

   "Kys?" Robin ryster på hovedet.

   "Nej." Jeg rynker på panden, ser forskrækket på ham. Han stryger min kind. "Men, øhm..." Han rykker lidt på sig, i ubehag? "Jeg er faktisk en lille smule tændt over det dér kattehalløj," mumler han stille. Jeg spærrer øjnene op, ser undrende på ham. Han strammer lidt grebet om mit ansigt. Jeg smiler skævt. Hvisker i hans øre:

   "F*ck me!"

 

"Who's your daddy!" Han er stadig i gang med mig. Efter en halv time! Jeg bider i puden, det gør så forfærdelig ondt! Skrækken bider mig stadig i maven og hovedet.

   "STOP!" tigger jeg. Han fjerner sig ikke omgående. Men han fjerner sig. Jeg ligger og puster. Åh, hvorfor er han dog så voldsom?! Robin stryger min skulder.

   "Er du okay?" spørger han stille. Jeg kan næsten ikke høre ham. Det hyler for mine ører. Jeg nikker, smiler til ham og kysser ham. Puster.

   "Jah," siger jeg bange. Jeg får viklet mig ud af lagnet, tager det om mig og sætter mig op. DET GØR ONDT! Robin lægger armene om mig. Jeg rejser mig op. Så smertefuldt... Jeg indeholder et hulk. "Jeg, øhm... Jeg går ud i bad." Robin nikker. Smider sig på sengen og sukker.

   Jeg går roligt ud på badeværelset. Lukker og låser døren. Tænder for bruseren. Og styrter hen til toilettet og kaster op. To gange... Fire gange... Jeg kommer rystende og skælvende op. Kaster op en gang til. Vandet overdøver lydene. Jeg kæmper mig op til det skab, vi har sat pillerne i. Mit syn flakker og er uldent i siderne, det er sløret. Jeg tager to piller, sluger dem hele uden vand. Jeg er ved at falde om. Jeg smider lagnet og sætter mig ind i bruseren. Sidder og gisper efter vejret.

   Da jeg endelig føler mig bedre tilpas, prøver jeg at komme op. Mine lår skriger i protest, jeg falder sammen med et støn. Jeg kan ikke komme op... Jeg klynker. Forvandler mig til en kat og kæmper mig ud. Bliver menneske og slukker bruseren. Jeg tager et håndklæde om livet. Sidder lidt med en smule spredte ben. Det gør ondt! Men i det mindste virker pillerne så småt...

   Efter fem minutter får jeg kæmpet mig på benene. Tørrer mig, langsomt. Holder håndklædet om livet og går tilbage til Robin.

   Jeg har været skuespiller i årtier. Jeg opretholder en kunstig men realistisk maske, går så normalt som muligt. Robin ligger stadig i sengen, han sukker, da jeg begynder at klæde mig på.

   "Hvordan var det?" Aner det ikke, snarere tortur end sex! Jeg siger det ikke. Jeg smiler bare til ham.

   "Jeg har sagt det, jeg vil ikke bedømme det."

   "Årh, du sagde første gang." Ja... Men det her var første gang mens du kendte den rigtige mig, ROBIN! Jeg sætter mig på sengen, bider smerten i mig.

   "Det var godt." Jeg kysser ham på kinden. Han sveder stadig lidt. "Du var god." Tænk at jeg er så god til at lyve... Jeg vil ikke gøre ham ked af det...

   Robin nusser mig under hagen. Jeg lukker øjnene og spinder, lader ører og hale komme frem. Robin stryger mit ene, pelsede øre. Jeg lægger mig ind mod ham, han stryger mit hår. Jeg spinder, højt. Jeg kan ikke styre det.

   "ATJUH!" Jeg farer væk fra Robin med en lille hvæsen, han sætter sig op. "Undskyld!" siger han. Nyser igen. Tager bukser på og går ud på badeværelset for at finde allergipiller. Imens bliver jeg liggende, bider mig i læben af smerte. Skifter lagnet på sengen, bevæger mig i små, smertelige ryk. Robin kommer ud, jeg smiler til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...