(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2524Visninger
AA

30. Le Fays sidste koncert

Hvornår ved man, at man har ramt bunden? Er det når man sidder og ser fjernsyn i sin manegers lejlighed, stortuder i den største og mest voldelige scene, hvor HULKEN skal til at smadre femten rumskibe, fordi det føles som om det er det, der er sket med ens hjerte? Eller er det når går hvileløst rundt, efter at være stukket af fra sin bodyguard, for så at fare vild og være nød til at ringe til ham? Eller er det når man knap kan synge én ren tone, fordi man har drukket alkohol hele natten, for at glemme den situation, man pludselig befinder sig i?

   Min fødselsdag er ikke noget muntert. Nathan kommer forbi sammen med Maya og tvillingerne. Men kun han kommer op, efter at have hørt mig i dørtelefonen. Jeg sidder i nattøj, er fordrukken, dog ikke helt fuld, og ved at drukne i mine egne tårer. Hvorfor er jeg overhovedet så ked af det? Jeg elsker jo ikke Robin mere alligevel. Gør jeg? Det tror jeg altså ikke, jeg gør…

   Nathan og jeg sidder og snakker i nogen tid. Tvillingerne bliver sendt hjem til Helvedespaladset. Maya kommer op, hun laver mad, da Nathan får ud af mig, at jeg ikke rigtig har spist de sidste to dage. Jeg får lidt ned. Vil gerne ringe til Robin. Og så alligevel ikke. På Facebook kan jeg se, at han har fået et piercing i toppen af øret. Hvad vil han mon gøre med tatoveringen, hvis vi ikke finder sammen igen?

   Det tror jeg ikke, vi gør.

   Maya og Nathan bliver hos mig. De får mig i seng, tager sig af mig til jeg er ædru. Jeg har ikke lyst til at være ædru. Jeg er ikke afhængig af at drikke. Jeg vil bare ikke tænke på Robin.

   Touren kommer. Jeg tager mig sammen. Jeg sidder i garderoben, ser mig selv i spejlet. Jeg ved ikke, om jeg kan klare USA seks gange, Mexico, Cuba, Brasilien, Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland, Irland, Skotland, England, Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Tyrkiet, Indien fem gange Kina, Hong Kong, Sydkorea, Japan, Thailand, Malaysia, Indonesien, tre gange Australien, Madagaskar, Argentina, Chile, fire gange Canada og to gange USA til slut uden Robin. Det er tournéplanen. Kun ét land i Afrika. Men alligevel… Egypten og Rusland ville være selvmord, og de andre steder havde ikke plads, der passede ind.

   I garderoben sidder jeg i mit scenetøj, spiller sangen inde i hovedet. Det banker på døren. Robin kommer ind.

   Vi får øjenkontakt i spejlet. Jeg får ondt i maven. Jeg havde ellers lige glemt sceneskrækken. Uden min ankelkæde, ved jeg ikke, om jeg kan gøre det… Det var resterne af min mor, mit mod, der nu sikkert er kørt over af 14000 biler. Jeg begynder at ryste en smule. Nipper til glasset med whisky.

   ”Du har ikke godt af det dér,” mumler han. Kan han ikke være ligeglad? Han kommer hen til mig. Sætter en gammel, fin trææske på bordet. Jeg ser tøvende på ham. Han trækker på skuldrene. ”Jeg ved godt at vi er på pause, men jeg fik den her lavet til dig - det er ikke din mors, men…” Han sukker. ”Åben den nu bare.” Jeg løfter forsigtigt på låget. Ser ned. Kan ikke lade være med at smile.

   På rødt fløjl ligger en ankelkæde. Tre kæder flettet sammen, så den ikke kan hives over. Små sølvvinger sidder som det eneste rigtige vedhæng. Ud over det er der nogle små perler i fletningen. Jeg ser på Robin. Smiler.

   ”Tak.” Jeg er oprigtig. Men… Hvorfor kan jeg stadig ikke lide at være i nærheden af ham? Han trækker på skuldrene.

   ”Jeg håber, at det er godt nok.” Jeg nikker. Han tøver lidt, som om han vil sige noget. Går.

   Koncerten skal starte med, at jeg er ”lænket” til gulvet på en enorm scene i Los Angeles. Jeg skal begynde at synge nogle skalaer, der er med i sangen. På den højeste note, skal jeg hive til, og lænkerne vil automatisk falde af mig. Så griber to dansere blidt fat om min hals, så det ser ud som om de vil kvæle mig, og løfter mig op at stå - jeg hjælper selvfølgelig til. Et lysende billede af en irsk skov skal være på skærmen bagved.

   Det er det, der skulle ske. Der er kun ét problem.

   Tæppet går op, musikerne begynder. Jeg sidder i en kutte, hætten er slået ned over mit ansigt. Jeg er spændt. Har ankelkæden fra Robin på. Da jeg når til det sted, jeg skal begynde, gør jeg som planlagt. Jeg skal til at trække mine hænder fri fra lænkerne. Og der opstår problemet.

   Lænkerne er ægte.

   Kulde løber gennem mig. Jeg ser til siderne. Fortsætter sangen. De dansere, der skulle hjælpe mig på benene… Det er ikke dem, jeg øvede med! Det er ikke dem fra generalprøven!

   Panikken er ved at brede sig. Jeg får øje på Nathan og hans familie på første række, sender ham et bedende blik. Jeg er lænket til scenen!

   Robin elskede mig åbenbart ikke. For før jeg ved af det, begynder folk at mumle, og musikken stopper. Robin kommer hen til mig. Han slår min hætte af, tager fat om mit hår og tvinger mit hoved tilbage.

   ”Morgan Le Fay!” siger han højt. Mikrofonen forstærker det hele. ”Se godt på ham! Lyt til hans stemme!” Hvorfor er der ikke nogen, der komme mig til hjælp?! Robin slår mig hårdt i maven, jeg skriver. Publikum skriger. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Nathan bliver holdt tilbage af sikkerhedsvagter. Hvad sker der dog?! HVAD SKER DER?! Folk prøver at flygte. Der lyder skud. Robin hyler. Noget glimter.

   Min hals bliver pludselig våd. Jeg kan ikke få vejret. Min pulsåre pumper blod ud over scenen. Robin slipper mig. Jeg falder ned på scenegulvet. Heldigvis er der ikke så langt. Jeg er stadig lænket. Han sparker mig. Folk skriger, flygter. Hvor er de andre musikere? Bert? Alexa? Sean? Whinston? Hvor er Andy, Christy og Noah? Hvor er Nathan, Maya, Dexter og Cornelia?

   Jeg er bange. Alle mine minder, hvert eneste ét, vender tilbage til mig. Tårer løber ned af mine kinder. Jeg vil først få min hukommelse tilbage, når jeg dør…

   Jeg ved det nu. At jeg har været forfærdelig mod menneskene. Jeg piskede slaver som farao i Egypten, før jeg mødte Nathan. Jeg fodrede krokodiller med mine tjenere i Japan. Jeg teede mig og gik bag min bedste ven, Arthur Pendragons, ryg, og var sammen med hans hustru. Jeg har set syner. Fremtiden. Jeg har været med til dem. Jeg udløste første verdenskrig. Det var et uheld, det sværger jeg! Det var mig, der skød Martin Luther King. De ville dræbe Nathan. Jeg har været et forfærdeligt menneske. Jeg har været en dæmon. Jeg har virkelig været en Helvedes engel… I hvert fald en halv.

   Alligevel kan jeg se det for mig. De vil skrive det i aviserne: Kendis myrdet på åben scene af hans vanvittige kæreste - Le Fays sidste koncert!

   Nu kan jeg jo godt se det. Det er også det sidste, jeg ser. Robin falder på knæ. I råb og skrig af kaos og panik, som jeg dog næsten er døv overfor, ser jeg ham falde på knæ på scenen. Han bøjer forover, hoster og ligner en, der skal til at kaste op. Han er indsmurt i blod. Mit blod.

   Armene kommer først ud. Jeg får kvalme, da hovedet kommer frem. Der lyder et voldsom knæk, da Robins kæbe bliver revet af led af dæmonen, der kravler ud af hans mund. Hans øjne buler ud. Halsen knækker, og han falder død om på scenegulvet. Dæmonen kravler ud. Nathan flammer op. Spidder den rasende med et sværd. Jeg rækker ud efter Robin. Smiler. Så elskede han mig alligevel?

   Nathan ligger mig om på ryggen. Jeg kan ikke få vejret… Han rusker i mig. Græder. Nathan græder… Det kan jeg ikke huske, jeg har set før… Han råber, siger noget i hvert fald. Men jeg kan ikke høre det. Jeg er døv. Jeg kan ikke føle noget. Eller smage noget. Eller lugte blodet, der siver ud af min åbne hals. Hvorfor kommer der ikke nogen og hjælper mig?

   Jeg er døv, og lam, og stum, og jeg kan ikke smage noget som helst. Om lidt bliver jeg blind. Jeg kan se Cornelia stå med åben mund og skrige, hun græder, indtil Dexter trækker hende ind til sig. Maya er henne ved Robin, men det er for sent. Jeg smiler.

   Så elskede han mig alligevel…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...