(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2526Visninger
AA

24. Knock out!

Robin spiller nogle forskellige ting på guitar, så jeg kan tænke musikalsk. Men der er helt låst til fantasien. Jeg får ikke tømmermænd, så jeg har det fint nok, selv efter den omgang, jeg fik i går aftes. Til middag er vi begge nød til at komme ud af lejligheden. Jeg ser en reklame på gaden, og beslutter mig. Jeg beder Robin møde mig derhjemme igen klokken to. Så forsvinder jeg med metroen mod Hollywood.

   Sidecut. Det er det, jeg vil have lavet. I venstre side. Frisøren siger, at det vil være flot med striber i, men det vil jeg lade stylisterne på studiet finde ud af. Jeg betaler og tager hjem.

   Robin kan godt lide det. Det siger han i hvert fald, at han kan. Vi arbejder videre på sangen. Jeg har hverken titel eller ord, melodi eller idé… Jeg er på spanden…

   På den anden side, hvad vil der ske, hvis jeg ikke afleverer den? Jeg er den kunstner, studiet har tjent flest penge på, og de tjener stadig. Kontrakten er bindende lang tid endnu… Nårh ja, jeg ville skuffe mine fans… nedtur…

   Robin har fået lov til at planlægge vores aften. Han vil få mig til at slappe af. Først har han lavet et bad. Duftlys, en lille tallerken med tre forskellige slags chokolader, roser, og tro det eller ej - mælk. Jeg synker leende ned i den varme væske med et lille, lettet suk. Robin masserer mine skuldre. Min yndlingsmusik spiller lavt i baggrunden, det er så beroligende og afslappende. Og Robin prøver ikke engang at invitere sig selv ned til mig i badet, heller ikke at røre mig nogle private steder. Han masserer mig bare. Det er rart.

   Bagefter har han lavet aftensmad. Frisk, vild laks tilberedt på en særlig måde, serveret med ovnbagte rodfrugter. Til maden får vi lidt rødvin, vi sidder på balkonen og spiser. Laks er nok min livret… Jah… Robin og jeg snakker og griner, nyder hinandens selskab. Min hud føles faktisk bedre efter mælkebadet. Hmh…

   Efter maden ser vi en film, min yndlings, som Robin faktisk ikke er særlig interesseret i. Men det er lige meget, siger han. I aften er det mig, der skal slappe af.

   Han er så sød, at jeg gerne vil give ham noget igen. Jeg får ikke rigtig set slutningen af filmen, det gør ikke noget, jeg har allerede set den. Robin og jeg sidder og kysser. Robin lader sine fingre løbe igennem sidecuttet. Det føles fantastisk!

   Og så ødelægger Robin det.

   Bare sådan.

   Helt uden grund.

   Han mumler lidt forpustet til mig.

   ”Vil du ikke flytte det her ind i soveværelset.”

   Jeg er lige ved at tude. Nej! Nej, for alt i verden, nej jeg vil ej! Jeg siger det ikke højt. Viser det ikke. Robins ene hånd hviler på min kind. Han ser mig ind i øjnene med så megen kærlighed, at mit hjerte gør ondt. Jeg nikker. Hvorfor nikker jeg?! Robin smiler og tager min hånd. Fører mig ind på soveværelset. Jeg kan ikke tro det… Åh, jeg var ellers lige kommet mig over den sidste smerte!

   Robin klæder mig af, suger på min nakke og slikker min hals. Jeg vil virkelig gerne gøre ham glad, tilfredsstille ham, men… Jeg magter ikke den smerte, han påfører mig! Så… Hvorfor siger jeg ikke fra?

   Robin er hård helt fra begyndelsen. Jeg bider i puden, river i lagnet. Borer mine negle ned i madrassen. Robin nyder det. Åh, han nyder det. Det er da godt, at en af os morer sig…

   Midt inde i det hele kysser han mig på halsen. Trækker sig ikke væk, men læner sig i stedet hen mod mit øre og siger, at jeg ikke skal være så anspændt. At det bliver bedre, hvis jeg slapper af. Jeg smiler anstrengt, nikker og kysser ham. Tror han selv på det?! Jeg har mest af alt lyst til at råbe: ”DET GØR ONDT!”.

   Robin leverer et særligt hårdt stød, og jeg bliver svimmel. Han kan godt lide det… Et mere, og jeg må kæmpe en indre kamp mod mig selv for ikke at slå ham. Endnu et. Alt bliver sort.

 

”Morgan?! Morgan?!” Jeg åbner langsomt øjnene. Robin sidder ved min side. Han har morgenkåbe på, stadig rodet hår og svedig hud. Hvor længe var jeg væk? Han sukker lettet, da han ser mig. ”Åh, Morgan, du var ved at skræmme mig ihjel!” Åh Robin, du er et torturinstrument fra middelalderen! Jeg synker. Han stryger mit ansigt. ”Du må virkelig have stresset over den sang, du besvimede mens vi var i seng sammen.” Jeg sukker, læner hovedet tilbage i puderne. Jeg lukker øjnene.

   ”Det er ikke stress,” mumler jeg. Robin rynker panden. Jeg prøver at sætte mig op, men en voldsom, ufattelig, ulidelig, rædselsvækkende smerte skærer gennem min mave og underliv. Jeg slår en hånd for munden og skal til at kaste op. Jeg sluger det. Tager en dyb indånding. Jeg føler mig bleg. Robin hjælper mig op at sidde, lægger en hånd på min pande.

   ”Er du syg? Du ser ikke helt godt ud.” Sandhedens time, pokkers… Hvorfor har Jesus altid ret?

   ”Robin, der er ikke noget i vejen med mig. Der er noget galt med dig.” Robin ser forvirret på mig.

   ”Hvad? Kedede du dig virkelig så meget.” Jeg ryster på hovedet. Waow, selv min nakke gør ondt.

   ”Robin, to mænd sammen er i forvejen hårdt, især når man er nederst. Du kan godt huske, at en bivirkning af dopingen var voldelig adfærd, ikke?” Robin rynker panden. Jeg sukker, er for træt og udmattet til at forklare ham det.

   ”Åh nej…” Robin tager min hånd. ”Morgan, har jeg skadet dig?” Jeg smiler overbærende. Fjols… Jeg nikker lidt. Han ser sig forvildet omkring. ”Men, øhm… Hvorfor har du ikke sagt noget?” Jeg trækker på skuldrene.

   ”Du virkede så tilfreds. Jeg nænnede det ikke…” Robins øjne er blanke.

   ”Jamen, øhm, jeg… Hv-hvor slemt var det?” Jeg fnyser.

   ”Jeg har taget smertestillende i nogle uger,” mumler jeg. Robin er helt forfærdet. Han træder væk fra mig, holder en hånd for munden. Hvor er han sød… Pesten dræbte mig ikke, så samleje med ham kommer heller ikke til det. Jeg har kvalme…

   ”Morgan, jeg…”

   ”Vil du ikke være sød at hente nogle smertestillende?” Jeg klynker lidt. Undskyld, men det gør jeg altså. Robin nikker, men tager af en eller anden grund min hånd i stedet, kysser den.

   ”Jeg er så ked af det!” siger han. Jeg smiler skævt. Gider han stoppe, jeg er jo ikke døende. Og hent mig så de smertestillende! ”Morgan, hvis du have sagt noget, så ville jeg jo ikke…”

   ”Jeg ved det godt, Robin, men…” Min hofte truer med at springe væk, hvis jeg ikke snart får noget til at fjerne smerten!

   ”Jeg må have afreageret ubevidst, på grund af dopingen! Jeg ved ikke, hvordan jeg nogen sinde skal gøre det godt igen, jeg…”

   ”Robin!” knurrer jeg arrigt. ”Jeg har forstået det! Det gør ikke noget, okay? Drop dopingen, vær blid næste gang…” Han lyser op i et smil.

   ”Du vil gerne gøre det igen?” Jeg fnyser.

   ”Nej! Jeg vil gerne gøre noget andet en anden gang!” Jeg stønner og læner hovedet tilbage, tager fat i lagnet. ”Og hent mig så de smertestillende, før jeg anmelder dig for mordforsøg!” Jeg smiler, ler lidt forpustet. Robin smiler, skynder sig ud på badeværelset og henter pillerne til mig. Han skal til at gå efter vand, men jeg har slugt pillerne, før han når ud. Jeg ligger lidt, indtil de begynder at virke. Så slapper jeg mere af. Jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...