(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2538Visninger
AA

7. Hos Robin

MIG

HVAD SÅ?

Sendt 14:22

ROBIN MONTANA

IKKE SÅ MEGET. PRØVER AT FÅ BETALT REGNINGERNE

Sendt 14:23


 

MIG

NEDTUR

Sendt 14:23

ROBIN MONTANA

DU SVARER HURTIGT - FLIRTER DU MED MIG?

Sendt 14:23


MIG

ILM - OG DET ER SVÆRT AT LADE VÆRE

Sendt 14:23


ROBIN MONTANA

OMG! DET VAR DEN FØRSTE SMILEY JEG FIK FRA DIG! SNØFT - ER VORES FORHOLD SÅ OFFICIELT NU?

Sendt 14:24


MIG

ÅH NEJ, HAR DU OGSÅ SET DET?

Sendt 14:24

ROBIN MONTANA

SET HVAD?

Sendt 14:24

 

ROBIN MONTANA

MORGAN?

Sendt 14:26

MIG

URGH... KAN DU KOMME OVER? DU ER NØD TIL AT SE DET...

Sendt 14:29

ROBIN MONTANA

KAN DU IKKE KOMME OVER TIL MIG?

Sendt 14:30

 

Jeg har fået adressen og står foran boligblokken. Jeg ringer på døren. Der går et øjeblik.

   "Hallo?" Jeg smiler, da jeg hører Robins stemme.

   "Hej, Robin, det er mig."

   "Ah, Morgan! Kom ind!" Døren går op. Jeg går ind i opgangen, går op på tredje sal og banker på Robins dør. Han åbner den. Smiler til mig. "Hej!" Jeg nikker stille og kommer ind.

   Det første, jeg lægger mærke til, er, at han har ryddet op i al hast. En sok ligger stadig på sofaen, puderne er blevet kastet op på den. I køkkenet ligger papirer spredt ud over det hele. Det er en hyggelig lejlighed. Jeg ved dog ikke helt, hvorfor Robin skylder så meget for den...

   Han byder mig på te, jeg tager imod det. Vi sætter os i sofaen, han tror vist nok at han får sokken af vejen uden at jeg lægger mærke til den. Det er lige meget.

   "Hvad var så problemet?" spørger han. Jeg sukker og finder bladet frem fra posen. Rækker det til ham. Han skimmer forsiden. Laver en grimasse. "Åh..."

   For det første er det et sladderblad. Så er rammen ligesom sat. For det anede, så er der et billede af os i det ene hjørne. Det er redigeret så det vil noget, men vi er lette at genkende. Vi sidder tættere på hinanden, ser hinanden dybt ind i øjnene. Billedet får det til at se ud som om vi skal til at kysse. Under billede står der: Morgan Le Fay vender tilbage fra de døde - og har bragt en flamme med fra Helvede! Robin fnyser og ser på mig.

   "Såh... Er jeg din flamme?" Jeg sukker.

   "Robin, det her er alvorligt!" Han sukker.

   "Men Robin, det er jo rigtigt nok, ikke? Vi er sammen, ikke?" Jeg nikker stille.

   "Jo... Men jeg vil gerne fortælle den rigtige historie!" Robin rynker panden. Jeg nikker. "Slå op på side fem." Han slår op. Jeg læser med fra siden.

   Morgan Le Fay forsvandt på mystisk vis for to år siden. Nu er han vendt tilbage og planlægger turné til sommer, men hvad er den virkelig historie egentlig?

   Torsdag eftermiddag klokken halv tre blev Feen set på Starbucks med en endnu ukendt person. Vores rapporter kunne straks fortælle, at der var romantik i luften. Hun udspurgte omkringsiddende og fik disse udtalelser:

   "De sad og flettede fingre fra de satte sig til de gik."

   "De snavede som gale, det var faktisk ret irriterende!"

   "De lignede to nyforelskede hundehvalpe, de var så kære!"

   Hvem er denne mystiske person, der har stjålet Le Fays hjerte? Én ting er sikkert - vi vil selvfølgelig følge udviklingen af dette seksuelle forhold, og få svar på følgende: Er Le Fay virkelig til fyre, eller er dette for PR? Hvem er den mystiske flamme egentlig? Og hvordan vil denne påvirke Feens turné?

   Robin hæver øjenbrynene. Jeg nikker stille.

   "Seksuelt?" Han fnyser. "Hvis der er noget, vores forhold ikke er, så er det seksuelt!" Han lyder næsten vred... På mig? Jeg ser ned.

   "Undskyld," mumler jeg. Er han vred, fordi jeg ikke vil lægge krop til, eller fordi jeg ikke vil kysse ham? Han ser forskrækket på mig.

   "Nej, Morgan, jeg er ikke vred på dig! Det er bare bladet. Der er jo intet af det her, der passer!" Jeg får det ikke ligefrem bedre af det han siger... Jeg kan virkelig godt lide Robin. Men jeg føler mig ikke sikker nok endnu...

   Robin lægger en arm om mig og kysser mig på kinden. Jeg bliver varm og smiler. Sådan sidder vi lidt. Han kysser løs på mig, min kind, min nakke og hals. Jeg kan rigtig godt lide det...

   "Robin!" Døren ude i gangen flyver op. Hurtige skridt. Robin ser forskrækket hen mod døren, der fører ud til gangen. En kvinde står og ser på os, en smule forskrækket. Robin har skubbet lidt til mig, så jeg ligger en smule ned. Okay, hælder lidt. Jeg sidder stadig op... "Oh..." Hun har bleget hår, makeup og solbrun hud. Hun ser fra ham til mig til ham. Retter sig op. Hun ser lidt rodet ud. "Oh," siger hun igen. "Øhm... M-M-Morgan Le Fay?" Jeg nikker stille. Hun puster en hårlok væk. "Okay, øhm... Waow... Jeg troede ikke... Øhm..." Hun trækker et blad op fra tasken, det er det samme som det, vi lige har læst i. "Jeg læste artiklen, og troede... Det var bare redigering, eller..?" Robin trækker på skuldrene. Han rejser sig hurtigt op, klør sig i nakken.

   "Øhm... Peggy, det her er Morgan, Morgan, Peggy. Peggy er min søster. Morgan er min, øhm..." Han ser på mig. "Tja, vi er vel kærester?" Jeg nikker. Peggy hæver øjenbrynene.

   "Åh... Waow..." Hun ser på Robin. "Godt scoret." Han rødmer lidt. Ser på mig.

   "Peggy er min storesøster." Hun ser på mig. Smiler bredt.

   "Morgan Le Fay... Waow..." Jeg rejser mig op, rækker en hånd frem.

   "Godt at møde dig Peggy." Hun tager min hånd, ryster den. Hendes negle er lange og prikker. Endelig slipper hun.

   "Vildt nok," mumler hun. Jeg smiler. Robin lægger en arm om mig. "Såeh... I har altså et seksuelt forhold, eller..."

   "Nej!" siger vi i munden på hinanden. Vi ser på hinanden. Smiler. Min telefon ringer.

   "Øjeblik," siger jeg og tager den. "Morgan Waters?" Jeg går lidt væk.

   "Morgan, det er Andy."

   "Hej Andy."

   "Har du læst det?" Jeg nikker.

   "Ja..."

   "Hvorfor i alverden har du ikke sagt noget?! Dig i et seksuelt forhold lige inden dit comeback, det er..."

   "Han er min kæreste, ikke min elsker eller noget." Jeg dæmper stemmen lidt. "Vi har altså ikke været i seng sammen." Andy sukker.

   "Måske ikke, men mange folk tror på det der står i bladene, og når der endda er et billede..."

   "Det er redigeret."

   "Jeg er ligeglad! Du kommer i studiet i morgen, og så skal du til stemmetræning." Jeg sukker og nikker.

   "Ja, det skal jeg nok."

   "Morgan, du har ikke noget valg. Og hvorfor var din vagt ikke med dig?"

   "Ej, skal jeg stadig have barnepige på?!"

   "Ja, Morgan! Det er ting som det her han skulle forhindre."

   "Hvad skulle han have gjort, betalt dem for at blive væk?"

   "Måske..."

   "Hey, Andy, jeg er ikke et lille barn. Lad mig få lidt snor."

   "Men det er jo det her der sker, når du får snor!"

   "Så lover jeg at være forsigtig?" Andy sukker. "Jeg tager Godzilla med rundt?" Han ler.

   "Det er faktisk et ret godt navn," mumler han. "Okay! Du skal være sammen med 'Godzilla' når du er ude til events. Men ellers skal du bare holde lav profil, okay?"

   "Fedest! Tak Andy!"

   "Vi ses i studiet i morgen."

   "Ses!" Jeg lægger på. Robin ser på mig, han har snakket lidt med Peggy.

   "Hvem var det?"

   "Min agent, han brokkede sig bare over artiklen." Robin sukker.

   "Gad vide hvad mine sponsorere siger til det..." Peggy ser på ham.

   "Nårh ja, Robin, lejligheden - når du at betale?" Jeg ser at Robin flygtigt kigger på mig. Han synker en klump og nikker.

   "Ja da, selvfølgelig. Jeg mangler at betale 7500 dollars, men det skal jeg nok nå." Peggy og jeg ser lidt på ham. Han krymper sig lidt.

   "Der er kun 27 dage til sidste betalingsdato," siger Peggy. "Hvordan er lejligheden overhovedet blevet så dyr?" Robin trækker på skuldrene.

   "Vi, øhm, var lidt bagud med nogle regninger, og... det hobede sig ligesom bare op..." Peggy sukker.

   "Nå, held og lykke." Hun ser på mig, smiler. "Det var dejligt at møde dig Morgan." Jeg nikker.

   "I lige måde." Hun går. Jeg ser på Robin. "Din søster virker sød?" Han nikker.

   "Det er hun også. Selvom, tja, hun har nogle fejl..." Jeg trækker på skuldrene.

   "Det er kun menneskeligt." Robin nikker og sukker. Han går u di køkkenet. Jeg følger efter. Jeg kommer til at se på papirerne. Jeg tror han skylder lidt mere end 7500... "Såeh, hvordan er det at være elitesvømmer?" spørger jeg. Robin ler.

   "Det er fedt! Jeg elsker at svømme, især i havet." Han ser på mig. "Det må vi gøre på et tidspunkt." Jeg smiler bare. Nej! Nej, njet, no, nope! Jeg vil IKKE i havet! "Men hvad med dig? Glæder du dig til din turné?" Jeg nikker.

   "Ja, der skal jo snart være auditions til live bandet." Robin åbner køleskabet.

   "Sulten?" Jeg nikker. "Okay... Jeg har... faktisk ikke noget. Nej, intet..." Jeg ler. Robin ser på mig og lukker køleskabet. Han sukker og slår ud med armene. "Beklager." Jeg trækker på skuldrene. Robin kommer hen mod mig. Han tager min hånd og skubber lidt til mig med hoften. Jeg smiler. Han kysser mig på kinden.

   Vi går ind på soveværelset. Han sætter sig i vindueskarmen, jeg sætter mig på sengen. Man kan godt se, her har boet to. Dobbeltseng med to dyner, halvtomt skab, ødelagte billeder... Jeg får øje på en guitar, den står på et stativ i hjørnet mellem skabet og vindueskarmen.

   "Spiller du?" spørger jeg, og nikker mod guitaren. Han ser på den, nikker.

   "Ja, siden jeg var syv eller sådan noget." Jeg måber.

   "Det er tyve år!" Han ser på mig, lidt åndssvagt. "Undskyld, det kunne du sikkert godt selv regne ud..." Han smiler. "Må jeg høre?" Han trækker på skuldrene og trækker guitaren op.

   "Hvad vil du høre?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Hvad kan du?" Han smiler med tænderne og begynder at spille. Jeg ler lidt, da jeg genkender melodien. Det er nemlig min.

   Det lyder rigtig godt. Jeg lukker øjnene og lytter, til han er færdig. Smiler.

   "Hvad syntes du?" spørger han. Han lyder lidt usikker. Jeg smiler bredere.

   "Du er vildt god!"

   "Syntes du virkelig?" Han lyder lettet. "Jeg har ikke spillet i et stykke tid, jeg var bange for at jeg havde glemt det hele." Jeg ryster på hovedet.

   "Nej nej, jeg er virkelig imponeret!" Han smiler, ser ned på guitaren. Jeg får en idé. "Hvorfor kommer du ikke til audition til bandet?" Han ser forskrækket på mig.

   "Morgan, det er altså ikke for at fornærme dig eller noget, men jeg har min svømning, og det vil jeg ikke bytte til musik." Jeg indrømmer det, jeg bliver faktisk skuffet. Jeg nikker.

   "Det forstår jeg godt..." Han smiler til mig.

   "Tak. Du må komme og se mig en dag." Mit hjerte begynder at slå hurtigere, da jeg begynder at opfatte, hvad det indebærer. Robin, våd og halvnøgen, med spændte muskler og glinsende hud. Jeg får et ufrivilligt sug i maven. Nikker.

   "Det vil jeg gerne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...