(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2531Visninger
AA

22. Forfalden

Blyanten bevæger sig op og ned i konstant bevægelse, trommer på bordet og laver jævne, beroligende lyde. Jeg sidder på et bibliotek, prøver at finde på noget at skrive om. En sang, en sang, jeg skal bruge en sang! Jeg har ikke så lang tid, og den skal være god! Og så alligevel betyde noget, ikke bare være noget af det bras, jeg ofte hører i radioen.

   Jeg har ikke talt med Robin i tre dage. Han prøvede at ringe i starten, kommer stadig hen til lejligheden. Jeg savner ham lidt. Lidt! Jeg ryster, når han er i nærheden, farer sammen, når han løfter hånden… Inderst inde ved jeg godt, at jeg stadig godt kan lide ham. Jeg… er bare ikke tryg ved ham lige nu.

   Nogen kommer hen til mig. Jeg sidder med hovedtelefoner på og hører min egen musik, jeg ved det, det lyder selvisk, men hvis det skal være anderledes, må jeg altså huske, hvad jeg allerede har lavet. Jeg ignorerer dem, da de sætter sig ved siden af mig. Fans? Nja, jeg har hættetrøje på og skjuler mit ansigt.

   Jeg skriver noter ned, prøver at skrive nogle digte, der måske kan blive til tekster. Kigger lidt i en digtsamling fra 1950’erne. De går ikke væk…

   Jeg ser på dem. Sukker. Robin smiler en lille smule til mig. Jeg himler med øjnene og ser hurtigt ned på mine papirer igen.

   ”Morgan…”

   ”Jeg arbejder,” siger jeg stift. Han tager min hånd, jeg river den til mig og ser på ham. Farer forskrækket sammen.

   Jeg har set Robin hver dag, og derfor lægger jeg først nu mærke til, hvor ilde tilredt han er.

   Hans hud er bleg, hans kinder er en smule indsunkne. Han er en smule for tynd, han er mørk under øjnene og skælver lidt. Hans øjne er matte.

   ”Robin, jeggider ikke snakke med dig.” Jeg ser ned. Robin fanger mit blik. Er han… bange?

   ”Morgan, jeg er nød til at snakke med dig!” Han griber fat om mine skuldre, hårdt. Jeg bider mig i læben, ser ham forskrækket i øjnene. Han slipper forsigtigt. ”Undskyld,” mumler han chokeret. Jeg ser på hans negle. De er nedbidte og flossede. ”Morgan, jeg er nød til at tale med dig.” Han hiver lidt efter vejret. Jeg nikker stille. Han har brug for hjælp, hurtigt.

   Vi går hen til den mest øde afdeling af biblioteket. Robin ser på mig.

   ”Robin, du skal ikke undskylde mere, jeg vil bare gerne have lidt tid til at…”

   ”Jeg tager stadig doping.” Jeg spærrer øjnene op og ser på ham.

   ”Hvad?!” Han synker en klump, får blanke øjne og nikker.

   ”Jeg holdt ikke op, da lægen bad mig om det, heller ikke, da du gjorde det, jeg troede jeg kunne holde op, men jeg kunne ikke, og det blev bare værre og værre, og jeg vil ikke gøre det mere, så vil du ikke nok, be’ om…” Robin tager brutalt fat om mig arm, jeg klynker, han ser mig ind i øjnene med et forvildet blik. ”Hjælp mig! Jeg kan ikke styre bivirkningerne!” Jeg ser på ham. Nikker og smiler. Han ånder lettet op. Jeg tager hans hånd og trækker ham med. ”Hvor skal vi hen?”

   ”Hospitalet. Du skal bruge professionel hjælp.”

   ”Morgan, jeg vil altså ikke på hospitalet, jeg tror ikke, at…”

   ”Robin!” Jeg ser rasende på ham. ”Bivirkningerne til doping kan være fatale! Du kan dø af det!” Jeg får tårer i øjnene. Jeg snøfter, tørrer dem væk. ”Du dør sikkert i forvejen før mig, og jeg vil ikke have, at det sker for hurtigt eller før tid!” Jeg ser væk, prøver at tage mig sammen. Det gjorde ondt at sige det højt…

   ”Okay…” Jeg ser på Robin. ”Okay, jeg tager på hospitalet… Men jeg syntes ikke, du skal tage med.” Jeg rynker panden.

   ”Hvad?”

   ”Du er jo vred på mig, er du ikke?” Jeg smiler skævt.

   ”Doping kan give uforudsigelig, voldelig adfærd. Det forklarer det… Også selvom du var fuld.” Robin smiler.

 

Jeg følger Robin hen på hospitalet, får ham ind til lægen så han ikke får kolde fødder. Så tager jeg tilbage til biblioteket.

   Robin ringer og siger, at han bliver lidt forsinket. Han beder mig møde ham ved en lille fortovscafé, der ligger nær Andys lejlighed.

   Jeg har min taske fuld af digtsamlinger, da jeg er på vej hjem. Det er ved at blive mørkt. Jeg skyder genvej gennem et kvarter, jeg ikke rigtig kender. Her er folk allerede på vej ud. Jeg har musik i ørerne. Det er nok derfor, jeg ikke høre dem komme.

   Jeg bliver skubbet ind i en gyde. Taber min taske og ser forskrækket op.

   Fem mænd står og ser på mig. Den forreste smiler uhyggeligt, han har meget kort hår og er ret høj. Jeg prøver at komme på benene, men jeg bliver slået ned. En af fyrene har et baseballbat i hånden…

   ”Jamen dog,” siger den forreste. ”Er det ikke Morgan Le Fay? Hvad laver du i den her del af byen?” Han snerrer af mig. Jeg kryber lidt væk. ”Du vover at gøre grin med seksualitet på scenen?” Hvad?! Er det det, det her går ud på?! Jeg ryster hurtigt på hovedet.

   ”Nej nej! Nej, slet ikke, jeg…” Jeg bliver sparket over skinnebenet og krymper mig. Den forreste kommer tættere på.

   ”Drenge, hvad siger I til, at vi viser popstjernen her, hvordan et faktisk er at være bøsse?” Jeg bliver helt kold. Bleg. Jeg begynder at ryste. De andre griner. Jeg bliver grebet bagfra, holdt nede. Den forreste sætter sig over skrævs på mit underliv, begynder at lyne min hættetrøje op.

   Nej. Nej. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke være bange. Jeg vil ikke lade ham gøre det.

   Et øjeblik bliver min verden sort. Bare et kort øjeblik. Jeg kan høre skrig, langt, langt borte, men jeg ved ikke, om det er mine eller en andens. Jeg har det, som om jeg dykker dybt ned under en sø. Jeg kan knap nok ånde, alligevel har jeg aldrig følt mig så levende. Noget varmt, klistret og klamt rammer min hud. For mit indre blik bliver alt rødt. Så åbner jeg øjnene igen.

   Der er ikke sket mig noget. Jeg har alt mit tøj på. Sådan da. Min hættetrøje er åben, min lynlås er åben, mit tøj er forrevent og laset. Jeg har blod overalt på mig. Mine hænder drypper ligefrem. Omkring mig ligger de mænd, der opsøgte mig før. Døde. Livløse. Ugenkendelige. Jeg ryster ikke. Jeg er ikke bange. Jeg har gjort det… Uden at tænke, har jeg gjort det…

   JEG HAR GJORT DET! Jeg tager mig til hovedet, spærrer øjnene op. Jeg gemmer mig bag nogle tomme containere, så jeg ikke skal se på blodet. Jeg kan lugte det. Som en sød duft i vinden. Jeg ryster det af mig. Får med besvær min telefon op. Der kommer blodaftryk på skærmen, da jeg ringer efter Robin.

   ”Morgan?!” Robin lyder lettet. ”Hvor er du? Vi skulle have mødtes for tyve minutter siden! Jeg har prøvet at ringe til dig, men du tog ikke telefonen!” Han sukker. ”Nåh, lige meget. Jeg har været ved lægen, jeg skal til noget rehabilitering hver anden dag. Hvor er du, så kommer jeg og henter dig?” Jeg svarer ikke. Jeg kan ikke. Vil ikke… ”Morgan? Hallo, Morgan, er du der?” Jeg ryster. Nu ryster jeg. Min stemme skælver og er grødet, da jeg begynder at tale:

   ”Robin…” Jeg klynker. Robin prøver at tale til mig, men jeg kan ikke høre ham. ”Robin, jeg har gjort noget helt forfærdeligt! Jeg ved ikke, hvor de kom fra, eller hvorfor det var mig, men de sagde, at jeg havde gjort grin med dem, og de ville have gjort det, de ville have gjort det mod mig Robin! Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, jeg er så ked af det!” Robin tysser på mig.

   ”Så så, Morgan, hvad er der sket?” Jeg snøfter.

   ”Jeg ville skyde genvej,” siger jeg. ”Fem mænd trængte mig ind i en gyde. De holdt mig nede, prøvede at tage mit tøj af…” Jeg hulker lidt. Græder ikke… Robin spørger panisk, om jeg er okay, men jeg afbryder ham, inden han siger noget: ”JEG DRÆBTE DEM!” skriger jeg rædselsslagent. Han er helt stille lidt. Jeg sidder og stirrer lamslået ud i luften.

   ”Hvor er du?” spørger han så. Jeg giver ham adressen. ”Jeg er der om lidt.” Han lægger på.

   Vil han kontakte politiet? Det håber jeg ikke, han vil! Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, det skete bare!

   Mit ”ekstraudstyr” er ude. Jeg stryger min egen kind med min hale. Jeg har små, spidse tænder, mindre end hugtænder. Kattetænder? Og kløer…

   Robin kommer. Direkte hen til mig. Så han ikke blodet, eller ligene? Han ser forskrækket på mig. Jeg kryber sammen i et hjørne, trækker hættetrøjen tættere om mig. Han sukker, sætter sig på knæ foran mig. Stryger mit ene øre.

   ”Morgan… Hvor er ligene?” Jeg ser undrende på ham. Hans stemme lyder som chok.

   ”D-der,” siger jeg, og peger om bag containerne. Han ryster på hovedet.

   ”Der er ikke noget.” Nathan… Han stryger mit hår. ”Har du farvet håret?” Jeg tager hurtigt fat om en lok, ser på den. Den er sort…

   Robin finder et lommetørklæde frem, da jeg paralyserer. Han tørrer blodet af mit ansigt. Tager sin trench coat af, giver mig den på, så man ikke kan se mit ødelagte tøj. Han samler bøgerne i min taske, og får mig på benene og med hen til bilen, der holder godt tohundrede meter væk. Jeg trækker ikke katteudstyret ind. Jeg vil ikke… Det er trygt… Jeg føler mig stærkere… Robin kører direkte tilbage til lejligheden. Han bærer mig ind. Det er efterhånden sent, så der bliver ikke sagt noget til det. Han holder mig i sine arme, indtil vi står ude på badeværelset. Så sætter han mig i badekaret. Tager blidt mit tøj af. Han må godt… Kun Robin må godt… Han fylder badet med vand og sæbe. Det er varmt. Han vasker mit hår, min ryg, mine ører, alt. Jeg opfatter det kun lige.

   Han lader mig sidde i badet, mens han ringer til nogen. Jeg kan ikke høre hvem. Jeg sidder og ser ud i luften. Dykker ned under vandoverfladen. Skriger. Her kan jeg skrige, uden at noget kan høre mig. Da jeg kommer op igen, sidder Robin på badekarskanten og ser på mig.

   ”Har du det bedre nu?” Jeg ryster på hovedet. Er jeg blevet traumatiseret? Det tror jeg ikke, jeg er… Bare i chok.

   Robin tørrer mig. Giver mig en blød pyjamas på. Silke? Måske. Han får mig på benene og ind i seng. Klæder om og lægger sig ved siden af mig. Stryger min kind og smiler varmt.

   ”Der er ikke noget at være bange for nu,” siger han beroligende. Hvorfor ryster jeg så stadig? Jeg synker en klump. Rykker tættere på ham. Han stryger mine ører. Nyser og tager en allergipille. Han holder om mig. ”Vil du græde?” Jeg trækker lidt tøvende på skuldrene.

   ”Det ved jeg ikk’.” Robin smiler lidt over min spinkle stemme.

   ”Vil du græde senere?” Jeg tøver. Trækker på skuldrene.

   ”Det ved jeg ikk’.” Robin nusser mig bag det ene øre. Han sætter sig op, trækker mig med sig. Rokker lidt frem og tilbage, vugger mig.

   ”Vil du have noget chokolade?”

   ”Det ved jeg ikk’.” Robin kysser mig på panden. Er stille lidt.

   ”Vil du græde?” Min underlæbe skælver. Jeg nikker.

   ”Jaer!” Jeg begynder at vræle ind mod Robins bryst. Ja, jeg vræler. Som en lille baby. Jeg har dræbt fem mennesker uden at tænke over det. Jeg er et monster! Robin stryger min skulder, nynner beroligende. Jeg kan godt lide at være i hans varme, brede favn…

   For fanden da! Jeg elsker ham jo!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...