(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2531Visninger
AA

15. For første gang

"STOP!" Robin fjerner sig fra mig. Jeg ligger gispende på sengen, badet i sved. Han lægger sig ved siden af mig, er noget rød i ansigtet. Han puster lidt. Smiler.

   "Vi gjorde det," smiler han. Jeg trækkerdynen over mig, smiler lidt til ham. "Morgan, vi har haft sex." Jeg nikker. Han kysser mig, han er svedig og klam.

   "Det var ikke længe," mumler jeg. Er jeg skuffet? Det tror jeg faktisk, jeg er. Robin griner til mig.

   "Vi kan jo altid fortsætte?" Jeg holder dynen tættere om mig. Han smiler venligt til mig. Stryger min kind. "Nej... Det er okay, at det ikke var lang tid. At du er tryg er det vigtigste." Hvor er han bare sød! Jeg smiler lettet til ham.

   "Hvor lang tid var det?" Han trækker på skuldrene.

   "Nogle minutter." Åh... Har jeg skuffet ham? Han kysser mig på panden.

   "Hv-hvordan var det?" Han rynker panden.

   "Hvad mener du?" Han driller mig bare... Jeg dasker lidt til ham. Jeg ryster... Han sukker, stønner og vrider sig lidt. "Det var fantastisk! Bedre end med Justin." Jeg smiler. "Hvad syntes du?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Jeg vil ikke bedømme den første gang," siger jeg lavt. Hvad sker der for min stemme? Robin ligger sig på ryggen og sukker glad.

   "Det er okay. Det var skønt! Og næste gang er du måske mindre anspændt?" Jeg rødmer. Kunne han mærke det. Han himler med øjnene, ved hvad jeg tænker. "Jeg kan se det på dig." Han sætter sig op. "Nå, jeg vil gå i bad. Jeg er helt klam..." Jeg nikker. Han ser tøvende på mig. "Vil du med?" Jeg tænker mig om. "Ryster på hovedet.

   "Bare jeg kan komme efter dig..." Han smiler, kysser mig på kinden. Tager yukataen om sig og går ud på badeværelset.

   Jeg kunne godt lide det. Neden under frygten, kunne jeg faktisk godt lide at være så tæt på Robin. Jeg smiler. Rør forsigtigt det sted på sengen, han lige har forladt.

 

"Godmorgen." Robin lægger sig hen over mig og kysser mig. Han er tung. Jeg smiler lidt. Kravler ned under dynen. Han kravler ned til mig. "Tak for i går aftes," siger han sukkersødt. Kysser mig på næsen. Jeg puster ham i ansigtet, han rykker lidt væk. "Såh?" Jeg åbner øjnene en smule. Han er sløret... Jeg rynker panden.

   "Ha?"

   "Hvordan var det?" Jeg knurrer af ham og vender mig om.

   "Jeg vil ikke bedømme vores første gang." Robin tager fat om mig bagfra, lægger en hånd på mit bryst, nusser mig lidt for lavt på kroppen.

   "Kom nu... Jeg ved ikke, om jeg gjorde det godt?" Jeg sukker, smiler lidt.

   "Du var god," mumler jeg. Gemmer hovedet i puden. Robin er stille lidt.

   "Bare god?" Jeg sukker. Godt så, jeg skal ikke sove længere... Jeg sætter mig op, holder dynen om mig. Den er dejlig varm... Robin ser spørgende på mig. "Ikke bedre?" Jeg sukker. Gnider mig i øjnene.

   "Jeg har ikke haft sex i mere end to og et halvt år, jeg kan ikke huske noget at sammenligne det med." Robin tænker sig lidt om, mens jeg tager tøj på.

   "For to og et halvt år siden var du da kun seksten et halvt... Hvor meget kan du have fået?" Jeg tøver. Retter mig op og ser på ham.

   "Jeg var sytten og international sangstjerne, hvad tror du?" Nu er det Robin, der tøver. Han rejser sig op, ser lidt forsigtigt på mig.

   "Morgan, hvor mange har du været i seng med?" Jeg smiler til ham, klapper ham på kinden.

   "Jeg har ikke nogen sygdomme, hvis det er det, du er bekymret for." Han smiler. "Og tag så noget ordentligt tøj på. Vi skal i studiet i eftermiddag, indspille musikken til den dér coversang." Robin rynker panden og finder sit tøj frem.

   "Jamen har du ikke allerede indspillet vokalerne?" Jeg nikker, lægger armene over kors.

   "Jo, men der er violin med." Han nikker.

   "Okay... Hør, jeg har nogle ting, jeg skal ordne i byen først, men jeg skal nok nå det." Jeg nikker.

 

Molekylerne flyver rundt i luften, brager ind i hinanden og når min øregang. Går videre ind i øresneglen, skubber til hårene derinde, og genererer en lyd. Jeg elsker at spille violin. Denne sang er livlig og drilsk, ret nem at spille. Jeg står i parken, spiller for sjov med tre andre violinister. Godzilla står lidt væk, den over to meter høje mand i jakkesæt med pistol og øresnegl prøver at holde lav profil.

   Omkring os står folk og lytter. Vi står foran et springvand. De andre er på min alder, alle lidt ældre. Vi afslutter sangen, smiler og griner. Bukker. Vi bliver filmet, jeg bliver i hvert fald, men jeg er ligeglad. Vi begynder at spille Lady Gaga på violin, Alejandro. Jeg kan godt lide at spille den sang på violin, der er så meget energi i! Jeg lukker øjnene. Vi er to på "hovedviolin", jeg er den ene.

   Robin og jeg skal i studiet om to timer. Der er masser af tid. Han kommer og henter mig.

   Jeg får lyst til at danse til musikken, men lader være. Jeg kan tage i dansestudiet efter lydstudiet. Folk klapper i takt til musikken. Jeg elsker at røre mit publikum. Det bedste, jeg ved, er, når jeg kan overlade sangdelen af koncerten til publikum.

   I Washington for nogle år siden var jeg midt i en koncert. Jeg holdt mikrofonen ud mod publikum, og de sang. Længe. Jeg begyndte og grine, satte mig på scenekanten og nikkede i takt. De sang de sidste tredive sekunder, uden at jeg behøvede at synge med. Da musikken stoppede, sagde jeg i mikrofonen:

   "Hvorfor er det nu overhovedet, jeg kommer? I kan jo bare synge sammen?" Publikum grinede. En anden ting, jeg godt kan lide.

   Robin kommer gående hen mod os. Jeg står på kanten af springvandet, min lille scene. Vi afslutter sangen. Jeg ser på de andre, efter vi har bukket.

   "Jeg er nød til at smutte," siger jeg. De ser ærgerligt på mig.

   "Årh, virkelig?"

   "Ja, beklager... Det var hyggeligt at spille." Vi siger farvel, jeg går over til Robin.

   Vi kører i Robins bil, Godzilla følger efter i taxa. Vi holder ind på en burgerbar, køber frokost med og tager hen til studiet. I lydstudiet får Robin en guitar i hænderne. Han ser på den. Bider sig i læben. Jeg lægger en hånd på hans arm, smiler opmuntrende til ham.

   Han hilser på de andre: Bert er trommeslager, Alexa er bassist, Sean er anden guitarrist, Whinston spiller på keyboard, engang imellem kommer der ti til femten andre violinister med til koncerten. Jeg kan ikke altid selv spille, når jeg er på scenen.

   Bandet kommer godt ud af det med hinanden. Ud over dem, er der nogle flere med til indspilningerne, men det er ikke livebandet.

   Efter indspilningerne tager Robin og jeg ned til stranden. Det er en dejlig lun aften. Vi køber hotdogs og sidder på stranden og ser ud over havet. Jeg sidder op ad Robin. Han har været i svømmehallen, hans svømmetøj ligger i bilen. Godzilla har fået fri i to timers tid.

   "Vil du med i vandet?" spørger Robin, da vi har spist. En knude dukker op i min mave.

   "M-man må da ikke gå i vandet, lige efter man har spist?" Han ler.

   "Det er bare en skrøne, dét er faktisk sundere. Nåh?" Jeg ryster på hovedet.

   "Øhm, nej, USA touren starter om nogle få uger, min stemme skal gerne være helt i orden, ingen forkølelse eller noget..." Robin trækker på skuldrene. Han tager badetøj på i bilen, kommer ned til mig. Han ser godt ud i badebukser.

   "Jeg tager altså en hurtig dukkert." Han vader ud i vandet, dykker under. Jeg krummer mig lidt sammen. Jeg er så frygtelig, forfærdelig, rædselsvækkende bange for havet... Robin kommer op til mig efter fem minutter, jeg rejser mig op. Skal vi hjem nu? "Vandet er skønt Morgan," smiler han til mig. "Du vil fortryde det, hvis du ikke bare kommer ud i vandkanten." Jeg ryster på hovedet.

   "Nej tak, det er fint..." Robin trækker på skuldrene, breder armene ud.

   "Må jeg så i det mindste få et kys?" Jeg smiler. Lægger armene om halsen på ham. Han er våd, klistret af saltvand. Jeg kysser ham. Æv, han smager salt! Men det bemærker jeg knap nok. Han er våd, det bliver mit tøj også. Jeg er ligeglad.

   Han tager fat om mit ben, løfter det op til sin hofte. Der er ikke andre på stranden. Jeg lægger benene om ham, lukker øjnene. Han holder mig oppe, roder lidt op i mit h...

   Jeg skriger og kæmper for at komme væk. Vandet omgiver os pludseligt. Robin griner, tror, at jeg bare syntes det er koldt. Jeg slår ud efter ham, han holder fast om mig og kysser mig. Jeg sidder i vand til brystet. Jeg vil væk, væk, VÆK! Jeg skubber ham væk, skynder mig så hurtigt jeg kan ind på land. Jeg skælver, ryster. Robin står og griner ude i vandet, bøjer forover. Vi får øjenkontakt. Han holder op med at grine. Vader ind på land til mig. Jeg sidder og holder om mig selv, ryster. Græder en smule. Han sætter sig på knæ ved siden af mig.

   "Morgan?" Han lægger en hånd på min skulder, jeg rykker væk fra ham. Han rynker panden. "Morgan, er du bange for vand?" Jeg ryster på hovedet. Snøfter, får saltvand i næsten og nyser.

   "Kun havet," mumler jeg. Robin sukker. Han er skuffet over mig. Han elsker vand, lever og ånder for at svømme. Ikke at han kan det mere. Han kysser mig på kinden.

   "Hvorfor sagde du ikke bare det?" Han stryger mit hår. Jeg ser på ham. Han er ikke vred? "Hvorfor er havet skræmmende? Det er da så smukt." Han smiler overbærende. "Har det noget med hajer eller dybt vand at gøre?" Jeg ryster på hovedet. "Kan du ikke svømme?" Jeg nikker. Jeg er god til at svømme.

   "Jeg kan ikke kontrollere det," mumler jeg. "Havet gør bare som det vil. Og det er der ikke nogen, der kan styre!" Robin smiler. Hjælper mig på benene.

   "Øv hvor er du sød. Kom, vi kører hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...